Forbandet meget lyst til blod.

Dag: Irl
Tid: 21:38
Vejr: Mørkt. Solen er netop forsvundet, men månen oplyser de fleste steder, hvor der er huller igennem kronbladene. Tåge.
Omgivelser: Uhyggelig stemning, tåge. Mange store, visne træer.

Lyonaro løftede gravlemmen, der lå skjult i skovbunden, og kom op på overfladen igen. Enkelte blade faldt ned i graven, hvor han lige var kommet fra, og han lukkede bare lemmen igen. Han havde lige nået at redde sig selv fra at skulle gå rundt i sollys, og var nu kommet op igen efter at have holdt sig nede i skjulet hele dagen. Endelig var det aften, og solen var væk. Og om det ikke var til hans store held, at han kunne dufte en dødelig længere henne? Han lukkede øjnene så han kunne fornemme personen bedre. Han kunne dufte et menneske, så udsøgt, at han bare ikke måtte lade ham gå.

Artemios bevægede sig gennem skoven, med rolige skridt. Aldrig forhastede han sig. Han fingrede let ved den kniv, der sad skjult ved hans bælte. Han måtte altså snart have nedlagt noget... Måtte se at få tjent nogle penge. Åh suk... Han tjente jo selvfølgelig en pæn sjat som præst, men ikke om han ville lade sig nøje med. Præste livet havde aldrig været nok for ham. Det var jo også derfor han havde valgt at gå i sine forældres fodspor, på trods af den hellige uddannelse. Han smilede svagt. Skønt alle præster fremstod som helgner, så var det de færreste der overholdt de regler der blev stillet dem. Selv var han jo heller ingen helgen.. Så langt fra...

Lyonaro så sig rundt og kunne som en radar, spore hvilken retning han kom fra. Han tog det første skridt imod mennesket og satte i spurt efter ham med dog så lydløse skridt. Han stoppede bag et træ da han kom tæt på, kiggede på ham i sit skjul. Artemios lignede ikke hvad han havde regnet med af et menneske. Nej. Han lignede nærmere en vampyr, så bleg han var, og med så sort et langt hår.
*Gad vide hvordan han ville komme til at se ud som vampyr så?* Tænkte han. Han holdt sit focus på hans nakke, og hans læber adskuldte sig let, så de sileskarpe tænder kom til syne. Langsomt bevægede han sig frem mod ham.

Artemios mærkede blikket på sig, og fornæmmede skridtene bag sig. Alligevel gik han uanfægtet videre. Smilede let. Hvor morsomt. Tænk at snige sig ind på en jæger, der var trænet til at gøre lige netop det. "Godaften." hilste han så over skulderen, med en venlig klang i den dybe stemme. Hans smil kunne ligefrem høres. En sjællenhed blandt jægere, men ganske almindeligt hos Artemios. Han var altid så smilende, og lattermild, og høflig...

Lyonaro stoppede op tæt på ham og havde været tæt på at angribe ham, hvis det ikke havde været forbi at Artemios havde talt. Han så på ham, fornemmede tydeligt hans smil og smilte gengældende med det vampyriske smil. "Jamen godaften" Svarede han og syntes godt om Artemioses stemme. Det var ikke en stemme eller et udseende han ville blive træt af særlig hurtigt. Artemios var perfekt i hans øjne "Du så mig snige ind på dig?".

"Faktisk, så opdagede jeg dig ikke før jeg hørte dine skridt bag mig." svarede han, og vendte sig nu mod denne fremmede... Vampyr?... Selvfølgelig. Artemios nikkede let. Selvfølgelig var det da en vampyr, der sneg sig ind på ham i en skov om aftenen. "Så. Hvem er så du?" spurgte han med den fortsat venlige klang. Det var blandt andet det er kendetegnede Artemios. Han var ikke bitter og tvær i sin opførsel, som så mange andre jægere var det. Derfor skete det også ofte, at væsner først gættede hans egentlige hverv når han afslørede sig selv.

//Hvis du er jæger, er du så ikke røget i en forkert gruppe? x3//

Lyonaro smilte. "Til mit held. Jeg prøvede at være så lydløs som overhoved muligt" Svarede han og kiggede mere nøje og undersøgende på ham, nu da han stod med front mod fromt med ham. "Mit navn er Lyonaro. I mit tilfælde er det ingen nyhed at jeg vandrer rundt ude i skovene om natten, så jeg må vidst hellere få en præsentation af dig også?". Lyonaro så ham i øjnene og kunne ikke skjule at hans øjne var begyndt at lyse en lille smule op. Desuden var det alligevel de færreste mennesker, der tænkte yderligere over den slags.

//In fact er jeg ikke i nogen gruppe endnu//

Artemios studerede ligeledes vampyrens ansigt. Hm... Tjo, han så jo ud til at have den alder som langt de fleste vampyrer havde... "I så fald er jeg Alxander." svarede han, og nikkede let til hilsen. Betragtede denne Lyonaros øjne. Han var sulten? Jo, det forklarede jo den luskede snigen. Artemios' egne øjne var funklende brune. De smilede svagt. Ligesom resten af hans ansigt...

//Ja okay. Valencia har ellers lige været på//

Lyonaro smilte stadig, og troede blindt på, at denne mand blor var et rart og naivt menneske, han nemt kunne sætte tænderne i. Hans duft var så fristende, især nu, da han var sulten. "Alexander.." Gentog han, for at kode det ind i sin hukommelse, som egentlig fungerede utroligt godt. "Hvis Alexander ikke allerede har set skoven, så må jeg vel hellere vise ham resten?" Sagde han, mens han holdt godt øje med hans blik, der var så roligt, at han slet ikke kunne mistænke ham for at være jæger, eller overhoved at kende hans eksistens. Naiv.

Artemios måtte understrykke en latter, og nikkede svagt. Han var forhelvede da vokset op med disse området. Godt nok havde han været længe væk, men man glemte ikke sådan de omgivelser man havde leget i som barn. "Jamen det synes Alexander da lyder som en god ide." sagde han, og legede med på legen, der egentlig ikke var nogen let. Men underholdende var det nu alligevel. Han var udemærket klar over at Lyonaro ville angribe ham før eller siden, men han ville da helt bestemt blive i rollen som uvidende indtil da. Det var jo ganske morsomt at se det overrasket udtryk i rovdyrets ansigt, når det indså, at byttet også havde klør...

Lyonaro begyndte roligt at gå igennem skovstien. Selv kendte han skoven ret godt, men han havde dog ikke mødt Artemios... eller Alexander der i skoven før. Men nu havde han heller ikke boet i Wareclare særlig længde, men var først bosat der for omtrent de ti år siden, lige før han blev forvandlet til vampyr. Lyonaro var en ret ung vampyr, og det var også derfor han endnu ikke havde fundet nogen mening med sit liv, udover at drikke sig mæt i blod dag og nat. Han gik uden at sige noget, mens han overvejede hvordan han havde lyst til at tappe sit offer for blod denne gang. Der fandtes mange måder at gøre det på, og det var vigtigt for ham at variere det lidt fra dag til dag, så det ikke blev for ensformigt.

Artemios fulgte roligt med. Fingrede igen let ved kniven. Åndsvagt egentlig. En kniv ville ikke nytte det mindste mod en vampyr. Det ville tilgengæld vievand. Noget han havde fri adgang til via sit arbejde som præst. Stilhed.. Dumt.. "Arbejder du?" spurgte han, mest for at få en samtale på gled. Stilhed var selvfølgelig ganske godt til tider, men han ville helst 'ind i hovedet' på ham... Så var det langt nemmer at afgøre hvordan han ville angribe..

"Man kan ikke kalde det arbejde" Svarede han mens han gik afslappet og ubekymret igennem skovens mørke. Hans blege hud blev nærmest lyst op af månen, såvel som hans sultne øjne, og det fremtrådte tydeligt for enhver jæger, at han ikke var noget menneske. "Jeg forsøger at udgive min serie. En serie der afspejler mit eget monotone liv... Desværre lader det ikke til, at folk er interesserede i at læse om en person som mig. En person hvis liv endnu ikke er præget af noget."

"Hm.. Uviklingen af et liv, er helt op til en selv." kommenterede han så, en anelse tænkende. Stadig gjorde han ikke opmærksom på sit hverv som jæger. Det var sjovere at vente. Hvis han da kunne holde masken, indtil vampyren valgte at angribe. Egentlig hvad han en imponerende selvkontrol. Det var jo tydeligt at han var sulten, og allivel gav han sig tid til at gå og snakke, før han angreb. Morsomt....

Lyonaro lyttede til hans bemærkning og vidste ikke om han kunne stille det sådan op, at Artemios hånede ham ved at sige dette. Et eller andet sted sagde han vel, at det var ham selv der var skyld i det. "Og dog.. Man kan sagtens komme ud for... ulykker.." Svarede han og stoppede op. Han så om tilbage på ham. Tydeligt kunne man se hans sult i hans øjne, men Lyonaro stod stille uden at vise nogen svaghed overfor det. "Det er ikke mig selv der har valgt mit liv, Alexander".

Artemios stoppede op sammen med ham, og mødte roligt hans sultne blik. "Nej, det kan jeg forestille mig. Det er de færreste der vælger selv." svarede han, med et let nik. "Men hvad du får ud af det liv, der er valgt til dig. - Det kan ingen bestemme for dig." tilføjede han så, og betragtede vampyren foran sig. Tog sig selv i at lade sig imponere. Det var altså en fantastisk selvkontrol, hvis væsenet virkelig var så sulten, som han så ud til at være.

"Det er det jeg er ved at finde ud af" Svarede han bare, og kunne selvfølgelig ikke afsløre noget, da han ikke ville have at Artemios skulle vide noget endnu. Hans sult blev bare lagt bag sig. Han havde til vane at snakke igennem med sine ofre før han gik til angreb. "Jeg er ikke ked af... at være i besiddelse af mørkets gave. Det giver mig muligheder". Lyonaro foldede sine hænder bag sin ryg, og rykkede sig ikke på stedet.

Artemios nikkede forstående. "Det kan jeg forestille mig." sagde han, da han jo ikke kunne vide noget om det, overhovedet. Eller.. Det kunne han jo selvfølgelig. Han vidste en hel del om den så kaldte mørkets gave, og dens muligheder. Et normalt menneske ville nok have været utroligt forvirret, og uforstående overfor den sætning, så Artemios havde vel egentlig afsløret sig selv. En skam. Men ligemeget egentlig. Nu måtte det bare gå som det gjorde.

Det var ikke første gang at han var stødt ind i et menneske, der kendte til vampyrenes eksistens, og han kunne derfor forstå at Artemios også kendte til hvad han var. Han smilte et bidsk smil, for første gang længe. "Jeg må indrømme at jeg finder dig meget interessant" Sagde han, stadig stående i stille position "Du er noget helt særligt. Jeg kunne sagtens tænke på at overrække dig mørkets gave".

Artemios løftede overrasket det ene øjenbryn. Overrække ham..? Hvilken tanke! En svag latter slap hans læber. "Jeg må nok afslå der. Det ville blive utroligt kompliceret." sagde han, da latteren havde lagt sig, og rystede på hovedet. Gøre ham til vampyr... Morsom tanke. Han ville jo ikke kunne passe nogle af hans jobs... Det ville jo være ganske skidt. Han ville komme til at kede sig forfærdeligt... Nej, det kunne ikke komme på tale.

"Der er ikke noget at afslå. Jeg har allerede bestemt mig for at du skal være min næste lærling" Svarede han og væltede sig i et splitsekund over ham så de landede ned på skovbunden, mens Lyonaro hold i et stramt greb i hans arme, og han åbnede munden på vid gab og bed ham i struben for at få bedst mulighed til at kunne suge hans blod. Han regnede med at detr ville forekomme mennesket som et chok, og han glædede sig til at se hvad der ville ske.

Luften blev slået ud af Artemios' lunger, da han landte på jorden med vampyren over sig. Han brummede utilfreds, da han mærkede tænderne i sin hals. "Nyd du dit måltid. Men jeg må knuse dit håb, om at oplære mig i din så kaldte mørkets gave." sagde han roligt, og lod vampyren drikke. Han kæmpede ikke imod, da han allerede vidste, at det ikke ville gøre nogen nytte. Artemios tog det egentlig ganske roligt. Men på den anden side, så hidsede han sig yderst sjældent op.

Selvom Artemios lå helt stille holdt han alligevel godt fast i ham og sugede blod til sig så hurtigti han kunne for at gøre ham helt svag. Han lyttede opmærksomt til Artemios pulsslag for at høre, hvornår han skulle give ham noget af sit eget blod. Han stoppede og gispede, og var blevet både mæt og rød om hele munden. Næsten desperat rev han sin hud op på sin arm så de blødte pænt godt, og han så ned på Artemios med et fast blik før han tog fat i hans kæbe og åbnede hans mund og lagde sin arm til hans mund.

Artemios trak stædigt vejret gennem næsen, og blokerede for svælget. Hans blik var roligt, omend noget træt. Et sådant pludseligt blodtab kunne virkelig tage kræfterne fra en. Blodet fyldte hans mund, skønt han gjorde sit bedste for ikke at synke noget af det. Han drejede så hovedet, så vampyrens arm ikke længere lå mod hans mund. Han spyttede, for at få blodet væk, og smilede. Han smilede. Han fandt faktisk situationen ganske underholdende.

Lyonaros øjne slog gløder da han ikke ville acceptere blodet. Ville fjolset hellere dø af blodtab. "Du klarer den ikke" Hvislede han vredt og smallede sine øjne, mens han stadig sad på ham. Han tog fat i hans hår og rykkede hans ansigt mod sig så han kunne se ham i øjnene. "Du vil dø uanset hvad, min Alexander. Han prøvede igen og pressede sin arm mod hans mund, mens han holdt fast i hans hoved. Dette betød meget for ham. Han VILLE have Artemios! Han ville HAVE ham, ligesom en syvårig dreng der ville gøre alt for at få sin hundehvalp.