Leg med mig (til n00ben - Sidsel)

Dato : Irl.
Årstid : Irl.
Dag : Lørdag
Vejr : støvregn, men ellers meget pænt vejr
Sted : Legepladsen
Tid : 21:30
Omgivelser : gynger, klatrestativ osv.

Axel så sig om på legepladsen, han sad på en gynge og gyngede svagt frem og tilbage. Han havde egentlig boykottet blod for en tid, men ligenu rev sulten så voldsomt i ham at han kunne have faldet død om hvis han ikke allerede havde været død. Han lyttede til den svage knirken fra gyngen, og fandt den lidt beroligende, legepladsen var et beroligende sted at opholde sig, og der kom som regel ikke nogen ved denne tid.

"Slap så af, Malte!"
Sidsel satte hælene i gruset, mens hunden rev som en sindssyg i snoren. Sidsel elskede den hund, men nogle gange var hun i tvivl om, hvem der egentlig gik tur med hvem. Da hunden havde trukket hende et par gader, stoppede hun bestemt op, og stampede en gang i jorden. Hunden så på hende med store øjne, der gav hende dårlig samvittighed uden grund.
Sidsel klappede sig på låret. "På plads," sagde hun bestemt. Malte vimsede hen til hende med tungen hængende ud af gabet. "God hund." Hun smilede og aede den. Hun kunne ikke stå for, når den lænede sig op ad hende. Hun elskede de regelmæssige aftenture med naboens hund, hvor hun bare lod sig føre på må og få.
Først nu kiggede Sidsel op og så hvor hunden havde ledt hende hen. En tom legeplads, grundet tidspunktet. Et stykke væk sad en ranglet, bleg dreng og hang på gyngerne. Han lignede en der savnede noget, eller havde mistet et eller andet, han sindssygt gerne ville have. Det ud så til at berolige ham at sidde der på gyngerne og Sidsel planlagde da egentlig også bare at gå stille forbi ham for ikke at forstyrre, men da de passerede ham, begyndte Malte at knurre, og havde sikkert angrebet drengen, hvis Sidsel ikke havde grebet fat i hundens halsbånd.
"Det er jeg virkelig ked af," Sagde hun, "han plejer ellers altid at være så sød over for fremmede."

Axel Lukkede sine øjne, og hørte ikke pigen og hunden lige med det samme, han lagde faktisk først mærke til hende og hunden da de stod foran ham.
Han lod ikke til at blive synderlig forskrækket da hunden begyndte at knurre og prøvede at angribe. Han åbnede sine øjne og så lige ind i hundens øjne med sine egne røde. Han lukkede øjnene og tvang de røde til at forsvinde og det blev erstattet af bundsorte. Han holdt nu mest af de blå, men hans øjne var uforsonlige når det kom til blod. Han så lidt op på hende, og pressede et lille smil frem, selvfølgelig ikke noget tandsmil "når.. det går nok" sagde han hæst og rejste sig.
Han så lidt ned på pigen, hun var godt nok ikke særlig høj. Hun var menneske, det behøvede han ikke engang dufte, det kunne han se. Alle hans sanser var skærpet til grænsen og det var næsten ligefør han bare faldt ind over hende. Han tvang sig selv til at tage sig sammen, og rømmede sig stille.

Malte blev hurtigt stille da drengen så på den. Sille stirrede på hunden og videre til drengen, som hun fulgte med øjnene mens han rejste sig op i sin fulde højde. Hun sank en klump da hun var nødt til at lægge hovedet helt tilbage, for at kunne se ham ind i de mørke, dragende øjne.
Hun lagde mærke til at han forsøgte at smile, men han så lidt beklemt ud alligevel. Hun så han vaklede lidt og af ren reflesk greb hun ned i sin taske.
"Er d-d-.. du ok?" spurgte hun og rakte ham sin vandflaske.

Axel lukkede kort sine øjne, og sank "jeg har det fint.." mumlede han træt, og så ikke ud som om han havde det fint. Han havde egentlig i sine at gå for han ville ikke skade hende, men hans instinkter havde nærmest låst ham fast.
Han så lidt på hendes vandflaske, og der viste sig et lille smil på hans læber "tak.." sagde han stille, og tog imod flasken og tog en lille tår. Ikke at det gjorde noget som helst ved hans tørst. Han følte sig stakåndet selvom der ikke var noget. Han vædede kort sine læber, og støttede til gyngestativet.

"D-d-det ser søreme også sådan ud," mumlede Sille og lagde en hånd på hans ryg, mens hun tog vandflasken igen. Det gav et sæt i hende, da han blev nødt til at støtte sig til gyngestativet.
Et kort øjeblik slog det hende at han måske var diabetiker... Hun prøvede at komme i tanke om hvad man skulle gøre hvis sådan nogle gik sukkerkolde...
"Er der noget, jeg kan gøre? Nogle jeg skal ringe efter?"
Hun bandt Maltes hundesnort fast til gyngestativet, og tog fat i den ligblege dreng for at få ham med hen på en bænk nærved, også selvom hun næsten kun gik ham til navlen.

Axel så på hende "Nej, nej der er ikke nogen du skal ringe efter.." sagde han stille.
Han panikkede en smule da hun hev fat i ham og trak ham hen mod en bænk "du behøver ikke, jeg mener du skal ikke, det her er unødvendigt jeg har det fint" sagde han hurtigt.
Det var enormt svært for Axel at stå imod, han kunne høre hendes blod pulsere i hendes årer *bare en lille tår.. det skader jo ikke...* tænkte han og tørsten rev i ham. "Hvad hedder du? spurgte han omtumlet, for han måtte have et navn at forholde sig til.

"Sidsel," svarede hun. "hv-hv-hvad hedder du?" hans navn forekom hende egentlig næsten ligegyldigt, under disse omstændigheder, og hun var blevet så befippet hun havde glemt at spørge.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle forholde sig til ham. Et eller andet sted virkede han, som om han ville have, hun skulle gå væk. Men hun kunne da ikke bare lade ham stå der og få et eller andet anfald, gu' ved hvad han fejlede!
Malte rørte uroligt på sig i baggrunden og hele situationen stressede hende efterhånden. Hun turde ikke hive ham med, en total fremmed, men det andet duede altså heller ikke. Og bare Malte ville hidse sig lidt ned!
"Vær nu sød at komme med," sagde hun bekymret og var irriteret over hvor ynkelig hun lød. Hun gik tøvende tættere på ham, i håbet om at hun ville virke intimiderende. Ganske svært når man er to pakker mariekiks høj, og stammer.

Axel nikkede langsomt. "Sidsel.." sagde han langsomt uden at læspe da han sagde det "Jeg hedder Axel.." svarede han roligt.
Han ville helst have at hun bare løb som om fanden var i hælene på hende, men det kunne han joi ikke sige, eller det kunne han godt, men han hadede at være uhøflig. Han skulle til at bede hende om at skride og lade ham være da hun pludselig bad ham om at komme med, på sådan en bekymret måde at han holdt sin kæft lukket. Desuden strittede alle hans instinkter til højre og venstre.
Han så lidt ned på hende "gud hvor er du lav.." sagde han så, og smilede undskyldene "aj undskyld.. men seriøst.." sagde han så bagefter "hvor høj er du egentlig?" sagde han, og prøvede febrilsk at glemme sin sult, ved hjælp af ligegyldig snak.

//HAHAHAHAHA hvis du kunne se Sidsels udtryk i mit hoved!!//

Et kort øjeblik gik luften ud af Sidsel med et "Huh!" I adskillige sekunder stod hun bare og gloede forurettet på ham som om han var syg i roen. Hvor kom den kommentar fra?
*Spasser-diabetiker...* tænkte hun for sig selv.
"1,59." hvæsede hun langsomt mellem sammenbidte tænder, helt uden stammerier.
*Hva' med dig selv, giraf... Er der andet du vil vide? Mit skonummer?!* Sidsel blev helt overrasket over den irritation hun pludselig følte for staklen. Han så jo totalt underernæret, som han stod der, bleg og ranglet og skælvende. Malte stod stadig og skabte sig, men han måtte vente. Medfølelsen vandt over irritationen og i et medfølende tonefald rakte hun blidt ud efter ham.
"K-kom med," prøvede hun endnu en gang. "Jeg giver p-p-piz-p... n-noget mad."

//Oh i Wish i could xD//

Kunne hun da ikke bare blive pissed og skride?! Fattede hun slet ikke at han kunne slå hende ihjel??
Han sukkede tungt, og så på hende med de sorte øjne, som han forsøgte at holde under kontrol så de ikke blev røde. Han sank igen en klump og så kort op mod mnattehimlen og bed tænderne sammen, og grinede ustyrligt af hendes syrlige svar "gud hvor lød det sjovt.." sagde han.
Han måtte ligne et narkovrag i hendes øjne, men hans slags 'coke' stod lige ved siden af ham, og det var det hun ikke forstod, desværre...
"Gå" fik han fremhvisket og så på hende igen "vil du ikke nok gå?" bedte han stille.

Hans ord ramte hende som et slag. Den ynkelige undertone i hendes stemme gjorde hende næsten bange. Hun ville ikke kunne forlade ham med billedet af hans bedende sorte øjne på brændt fast på hendes nethinde. Aldrig i livet. Det lignede næsten at han blev endnu blegere. Hun blev beroliget da han grinede, men beroligelsen varede kun kortvarigt.
"Axel," sagde hun bestemt, "D-d-du kan ikke blive her. Kom nu med. Vær nu sød. Hvad er der i vejen?"
Hvad i alverden var der galt med ham? Han opførte sig næsten som om...
Sidsels øjne blev store. *Som om det er mig, der forårsager det*

Axel så opgivende på hende "Stupide menneske.. hvorfor kunne du ikke bare gå?" sagde han opgivende, for nu kastede han hæmningerne over bord.
Han greb hende om håndleddene og ignorerede Maltes larm. Han tog en dyb indånding, og hans øjne blev røde "undskyld.." sagde han så, og trak hende ind til sig "jeg lover at det ikke vil gøre ondt særlig længe" hviskede han ind i hendes øre. Han pustede lidt af hendes hår væk fra hendes hals, og blottede sine tænder "husk at tage en dyb indånding.." mumlede han, og bed hende. Han lod sine arme glide rundt om hendes talje mens han holdt fast i hendes hænder med sin frie hånd.

//FUUUUUU! Please no turning me into a vampire//

Det at han kaldte hende "menneske", et glimt af rødt og Sissel nåede slet ikke at opfange det før han var tæt på, alt for tæt på. Så gjorde det ondt. Sindssygt ondt.
Verdens lyde blev grødede og farverne tværedes ud. Et eller andet sted uendeligt langt væk gøede Malte hysterisk. Sidsel kunne mærke Axels arm om livet, og hvordan det var det eneste, der gjorde at hun ikke klaskede sammen som et korthus.
*han har bidt mig i struben.* var alt hendes forvirrede hjerne kunne registrere. *av.*
Hun ville skrige, men det gjorde ondt. Forbandet ondt at bevæge sig, forbandet ondt overhovedet at tænke på at åbne munden. Hun mærkede hvordan noget varmt begyndte at løbe ned af hendes hals og hun fik brækfornemmelser.
Hendes synsfelt blev hvidt.
*jeg skal dø* troede hun. *jeg skal dø...*

//Det kan jeg heller ikke medmindre, du får af mit blod bagefter så du skal bare tie stille, besvime, og vågne op igen efter noget tid XDjust stealing a little blood..//

Axel troede i mellemtiden at han var i himlen da han fornemmede blodet på sin tunge. Axel fornemmede at hun nok var blevet lidt overrumplet, da hun virkede som om hun mistede fodfæstet. Han stoppede lidt efter, dette var nok for nu, selvom han ikke havde taget så meget. Han holdt om Sidsel så hun ikke faldt fra ham. Han lod sin tunge slikke det blod op der var gledet ned af hendes hals. Han tog en dyb indånding og fornemmede sine blå øjne vende tilbage og sine hugtænder forsvinde ind til en lidt mindre størrelse. Han sank stille ned på knæ med Sidsel i armene, og lagde hende stille på jorden og tjekkede at alt var iorden.
Jov hun ville nok vågne med hovedpine, men hun havde da lidt vand, og han havde tænkt sig at blive siddene til hun vågnede, for der var noget han skulle fortælle hende. Han gloede kort hen på Malte "Hold nu mund.." sagde han irriteret.

Hunden klappede omsider I, da Sidsel efter et par minutter viste livstegn. Hun rallede lidt da virkeligheden vendte tilbage og gjorde ondt i øjne og ører og rungede i hovedet. Hun følte sig øm over hele kroppen og koldsvedende. Som at få taget en særlig ubehagelig blodprøve...
Brækfornemmelser fik hende i ren refleks til at vende om på siden og harke. Hun havde det forfærdeligt og hendes syn var stadig uskarpt. Ud af øjenkrogen fornemmede hun en tåget skikkelse lidt væk.
*Spasserdiabetikeren... * hun kneb øjnene sammen et par gange og blinkede prøvende.
"Axel...?" stønnede hun og lagde sig fladt ned. Græsset var dejlig blødt. Ikke tænke, ikke bevæge sig, bare nyde det bløde græs.

Axel så på hende og hørte hendes rallen, og sad helt stille. Han var van til det så han var ikke så bekymret.
Han nikkede "ja jeg er lige her.." mumlede han med silkeblød beroligende stemme. Han fik fat i hendes taske og tog hendes vandflaske op fra den.
Han satte sig lidt tættere på og løftede forsigtigt hendes skuldre lidt, så hun kunne sidde op "her.. drik lidt vand det plejer at hjælpe" sagde han stille. Han kunne ikke lade være med at have dårlig samvittighed, det hørte ligesom bare med til det hele.
*Jeg må se om hun har noget plaster bagefter, så jeg kan sætte det over bidemærkerne..* tænkte han, og så lidt på Sidsel, han kunne nok forvente sig at få en flad, når hun var kommet nok til live.

Hun lagde mærke til at nogen tog fat i hende, og først blev hun bange, men hun slappede af da Axel talte til hende. Hendes vandflaske blev stoppet i hånden på hende, og ført op til hendes læber. Vandet gjorde hende godt, og vandflasken var hurtigt tømt.
"Skønt," raspede hun med halvtlukkede øjne, og kastede vandflasken i hans retning. Hun håbede den ramte ham, men hun var ret desorienteret og vandflasken endte bare ved hendes fødder i stedet. Med et suk faldt hun ned på græsset igen.
"Hvad sk-sk-skete der?" spurgte hun. Hun fattede ikke helt hvad der foregik. Hendes hjerne nægtede i hvert fald at acceptere det.

Axel så på hende, og lagde hovedet på skrå mens hun drak. Han var lettet over at hun drak det hele, det var gode tegn.
Han så lidt på flasken, og så derefter på hende "Du må gerne slå mig... men jeg kan desværre ikke rigtig mærke det" sagde han undskyldene, og trak let på skuldrende. Han blev lidt overrasket da hun faldt ned på græsset igen, og sukkede let.
"Jeg bed dig.. og nu har jeg tænkt mig at give dig nogle valg.." mumlede han, og så på hende, og håbede at hun fattede lidt af det han havde tænkt sig at sige. "Du har forstået hvad jeg er ikke?" spurgte han, for hun kunne vel have troet at hun var faldet og havde slået hovedet.

Hun smilede lidt da han sagde han ikke kunne mærke hendes slag alligevel. "Holder det tilbud også om to minutter når jeg har fået min koordination tilbage?" spurgte hun sarkastisk.
Stadig med lukkede øjne fortsatte hun: "Du er i hvert fald ikke diabetiker..."
Hun åbnede øjnene, drejede hovedet og så på ham. Hun havde det bedre, og han trådte langsomt skarpere frem i hendes synsfelt. Nu var hans øjne blå.
*han bed mig i struben... han bed mig kraftedme i struben!*
"Hmm... Psykopat? Eller bare k-k-kannibal... jeg smager sikkert slet ikke g-g-godt. Hvilke valg? Hvad fanden f-f-foregår der?" hendes stemme begyndte at ryste, og hendes stammen var kommet igen. Det var måske i virkeligheden et sundhedstegn...

Axel smilede skævt, selvom hun var fortumlet havde hun da stadig humor "ja det lover jeg" sagde han roligt, hun rendte jo nok ikke rundt med vievand eller træpæle så han havde intet at frygte.
Axel sad stille, rykkede sig hverken lidt frem eller lidt tilbage eller måske lidt til siden, han betragtede hende vare roligt med sine havblå øjne. "Psykopat bliver man efter de første par århundreder hvor man er nødt til at leve af andre" sagde han stille og så på hende. Han skar en grimasse "Kannibal er jeg ikke, så havde jeg siddet og gnavet på din arm nu.." sagde han drillende. "Jeg er vampyr" sagde han stille, og kiggede lidt i hendes taske "undskyld jeg bare sidder her og roder i din taske, men du skulle tilfædigvis ikke have noget plaster? Sårene bliver til små ar, men ikke lige med det samme.." mumlede han.
"Faktisk smagte dit blod udemærket, jeg havde også gået for længe uden blod det var derfor jeg bad dig gå" sagde han stille "Jeg ville ikke skade dig.." mumlede han og så lidt på den lille menneskepige.

Sidsel blev med et lysvågen og satte sig brat op. "VAMP-" Så sortnede det for øjnene og hun måtte lægge sig stille og roligt ned igen.
"... Vampyr?" spurgte hun ynkeligt. Hun følte det vende i sig ved hans kommentar om smagen af hendes blod. Hun vendte hovedet og så ham lige ind i øjnene. Var han forrykt? Vampyrer fandtes ikke. Kun mennesker med blodtørst og vrangforestillinger.
Ikke?
Hun prøvede at spore sindssygen i hans blå, blå øjne, men han var så rolig og fattet at det løb koldt ned af ryggen på hende. Vampyren spurgte noget om plaster og det tog Sidsel et sekund at få sin hjerne til at samarbejde.
"Æh... hva'? Jo plaster, i det lille rum, sammen med t-t-tamponerne. T-tak." Hans venlighed og respekt for sit offer var overvældende. Sidsel tænkte at hvis det ikke var fordi deres første nærkontakt havde været hans tænder i hendes halspulsåre, var de sikkert blevet fine venner.
Hun fik et plaster på såret, og området hvor han havde bidt hende var højst lidt ømt. Hun tænkte på Theos tænder i månelyset for noget tid siden. De havde også været så underlig spidse. En frygtelig tanke slog ned i hende.
"Er der mange som dig?"

Han så lidt på hende og grinede lidt af hendes bratte opvågnen, og fant plasteret efter lidt tid, og fik det sat hen over bidene "undskyld hvis det er lidt ømt.." mumlede han og så på hende og lagde tasken fra sig igen. Han var ikke færdig med hende endnu.
Han så lidt på hende, og syntedes at det lignede at hun havde fået isterninger hældt ned af ryggen "Mange som mig?.. tja der er ihvertfald en hel del" sagde han og trak på skuldrene. Men han ville ikke fortælle hende at der nok var flere dæmoner end vampyrer, der var ingen grund til at få hende til at besvime.
"Men nu er du i hvertfald mere vågen.. og jeg vil give dig tre valg, er du klar?" sagde han for hun kunne jo blive helt rundt på gulvet,

Sidsel blev ked af det, da hun hørte der var flere som ham. Så var Theo måske også...? Tanken skræmte hende. Hvad hvis nogle af hendes skolekammerater også tørstede efter hendes blod?
Hun sukkede, lagde en arm over øjnene og hviskede med lidt tårer i stemmen: "Er der slet ikke nogen i den her rådne by, man kan stole på? Kom med dine valgmuligheder."

Axel hævede overrasket et øjenbryn da han hørte hendes tristhed "Du må da ikke blive ked af det" sagde han blidt, og lagde forsgitgt en hånd på hendes arm.
Han undrede sig lidt over det hun sagde med at kunne stole på nogen "hvad mener du? Er der ikke nogen du kan stole på?" spurgte han forvirret, hun måtte da have venner.
Han sad lidt og bed sig i læben, skulle han fortælle hende valgmulighederne? Det blev han vel nødt til "du skal love mig en ting... du må aldrig fortælle nogen om hvad jeg er.. for hvis du gør er jeg nødt til enten at forvandle dig, eller dræbe dig og jeg har ikke lyst til hverken det ene eller det andet" sagde han stille, og sad stille ved siden af hende.