Leg med mig (til n00ben - Sidsel)

Hun smilede svagt over hans omsorg. Hvor var det dog ironisk alt sammen. "Det aner jeg ikke, for at være ærlig. N-n-n-n... Nu ved jeg ikke engang om mine egne naboer er rigtige mennesker. Eller en ny ven jeg mødte for ikke så længe siden..." hun tænkte kort på, hvor rart det havde været at gå lige ved siden af Theo den nat, men tanken om, at han muligvis var en blodsugende psykopat, ødelagde det hele. Hun overvejede om de overnaturlige væsener muligvis havde noget at gøre med hendes fars forsvinden...

Axels hånd var kølig, og Sidsel fandt det beroligende mod sin febervarme hud. Hun lagde en hånd over hans for at han ikke skulle fjerne den lige med det samme. Hun aede ham forsigtigt over håndryggen, for han lød ikke, som om han havde det specielt godt ved tanken om at være nødsaget til at dræbe hende.
"Men det' cool," sagde hun, "Jeg har det helt fint med ikke at sige noget til nogen." Hun var ved bevidsthed nu, men det at sidde oprejst krævede stadig for meget energi. "Ellers andet?"

Axel så på hende og grinede lidt "Det er jo ikke fordi en hver person rundt om hjørnet er vampyr... vi kan jo ikke tåle sollys" sagde han og smilede let til hende. Axels hjørnetænder var betydelig spidsere og mere imponerende end en dæmons, dæmoners tænder var takkede og skabt til at flå og ikke bide som hans.
Han så lidt på hende og mærkede hendes varme hånd ovenpå sin, og havde egentlig stadig ondt af hende for hun havde ikke bedt om noget af dette. Han lod hende nusse sin håndryg, lidt undrende, for han havde egentlig troet at hun ville holde sig til planen om at stikke ham en på siden af hovedet.
Han smilede lettet "godt, nej der var ikke andet, det var bare det jeg vile have på det rene" sagde han kort og gav hendes hånd et lille klem. "Og kan du ikke få lært køteren at knytte sylten? Den vækkede jo nærmest hele nabolaget.." sagde han med en grimasse og så olmt om på Malte.
Axel havde intet imod dyr, men han var nok mere til katte, end hunde.

Hun så på hans smil og måtte konstatere at hans hugtænder ikke lignede Theos (påståede) udklædning. De var glatte og lange, næsten som en slanges, og stadig en smule røde af hendes blod.
"Nej... det er selvfølgelig rigtigt." hun smilede et skævt lille smil. Det gav hende håb.
Hun rakte hånden ud mod Malte og knipsede. "Hids dig ned," tyssede hun bestemt. Malte tav, satte sig og gloede dumt på de to unge mennesker. "Det er derfor, jeg har en kat," mumlede hun. "Hunde er så dejligt loyale, men katte er elegante og fredfyldte." Hun sukkede og tænkte på sin kat derhjemme. Årh hvor ville det være skønt at komme hjem i sikkerhed efter den her absurde hændelse. Den spinkle pige ville ikke virke kælen, så hun slap Axels hånd så hurtigt som hun havde taget den, og satte sig op. Så vendte hun opmærksomheden mod ham igen.
"Undskyld, jeg forstod ikke rigtig... du sagde noget om nogle valgmuligheder?" hun hævede et øjenbryn.

Axel ville ikke fortælle hende mere om væsnernes existens, han ville bare ende med at give Sidsel et nervesammenbrud, og det ville han helst være fri for.
Han nikkede "jeg kan også bedre lide katte, de er ikke ligeså opmærksomhedskrævende som hunde er.." mumlede han, for ærlig talt var katte altså mere intelligente en hunden.
Han lod hende slippe sin hånd, og lagde den istedet på sit lår, og lyttede til hende "nej valgmulighederne var egentlig det med enten at dø, holde mig hemmelig, eller at jeg forvandlede dig til vampyr, og ærlig talt.. jeg har ikke brug for nogen lærling lige nu.." sagde han og smilede lidt.
Ikke fordi Sidsel ikke havde potentiale, han gad bare ikke den faderlige rolle lige nu, og hun var også lidt ung, han foretrak at de helst var sytten eller derover. Han blev sidddene og så lidt på hende "hvordan har du det?" spurgte han, for at få et klarere overblik over hvordan det stod til med hende.

"Ah... okay, så forstår jeg. Jeg har det godt... efter omstændighederne... lidt rundt på gulvet, men godt." hun så på ham, og rømmede sig. "Tak."
Hun forstod ikke helt hvad han mente med lærling. Men hun var heller ikke sikker på hun havde lyst til at forstå. Et eller andet sted virkede det bare sindssygt.
*Jeg har aldrig troet på vampyrer...* tænkte hun.
"Og... og dig? Hjalp det at... spise?" hun vidste ikke helt hvordan hun skulle formulere spørgsmålet og rødmede fordi det lød tamt i hendes ører.

Axel så på hende, og lagde hovedet på skrå "godt, er du svimmel eller har kvalme eller sådan noget?" spurgte han roligt, for hun skulle jo helst kunne komme videre med sin hund uden at knække sammen.
Han nikkede og smilede muntert "ja det var ret godt, for jeg havde som sagt ikke fået blod længe, og nu er jeg knap så bleg som jeg var før, det hjælper lidt på det hele" sagde han og grinede lidt.

Sidsel storsmilede. "Ikke det fjerneste! Men jeg må hellere se at komme hjem så min nabo ikke bliver bekymret." Hun samlede sine ejendele, slyngede tasken over skulderen og kom lidt usikkert på benene, men hun kunne sagtens stå. Hun gik hen til gyngestativet og bandt Malthe fri. Den oprørte hund blev aet kærligt og dens bløde pels fik hende til at lukke øjnene og smile.
"Det var godt at mit blod hjalp dig..." sagde hun tænktsomt med ryggen til vampyren. "Åh, og Axel?" hun gik hen så hun sted helt tæt på ham, rettede sig op i fuld lavde og smilede endnu bredere...

Axel så på hende "godt nok, skal jeg følge dig på vej?" spurgte han og forstod godt af hun måtte se at komme afsted så de ikke blev bekymrede.
Han rejste sig langsomt op og fulgte hende med øjnene da hun gik hen til hunden.
Han nikkede stille "ja og tak.." sagde han kort og smilede lidt. Han stod stille da hun gik tilbage til ham og smilede skævt af hendes højde "Ja Sidsel?" sagde han og stod stille, og overvejede hvad det mon var hun ville.

Sidsel trådte et halvt skridt tilbage som afsæt og smilet forsvandet.
"THWACK!!"
Med al den styrke, hun kunne samle, svingede hun med fuld kraft sin taske lige i ansigtet på Axel.
Hun fik næsten dårlig samvittighed fordi han lige så venligt havde tilbudt at følge hende hjem, men han kunne sikkert godt klare et velplaceret slag i hovedet, tænkte hun. Hun stod stille og afventede med dybe åndedrag hans reaktion. Pludselig fik hun kolde fødder. Måske var det rigtig dumt at gøre sig uvenner med en vampyr. Hun håbede, at hun så modigere og mere stålsat ud, end hun følte sig.
*Bare han ikke kan høre min stemme ryste, bare han ikke kan høre min stemme ryste!*
"Jeg havde et slag tilovers, havde jeg ikke?" sagde hun med en stemme, der forhåbentlig lød overlegen. I virkeligheden havde hun mest lyst til at hoppe op og ned og stamme *Undskyldundskyldundskyld!*

Axel stod helt stille, med drejet hoved efter slaget. Så smilede han lidt, og begyndte at grine "auch..den sad.." mumlede han og vendte sit ansigt mod hende igen, han blødte svagt fra sin læbe, og lod sin tunge glide ned over såret "jeg syntes da ikke jeg så nogen mursten i din taske da jeg kiggede efter plaster?" sagde han og smilede skævt. Han så ind i hendes øjne og opfangede godt hendes dårlige samvittighed.
Han lagde sine hænder ned i sine lommer "Jo det havde du.." sagde han roligt, og stod helt stille. Han havde lovet hende at hun måtte slå ham til gengæld for biddet, og håbede at hun havde fået nogen agressioner ud nu. Han var egentlig bare glad for at hun ikke havde rettet slaget et andet sted på kroppen, for selvom han var vampyr kunne han stadig føle noget, selvom han nok ville have væltet omkuld hvis han havde været menneske.

Hun åndede lettet op, da han smilede skævt. "Nej... d-d-den er også gemt godt," sagde hun og tog tasken over skulderen igen. Hun smilte usikkert. Hun blev lidt forbavset da hun så blod løbe fra hans læbe, havde hun slået så hårdt? Det havde føltes overraskende godt at slå ham. Hun havde ellers aldrig slået nogen før. Det gav hende en følelse at de var mere på lige fod nu.
"Jeg vil gerne følges lidt med dig... Hvis du altså stadig vil? Jeg lover ikke at slå dig igen. Aldrig mere." Hun ville gerne høre mere om vampyrer, og måske komme lidt til bunds i byen Sheria og dens indbyggere.

Axel så på Sidsel og smilede roligt til hende "det tænkte jeg nok.." sagde han drillende, og smilede skævt.
Han smilte stille da hun sagde det med at hun ikke ville slå ham igen "jeg vil gerne gå med.." sagde han roligt "og hvis du skulle finde på at slå mig igen, så kan jeg altså godt finde på at puffe igen" sagde han drillende, og så på hende.
Han begyndte at gå igen og ventede på hende og så sig lidt omkring, han lod igen sin tunge køre hen over den lille flække i hans læbe.

//Svarer lige på det her, og så logger jeg af for i dag. ;) Skal lige have lavet lektierne helt færdige.//

Hun grinede. "Det lyder r-r-r.. rimeligt nok."
Hun tog fat i Malthes snor og trak afsted med hunden.
Da hun indhentede Axel, som stod og så lidt rundt, spurgte hun: "Hvor tit er du nødt til at suge blod?"
Hun prøvede at møde hans blik. "Hvor er det egentlig vildt, det der med din øjenfarve," sagde hun benovet. Hun kunne egentlig godt lide hans lysende blå øjne, bedre end de helt sorte i hvert fald. Gruset knasede tørt under deres fødder mens de gik og en gang i mellem stoppede de op for at lade Malte snuse omkring. Det var trods alt ham, Sidsel skulle lufte i første omgang.

//Ja det skal du jo også have lov til :3//

Han smilede stille til hende og ventede til hun indhentede ham, og begyndte så at gå.
Han så på hende og tænkte sig lidt om "en gang om dagen, nogen gange to, men aldrig mere end det for jeg er tit bød til at tage livet af folk bagefter" sagde han stille. Han så hende roligt i øjnene, og smilede lidt af hendes spørgsmål "Nååh det... jeg foretrækker nu de blå øjne frem for de to andre farver, men vampyrer skifter tit øjenfarver det går lidt an på deres følelser og om de er sultne" sagde han roligt. Han stoppede da hun stoppede og kiggede på den larmende køter "hvad hedder pelsklumpen?" spurgte han.

Sidsels hår rejste sig ved ideen om Axel der "tit var nødt til at tage livet af folk bagefter". Hun var glad for, at hun ikke var en af de folk.
"Jeg kan også bedst lide de b-b-blå," mumlede hun lidt forlegen og smilte. Hun var ikke vant til at give komplimenter til folk og følte sig let akavet, når hun gjorde. Hun så tænksomt op i himlen ved tanken om at noget så grufuldt som et muligt drab på et andet væsen, kunne fremkalde noget så smukt og lysende som så klare blå øjne. Hun syntes det lød lidt fjollet og måske også smertefuldt at skifte øjenfarve hele tiden, men kamælæoner gjorde vel noget lignende så måske var det ikke så underligt.
"P-p-p-Pelsklumpen" sagde hun og pegede på den grimme, elskede hund, "hedder Malthe. Han er min nabos, jeg passer ham bare for at tjene lidt ekstra."
En tanke slog ned i hende. Hun var lidt bange for at stille spørgsmålet, men tog mod til sig:
"Hvordan blev du egentlig vampyr, Axel?"

Axel smilede og så på hende og lagde mærke til hendes skræmte udtryk "det er nemmere at slå dem ihjel bagefter, ellers kan de jo bare love at de ikke siger noget, og så pludselig ved alle at der findes vampyrer.. og at skulle forvandle alle dem man bed, ville være en katastrofe" sagde han stille, og så lidt rundt. Han smilede varmt til hende "Tak..det er godt der også er en anden der kan lide dem" sagde han roligt.
Han så lidt mistænksomt på pelsklumpen "Malthe? Sært navn til en hund, jeg havde engang en ven der hed Malthe.." sagde han og sank lidt tilbage i minder, men vågnede op ved at Sidsel sagde et eller andet. "Hum? Nååh.. det er efterhånden noget tid siden.." mumlede han og tænkte efter. "Det var en aften.. jeg skulle hente lægen da min mor var syg, og der var langt mellem bygderne og byerne dengang.." sagde han stille. Han havde vendt blikket ned mod stien under sig. "Hesten blev skræmt af noget der løb ud foran den, jeg troede at det var en ræv.. Den stejlede og jeg faldt af og landede lidt forkert, hesten stak af i panik og jeg kunne ikke rejse mig" sagde han og kløede sig i nakken "jeg troede at jeg skulle dø, alt snurrede så ulækkert og min ryg gjorde ondt som bare fanden.. og jeg tror nok jeg havde slpet hovedet da jeg blødte.. men så kom der nogen, jeg kunne høre skridtene mod den tørre jord" sagde han og tav kort. "Det var en mand, det kunne jeg høre på hans stemme da han talte til mig, han var venlig og sagde at alting nok skulle gå iorden, og så bed han mig" sagde han stille og så på Sidsel.

//Tillykke med A-rang! :DD//

"J-ja, det kan de vel..." nikkede Sidsel. Hun vidste ikke helt om hun turde tro på det bizarre samtaleemne.
"M-m-måske er din v-ven her i form af en meget sølle varulv?" Sidsel grinede lidt. Så blev hun tænksom. "Der findes da ikke varulve... gør der?"
Hun blev tavs da han fortalte sin fantastiske og utrolige baggrundshistorie. Et eller andet sted kunne hun godt lide eventyret i det. Tanken om at alt kunne ske i denne verden.
"Men hvad så med din m-m-m-mor? Hvad skete der bagefter?" spurgte hun stille.

// Iih hvor jeg elsker dig for at lægge mærke til det 8D//

Han grinte lidt da hun sagde det med varulven "Varulve kan ikke være sølle, pigerne kan være mindre end fyrene, men den sidste varulv jeg snakkede med var 1.80 høj.." mumlede han uden egentlig at ligge mærke til at han svarede hende.
Han vågnede lidt op da hun spurgte om de fandtes, og så lidt på hende og nikkede stille. Han behøvede jo ikke begynde at snakke om dæmoner og engle og dusørjægere, han måtte prøve at lytte lidt mere til hvad hun sagde istedet for hele tiden at falde i staver.
Han tog en dyb indånding "jeg ved ikke hvad der skete med min mor, men jeg tror hun døde.. hun havde haft voldsomt ond i maven i flere dage så det kunne godt tyde på at hun havde blindtarmsbetændelse... resten af historien er for lang min ven, jeg er altså 7-800 år gammel, og det tager sin tid at fortælle sådan en lang historie" sagde han drillende.

Sidsel havde det underligt med at han så henkastet begyndte at tale om varulve som den naturligste ting i verden. Selvom eksistensen af overnaturlige væsener langt fra skræmte hende, var ideen alligevel så ny, og det generede hende ikke, at Axel en gang i mellem blev fjern i blikket, når han fortalte. Hun havde selv meget at tænke på.

*tænk at være et 800 år gammelt sind i en 17-årig krop...* Hun nikkede. "Det forstår jeg. Tror jeg."
De gik ned ad en gågade og Sidsel syntes at hun var ret heldig at af alle tænkelige, grufulde mørkets væsener, hun kunne være blevet angrebet af, var hun lige netop rendt ind i Axel. Han virkede meget menneskelig og slet ikke grusom eller sadistisk, som man så tit forestillede sig vampyrer. Skønt han virkede som om nogle af de menneskelige begreber som alder, død og tid var lidt ligegyldige for ham. Forståeligt, tænkte Sidsel.

Axel så på hende, og var meget glad for at hun ikke gik i panik, og smilede roligt til hende.
Axel så sig lidt om i gågaden, mens han gik roligt ved siden af Sidsel, som han prøvede at afkorte sine skridt lidt efter så han ikke gik alt for langt foran hende.
"Men nu må du ikke tro at alle vampyrer er som mig, der er mange.. rigtig mange af dem der er onde og jeg mener ikke sådan at de kilder dig til ber om nåde, men sådan onde i voldtægt og bid, og det værst tænkelige.. detr gælder også varulve.." mumlede han kort.
Dæmoner var også slemme, slemmere end varulve nogen gange, men han ville ikke til at fortælle hende om de andre væsner.

Sidsels øjne blev store.
"Wow..." hviskede hun, "Vildt..." Det løb hende koldt ned af ryggen. Man kunne tydeligt se, hun var bange.
For at tænke på noget andet, kiggede hun lidt ind af butiksvinduerne, mens de gik langs gågaden. Der var så tomt på det her tidspunkt. Gågader var ikke bygget til den slags mangel på liv og mennesker. "Axel, j-j-jeg har et spørgsmål. Kort efter vi flyttede hertil, fordi min far fik nyt job som nattevagt, blev han så... underlig. Og han forsvandt kort efter. Alt tyder på han er i Werclare nu, hvis han er i live."
Hun blev stille lidt, hun var bange for, det var et dumt spørgsmål. "Tror du... muligvis han er blevet til en vampyr?"

Han så på hende og smilee beroligende "Men hey! Du har magtfulde venner" sagde han, og pegede på sig selv, med et skævt smil. Magtfuld, måske hvis man tænkte på hans styrke i forhold til almindelige menneskers, men mod en e-rangs vampyr var han screwed.
Han nikkede til at hun havde et spørgsmål "sig frem.." sagde han kort. Han undrede sig lidt over det hun sagde. Han så lidt på hende og smilede svagt af det hun sagde "det kan godt være.. men det ved man aldrig, er han da forsvundet?" spurgte han stille, og gik ud fra det. De fleste vampyrer flygtede jo fra hjemmet når de var blevet forvandlet "skal du til Werclare og lede efter ham?" spurgte han så, og så lidt bekymret på hende. Lille hende i Werclare..

//Dude I need to talk to you. Can we chat or call or something?//

Hun grinede lidt. "Tak, det er rart at vide." Hun kastede et blik på den ranglede vampyr. Han så ikke ligefrem frygtindgydende stærk ud, men han havde trods alt angrebet hende som om det var ingenting. Først vidste hun ikke rigtig om hun brød sig om at han kaldte sig for hendes "ven". Han havde trods alt bidt hende! Alligevel havde hun ikke så svært ved at tilgive ham, som hun havde troet.
Hun nikkede stille som svar. "Ja, han forsvandt. Og ja, jeg skal til Werclare." hun lagde mærke til hans bekymrede blik. "Faktisk har jeg en ven, som har tilbudt at følge mig derhen." hun smilede usikkert. "Han er vist heller ikke så glad for at jeg tager derhen alene..."

//always ;)//

"Jep!" sagde han dumsmart, og grinede lidt. Han gik roligt videre ved hendes side, og lyttede lidt til stilheden... eller det var måske ikke helt rigtigt for fuglene pippede som om de havde taget stoffer, og de nu var på deres højeste. Han lyttede lidt da Sidsel igen begyndte at snakke.
"Aha" sagde han langsomt, og lagde hovedet på skrå, og betragtede det lille menneske. Han håbede at det var en der kunne tackle problemer der skulle med hende, ikke at der ikke boede mennesker i werclare, men de fleste af dem vidste noget om vampyrerne så de kunne forsvare sig en smule hvis de kom i problermer.
"Nåh det er godt" sagde han lettet. Axels ansigtsudtryk skiftede og han rystede på hovedet "jeg forstår ham godt.." mumlede han stille.

//:) Hur hur fugle på helium! xD//

Sidsel så på ham og smilede forsigtigt. Hun vidste godt hvad han tænkte, og et sted irriterede det hende. Utroligt at selv Axel var bekymret! det ville være løgn at påstå, det undrede hende, hun var ikke ligefrem den stærkeste, hun kendte...
Uvilkårlig knyttede hun hænderne. Lige i det øjeblik, gik det op for hende, hvor meget hun hadede at være svag. Hvor mget hun hadede at tingene bare skete for hende, uden at hun kunne gøre noget ved det.
Hun så på sine knyttede hænder. Knyttede dem endnu mere, så knoerne næsten blev helt hvide.
"Tja..." svarede hun fraværende, "Det er sikkert m-m-meget godt." Hun så på fast på ham.
"Axel," sagde hun med en stemme, hun prøvede at gøre fast og modig. "Hvordan beskytter man sig mod vampyrer?"
*hvordan bliver jeg stærk?*