minderne (Andy)

dato: irl
tid; irl
vejr. små lunt, små blæst
sted: ikke langt fra centeret
omgivelser: mennesker på søndags tur


David gik ned af gå gaden og betrgetde de forskellige forretningre. han havde et skævt smil på læben og muntert blik i øjnene. han tænkte tilbage på Andy's fødselsdag og kunne huske hvor hyggeligt det havde været. han lavede et enkel gade drenge hop, da han var i så godt humør. han var ikke sikker på om han egentlig skulle gå hjem til Andy. da han egentlig savnede ham ret meget, selvom det ikke var så længe siden de havde været sammen sidst. det havde jo faktisk kun været nogle dage siden, men han ville nu meget gerne se Andy igen. der var noget han ville fortælle. det skæve smil forsvandt stille gfra hans læber og han stak hænderne ned i lommerne, hvorefter han så rundt på de forskellige huse for at være sikker på hvor han var.

Ikke så langt derfra oppe i Andy's opgang, faktisk lige udenfor hans dør stod faktisk en træt Andy. han havde lige været over i centeret for at købe lidt ind, og havde derfor en pose i hånden. han var kun træt fordi at han endelig bare en time siden var kommet hjem, han havde været i California og optræde. han tog sin hånd ned i sin lomme for at finde sine nøgler frem, han fandt dem hurtigere end han plejede. dog var det svære for ham at låse døren op, han ville helst bare ind og slappe af på sofa'en. men problemet med hans nøgle irritere ham virkelig meget, og når Andy nogle gange var træt så var han en mere temperamentsfuld Andy. så han flippet lidt ud på sin dør som fik nabo'en til at komme ud, og stod bare og så på. og det fik Andy til at komme op lidt for meget i det rødefælt, så han vende som om og råbte at han skulle gå ind igen ellers ville det gå udover ham. det fik nabo'en til at skynde sig ind igen og Andy kunne forsætte, han tog en dyb indånding og fik endelig åbnet døren. han smed sine nøgler hen af gulvet og smed sine sko over ved de andre, han satte kort posen ned på gulvet og træk sin jakke af. inden han tog posen igen og gik ud i køkkenet, dog tænkte han ikke over at lukke døren efter sig. hans lejlighed var rodet til efter at havde skulle afsted og uden at vide hvad han skulle tage med, og at komme hjem igen så hans kuffert og taske stod bare midt i det hele. det lignede slet ikke et sted som Andy boet i, men det gjorde han dog.

David stoppede ved et et sted han kunne dreje ind og stod og overvejede lidt hvad han nu skulle. han gik så videre ned af gaden han kunne dreje ind af og åbnede døren til det hus hvor Andy's lejlighed var i. han hørte en råbe og kunne tydligt høre det var Andy, så han tøvede lidt med at skulle gå op. han så op på trapperne og bed sig narvøst i læben. han havde ikke hørst Andy råbe på den måde føre og var derfor ikke sikker på om det nu var en god idé at gå op og besøg ham. han gik så op af trappen alligevel, for måske ville han blev glad for at se ham?. han kom op til hans lejlighed og så døren stod åben. han gik tøvende hen til døren og bankede stille på "Andy?" spurgte han stille og så ind. med en lille tøven gik han ind i gangen og skubbede sine sko af, hvorefter han smed sin jakke og gik ind i stuen. han tænkte det var okay han gik ind, for han var jo Andy's ven. han så lidt på kufferterne og lagde hovedet svagt på skrå og undrede sig over hvorfor her så sådan ud. han så hen mod køkkenet og kunne lige se Andy der inde. et lille smil tegnede isg på hans læber og David gik stille hen til køkkenet og så ind på ham.

Andy stoppede op med at pakke tingene op fra posen da han hørte sit navn, han så ud af køkkenet og fik øje på David. der kom et kærligt smil på hans læbe og tog de sidste ting op af posen "hej David" sagde han og klødet sig lidt i håret inden han gik hen og lag posen over til nogle andre, han så kort tilbage på ham inden han gik over og lag sine arme om ham i et kram "hvad laver du her ?" spurgte han kærligt om da han jo ikke havde nået imod at han havde kommet, selv om han ikke var så glad for at vise nogen nået af sit rod. han slap lidt efter taget om ham og gik hen og lag sine cola'er ind i køkkenet, han gik derefter hen og begynde at lægge det andet på plads. han så over på ham og smilte da han endelig var virkelig glad for at se David, det var han jo altid når de mødte hinanden

David så hans kærlige smil og lyste op i et glad smil lige efter "hej..." sagde han og fulgte ham med blikket. han krammede stille med, da han mærkede hans arme om sig "jeg ville bare lige så hej og snakke lidt..jeg har savnet dig" svarede han glad og så op på ham med sit uskyldige blik og barneglade smil. han havde savnet at være i Andy's arme. til hans fødselsdag havde Andy jo været optaget af et være i Justins arme og derfor havde David måtte undværet det. han rettede sig lidt op da han slap ham og fulgte ham lidt med blikket, men gik så med ham og begyndte at hjælpe ham med et stille ting på plads. han havde jo været har nogle gange nu og vidste hvor alting skulle stå "hvor har du været siden der er kufferter?" spurgte han nysgerrigt og så op på Andy med et smil. han var glad for Andy ikke blev sur over han var kommet og at det virkede som om Andy var glad for at se ham igen.

Andy smilte og tænkte ikke rigtigt over forbinding omkring sine hænder, han så på ham og nikkede "lyder da hyggeligt.. jeg har også savnet dig" sagde han og satte sig op på køkkenbordet, mens han fulgte ham med sit blik og var virkelig glad for at se David. han var jo hans bedsteven så at se ham fik altid et godt humør frem i ham, han havde det jo også som om at han havde kendt David altid og det var han endelig virkelig glad for. han så kort hen mod sit rod og sukkede træt "jeg har været i California for at optræde lidt" sagde han og var bare glad for at være hjemme igen, han viste næsten intet der var så godt som at være hjemme. dog mest når han igen kunne tage afsted om morgenen for at komme på sin frisørskole, han lag sine hænder i sit skød og smilte til ham "hvad har du lavet mens jeg har været væk ?" spurgte han blidt om

David så lidt på hans hænder og undrede sig lidt over forbindingen, men ville ikke til at spørge om det nu. han nikkede bare og smilte glad. han så på ham med et glad smil og stilte sig foran ham. han lagde isne hænder på hans lår og studrede hans ansigt i noget tid imens han lyttede til hvad Andy sagde "okay...håber det var en god tur" sagde han og træk kort på skuldrende. han var glad for han igen var alene sammen med Andy, da han syntes det var meget forvirrende at være sammen med ham imens der var andre, selvom det stadig var virkelig hyggeligt. han var glad for at de stadig var så gode venner, der var godt nok ikke nogen grund til de ikke skulle være det, men David havde gået og frygtet det lidt de sidste par dage. han ltænkte lidt over hans spørgsmpl "jeg har...været med i et teater stykke nede på havnen og selvfølgelig passet bailey" fortalte han og rettede sig lidt op. han tog stille fat om hans hænder og smilte til ham med sit uskyldige blik søgende efter hans øjne.

Andy så ned på ham og smilte mens han ikke fjernede sit blik fra hans øjne i bare et sekund "den var okay, den var trætende også blev jeg væk på toilettet ellers gik det meget godt" sagde han og rødmede af det da det var vildt pinligt at kunne blive væk på ingentid, men sådan var Andy og der var intet at gøre ved. han havde overvejet at lave et kort flere gange over de hoteller han bor på, men han var også dårlig til at finde rundt på kort så det havde han opgivet "okay det ville jeg godt havde set" sagde han og kunne godt tænke sig at se David optræde, det kunne være meget hyggeligt selv om han aldrig fattet nået af teater og fald tit i søvn over det. men det ville han dog heller ikke fortælle ham, da det måske bare ville gøre ham sur i det. han mærkede at han tog sine hænder, og kunne med det samme mærke at han ikke kunne mærke hans hænder over det hele. han så ned på sine hænder og havde helt glemt forbindingen, han og bed sig i læben og så op på hans ansigt igen

David betrgetde han øjne uden at flytte siit blik. han grinte stille over det han sagde og syntes bare det var sødt at han var blevet væk "nåårh..søde ven.. godt du fandt ud igen,. nu når jeg ikke kunne være der og holde dig i hånden" sagde han blidt og smilte lidt drilsk. han syntes altså det var ret sødt han så nemt farede vild, men han måtte også indrømme at det var lidt mærkeligt at blive væk så hurtigt. men det var jo ANdy og det var en af de ting David elskede ved Andy. han rødmede stille over det han sagde og rystede stille på hovedet "nej du ville ikke...det ville havde været død kedeligt for dig" sagde han selvom der egentlig var sket meget i det teater stykke, men han syntes akdrig selv at han var dygtig nok når han spillede skuespil, selvom han altid fik afvide han var utrolig dygtigt. han mærkede lidt på Andy's hænder, hvorefter han så ned på deres hænder. han så tænksomt på forbindingen "hvad er der sket?" spurgte han bekymret og så op på Andy med et bekymret blik.

Andy begynde at rødme af det han sagde og synes at det var vildt pinligt "jeg råbte sådan set efter hjælp så jeg fandt ikke ud på egen hånd" sagde han og rødmede og kunne huske hvordan hans livvagter, kom ind på badeværelset og troet at der havde sket nået slemmer end det. han fjernede dog ikke sit blik fra ham pågrund at det og smilte kærligt til ham, han rystede på hovedet selv om han næsten var sikker på det David sagde "det ved du jo ikke før jeg har prøvet at se det" sagde han også selv om han jo havde set et par stykket i sit liv, så kunne det jo være nået helt andet med David. og nu levede de jo også i en anden tid, end den gang hvor han levede som en ung dæmon. han stoppede med at smile og så ned på sin hænder og træk på skulderne "dagen efter min fødselsdag tog jeg i Van Martes park og mødte en vampyr, han var ret sød og sjov og fik mig til at tænke på nået andet end at Dean ikke kom til min fødselsdag. vi hyggede os virkelig meget, også tog vi en tur i kærlighedstunellen da vi ikke kunne finde nået andet på jorden. også havde han ikke spis i flere dage så han blev rigtig sulten, også for at ikke bide mig så når turen var slut. så skubbede han mig ned mod platformen, for at komme væk fra mig. også tog jeg jo imod med mine hænder så jeg fik splinter ind i mine hænder som var ret store" sagde han stille og så op på ham igen

David betragtede hans rødmen og smilte skævt til ham "ja okay..men du kom ud og det var det vigtigste" sagde han og syntes egentlig bare det var helt fint. han kunne stadig rigtig godt lide Andy, selvom han gik i panik over det. sådan havde han det jo med højter. hvis han var hæjt oppe kunne han flippe så meget ud at han besvimmede af det. han havde det også sådan med edderkopper, så at Andy nemt kunne blive væk og gå i panik af det syntes han egentlig var helt okay,. han lyttede til hvad han sagde og tyræk poå skuldrende " det er selvfølgelig rigtigt...men jeg må ærlig indrømme jeg nok ikke er så god som folk siger" sagde han med et lille skulder træk og bed sig stille i læben. han så ned på hans hænder og lyttede tyil hvad han sagde "okay...har du fået alle splinderne ud?...og... hvem var ham vampyren?" spurgte han og så op på ham med et tænksomt blik. han syntes det var godt der var en der havde kunne få ham til at glemme at Dean ikke kom til hans fødseldag. det var jo en ting David nok ikke kunne hjælpe ham med. han så lidt ned ved tanken og fik lidt ondt i maven. dert var en ting han ville spørge Andy om, men han kunne ikke få sig selv til at sige det, da han var bange for at han batr ville syntes han er åndsvag hvis han sagde det og han ville ikke havde Andy syntes han var åndsvag eller noget.

Andy nikkede og smilte til ham "og mest når jeg skulle optræde lidt efter" sagde han og grinte lidt af det da i hans øjne var det virkelig pinligt, at ikke havde nået at sige når man råbte efter hjælp. det var nok derfor han helst ville blive hjemme da det var der han hørte til, hvor han viste hvor alt ting var og det hele. han hævede det ene øjebryn af ham og var sikker på at han var rigtig god til det "du lyver" mumlede han og vende sit blik ned mod sine hænder og nikkede "ja de er alle ude, tog dem ud når jeg var der også fik ham også slikket lidt på dem" sagde han og havde jo stort set givet Lorcan sit blod, for at hjælpe ham ned fra taget uden at blive bidt. han smilte lidt af tanken om ham "han hedder Lorcan virkelig en sød vampyr" sagde han og lod bare sine hænder forblive hos ham

David så på ham med et smil og lidt til hans latter "ja okat... det var måske ret uheldigt" sagde han med et blidt smil og lagde hovedet svagt på skrå. han så lidt ned og rystede på hovedet "det kan du ikke sige før du har set mig optræde.." hviskede han og så op på ham med et lilke smil. han så ned på hans hænder og nikkede stille til det han sagde "ja okay..det var vel også bedre en at han bed sig" sagde han og pillede stille ved hans fingre. han så op på ham og grinte stille "okay..Lorcan...kender ham ikke, men godt der er endnu en der holder af dig..og som du vel holde af" sgade han og så op på ham. han slap stille hans hænder og lagde sine hænder om i nakken "Andy?" spurgte han og bed sig nervøst i læben. han så ned i gulvet og tog en dyb indånding.

Andy så på ham og træk lidt på skulderne og smilte "ja måske.. men nu er jeg heldigvis tilbage hos dig igen" sagde han og tænkte lidt over hvad han skulle sige, da han jo mente at hvis han synes han var god til at optræde så var han det. lige meget om han havde set det eller ikke "jov jeg kan" sagde han i en drillende tone, han og træk lidt på skulderne af det og huskede aftenen som om det var igår. billederne kørte rundt i hans hoved "ja og jeg var endelig ikke bange for at han ville bide mig, jeg stolede på ham" sagde han stille og nikkede og træk lidt på skulderne, da han ikke viste hvad han skulle sige. han kunne jo godt lide Lorcan da han hyggede sig sammen med ham, men mere var det ikke i det "ja det er det jo" sagde han og kunne godt se at der var et eller andet ved ham, han lag sine hænder omkring livet på ham "ja ?" sagde han stille

David rødmede svagt af det han sagde og smilte skævt til ham "ja det er du og det er jeg glad for du er" sagde han og blev ret glad for at Andy sagde det. for det betød vel han stadig holdte af David. han hævede det ene øjnbryn og syntes det virkede underligt han stod fast, når han ikke anede hvordan David spillede skuespil "hvordan det s?" sahgde han og smilte lidt drillende. han lyttede til hvad han sagde og nikkede stille, imens han tænkte lidt over det. han syten det var utrolig han sådan kunne stole på en vampyr, for David selv havde virkelig svært ved at stole på dem. det havde kun være Justin han havde kunnet stole på som var vampyr "okay..jeg har svært ved at stole på vampyre,..men det er godt du kan for nogle er jo flinke" sagde han med et lille skulder træk. han lukkede sine øjne da han mærkede Andy tog fat om livet på ham og stille lidt tættere på ham. han havde vendt hovedet ned ud. han kæmpede lidt med at få det sagt, men tog så modet til sig "holder du stadig meget af mig" hviskede han helt stille, da han ikke turde at spørge højere.

Andy så på ham og smilte "ingen andet sted jeg har lyst til at være" sagde han og begynde at nusse ham lidt på ryggen, mens han lyttede på hvad han sagde. Andy havde det jo med at stå fast med det han siger, ligemeget om det passer eller ikke så mente han at han altid havde ret "jeg ved mere end du tror" sagde han og kyssede ham på panden. han så ned på ham og viste jo godt at det var svært at stole på vampyrer, da han jo heller ikke selv stolede på alle. men der var nået over Lorcan som fik ham til at stole på ham med det samme, selv om han slog efter ham et par gange "ja det er de nemlig.. man skal bare finde de rigtige" sagde han og fik et chok af det han sagde, da han jo virkelig holde af ham. han var jo hans bedsteven og kunne ikke tænke sig at skifte ham ud med nogle "hvad får dig til at tro at jeg ikke gør det ?" spurgte han stille om

David lyttede til hvad han sagde og prøvede at smile. han vidste ikke helt hvad hans kule sige og blev derfor tavs og nikkede blot til de ting han sagde. han nød kysset på panden og bed sig hårdt i læben. han var nu ikke sikker på at Andy anede hvad han snakkede om lige med hensyn til om han var god skuespiller eller ej. han syntes altid selv han lavede en masse fejl og han kunne klare det bedre en det han havde udrettet. han så lidt op på ham og nikkede stille "rigtigt.." sagde han stille og sank en klump. David kunne godt se han var chokeret over han spørgsmål og det var han lidt lettet over på en måde, da det vel vidste hans spørgsmål var dumt "jeg..jeg ved ikke...mine agumenter er sikkert dumme og jeg er sikkert bare jaloux..." sagde han stille og så ned, imens han bed sig i læben igen. han slap den så igen "jeg er jo intet specielt forhold til dine andre venner...jeg er ikke til hjælp" hviskede han stille og knyttede sine hænder.

Andy hævede sit ene øjebryn af ham og kørte sin hånd igennem hans hår, han rystede på hovedet af ham. han hoppede ned fra køkkenbordet og tog fat i hans lår og løftede ham op, han vende sig om og satte ham ned på køkkenbordet "nu er der nået vi lige skal snakke om" sagde han og lag sine hænder på hans lår, han lag sit hoved lidt på skrå og kunne ikke forstå hvorfor David troet sådan nået "du synes måske mine venner er specielle så meget du end vil.. men du skal ikke sige at du ikke er speciel, du er virkelig en dum dreng nogle gange.. det var dig der reddet mit liv ikke nogen af dem, det var dig som var der når jeg havde brug for en.. så du er speciel du er speciel for mig" sagde han og sukkede og så sig lidt omkring, inden han vende sit blik mod ham igen "David du er min bedsteven" sagde han

David nød at mærke hans hånd køre igennem sit hår og anede ikke om det var godt han overhovede havde nævnt det. han fik et chok, da han mærkede han løftede ham op og lagde hurtigt armene om hans nakke for at være sikker på han ikke faldt ned. han mærkede så køkkenborden under sig og så på Andy med et uskyldigt blik. han bed isg lidt i læben og blev lidt nervøs for det hele. han så ned på hans hænder og lyttede til hvad han sagde. han knyttede stille sine hænder og bed sig hårdt i læben, men slap den dog igen og så op "jeg ved..det men...det var bare...jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde han stille og så ned "Andy...jeg kunne ikke engang finde ud af at fortælle dig hvor meget jeg holder af dig imens andre var der..jeg var bange for det ville blive pinligt for dig..en hetro kunne sige en holdte af dig, men det kunne jeg ikke...jeg kan ikke finde ud af noget...jeg..." han kunne ikke færdig gøre sin sætnig, da han kunne mærke gråden var ved at komme frem i hans stemme.

Andy så på ham og rystede på hovedet af ham, han lag hurtigt sin pande mod hans og sukkede af ham "du ved ikke hvad du skal sige fordi der er intet at sige, du er min bedsteven og jeg elsker dig som du er" sagde han og tog stille hans hænder i sine, han så ned på dem og begynde blidt at nusse dem med sin tommelfingere "David stop nu.. mine andre venner har intet med os at gøre... bare når du siger at du holder af mig så ved jeg at du virkelig holder af mig, jeg er ligeglad med at du ikke kunne sige det foran andre.. da jeg ved hvad jeg betyder for dig, du viser mig det være dag og du fortæller mig det" sagde han og så op på hans øjne igen, og kunne ikke lide at han følte det sådan da det jo var slet ikke det Andy ville havde. han ville gerne havde at David var stolt og var sig selv, den perfekte David som han kende "Justin er ikke hetro det er nået han tror... men alligevel David, hvis du så åbner et vindue og skriger at du elsker mig ud af det så ville det stadig ikke være pinligt for mig, det der er pinligt det er når folk som ikke kender mig skriger at de elsker mig.." sagde han og smilte kærligt til ham for at få hans humør op "jov du kan.. du kan få mig til at smile og få mig til at føle mig mere værd end jeg er" hviskede han

David mærkede hans pande mod sin og bed sig hårdt i læben. han så forsigtigt op på ham og sank stille en klump. han fik tåre i øjnene af det han sagde og kunne nu ikke forstå hvordan han selv kunne tro at Andy ikke holdte af ham mere "Andy..." hviskede han stille. ikke fordi han ville spørge om noget, men fordi han blev rørt over det han sagde. han så kort ned på deres hænder og nød at blive nusset, hvorefter han så op på Andy igen "jeg...jeg holder virkelig af dig..jeg elsker dig... jeg har elsket dig siden første gang vi mødtes..jeg kan ikke undvære dig" hviskede han med en rysten i stemmen og bed sig stille i læben. han så ind i hans øjne og betragtede dem i noget tid. han kunne ikke være stolt af sig selv, da han ikke syntes der var noget han kunne være stolt af "er du sikker?...men Andy..jeg...jeg vil gerne havde alle ved hvor meget jeg holder af dig for jeg vil havde du ved hvor stolt jeg er over at elske dig..." hviskede han, da han ikke turede at hæve stemmen mere en det. han så på hans kærlige smil og kunne iokke lade være med at smile svagt "du er meget værd...du har et dejligt smil...men kan andre ikke også det?" spurgte han stille.

Andy så på ham og lyttede på hvad han sagde, han kunne mærke at han blev helt varm inde i og følte sig virkelig elsket. da efter han havde været og optrådt, så tanken om at folk kun elsker ham for at han var kendt forblev inde i hans hoved. og han blev bange for at hans venner gjorde det samme, elskede ham for den kendte person og ikke for den Andy som han var inde i "du behøver ikke sige det med ord.. dit hjerte har allerede fortalt mit hjerte det" hviskede han og kyssede hans læber en enkel gang, han kunne ikke lade være med at smile af ham. da efter hans mening var det vildt sødt, han nussede hans hænder let videre og kunne ikke fjerne sit blik fra ham "det ved de allerede.. at være min bedsteven er en ting som jeg ikke giver til hvem som helst, og du har fået den... og jeg er ligeglad med om andre ved hvad jeg betyder for dig, så længe jeg bare selv ved det" sagde han og lag sine arme om ham og krammede ham ind til sig "jeg er intet værd uden dig.. mit smil kan købes på eBay" hviskede han og gav et lille grin fra sig "jov det kan de.. men du får mig til at føle mig ekstra værd" hviskede han

David så på ham og bed sig stille i læben, imens han lyttedew til hvaf Andy sagde og tænkte lidt over det. han nød det enkle kys mod sin læber og smilote svagt efter "okay...godt mit hjerte giver dig besked" hviskede han stille og grinte stille. han så på ham igen og betragtede ham som han sad der. han var ikke sikker på hvad der skulle ske hvis Andy ikke vidst ehvor højt han elskede ham. for han ville ikke hade Andy gik rundt og troede noget forkert. han lukkede sine øjne og nød at blive nusset på hænderne. han lod sig blive trukket ind til Andy og krammede stille med "okay fint nok...men jeg elsker dig virkelig...oog jeg vil blive ved med at sige det til dig ligemeget hvad" hviskede han og gemte sit ansigt ind mo ham. han smilte stille og var glad for at være tæt på Andy igen "du er meget værd også uden mig.." mumlede han ind mod ham og så lidt op på ham "okay...jeg forstår ikke hvordan jeg kan få dig til at føle dig eksta værd"

Andy stod med sine arme tæt omkring ham, og begynde at nusse hans ryg og hans blik var på hans ansigt. han elskede jo også selv David så meget, og viste ikke hvordan han ville kunne klare sig uden ham. det var som om alt var bedre når han var der, og det var jo også ham der havde reddet ham for at begå selvmord "syyyh David" hviskede han og lag sin sin pande mod ham, han så ham dybt ind i øjnene og smilte. han sine træk ham tætter ind til sig og hans tunge spids gled hen over læberne på sig selv "jeg elsker også dig og jeg ville aldrig kunne klare mig selv uden dig" hviskede han blidt

David så på Andy og betragtede hans øjne, med et lille smil på læben. han var helt stille, da Andy bad ham om det og detfor vile han høre efter hvad han sagde. han så lidt ned på hans læber og trykkede sig tæt ind til Andy. han nød at blive nusset på ryggen og rødmede af de ord der kom ud af hans mund "jeg vil altid være her for dig...altid...jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig" hviskede han og så stille op på Andys øjne igen "du vil altid være min bedste ven" hviskede han helt stille og nussede ham helt blidt i nakke håret. det var ikke tit David sagfde sådanne ting til nogen. han havde faktisk kun sagt det til Andy før, da han virkelig elskede og stolede på Andy.