Solen skinner

inde i æsken lå en blomst. den selv samme som han lige havede sat om bag hendes øre, bortset fra at denne blomst var fem gange så stor og fem gange flottere.
" det er den flotteste af alle de blomster jeg nogen sinde har plantet med mine egne hænder" sagde hun og tog den op " hvis man kigger på bladene kan man se at der er ved at danne sig et mønster på begge sider" hun holdte den op for at han kunne se de mange hvirvler og mønstre.

Vis øjnene kunne falde ud af hovedet, havde de sikkert gjort det.
Ganske forsigtigt tog han blomsten fra hende og studerede den fra alle leder og kanter.
"Wow!" sagde han igen og igen, den var så smuk!
Endelig ga han den tilbage til hende.
"Wow!" sagde han som slut kommentar

hun smilte "netop denne blomst valgt at bliver en af de eneste blomster der kun vokser hver hunrede år, hvilket vil sige at den er meget sjælen "sagde hun og lade den tilbage i æsken og lagde den tilbage i skabet. Det var begyndt at blive mørkt udenfor,men man kunne knap ane det sidste af det lys solen gav inden det ville blive helt mørkt.
hun kiggede sig omkring det lille hus.

I køkkenet stod der små krukker med alskens urter og sten ovnen stod mørkt og koldt i et hjørne.
ovre bag ved komoden var der en dør der førte ind til et bade værelse og en til et toilet.
det runde bor der stod midt på gulvet med fire stole var også faldet lidt i mørke. Oppe på væggene hang der billeder i hunerede vis af forskelling planter og mennesker omkring et kæmpe billed i midten fra den selv sammen strand ved en solnedgang hvor de havede mødt hinanden.

Han nikkede, alt det havde hans mor fortalt ham.
Men han havde en speciel evne til at få planter til at gro, vis han ønskede det.
Han så ud gennem det nærmeste vindue.
"Nu når jeg nok ikke den solnedgang jeg havde tænkt mig" sagde han, mest for sig selv.
Så begyndte han at se sig omkring i huset igen.

Hun så ned i jorden. " nej det gør du vel ikke" hviskede hun stille.
hun så på ham mens han kiggede rundt omkring i huset

Han bemærkede hendes pludselige stilhed og så hen på hende
"Er der noget galt?" spurgte han forsigtigt og gik lidt tættere på hende, han hade nå nogen ikke var helt okay, især vis det var hans egen skyld, og hvad ellers kunne have gjort hende pludselig stille?

hun kigger op og smiler en smule uskylding " hmm der er ikke noget galdt. det øh er bare lidt mærkeligt for mig...du ved at være sammen med nogen herinde"
" jeg har aldrig haft nogen med herinde før" siger hun og ser lidt ned og så på ham igen " det er vel bare lidt underligt for mig at jeg uden tøven tog dig med herind. det er så ulig mig"
hun smiler og går hen og sætter sig op på et bord.
" men jeg er glad for at jeg gjorde det" siger hun og ser hurtigt væk mens hun rødmer.

Han så lidt på hende mens han tænkte sig godt om.
Han kunne ikke spørge hende om hvorfor hun tg ham med ind i sit hjem, for hun sagde selv hun ikke vidste det.
Men at han var en af de eneste der åbentbart fik lov til at være herinde....
Han lagde nu også mærke til at hun rødmede.
Hvorfor skulle det altid være så kompliceret?
Han vidste stadig ikke om Clara kom tilbage, han vidste ikke om varulven bare ville være venner og nu...
Han gik hen og satte sig over for hende, og stirrede ned i bordet, hvad skulle han? Aldrig havde han været så forvirret.
Han fik næsten hovedpine.

hendes mave begyndte pludselig ar rumle. hun havede helt glemt at hun ikke havede spist i lang tid, men på en måde var hun glad den lille rumlen havede stoppet den pinlige tavshed.
hun rejste sig og så ned på Thandil " er du sulten?" spurgte hun ham og gik hen imod køleskabet.

Han så op på hende, ligeså glad for en afbrydelse af tavsheden.
"Jotak da" sagde han og mønstrede et af sine venlige smil mens han så op på hende.
Han tænkte stadig så det knagede.
Måske...nej, men...nej...
Sådan kørte hans tanker hele tiden.

Hun tændte op i dn stor sten ovn og gav sig til at lave mad.
få minutter efter havde hun skabt et fest måltid af salater og flere forskelling slags kød og sovse og en masse andre lækerier.
" sådan, jeg håber at du er sulten" sagde hun og satte sig ned over for ham" spis du bare"

Han så lidt på hende
"Jeg kan se du ikke er vegetar" han mødte sjældent elvere der spiste kød.
Han tog af diverse salater.
"Undskyld" sagde han, han fik det næsten dårligt,hun havde lavet fin mad og så spiste han ikke kød

Hun fniste" du kan roligt spise det" sagde hun" det er veketar kød " hun smile til ham og prøvede på ikke at grine.
" jeg er også veketar, men jeg har ikke noget imod at spise det "falske kød" så at sige"
hun kiggede ned på sin terlerken og tog en bid" se selv" sagde hun efter hun havede sunket. " men du behøver ikke at spise det hvis du ikke kan lide at det ligner kød" hun så op og smilede.

"Tak" smilte han og nøjes med sin salat
Han brød sig ikke om at det lignede kød

//logger, skal se film med familien, mn vi kan bare fortsætte//

Hun smilte igen og spiste videre, mest hun lyttede til den stille knitrende lyd der kom fra ovnen.



/ helt iorden, kommer du på imorgen ved en 8 tiden, der er jeg på /

Mens han spiste kiggede han igen på sine omgivelser
"Hvem er de på billedet?" spurgte han hende

//højst sandsynligt//

Hun kiggede op på billederne. "de fleste er af min familie, eller det vil sige jeg tror det er min familie" hun sukkede og kiggede på ham. " jeg har aldrig kendt min familie de blev slået ihjel inden jeg kunne så meget som gå"
Hun sukkede og smilede stille, " jeg voksede op på et børnehjem af en slags"
Hun kiggede ned på sin terlerken og så op på ham igen.
"men nok om mig hvad med dig? hvor kommer du fra? hvad er det store mysterium i din fortid?"

Han så lidt på hende og i lidt tid sad han bare og spiste sin salat.
"Jeg er født og opvokset her i skoven blandt andre elvere" sagde han
"Jeg har altid haft min mor og far og jeg har da sikkert også en søskende et eller andet sted...Så mit mysterium er om jeg har en søskende og vis ja, hvem?" sagde han

Hun sukkede inden hun svarede " jeg vil ønske at jeg kendte til min famile, jeg er jo vokset om mellem mennesker" Hun kiggede ned i jorden " det lyder som en fantastisk ting at have en familie."
hun kiggede op og smilede.
" du er meget heldig. og hvem ved? måske finder du dine søskende en dag"

"Eller søsken, det er ikke sikkert jeg har flere..." sagde han og smilte
"Men tak....Du har vel venner at være sammen med? Så kan det ikke være ligeså ensomt" sagde han og så på hende.
Han tog en sidste mundfuld salat i munden og skubbede tallerknen væk.
Han var ikke født den største spiser.

Hun sukkede og kiggede op på ham. " hmm faktisk har jeg aldrig haft nogle venner" hun sukkede " eller ihvertifald ikke sådan rigtigt. jeg ved ikke rigtigt hvad det betyder at have venner"
Hun smilede " du er faktisk den en af de første personer jeg har snakket med siden jeg flyttede fra det børne hjem jeg voksede op i"
hun lagde sin gafel fra sig og skubbede også sin terlerken væk. hun satte sig stille til rette og så over på ham.
hun var glad for endelig at have nogen og snakke med, det virkede som om der var så mange ting hun gerne ville sige, men som slet ikke havede nogen betydning lige nu.

Han nikkede.
"Okay...Jeg har vel også haft det mere eller mindre ensomt, men så besluttede jeg mig simpelthen for at det ville jeg ikke være mere" sagde han og så lidt på hende og smilte lidt.

Hun sukkede og rejste sig. " du må sige til hvis du har noget du skal nå" hun så ned på bordet og gik hen og tog hendes terlerken og satte den over i vasken.
hun vente sig op og støttede sig op af vasken.

"Overhovd intet, jeg har masser af tid" sagde han og lænede sig lidt tilbage i stolen mens han så på hende, igen var der lidt stille, så rejste han sig.
"Hør, skal vi ikke sige vi ses en anden gang?" sagde han med et lille smil

Hun smilede " jo klart " hun gik hen imood ham og pegede over imod døren mens hun smilede.
hun begyndte at gå hen imod den og åbnede den.
" det har være hyggeligt at møde dig" sagde hun og smilede.