En tur i parken? (Adam)

Dag: Irl.
Tid: 22:40
Sted: I parken
Omgivelser: Stier, træer, enkelte mennesker eller væsner.
Vejr: Klar stjernehimmel, smålunt.

Axel lod sit blik hvile på stien under sig. Egentlig var han bare gået en tur for at se sig lidt omkring i parken, og for at få sig et måltid. Han strøg sig kort om munden og fik lidt blod på hånden *det var vist meget godt jeg lige fik det væk* tænkte han lettet. Hvis der var nogen der havde set det havde de nok gjort store øjne, man gik jo ikke bare rundt med blod om munden uden at der var noget alvorligt galt. Han strakte sin lange krop og så op mod stjernerne, og smilede svagt, det var smukt og mindede ham om gode ting der var sket.

Adam havde taget plads på en bænk i parken. Han lå på ryggen og stirrede op på himlen. En utrolig dejlig aften at være ude på, og han ville ikke lade sin frygt for underlige væsner holde ham tilbage i aften. Han havde et muntert smil på læben og nynnede en eller anden melodi han havde haft på hjernen hele dagen, eller sådan cirka. Han trak vejret dybt, og lå egentlig som et åbenlyst offer for an vampyr eller dæmon, men i aften ville han have lov til at gøre som han plejede, for han gik tit tur om aftenen og natten, hvis han ikke kunne sove, før han fik alt det af vide om væsner og sådan. Han havde været ekstremt paranoid de første dage, men det var begyndt at ebbe un nu. Heldigvis.

Axel så sig lidt omkring, og lyttede til stilheden, eller..
Han hørte en nynnen, og så sig undrende omkring. Hvem gik og nynnede på det tidspunkt af aftenen? Det var da underligt, det kunne jo tiltrække sære mennesker, eller væsner. Han fik øje på en ung fyr der kom gående på en af stierne i parken, og lagde hovedet lidt på skrå. Han virkede så glad!
Axel smilede lidt af den glade menneskedreng, men frygtede også lidt at der skulle komme en eller anden og ødelægge hans glæde for det ville da være synd.. Han gik lidt hen mod ham fra siden af så han havde større chance for at få øje på ham og ikke blive forskrækket hvis han f.eks kom bagfra, han ville ikke forstyrre idyllen.

//Han ligger så ned... på en bænk xD//

Adam lå stadig helt roligt og så op på himlen. Han lukkede sine øjne i et par sekunder og så så igen op på himlen. Dog fangede en skikkelse hans opmærksomhed, da den var på vej hen mod ham. Han blev kort lidt nervøs, og så sig omkring, efter om der var andre. Der gik godt nok et middelaldrende par, men de kunne ikke hjælpe ham så forbandet meget udover at være der, hvis der skete noget. Adam satte sig op og så hen mod skikkelsen. Han havde ikke engang nogen han kunne ringe til. Han havde forlagt sin mobil hjemme på sin seng, så.... han kunne løbe? selvom der ville han ikke nå langt, men.. Det havde jo ikke nøde at være et væsen der ville gøre han ondt? det kunne lige så godt være et andet menneske?

// oh..sorry XD//

Axel stak hovedet ind over hans og så ned i hans øjne med sine store havblå "hej!" sagde han muntert, og tænkte ikke på at han måske kunne have skræmt livet af den arme stakkel. Han var dog påpasselig med hvor meget han smilede for det kunne være farligt at blotte sit tandsmil for meget.
Han rettede sig op igen og stak hænderne i sine lommer, og lagde sit hoved lidt på skrå og betragtede ham lidt "hvad laver du herude så sent?" spurgte han undrende for det var ikke så tit at folk var ude på denne tid i parken når det var hverdag.

Adam så op på de Smukke havblå øjne, og forholdte sig roligt. "hej" mumlede han roligt, selvom det stadig var tydeligt hvad han sagde. Adam smilede dog over drengens munterhed, og satte sig lidt bedre til rette. Han kunne godt se at det nok var lidt pudsigt at en menneskedreng, som der jo sikkert skulle op dagen efter og have undervisning. "hvad jeg laver herude så sent?" gentog han, med et smil på læben. "tjaa, det er rutine for mig, når jeg ikke kan holde ud at være i min lejlighed, og ikke kan sove" sagde han så. Det var jo normalt for Adam at være ude om aftenen, og klokken var jo ikke over tolv endnu.

//krea her er helt død. og undskyld min lange pause//

Axel stod roligt og smilede, og lagde hovedet lidt på skrå "nåå sådan noget.. men kan du så komme op om morgenen?" spurgte han skeptisk, og så på ham. Måske var han slet ikke menneske? Axel snuste diskret, jo det var han, ingen tvivl om det. Han så sig kort rundt i den menneskestille park "det ser ud til at du er den eneste.. altså hvis man ikke tækker mig med" sagde han med et lille grin, og så roligt på fyren overfor sig. Han tøvede kort, siden har nu havde brudt den andens fred kunne han vel ligeså godt præsentere sig, han rakte hånden frem mod ham "Jeg hedder Axel, hvad hedder du?" spurgte han, og smielde venligt. Det lå bare til ham at være spontan.

// det er helt iorden ^^//

Adam kom til at grine lidt over det Drengen spurgte og, men nikkede så. "jo sagtens.. jeg skal møde ved en ni tiden, så det er ikke slemt..." sagde han så. Hvad regnede han dog Adam for? selvom han var et menneske kunne han da godt komme sent i seng og stadig møde kl 9, med lethed. Adam så kort rundt efter det drengen sagde og trak på skuldrende. "tjoo, det har du ret i... Så er vi sådanset alene" sagde han, uden af tænke over at drengen højst sandsynligt ikke var et menneske. Det var faktisk rart at vide der fandes de væsner der holdte sig skjult for mennesker. Han så tilbage på drengen - det havde præsenteret sig som Axel - og tog bare imod hans hånd. "jamen hej Axel" sagde han så og smilede lidt, et venligt smil. "jeg hedder Adam" sagde han så, som et svar.

Axel så på ham, og smilede lidt "nå okay" sagde han, og undrede sig lidt, han mente ikke at hvis han havde været menneske at det så ville være muligt at komme så tidligt op. Men nu havde han jo næsten også glemt hvordan det var at være menneske, og da han var menneske var jo i en hel anden tid en drengen overfor sig. "Så må du være den eneste der ikke kan sove.. eller jeg kan sådan set heller ikke sove" sagde han og trak på skuldrene med et lille smil. Han overvejede lidt hvilken løgn han skulle stikke ham hvis han spurgte hvorfor han selv var ude, men kunne ikke lige finde på nogen gode. Han gav Adams hånd et blidt klem "dav Adam" sagde han og smilede skævt.

Adams blik søgte egentlig lidt efter Axels øjne. Han vidste jo - eller havde fået af vide - at visse væsner havde skiftende øjenfarve. Dog kun når de var sultne, men det ville blive et problem at se det på grund af mørket, så Adam vendte sit blik ned mod side fødder imens han lyttede. Han trak kort på skuldrende. "tja, altså jeg tror ikke at jeg - eller vi - er de eneste der ikke han sove. Jeg tror bare at jeg er den eneste der har vovet her herud, da jeg nok er en af de eneste som synes det faktisk er behageligt at være udenfor om aftenen, for at prøve og blive træt" sagde han så. Han gad ikke bruge tid på at spørge hvad Axel lavede herude, da han jo på en måde godt vidste det. Enten var det jo nok af samme grund som Adam, ellers var det jo nok fordi han skulle - eller måske havde - jage efter mad? Men alligevel, han havde jo ikke nøde at være et væsen, og slet ikke et ondt væsen, der var bare noget der sagde Adam at han skulle være forsigtig.

Axel så ind i Adams øjne, og hans øjne var fortsat blå. Når han endelig skiftede øjenfarve var det hvis han var sulten eller hvis han var vred, røde øjne var når han var kommet langt nok ud på sultegrænsen, sort var en mellemting, eller hvis han var vred. Axel lagde mærke tilat han stadig holdt hans hånd og slap den, det kunne jo være Adam fandt det lidt underligt at hans hånd blev ved med at være kold selvom Adams var varm, og kunne have varmet begge deres hænder hvis de havde stået sådan i længere tid. "Nå nej der er nok flere der ikke kan sove.. Ja det kan godt være, men frisk luft skulle også gøre en træt" sagde han samtykkende. Axel betragtede Adams udtryk, og kropsholdninger hvilket kunne give ham et indtryk af om han havde regnet ud hvad han var, men han kendte nok ikke noget til væsnerne som de fleste andre mennesker. Han huskede sig selv på at være påpasselig med sit smil igen, det kunne afsløre ham.

Adam faldt på en måde lidt til ro, da der var gået nogle minutter. Indtil videre var der jo intet sket, og hvis der ville ske noget, så ville han nok finde ud at det ret hurtigt. Han smilede så et let smil og så op på Axel. "tja, sådan er det jo nogen der har det... Som mig." sagde han så og pillede lidt ved ait bukseben. Han rykkede sig så lidt tilbage og trak sine ben lidt mere til sig. "sæt dig dog. Det ser så anstrengende ud at stå op når jeg nu selv sidder ned" sagde han så, og faktisk lidt for sin egen skyld. Han hadede at snakke med folk der stod op og han selv sad ned. Eller det var okay hvis det bare var kort, men hvis man skulle føre en samtale så kunne Adam bedst lide når begge enten sad, stod eller nogen andet allá det. Bare ikke der var så meget forskel.

Axel stod roligt "du går ud og trækker frisk luft og går direkte hjem i seng?.. det er sært at tænke på, det virker lige modsat på mig" sagde han og smilede skævt. Han grinede lidt af det næste Adam sagde, det havde han også sagt mange gange, han kunne godt få stress hvis folk begyndte at gå frem og tilbage specielt hvis han selv sad ned. "Jamen tak som byder" sagde han med et let buk, og satte sig ved siden af ham på den kolde bænk. Han var lysvågen, nok lidt overgearet på grund af den friske luft, men han kunne nok godt opføre sig pænt, det håbede han da i hvertfald.

Adam tænkte kort og smilede forsigtigt. "tja, nu må jeg se på det når jeg på et tidspunkt kommer hjem, hvad der så sker" sagde han roligt og så op på Axel. Adam var faktisk heller ikke så specielt træt. Han var faktisk slet ikke træt, og det plejede han ikke at være før det var sent. Han fulgte Axel med øjnene og smilede stadig forsigtigt, imens han tænkte lidt over noget relevant, men det gik ikke helt så fantastisk.

//Krea død :o//

Axel nikkede "det er rigtigt.. man må ikke tage sorgerne på forskud, hvis det altså er sorger man kommer hjem til.." sagde han og smilede lidt. Han lagde nakken bagud og så op på himlen "se stjerner.." sagde han og betragtede de små lysende prikker som han havde set op på en trillion gange mindst. Det slog ham lidt efter hvor træt han var af hvordan verden havde udviklet sig, det var en ret så kedelig udvikling. "Bor du i lejlighed eller hus?" spurgte han så og rettede sin nakke op og så på mennesket ved sin side. Han lod kort tungen strejfe sin ene hjørnetand, og betragtede Adam lidt, men blev enig med sig selv om at det ikke var en god idé.

//det er okay så må vi prøve at live den op xD//

Adam så lidt på Axel og kunne ikke lade være med at smile lidt. "Det kan man ikke rigtig sige at det er. Altså sorger" sagde han så og så så op på himlen med et tænksomt blik. "tjaa. De er der vel hver nat, så er det en overraskelse at de er her i nat?" sagde han i en lidt spørgende og drillende tone. Han begyndte faktisk lidt at undre sig over at han var så afslappet overfor Axel, men smed tanken væk igen. Det kunne jo være lige meget. Han så tilbage på Axel og tænkte ikke engang over spørgsmålet før han svarede. "Lejlighed" svarede han kort, og smilede helt stille. "Godt nok i Deepshell, men altså... ja" tilføjede han så, og vidste godt at han faktisk var langt væk hjemmefra.