Legepladsen//Adam.

Dato: 19 juli 2010.
Dag: Mandag.
Tid: 21:01.
Sted: Legepladsen.
Omgiverlser: Ting der er på en legeplads? :D
Tøj: Sorte tætsidende jeans som nærmest er malet på ham, en tætsidende mørkerød tanktop, sorte combat boots, fingerløse læder handser og et sort læderhalsbånd.


Pierce sad lænet op af et træ. Et lydløst men dybt suk forlod hans læber som var en smule åbne. Han lænede hovedet tilbage op af stammen og så op på træets kronblade. Et lille smil kom frem på hans læber. Han rejste sig stille op og gik hen mod gyngerne på legepladsen. Han satte sig stille på gyngen og bed sig så i læben. Han lod sine tanker flyve over hvad der var sket her på det sidste og ønskede virkelig intet af det var sket. Han så ned på sine sko og en tåre undslap og gled ned af hans kind.

Påklædning: http://www.cheapmonday.com/collections/collection-ss-2010/boy/tops/charles-tank-black-f
+ en cardigan i sort
Sko: Sorte, godt slidte converse all star sko


Adam gik med roligt skridt mod den lille lege plads. Hans humør var lidt blandet sammen, og underligt. Hans lykke var blandet sammen med en stolthed, og dårlig samvittighed. Han havde faktisk dræbt det første menneske nogensinde.. Eller han vidste ikke om manden overlevede, men Adam forlod ham i hvert fald efter at have tage blod fra ham. Alligevel var det ikke nok til at slå ham helt ud. Manden havde været et svin overfor en yngre pige der havde været på vej hjem, så Adam vidste ikke helt om han havde gjort det rigtige eller forkerte, men sket var sket og han havde fået fjernet alt blodet fra sig, selvom det ikke havde svinet så forfædrligt meget. Hans lykke var heller ikke til at slå ud bare sådan lige. Han så lidt ned mod sin hånd og på den sorte ring om sin finger. Han kunne jo ikke andet end at bare være en smule glad. Uden han rigtig havde lagt mærke til det stoppede han op da lugten af menneske havde slået ham i møde med en blid vind, og der stod han kun få meter fra gyngestativet og den unge dreng der sad og så mere eller mindre trist ud der fra siden. Han tog bare chancen og satte sig hen på den anden af de to gynger. "Hey.. Hvorfor er verden så trist for dig idag?" Spurgte han stille og ligeud med en venlig stemme. Han var vel nysgerrig og hjælpsom som altid. Han så hen imod menneskedrengen og drejede lidt på sin ring for at få sine fingre til at lave noget imens han ventede tålmodigt på svaret.

Pierce sad bare på gyngen. Flashbacks fra de ting han tænkte over kørte gennem hans hovede. Han lukkede hårdt sine øjne i og kom med et lille hulk næsten uhørligt men det var der stadig. Hans grøn/gule/blå øjne var fyldt med tåre men hans stolthed forbød dem at falde. De svin skulle ikke få den tilfredstilleses af at de havde ødelagt ham fuldstændigt. Han lagde stille en hånd for sin mund for at kvæle endnu et hulk. Håndmærket fra den lussing han havde fået gjorde stadig ondt sa han sørgede for at han ikke ramte den. Resten af hans krop gjorde også ondt men han kunne ikke gøre noget ved det... Han fik et chok da han hørte gyngen ved siden af sig knirke da nogen satte sig på den. Han skjulte hurtigt sin kind hvor han var blevet slået med sit hår. Han kunne mærke hans mave trække sig sammen og hvordan hans hjerte dunkede hurtigere af skræk. Han tørrede hurtigt sine øjne og så ned i jorden og var stille. Han stolede ikke på sin stemme ligenu. Han tog et par dybe indåninger og så stadig ned i jorden. "Det er ingenting. Alting er okay" Han skævede hen mod den fremmede men gjorde så heller ikke andet.

Adam stirrede på drengen og rynkede panden over hans svar. Kunne han istedet ikke have sagt at han bare ikke ville snakke om det? Det havde Adam da accepteret, men at han ligefrem løj og bare sagde at alt var okay, det var ikke et svare Adam kunne lide, og ikke et svar han gad have. "Altså.. Du er ikke svær at gennemskue, og at lyve er ikke okay, når det er så nemt at se. Skal jeg tvinge den ud af dig nu, eller vil du selv komme med den?" sagde han så bestemt, da han nu ville have forklaringen. Han sad helt stille og fangede drengens blik, med sine lyse blå og venlige øjne. Adam vidste faktisk ikke om han ville kunne tvinge det ud af drengen, men måske tale sig til at drengen fortalte ham det. "Lad os starte med navnet. Jeg hedder Adam, og nu fortæller du hvad du hedder og tager det fra en ende af.. Det vil være en god idé ikke at holde visse ting for sig selv" Sagde han og vidste jo at det måtte være noget slemt. Han stoppede endnu ikke med at dreje sin ring om fingeren og lod kort blikket falde på den inden han igen fandt drengens blik.

Pierce blev siddende på gyngen uden at gøre noget. Der var huller i hans bukser ved hans knæ. Han lod fordigtigt sine tynde og elegante finger lege med de løse tråde der. Han havde bare ikke lyst til at snakke om det overhovedet og hen ville ikke indrømme overfor sig selv at der faktisk var noget galt. Han bed sig i læben og rettede sig så op. Han svang et ben overpå den anden side af gyngen og han vendte rundt så han nu sad med fronten mod Adam. Han så op på ham og gad ikke engang skjule det store gul/grønne håndmærke på sin kind. "Du kan ikke tvinge folk til at snakke om ting de ikke vil" Han stemme var blød og lav. Han så ned på kæden som holdte gyngen oppe og pillede stille ved den. Han så kort over på drengen opg lod ham fange sit blik. Hans øjne var ulykkelige, bange, sårede og så var der en hvis smerte i dem. Han så bare på ham og vidste ikke om han burde sige sit navn til endnu en fremmede. Han sukkede og så på ham "Pierce" sagde han stille. "Og nogle ting er bedst at holde for sig selv mens andre ting æder en op indefra og ødelægger en" Han lod sit blik falde og vidste godt han brude få snakket om de ting der var sket men han vidste endnu ikke om han kunne stole på denne dreng. For alt i verden kunne han også være ude på at skade ham.

Adam betragtede drengen foran sig lidt og med et søgende blik. Han havde i hvert fald ingen synligte sår eller flænger, men det kunne nok hurtigt findes under tøjet. Han havde dog godt lagt mærke til at drengen gemte kinden og havde vist også det at den ikke havde en farve det passede til resten af den unge dreng. *Stakkel* røg der igennem hans tanker og fandt hans blik endnun engang. "Du har nok ret, men man kunne vel prøve.." Sagde han kort og lod det bare ligge. Han hadede også at tvinge folk til noget de ikke havde lyst til. Han nikkede stille til da dregnen nævnte sit navn. Pierce åbenbart. Han stirrede på ham med samme venlige blik, og håbede da lidt på at drengen kunne se at Adam ikke var farlig.. Så havde hans øjne afsløret det med det samme, da de altid viste hans humør. "Ingen ting er bedst at holde for sig selv når man er dig.. Der er sket noget slemt, det kan man mærke på dig, og jeg kan se at det fortærer din psyke stille og smertefuldt, og... Du burde finde en at snakke med om det. Mig eller en anden, jeg er faktisk ligeglad" Sagde han så ærligt. Han synes jo bare at det var syne for drengen hvis det ville blive værre. Han lænede sig tilbage op af kæden der holdte gyngen og så roligt på Pierce. "Jeg er altså ikke en skidt fyr.." Sagde han så og rakte den venstre hånd hen mod Pierce. "Hvis man kan elske en anden person, gifte sig, kan man så være så slem?" Spurgte han så, da det lige var hvad han kunne finde som bevis. Han synes jo selv at hvis man virkelig kunne elske en anden så var man i hvert fald ikke så kold og kynisk som man ellers kunne have været. "Jeg er altså helt normal, så vær i det mindste ikke bange for mig" Sluttede han så og trak sin hånd til sig og gav sig igen til at dreje på ringen.

Pierce så på ham og brød sig bestemt ikke om det søgende blik han sad med. Han vendte blikket ned ad og lod så sine finger glide over det blå mærke poå hans kind. Han bed sig i læben af smerte. Resten af hans krop gjorde nok mere indt men det ville han ikke vise. Han sukkede så og lænede sig tilbage før han rejste sig op og gik hen og lagde sig på græsset. Han så op på stjernerne og sagde ikke rigtigt noget. "Du kan ikke tvinge noget ud af mig men du kan vise at jeg kan stole på dig og så vil jeg fortælle dig det." Han skævede over mod drengen og kunne mårke høre ham og han vidste om der var andre væsner end vampyrer her men han turde ikke spørge ham. Han bed sig i læben og vendte sig så om på siden og så Adam i øjnene "Jo vise ting er og bliver bedst at holde for sig selv hvis man ikke ønsker at såre andre" Han sagde sin mening og så måtte Adam respektere den eller lade vær'. Han sukkede og lagde sig så om på ryggen "Er det så tydeligt der er sket noget slemt med mig?" Han lagde sine hænder på hans mave og lå nu bare og betragtede de funklende stjerne. Et lille smil bredte sig på hans læber. Han havde altid elsket natten og stjernerne. Han så igen på ham da han begyndte at snakke igen. Han betragtede kort ringen som han havde på fingeren. "Jeg dømmer ikke folk om de er slemme eller ej før jeg har lært dem at kende men jeg er forsigtig da jeg ikke ønsker at gå mere i stykker end jeg er i forvejen" Han bed sig i læben og så væk da nogle flashbacks kørte i hans hovede. Han kunne mærke et par tåre løbe ned af sine kinder og var glad for at han havde vendt hovedet væk fra Adam da han ikke ønskede han skulle se dem. Han tørrede så sine kinder og kom med et lille gisp af smerte da han kørte hånden over hans ene kind. Han vidste ikke hvorfor han gjorde dette men hen rejste sig op og gik hen og satte sig foran drengen og lagde sit hovede på hans knæ. Han ville bare gerne have nogen der var der for ham nu uden at stille spørgsmål men hvis det var sådan her det skulle være var han tilfreds dog skulle Adam ikke regne med svar før han havde bevidst overfor Pierce at han kunne stole på ham og sådan var det og det ville ikke ændre sig, ikke nu eller aldrig.

Adam holdte lidt øje med Pierce, men sørgede alligevel for ikke at få sit blik til at virke for påtrængende. Han så lidt efter Pierce da han rejste sig og var kort usikker på om han bare ville gå sin vej, men da han så lagde sig i græsset og, var det alligevel lidt lettende. Han ville et eller andet sted ikke give kampen op endnu. "Tjaa, jeg tror jeg har fundet ud af at jeg ikke kan tvinge noget ud af dig endnu" Sagde han så med et lille skuldertræk og så hen mod ham. Han var jo selv helt roligt og både hans blik og det lette smil var naturligt venligt. "Du sårer ikke mig ved at sige noget" Sagde han så helt ærligt og trak på skuldrende af det. Han nikkede så til Pierces spørgsmål og smilede en smule bredere. "Ja det er det. Din udstråling er meget trist, og du skjuler i hvert fald en forslået kind.. Jeg har oplevet en ødelag psyke før" sagde han så og vendte hovedet helt med front mod Pierce. Han så på ham igen med et betragtende blik og trak vejret unødvendigt ind og pustede roligt den kolde luft ud af munden. "Tjaa, det er da beroligende at vide.. Man burde heller ikke altid dømme fra første indtryk.. Verden er farlig, ved du nok. " sagde han så. Hans lyse blå øjne fik et undrende skær da Pierce rejste sig op og satte sig hen foran Adam og endda lænede hovedet på hans knæ. Han smilede dog lidt bredere over det og håbede også lidt at han ikke lagde mærke til Adams kolde hud under de halvtynde stramme buksers stof, da han ikke havde en god forklaring på det. Han hverken havde kuldegysninger eller så ud til at fryse. Pierce var jo et menneske og han vidste jo ikke om Pierce kendte til væsner, og ellers ville han jo sikkert være skræmt for livet over Adam, selvom han jo ikke var ondskabsfuld. Han lagde dog kort hånden på hans skulder, men fjernede den så også igen kort efter

Pierce brød sig ikke om når folk kiggede for meget på ham det havde kun ført til problemer indtil videre, først havde han msitet sin møgdom til en dæmon fordi han blev voldtaget af ham, dagen efter blev han tæsket af en vampyr og selv dagen efter det havde han fået smidt en sten af nakken af en vampyr som syntes det var sjovt at stalke ham. Altsammen var startet med at de havde kigget enormt meget på ham. Han fik kuldegysninger af sine tanker. "Du kan ikke tvinge noget ud af mig ivertfald ikke før du vise rjeg kan stole på dig og sådan vil det forsat være". Han sukkede dybt og betragtede igen stjernerne. Han ville gerne have sådan en til at passe på sig, de var der altid dog kunne du ikke altid se dem. Et smil bredte sig på hans læber og han lå nu bare med et lille smil. Han så uforstående på Adam og lagde hovedet på skrå "Hvorfor skulle jeg dog også ønske at såre dig?" Spurgte han stille. Han sukkede og bed sig så i læben. Han ønskede ikke det skulle være så nemt at se på ham og der var sket noget slemt ved ham. Han sad bare med hovedet på Adam's knæ og lod så sine tåre falde. Han lagde godt mærke til hvor kold han hans hånd var og hans hovede skød op og smerte skød smerte skød frem i hans øjne som om han huskede noget "D-Du er en vampyr ikke" Hans stemme var en smule bange men han var ikke bange for Adam han var bare rent generelt bange of rvampyre men Adam havde endnu ikke gjort noget for at skade ham endnu. Han bed sig i læben og tårene strømmede stadig ned af hans kinder.

Adam tænkte ikke over sit svar før han svarede på hvad Pierce svarede, mest af vane efter at han var vant til at sin forlovede kune læse hans tanker. Der var heller ingen grud til at tænke over det, da han med det samme vidste hvad hav skulle svare. "Det er jo også fair nok" sagde han som sit svar. Han lagde mærke til Pierce smil og smiede selv lidt bredere over det, da han syntes det klædte ham. Han synes jo et smil klædte alle så det var ikke noget nyt. Han rystede så let på hovedet over det Pierce så sagde og så ned på ham. "Ligemeget. Det er ikke relevant nok" sagde han så og blev ved med at se ned på Pierce. Adam fik nærmest et chok over Pierces reaktion og spørgsmålet fik han til at vende blikket væk fra Pierce og der lød et suk fra ham. "Ja desværre... Og ikke stolt af det, men det er ikke mere end et par uger siden jeg selv var et menneske.." Sagde han så ligeud, men hans stemme var en del lavere end for og havde også et strejf af tristhed over stemmen. "Du er ikke den eneste med problemer. Sikkert langt fra de sammen, men alle har problemer de døjer med, og.. Vær sød ikke at flygte fra mig.." sagde han så i en lidt bedende tone og så mod Pierce igen. Han ville jo helst ikke dømmes for den nye race, og han var jo ikke ond på nogen måde. Han bed sig lidt i læben lod et par fingre tørre tårerne fre Pierces kinder væk, selvom de bare blev våde igen.

Pierce så på ahm og ventede tålmodigt på et svar. Det var ikke fordi han havde nået han skulle nå, tværtimod havde han intet han skulle nå, ingen familie, kærste eller arbejde. Han sukkede igen dybt og lod sine tanker vandre. Han så så op på Adam og smilede stille. "Tak fordi du respektere det" Han lukkede så sine øjne og lagde hovedet mod hans knæ igen. Han smilte stille og følte sig faktisk tryg og gladere omkring ham her. Han smilede stille igen og så op på ham da han igen begyndte at snakke, han nikkede stille og smilede så stille igen "Okay". Han vidste ikke helt om han kunne stole på ham men han havde ikke vist han ikke kunne så hvorfor skulle han være bange for ham. "Jeg ved godt jeg ikke er den eneste med problemer, alle mennesker har problemer dog er nogen store og nogen er små." Han smilede stille og så Adam i øjnene. Han var ikke bange for Adam overhovedet ikke. Han rykkede forsigtigt tættere på ham og lænede sig mod hans håd da han tørrede tårene væk som forsatte end af hans kinder. "Jeg flygter ikke fra dig, du har ikke givet mig nogen grund til at flygte. Han kunne ikke lade være emd at rejse sig og give Ada, et kram. Han virkede så trsit. Pierce's tanker gik normalt på at andre kom før ham selv dog vidste han ikke hvorfor.

Adams humør var skiftet en smule til det triste, men alligevel var der noget i ham der holdte det lidt oppe. Han ville helst ikke mindes om sin vampyrlige side, og følte sig jo også sommetider stadig som det menneske han var. "Mmh, ja... Måske får du også min historie en dag..." Sagde han så og havde jo faktisk ikke noget imod at fortælle den. Han var jo sådanset lykkelig og havde det liv han aldrig troede han skulle få, og hans fortid gik ham ikke længere på, men han ville alligevel gerne lytte hvis Pierce endte med at fortælle noget. Adams blik var mere eller mindre overrasket over at Piefce rykkede tættere på og kunne ikke helt lade være med at smile over det. Det gjorde han jo et eller andet sted glad at han ikke var så bange som han ellers kunne have været. Da Pierce sagde at han ikke ville flygte gav det bar Adam en virkelig lettet følelse da han jo ikke kunne lide at andre var bange for ham. Han endte også med at lægge armene omkring Pierce da han mærkede hans arme om sig i krammet, og var bare virkelig overrasket over det. Det var jo stadig ikke noget han havde forestillet sig. "Hvor.. Hvor er du dog venligsindet" Mumlede han så stille, mest for sig selv, men vare sikker på at Pierce kunne høre det, og det gjorde han heller intet.

Pierce så bare på ham og vidste ikke hvad han skulle gøre. Dog lod han sine arme forblive omkring ham uden at sige noget. Han havde på fornemmelsen at Adam havde virkelig brug for et kram og derfor havde han givet ham et. Han blev overrasket da han mærkede Adam's arme om ham og gengælde krammet. Han lagde hovedet mod hans skulder og lod så tårene slippe fri. Han hviskede så stille "Jeg blev voldtaget for to dage siden, dagen efter blev jeg gennem tæsket af en vampyr og tidliger idag var der en som med en sten i hovedet på mig så jeg faldt ned på en masse glaskår." Nu havde han fortalt hvad der var sket. Hans hulk lavede genlyd gennem hele parken og han strammede ubevidst grebet om Adam. Han kunne ikke få flere ord frem fordi han græd så voldsomt. Det var første gang siden det var sket han havde grædt og nu kunne han ikke holde det inde mere.

//Sorry det er en smule kort ^^'//

//Det går nok alligevel :3//

Adam havde ikke nødvendigvis haft brug for krammen, men det gav alligevel en dejlig følelse, da det alligevel ikke var tit han fik fram udover af Andy og Jazz. Det var også snart ved at være længe siden han havde set den lille engel og savnede hende faktisk rimelig meget også. Han så lidt ned mod hans hår da han lagde hovedet mod Adams skulder og lod ham græde. Da han hørte ordene der kom ud af hans mund gav det faktisk Adam et chok. Han havde ikke forventet det nu, men lyttede så godt efter. Han tænke lidt over det og havde trukket ham ned i sit skød og holdte fast om ham, og på en beskyttende måde. Han så lidt ned mod hans hoved der lå mod sin skulder og lagde forsigtigt sin kind mod hans hoved. "Græd ud.. Græd bare ud" sagde han roligt i sin venlige og en smule kærlig tone og lagde også først mærke til hvor lille Pierce egentlig var. Adam var jo selv blevet rimelig høj, og derfor meget højere end Pierce og Pierce vejede næsten ingenting for Adam. Han smilede så svagt og helt forsigtigt. Nærmest af stolthed over at Pierce faktisk betroede sig til Adam, en vampyr.. Han lod sin ene hånd placere sig på hans skulder og lukkede sine øjne i.

//Godt ^^//


Pierce var bare glad for at Adam faktisk havde accepterede hans kram og ikke bare havde skubbet ham væk hvilket han var rigtig glad for ikke var sket. Pierce havde ikke rigtigt nogen han kunne gå til og hvade derfor betroet sig til Adam som virkede til at stole på ivertfald i Pierce's øjne. Tårene virkede ikke til at have nogen ende og de blev bare ved med at låbe ned af hans kinder men de fleste af hans tåre blev fanget af Adam's trøje. Han fik et lille chok da han blev placere i Adam's skød men lagde så sikkert og fast omkring hans nakke mens han lod sit hovede bore sig ind i hans brystkasse i stedet for. Pierce havde altid været en lille og spinkel dreng som så ud til at ville gå i stykker hvis du bare puffede til ham men så skrøbelig var han dog heller ikke.

Adam Sad helt stille og holdte fast om den lille krop i sit skød. Normalt plejede Adam jo at være den lille, da hans forlovede jo var en del større end ham selv. Han holdte alligevel beskyttende om Pierce, da det jo bar det han havde brug for. Beskyttelse mod det onde som åbenbart havde vendt sig mod Pierce denne gang i disse dage. Adam var fuldkommen ligeglad med med sin bluse, da den var fuldkommen irrelevant lige nu. Drengen i sit skød havde jo været ude for alt for meget de sidste par dage. Alt for meget psykisk nedbrydende. Han lagde sin hånd, som lå på hans skulder, på siden af Pierces hoved og lukkede sine øjne i. "Du burde finde din skytsengel" hviskede han stille og forventede intet svar. Han holdte stadig godt fast omkring Pierce med sin ene arm, og trykkede så også sin kind mod hans hoved.

//Smutter for i nat. Er tilbage senere :D//

Pierce sad roligt i Adams skød og følte sig for en gangs skyld tryg. Han havde borret sit hovede ind i hans brystkasse og der holdte han det bare. Pierce havde altid været den lille og sådan ville det nok altid blive. Han kunne dog ikke gøre for han var så tynd, det var nok fordi han ingen penge havde til mad. Han vidste ikke hvorfor det onde havde vendt sig mod ham men det skulle jo gå ud over en eller anden og denne gang havde skæbne åbenbart valgt ham som deres syndebuk. Hans tåre løb ned af hans kinder og ville ingen ende tage. Den smule eyeliner han havde haft på var for længst væk. Han åbnede stille sine øjne da han mærkede Adams hånd på hans kind. Han så forsigtigt op på ham. Han lagde hovedet på skrå og så ham i øjnene "E-Engel?" Han bed sig i læben og vidste ikke hvilke væsner der var i denne verden udover vampyre. Han lukkede sin øjne og lagde sit hovede mod hans brystkasse igen.

//Sorry jeg ikke svarede igår men var virkelig for træt ^^'//

Adam forstod fuldt ud hvorfor Pierce bare græd. Han ville jo nok selv have reageret på samme måde, og han havde jo også før haft en tæt på sig der havde været ude for noget der havde mindet om en voldtægt. Han holdte stadig fast om den lille krop og holdte sig selv i ro. Der var jo ingen grund til at han selv skulle sidde og stortude, for det havde han ikke brug for. Han havde jo grædt ud.. Flere gange, over diverse ting der nu havde været. Da Adam så ned på Pierse og mødte hans blik og hørte hans uvidenhed om engle, bed han sig lidt i læben som om han havde sagt noget forkert. Han troede jo at Pierce kendte til de fleste racer, men Adam selv kendte jo heller ikke mere end et par stykker i starten. "Du kender ikke meget til væsnerne omkring dig.." Sagde han så stille i en smule spørgende tone, og havde da håbet at han ikke skulle fortælle om de væsner der var. Han lod Pierce trykke ansigtet mod hans brystkasse igen og så lidt ned på hans hår. "Du skal passe på med hvor du færdes og hvem du er sammen med.. Der er mere end du aner, og det er der selv når du mindst venter det" sagde han lidt som en advarsel. Det var jo det der skete for ham selv. Han havde overhovedet ikke forventet at på en pause fra flytteri en sen aften skulle resultere i et overfald af en vampyr.

Pierce havde bare brug for at græde de tåre ud som han ikke havde kunne få sig selv til at slippe løs før nu. Han vidste ikke hvorfor han altid prøvede at gemme sine følser for andre. Måske var det fordi han var bange for at være såret men han kunne jo ikke leve med at gemme sine følser for alle. Adam var faktisk den første der havde set ham græde, ikke engang under voldtægten havde han grædt men det var nok fordi han ikke ville give hans voldtægts mand den tilfredstilleses at vide han havde ødelagt ham. Han lod sit hovede hvile mod Adams brystkasse og tørrede så hans tåre væk. selvom han var stoppet med at græde nogenlunde ønskede han stadig at sidde hos Adam da han følte sig tryg. Han så stille op på ham og rystede på hovedet "Nej og hvad mener du?" Han var forvirret, de eneste væsner han vidste eksiterede var mennesker og vampyrer også havde Adam lige afsløre der også var engle. Han lyttede til det han sagde og bed sig i læben "Hvordan skal jeg vide hvem der vil skade mig og hvem der ikke vil. Jeg ved ikke engang hvor det er farligt at være. Jeg..." Han bed sig i læben og holdte mund med det han skulle til at sige.

Adam havde det helt fint med at have Pierce tæt på sig. Han brød sig jo godt om det lille menneske, uden at vide præcist hvorfor. Han kunne jo snakke med ham, og uden at han var løbet skrigende bort over hans race, og det mindede ham bare utrolig meget om sig selv. Han var jo selv ikke bange for det væsen der sad foran ham, dengang med Andy, selvom det var et væsen der kunne skade ham utrolig meget, og endda slå en ihjel. Han lod selv Pierce bestemme om han ville blive siddende, og regnede da også med at han blev siddende, da han virkede utrolig meget roligere end før, og da han var stoppet med at græde. Han så lidt ned på han og ville et eller andet sted ønske at han havde holdt sin mund med det, men sket var sket og det kunne ikke laves om nu. "Det er åbenbart nogle ting du ikke ved, som du burde vide" Sagde han kort og lyttede videre på hvad han sagde. "Altså.. Vær opmærksom... Visse folk han man gennemskue ud fra udseende og opførsel" Sagde han så og holdte endnu fast rundt om ham. "Men... Det kan vi tage på et andet tidspunkt.. Det er ikke nu vi skal snakke om det. Jeg ved godt du er forvirret over det." Sagde han så og løftede blikket lidt og så lidt rundt. Han var ikke sikker på hvad klokken var, men var sikker på at den sikkert var ved at være alt for meget.

Pierce sad bare roligt i Adams skød, han følte sig tryg selvom han vidste han burde være skræmt. Men Adam havde ikke gjort den mindste smule for at skade ham. Han havde tværtimod hjulpet ham og det han ham meget taknemmelgig for. Pierce puttede sig ind til Adam og lagde så hans arme omkring nakken på ham og lukkede sine øjne i. Han var træt. Han havde ikke kunne sove på det sidste eftersom han havde været bange, forvirret, ked af det og i smerter. Den sidste var han dog stadig men det var meget underordnet. Han så op på Adam da han begyndte at snakke. Hans øjne var trætte. Han nikkede stille og lagde så hovedet på skrå "Vil du fortælle mig det en dag?" Han bed sig i læben og så ned. Han sukkede stille. "Adam j-jeg sagde ja til at arbejde for den mand der voldtog mig" Han så væk og fik tåre i øjnene igen. Han havde ikke lyst til det men han havde desperat brug for pengene.

Adam så ned på ham og mærkede godt at han var blevet træt. Det var der heller ikke noget at sige til, hvis han ikke havde sovet ordenligt de sidste nætter. Adam vidste jo selv hvor lidt der skullee til før at man ikke kunne få en ordenlig søvn. Han tænkte derfor også en smule over at lade ham tage med hjem, så han måske kunne få ham sovet ud et sted hvor han ikke vill eblive forstyrret, eller skulle værre bange for at blive forstyrret. Han overvejede om det også overhovedet var en god idé, men skubbede den tanke væk. Han måtte tage diskussionen med Andy til den tid hvis det var. Han så ned på Pierces trætte blik da han hørte hans stemme og nikkede stille til det. "Selvfølgelig vil jeg det" Sagde han roligt og smilede varmt til ham. Han lyttede videre til hvad han sagde og så ned på ham, og rynkede panden en smule. "Hvad?? Hvorfor?" Sagde han lidt spørgende og kunne faktisk ikke forstå hvorfor, uanset hvo man var i pengenød eller ikke.. "Du har du ikke meldt det?? Du burde overhovedet ikke se ham igen" Sagde han så i en lidt bestemt tone og holdte fast omkring Pierce. Han vidste jo godt hvor træt han var nu, og overvejede om det overhovedet var en god idé.. "Pierce.. Vi kan tage det imorgen. Hvis der er så... Du kan tage med hjem til mig og sove igennem.. Andy burde vist være hjemme, men ham skal du ikke tage dig af, hvis det er" Sagde han og og bed sig lidt i læben. Han vidste at dette sikkert ville skabe en diskussion, men ligenu ville han jo også gerne hjælpe Pierce.

Pierce vidste ikke om Adam ville blive sur på ham over det og om han ville tvinge ham til at melde det. Men han kunne bare ikke gøre det. Han havde jo ikke gjort modstand. Ikke fordi han ikke ville gøre modstand men fordi han ikke kunne. Manden havde sagt noget til ham og så var det som hans krop bare ikke ville gøre modstand overfor ham og bare lod ham gøre hvad han ville. Pierce fik ubehagelige kuldegysninger over det hele da han fik flashbacks af det hele endnu engang. Han lukkede hårdt sine øjne i og lagde så hånden på sin hals hvor der var adskille bidemærker, ikke vampyr bid men bare ganske almindelige bid. Han så op på Adam da han begyndte at snakke. Han lænede sig en smule tilbage så han kunne se ham ordenligt. "Tak" Han smilede stille og krammede Adam, han anede ikke hvad han skulle gøre mere nu da alle kunne være en trusel for ham. Pierce vendte sit blik nedad og bed sig i læben. Det gav et sæt i ham og tårene begyndte endnu engang at løbe. "J-Jeg er hjemløs Adam... Jeg har brug for pengene så desperat. Jeg har været hjemløs og forældreløs siden jeg var 11 år. Jeg har næsten ikke spist siden mine forældre forlod mig og hvordan skulle jeg kunne gøre det når jeg ingen penge havde. Jeg aner ikke om jeg har nogen sygdomme, jeg aner ikke hvordan men opføre sig som et voksent menneske!" Han så op på Adam og kravlede så ned af hans skød og stod et stykke fra ham. Pierce følte sig beskidt og uværdig. "U-undskyld..." Han vendte rundt og løb så, dog var han ikke særlig hurtig da hans krop stadig var i smerter.

Adam ville aldrig tvinge Pierce til at melde det, men synes dog at det var det bedste. Adam vidste jo at det kunne havde været hvilket som helst ondt væsen der kunne have gjort de ting mod Pierce, og det ville han også fortælle, den dag han nu havde lovet at fotælle Pierce om alt hvad han ville vide. Adam mærkede hvordan Pierces krop blev urolig og holdte stadig fast om ham, men lodt ham komme fri hvis det var. Han var jo ikke sikker på hvorfor Pierce var blevet så urolig lige pludselig. Han så på ham da hans tåre igen begyndte at løbe ned af hans kinder og han lyttede opmærksomt til det ham sagde. Det gav ham lidt et chok det Pierce fortalte og det gav jo bare et indtryk af hvor skrøbelig han egentlig var. Han så på ham da han trak sig væk fra ham, og der gik ikke længe før han havde sagt det sidste ord og begyndte at løbe, før Adam havde rejst sig op og løbet efter. Uanset hvad så ville Pierce ikke kunne løbe fra Adam, da racen gjorde ham en del hurtigere end eller. Han greb ud efter Pierce og fik ham hevet ind til sig, og holdte fast om ham så han ikke løb sin vej eller kom fri. Det skulle meget til at få Adam til at slippe nu. Han var jo en del stærkere end Pierce også, så han ville ikke komme fri så nemt. "Shh shh, søde ven" Hviskede han stille. Selvom han holdte fast om Pierce så han ikke kom fri, var det stadig på en beskyttedne måde, så han ikke ville gå i panik over det. "Vi tager hjem til mig, du kan få mad, du kan sove ud, uden der sker noget med dig og så... Så tager vi det imorgen" Hviskede han roligt mod hans øre og vidste at der i hvert fald ville gå 20-30 minutter får de ville være hjemme ved det store hus.

Pierce vidste ikke hvorfor Adam var så beskyttende og sød mod ham og han ville gerne vide det det var nok også derfor han spurgte Adam om det i et blidt og måske en smule nervøst tonefald "Hv-Hvorfor er du så beskyttende overfor mig" Han så op på ham og lagde hovedet på skrå. Han vidste ikke hvorfor men han ville have Adam skulle hade ham og han var bange for han ville gøre det hvis han fortalte ham det eller at han ville blive alt for overbeskyttende. Som det var nu havde han intet imod det overhovedet ikke. Det var dejligt der var nogen der bekymrede sig om ham også selvom Adam jo stadig var en fremmet men underligt nok stolte Pierce allerede på ham og han plejede ellers aldrig at stole på folk så hurtigt. Han stod et kort øjeblik og betragtede hvad Adam ville gøre før han hurtigt forsvandt gennem parken hvor legepladsen lå. Han vidste godt han ikke havde nogen chance for at slippe væk men det var jo det. Et forskrækket skrig unslp hans læber da han havde være dybt i sine egne tanker. Et kort øjeblik troede han faktisk det var manden som havde voldtaget ham og han faldt sammen og lå bare og grød. Hans krop rystede og han hørte slet ikke hvad Adam sagde. Han var ikke bange for Adam men han blev bare forskrækket.