En Nat I Petronia Night Club.

Hun betragtede svagt de dansende og hendes blik var tænksomt, hun følte sig mærkelig for hvordan kunne engtlig havde interasse for dem, men det havde hun altså hun vendte sin drømmende blik imod Ribanalon og trak kort skulderen hun kunne ikke svare på det men det var rigtig hun interserede sig for Ribanalons brøder især Dementri..

Hun grinte svagt, men sagde ikke noget.
Amber, jeg advare dig mod nogen sinde at finde ud af hvordan mig eller mine brødre tænker, føler, eller hvorfor vi gør ting" hun skar svagt tænder.

Amber trak sig endnu en gang sammen og nikkede så hun ville ikke prøve. Hun smilede svagt og forsigtigt, hun følte sig altid så lille i deres nærvær. hun stoppede med smile stirrede frem for sig for hun turdte næsten ikke andet.

"Men nok om mine brødre" sagde hun og tog sin hat af hvorefter hun svingede sit hovede tilside så hendes hår spradte sig.
"Hvordan har du det enlig som vampyr" sagde hun, hendes øjne havde igen mistet den glistrende effekt.

" hvordan jeg har det som vampyr?" gentog hun vendte blikket imod hende, Amber vidste ikke rigtig om ville snakke om det, især ikke med Ribanalon som gangteret ville synes hun var svag, derfor forholdte hun tavst og svarede ikke lige nu ville hun ønske at hun kunne komme på noget der, så hun kunne skifte emme, men der tomt i hjernen på hende og vendte blikket væk så hun ikke kunne se Ambers ansigt træk...

Ribanalon var ikke en vampyrer man skulle ingonere generalt var Klusisska familien ikke en man skulle lade som om ikke eksisterede, for hvis det først var tilfældet, ville de skabe mere frygt end Amber endnu kunen forstille sig.
"Amber" sagde Ribanalon i en stadig rolig tone, hendes øjne glitrede nu for første gang imens Ribanalon stadig kiggede på den unge vampyr til Amber.

Amber gjorde ikke for ignore ribanalon, men vidste allerede hvad hun ville tænke om amber når hun svarede derfor var det også meget sværet for amber svare, vendte tøvende blikket imod Ribanalon og anede ikke hvad hun skulle svare. for hun kunne og ville ikke lyve, Amber syntes det var irrterende ikke kunne gå udenfor dør når det var lyst og dræbene havde hun så småt vænnet sig til og hiun ville ikke sulte sig selv igen, for så blev hun til et monster. Trak vejret korte drag imens tænkte over hvad hun skulle svare.

Ribanalon havde nu fået Ambers kontakt og interresse igen og
så så det tænkende blik Amber havde, hun ventede endnu engang
på at hun skulle være, men det irreterede delvist Ribanalon at hendes
svar ikke var kommet med det samme.

Hun trak vejret tungt " jeg kan ikke finde ud af være vampyr" svarede hun og sukkede svagt, hun turde ikke se på Ribanalon og vendte derfor blikket imod de dansede. Hun hadede det faktisk, men det behøvede hun vel ikke sige " alle de drab går mig" forsatte hun imens legede nervøst med sine finger, hun bange for hvad Ribanalons menning var vidste engtlig ikke om ville have den at vide, for måske ville den gøre ondt.

Hun grinte, ja Ribanalon grinte!!!
Og sagde efter kort tid, "Det var også sådan jeg havde det, dengang mig Demetri og Cortez, blev forvandlet"
sagde hun med et smil, hendes metalliske grå øjen glitrede nu virkelig stærkt og kraftigt.
Ribanalon tiænkte nu tilbage på dengang hun levede.
Det gjorder ondt men alle de år havde fået det minde til nærmest at virke sjovt.

Da amber hørte Ribanlons latter, trak hun sig en smule sammen. Amber troede at det var hende hun grine af, men så gik op Amber at det måske ikke var sådan det hang sammen, hun kunne næsten ikke tro sine enge øre, var det virkelig rigtigt havde Ribanalon også haft det sådan. rettede sit blik imod den anden vampyr som grinede " vænner man sig virkelig til det?" spurgte hun med sprøgende stemme. Ville hun også komme til vænne sig til alt der hang sammen med at være vampyr. Hun fik næsten troen tilbage, hun kunne også godt blive en god vampyr. hun vendte blikket bort fra Ribanalon over imod den fjerneste krog af natclubben.

Ribanalon stoppede lidt efter sin latter, "Hør, tror du virkelig at mig og mine brøder altid har været de farlige og stærke vampyrer" hun holdt en kort pause, "Nej, tro mig dengang vi blev forvandlet tog det allerhårdest på Demetri" sagde hun og grinte igen.

" jeg ved vikrelig ikke hvad skal tro" mumlede hun og det var og¨så det rigtigt hun vidste bare at hun var uduelig til at være vampyr, men håbede det ville komme. det kom bag på hende at Dementri var den havde haft det værst, men hun gjorde ikke mere ved det og rettede istedet sit blik imod de blege finger " jeg ved bare at jeg er uduelig" sagde stadig mumlende.

"Hm..." sagde hun bare let.
"Med den indstilling, vil du dø som en ung vampyr" sagde hun
og trak på skuldernde.
Hun kiggede på Ambers finger som Amber også selv studerede.
Hun rystede på hoved og kiggede så væk fra Amber igen.