En sen aftentur

Dato: Irl
Tid: 23.56
Vejr: Stjerneklart og vindstille
Sted: Havnen
Omgivelser: Havne-ting?

Lettere uregelmæssige skridt brød den ellers så fuldkomne nattestilhed. Noella så ud over vandet, og havde lagdt armene om sig selv. På trods af den sommerlige varme om dagen, var nætterne mindre lune. - Og når man så begav sig udenfor, kun i ført tanktop og halvlange shorts, så kom man let til at fryse. Det mørke hår var løst, og hang lettere sjusket ned over skuldrene. Trængte til en klipning... Men det var nu ikke hvad der optog Noellas sind. Helt præcist hvad der så optog det, var faktisk ikke nogen let opgave at finde ud af. - Heller ikke for Noella selv.
Men hun vidste godt hvorfor hun var gået ud på havnen, selvom klokken nærmede sig midnat. Hun brød sig ikke om så rum - eller om at være indendørs i det hele taget - og havde ikke gjordt det siden hun blev udskrevet. Hun smilede svagt. Lægerne kaldte hende et mirakel. Selv følte hun sig dog ikke sådan, langt fra. Hun havde ikke noget ord, der kunne beskrive hvordan hun følte sig, men 'mirakel' var bestemt ikke ordet...

Theo så sig lidt omkring på havnen, han havde egentlig været på jagt, men var blevet opholdt af stjernerne. Han så lidt op igen, og betragtede de små lysende prikker. Han havde ikke rigtig nogen viden om stjernerne, kun basics, som hvad der var karlsvognen, og at den store runde lysende ting var månen. Han smilede svagt og satte sig på en stor kasse, sikkert fyldt med fisk eller noget i den stil. Han foldede sine ærmer ned over sine hænder, og tænkte at i dette mørke måtte han jo nærmest gå i et med det, undtagen hans bukser altså.. de var jo blå. Han kørte en hånd gennem sit hår, og gabte så man kort kunne skimte noget skarpt omkring hans hjørnetænder. Han lukkede munden igen, og hørte noget i natten. Han så sig lidt omkring, var det ikke... skridt? Han overvejede om det kunne være en fuld havnearbejder. Han sprang ned fra kassen, og lyttede lidt efter skridtene.

Noella var alt for optaget af at finde mening i sine egne tanker, til at bemærke at hun ikke var alene på havnen. Hun sukkede lydeligt, og slap sine armene. Opgav sit forehavende, og så op mod himlen i stedet. Den var smuk. Smuk, og ukendt, og truende. Hun sænkede blikket igen. Hørte så det dæmpede bumb, efter en eller anden, der landede på jorden. Stoppede op. Hvem kunne det være? Havde de lagt mærke til hende, eller kunne hun endnu nå at smutte ubemærket fra stedet? Hun blev stående, og spejdede ud i natten. Holdt om sig selv igen. Måske hun bare havde hørt syner? Måske var der virkelig ikke nogen? Måske... Hun turde ikke stole på sig selv. Blev stadig stående. Rystede så på hovedet, og satte sig i bevægelse, da det blev for koldt at stå stille på den måde.

Theo så rundt efter en skikkelse, et menneske eller væsen. Skridtene stoppedde og han blev i tvivl, var det bare nattebedrag? Hans egen fantasi? Han rystede på hovedet, der var nogen, eller noget. Han gik lidt efter lyden, og fik øje på en ung kvinde. Han lagde hovedet på skrå, og tænkte sig lidt om det var et menneske der stod ikke så langt fra ham, det kunne han lugte. Han havde sikkert røde øjne, men det gjorde ham jo ikke så meget, de fleste forvekslede dem med brune, eller også bildte han dem bare ind at han brugte kontakt linser. Han gik langsomt tættere på. Hun gik, men det var meget nemt at følge med da hun ikke gik så stærkt. Han overvejede at sige noget, men han ville hellere se hvor det var hun skulle hen.

Noella vendte sig om. Hun var helt sikker på at det ikke bare var hendes fantasi, der spillede hende et puds. Hun havde altså hørt noget! Nu kunne hun også se hvad det var hun havde hørt. Hun var ikke paranoid... Lige meget hvad de sagde. Hun så lidt på skikkelsen af den drengen... På nippet til at blive en mand. Det var egentligt sjovt... Defination af hvornår man gik fra at være en dreng til en mand - eller fra pige til kvinde - var utroligt forskellig fra situation til situation.. Og fra menneske til menneske... Eftersom Noella nu havde fået vished om hvad det var hun havde hørt, følte hun sig tryg ved at gå vidre. Vidre... Vidre hvorhen? Hendes lejlighed lå i modsat retning... Hun ville ikke gå hjem alligevel... Hvor havde hun været på vej hen? Hun anede det ikke. Pokkers. Hun havde været alt for opaget af at komme væk fra de krympende vægge, til at tænke over hvor hun gik hen. Suk altså! Hun sagde ikke noget, men betragtede sine fødder. Hun havde glemt at tage sko på. Lige meget. Hun fugtede let sine læber, og og løftede blikket. Var tavs. Hun sagde aldrig så meget. Eller... Engang havde hun været så snaksaglig som noget. - Havde hun fået af vide...

Theo standsede op da hun vendte sig om, og så på hende. Han havde forventet at se hendes skræk over at der var en der forfulgte hende så sent på natten, men hun virkede ganske rolig, og gik bare videre. Theos nysgerrighed blev vækket og fulgte hende med blikket. Han bed sig i læben og smilede så, da han ikke havde tænkt sig at lade hende slippe så let. Han lagde mærke til hendes lidt sjuskede påklædning, og... hvor var hendes sko?? Han hævede et øjenbryn, og gik lidt efter. Hvad skulle han sige? Han bed sig i læben igen, og overvejde hvordan han skulle komme i kontakt med mennesket, der var kommet længere forud end han.
Han sneg sig ind bag nogen paller der skulle stables på skibene den følgende dag, og gik næsten i et med mørket og skyggerne derinde. Han kom op foran hende, og tænkte lidt før han trådte ud foran hende. "Hej" sagde han og smilede svagt.

Noella så et øjeblik overrasket ud, da drengen fra før udenvidere trådte ind foran hende. De congac farvede øjne afslørrede dog intet. Viste intet. Det gjorde resten af ansigtet til gengæld. "Hej." svarede hun, og var ganske naturligt stoppet op. Betragtede ham. Hvad mon han ville? For han havde vel en grund til at stoppe hende, og tage kontakt til hende... Havde han ikke? Jo, det havde han nok. Hun så lidt på hans smil, men gjorde intet forsøg på at gengælde det. Det gav ingen mening. Hun kendte ham ikke, og lige nu gjorde han hende ikke glad, så der var ingen grund til at smile. Skuespil var en ting, der rent var forsvundet fra Noella. Skuespil og løgn. Det hørte ikke længere til i hendes verden. Fandtes ikke.

Theo betragtede hendes overraskede udtryk, og tænkte lidt over det. "Hvorfor går du rundt her alene?" spurgte han, og så lidt rundt, som for at sikre sig at hun virkelig var alene. Hun virkede lidt sær, som om der var et eller andet galt som hun ikke kunne finde ud af, eller sådan et eller andet. Han lagde hovedet på skrå "er der noget galt? Du ser næsten ud som om du har mistet et eller andet?" spurgte han, og undgik de cognac farvede øjne da han ikke ønskede at skade hende, og det var også dumt at afsløre sig overfor mennesker uden nogen grund. Han stod stille, gav hende vel en slags mulighed for bare at ignorere ham og gå videre, selvom hun havde vakt hans interesse. Han rakte hånden frem mod hende "jeg hedder Theo.. hvad hedder du?" spurgte han.

Noella trak svagt på skuldrene. Hvorfor gik hun rundt alene? Det vidste hun jo selvfølgelig godt selv, men hun brød sig ikke om at sige til en fremmed, at det var fordi hun ikke kunne holde ud at være hjemme. "Fordi jeg havde lydt til at gå en tur." svarede hun til sidst, og smilte svagt. Det var ikke løgn. Hun havde jo haft lyst til at gå en tur, i stedet for at befinde sig indenfor.
Som om hun havde mistet noget? Åh, hun havde skam mistet noget. Hvis hun skulle tro på lægerne, så havde hun mistet fem år af sit liv. - Og hele sin tidligerer tilværelse vel at mærke. "Nej, der er ikke noget galt. Jeg har det fint." Det havde hun jo. Hun havde faktisk strålende, i forhold til for en uge siden. Men i forhold til gennemsnitsmennesket, havde hun det ikke helt så godt. Men det valgte hun ikke at nævne.
Noella så lidt på hans hånd, før det gik op for hende, at det var meningen hun skulle tage den. "Noella." svarede hun, og trukkede let hans hånd, før hun trak sin egen til sig. Theo... Sjovt navn. Endnu en gang smilede hun svagt, og så betragtende på hans ansigt. Hvad var der med hans øjne?

Theo så på hende "nåh ja det kan man selvfølgelig fodt have.. det er bare lidt sent" sagde han, men trak så på skuldrene og så kort rundt. Han stod stille og så kort ned i den ru asfalt nedenunder sig. Han lyttede til hendes svar, og vidste ikke rigtig om han skulle tro på det, piger kunne jo godt bare sige et eller andet, men ikke mene det. Han så på hende "Okay det er godt så" sagde han og smilede meget svagt. Men smilet forsvandt dog hurtigt igen. Han mærkede det lille tryk fra hendes hånd da hun hilste på ham, det var utroligt at mennesker havde så meget varme i kroppen, han følte sig jo nærmest som vampyr nogen gange..
Han så hurtigt væk da han fornemmede hendes øjne i nærheden af hans. Han havde lært at holde sine øjne væk fra andres øjne, så når han så på dem, fokuserede han enten på munden, halsen eller noget andet.

Noella på skuldrene, og uden egentlig at være klar over det, hørte hun sig selv sige: "Jeg sover ikke så meget." Hun så lidt på ham, for at se hans reaktion, men fulgte så hans blik ned mod asfalten. Vrikkede let med tæerne. Så på hans fødder. Han havde sko på. Det havde hun ikke. Det var lige meget. Selvom det var køligt, så generede det hende ikke. Hun holdt af at have fødderne fri. Ligesom hun holdt af at være fri. Og igang. Hun var altid igang med et eller andet. Selvom det kunne virkede som om hun bare slappede af, så var hun igang med noget.

Theo så på hende, og nikkede kort "det er jeg ked af, kan du ikke... tage en sovepille om aftenen eller drikke en kop varm mælk med honning?" spurgte han stille, og så på hende. Han ville ikke kunne klare ikke at kunne sove, han holdt virkelig af at sove, og han forstod ikke hvordan vampyrerne ikke gik amok. Eller blev sindssyge, men det var der jo også nogen af dem der var. Han så lidt ned på hendes bare fødder "fryser du slet ikke?" spurgte han og pegede lidt ned på hendes fødder "eller avde du bare lyst til at rende rundt og være fri?" spurgte han og smilede lidt, der var jo nogen mennesker der gik højt op i frihed for alle, hvad var det de hed.. hippier?

Noella trak på skuldrene, men sagde ikke noget denne gang. Problemet var at hun ikke havde lyst til at sove. Hun ville hellere være fri for det. Et eller andet sted ønskede hun sig vel at få lov til at slippe fuldstændig for at sove, men det vidste hun også godt ikke var muligt.
Hun smilte svagt ad hans videre spørgsmål, og krummede let tæerne, der han pegede ned på dem. "Jo, en smule. Jeg glemte bare at tage sko på." svarede hun stadig smilende. Hmm... Det var måske ikke det helt rigtige ord hun havde valgt der. Eller jo, det var det jo, men når man sådan 'glemte' at tage sko på, så blev folk en anelse bekymrede... Læger blev det i hvert fald. Hun rynkede svagt på næsen. Brød sig ikke om lægerne. Det var alt for nærgående. Og så vidste de alt alt for meget.

Theo så på hende, og lyttede selvom hun ikke sagde noget. Han havde det med at være morgensur hvis man vækkede ham for tidligt om morgenen. Heldigvis varede morgen-surheden ikke særlig længe så han nåede altid at blive lidt mere munter, hen af dagen, medmindre altså at der var nogen der pissede ham af. Han så kort ned på sine sko, og tog dem af og rakte dem til hende "Her, jeg har ikke særlig store fødder så jeg tror godt du kan passe dem" sagde han stille, og smilede venligt. Han ville helst ikke have at hun fik en forkølelse. Han kunne sagtens gå hjem på strømpesokker det var intet problem. Og han havde flere sko derhjemme, ikke ligeså mange som piger havde, men han havde nok to par eller sådan noget.