Stille nat. //Theo

Dato : 25 Maj
Årstid : Irl.
Dag : Tirsdag.
Vejr : Vindstille og skyfrit, det vil sige stjerner og måne ^_^
Sted : Sheria by.
Tid : 23:30
Påklædning: Lange sorte skinny-jeans, Blodrød top, sort læderjakke, fingerløse nathandsker, militærstøvler.

Alane gik ind i den uinforskede by, eller det var den ivertfald for hende. Hun så sig omkring mens hun gik ned af gaden. Hendes fødder lavede lettet lyde mod brostenene mens hun gik. Hun studerede byen med et lille smil på læben, hun var altid tiltrukket af det mystiske, uvidstheden og det farlige. Hun gik dybere ind i byen og satte sig på en bænk hvor hun sad og betratede byen eller det hun kunne se af den. Hendes øjne gled op på himmelen hvor hun studerede stjernerne og månen.

Theo slikkede blodet væk fra sin mund, og grinede stille. Han slap det der var tilbage af mennesket han havde fundet, denne sene aften helt alene. Han strakte sig, og så kort op på månen der spejlede sig i hans røde øjne. Han vendte kort blikket ned på liget igen "undskyld, det var ikke noget personligt" sagde han kort og rettede på sit tøj. Han tjekkede det kort efter for blodpletter. *Ikke en plet* tænkte han og smilede skævt. Han gik ud af den lille gyde han havde stået i. Han begyndte at gå gennem Sherias nattestille gader, og fik øje på en ung pige der sad på en bænk. Han så væk og gik videre.

Alane sad stille og studerede gaden. Hun trak sin blok frem og begyndte at skrive. Hun var stille og lagde ikke mærke til noget omkring hende. Hendes tanker var rettet mod papiret og det svækkede hendes sanser. Hun så op engang imellem og smilte stille. Hun studerede himmelen igen og studerede månens form og hvordan den lyste op over det hele. Hun så igen ned på papiret og skrev videre. Hun var så koncentret at hun ikke hørte Theo og slet ikke så ham da hendes blik stadig var rettet mod papiret.

Theo snusede og så fremad, men så på varulven ud af øjenkrogen. Han langde mærke til at hun sad og skrev, men der var mange kreative mennesker til i verdenen og hun skimtede af og til til både gaden og himlen, så mon ikke hun sad og digtede. Han gik forbi hende, og vendte blikket mod asfalten igen. Nu ville han bare hjem, hjem til sin seng. Han blev nærmest træt af at tænke på at komme hjem og gå i seng.

Alane skrev videre, hendes hånd arbejdede hurtigt hen over papiret men hun stoppede så og sad og læste det igennem. Hun knurrerede stille og krøllede det så sammen og smed det ud. Hun så op da Theo gik fordi. Hun studrede ham men sagde eller gjorde ikke noget. Hun så efter ham da han var gået forbi. Hun rejste sig stille og så sig omkring. Hun så så op mod himmelen igen og smilte. Hun så på den halvfulde måne også på stjernene som dekorede den skyfrie mørke nattehimmel. Hun kørte en hånd igennem sit hår og sukkede svagt.

Theo gik roligt videre, og så sig lidt omkring. Der kom en junkie gående imod ham, og han tog det helt roligt, han havde egentlig mest ondt af junkien. Junkien vadede lige ind i ham og tog fat i hans jakke og så op i hans ansigt med en meget ulækker ølånde. Theo forsøgte roligt men myndigt at få ham til at give slip, men det ville den fulde man åbenbart ikke. Theo blev irriteret pågrund af hans korte lunte og skubbede ham nok lidt for hårdt fra sig så han tumlede omkring på jorden, og kravlede lidt rundt for at komme på benene "hvor irriterende.." hvæsede han, og begyndte at gå.

Alane begyndte at gå samme vej som Theo ikke fordi hun fulgte efter ham men hun gik bare den vej. Hun så junkie og lagde hovedet let på skrå. Hun stoppede kort da hun så Theo's lille udbrud. Hun gik så forbi dem og gik roligt videre. Hun var ikke nem at skræmme. Hun så sig omkring og gik så ned af en gyde som næsten var kulsort. Hun var stadi rolig eftersom opgangen til hendes lejlighed i Werclare lå i en gyde. Hun var stille og så så op på månen igen. Hun havde altid følt sig tiltrukket og tryg af/ved månen og sjovt nok var det jo nok også fordi hun var en varulv.

Theo stod stille lidt og sikrede sig at junkien var okay, han var nok bare blevet lidt skræmt. Han begyndte at gå videre og fik et kort glimt at varulven fra før. Han trak undrende på skuldrende for han skulle nogenlunde samme vej. Han gik ned af den kulsorte gyde hvor hans røde øjne var det eneste synlige lige indtil månelyset igen faldt på ham. Han så varulven standse op ude foran en opgang. Han havde stadig den lille vrede liggende i blodet og ulme.

Alane så sig over skulderen og fik så øje på Theo. Hun beundrede hans øjne og stoppede så. Hun vendte sig mod ham og så bare på hans øjne. Hun vidste ikke helt om hun skulle/turde sige noget. Hun så kort ned også op på himmelen og stjernerne. Hun så så igen på Theo. "Hej." Hun slog sig selv mentalt, det vet verdens dummeste ting at sige i denne situationer. Hun sukkede og så så ned. Hun forventede egentlig ikke noget svar og blev bare stående. Hun så igen på hans øjne, hun var tiltrukket af mystikken ved dem.

Theo så på hende og standsede op. Han undrede sig lidt over det hun sagde, men tog sig så sammen og ville give hende et intelligent svar "Dav.." sagde han, og tænkte lidt over om ordet 'dav' kunne antages som intelligent? Sikkert ikke..
Han så hurtigt væk da hun søgte hans øjne, han skulle ikke til at se folk i øjnene nu, og forklare om sin sære evne som gjorde livet svært for ham at leve. Han gabte kort, og holdt sig for munden for ikke at vise sine skarpe hjørnetænder.

Alane så ned i jorden og bed sig blidt i læben, hun kunne ikke lade være hun var nervøs. Hun så op på Theo og så ham så i øjnene. Hun smilte stille og betragtede nu hele Theo. "Jeg hedder Alane, hvem er du?" Hun så han undgik hendes øjne og det gjorde hende bare mere nysgerrig. hun gik stille hen mod ham og stille sig foran ham og så ham endnu engang i øjnene. Hun blev stående og betragtede ham stadig. Hun lagde hovedet på skrå og sagde så ikke mere.

Theo smilede svagt og strakte sig lidt, varulve var ikke så slemme. "Alane.. okay jeg hedder Theo" svarede han, og blev overrasket over hun pludselig var kommet helt hen til ham. Han slog blikket ned i asfalten da hun forsøgte øjenkontakt igen. Han kvalte et suk, han gad ikke skade hende, med sin evne, så han gjorde som han normalt gjorde, undgik øjenkontakt. Nogen gange lod han folk få det lille stød bare fordi de irriterede ham, men der var ikke nogen grund til det lige nu. "Bor du her?" spurgte han for at distrahere hende lidt.

Alane så på ham med et lille smil og så på ham. "Rart at møde dig Theo" Hendes stemme blød og uskyldig. Hun studerede ham men trådte et skridt tilbage da han så ned i jorden. Hun så væk og så ham ikke i øjnene mere. Hun så så ned i jorden og bed sig i læben igen hun slikkede sig hen over læberne og så så op på himmelen og lagde armene om sig selv uden at sige noget. Hun stod stille og betragtede nattehimmelen. Hun så så uskyldig ud som hun stod der. Hun så på ham men så så ned igen eftersom han ikke ville have øjenkontakt. "Nej, jeg bor i Werclare"

Theo så lidt på hende da hun trådte væk, og syntedes at hun virkede lidt ked af det, som om hun var skuffet over at han ikke ville se hende i øjnene. "I lige måde" sagde han stille, og smilede forsigtigt til hende. Hun virkede mere engelagtig end varulveagtig da hun stod der og virkede så uskyldig. "Nåå okay, men hvad laver du så her i Sheria?" spurgte han undrende.

Alane så stadig ned i jorden og så ikke på ham, hun bed sig selv i læben igen og sårene hun havde på underlæben var ved at springe op. Hun sukkede meget lavt. Hun nikkede blot og fastholdte blikket mod jorden. Hun så bare op mod himmelen og smilede mens hun betragtede den smukke nat, der var intet at sige om den der var kun et ord som kunne beskrive den og det var smuk. Hun strøg noget hår ud af øjnene og så så på Theo men skyndte sig at lade være med at få øjenkontakt. "Jeg går bare en tur" Hun smilte ssvagt og så så ned i jorden igen på sine sko.

Theo så på hende, og tænkte lidt på om han kunne have såret hende ved ikke at se hende i øjnene. Han sukkede stille, og så sig lidt omkring. Han lagde sine hænder ned i sine jakkelommer, og trak skuldrende lidt sammen fordi det var koldt. "nåå.. det er der også mange der gør om aftenen" sagde han stille.
Han så lidt ned i jorden "nå men.. jeg må også.. jeg skal også videre" sagde han, og syntedes at det var lidt akavet at han havde holdt hende til bage fra sin gåtur.
Han stod stille, og kløede sig kort forlegent i nakken, og overvejede lidt hvilken vej han skulle, og han skulle jo også lige sige farvel til hende, og sådan noget.

Alane så ned og bed sig selv i læben igen, en lille smule blod piblede frem. Hun sukkede stille og lagde hånden over hendes mund. Hun så op på himmelen igen, så stadig ligeså uskyldig ud. Hun tørrede blodet væk og sukkede stille igen. Hun så på ham men så huritgt ned igen. "Jeg gik tideligt men farede vild og kom så her til" Hun smilte stille og så videre ned i gyden. Hun så så ned i jorden og skød skulderne lidt frem så hun nærmest stod lidt bøjet forover. "Når. Okay". Hun så på ham. "Så Farvel Theo, jeg vil se om jeg kan komme tilbage inden solopgang" Hun så ikke på ham. Hun gik ned af gyden og væk fra Theo. Hun følte sig flov eftersom det var hende der havde startet samtalen og at hun havde holdt ham tilbage. Hun sukkede stille. Og det var tydeligt han ikke brød sig særlig meget om hende. Hun sukkede igen svagt og gik så videre.

Han så lidt på hende og så på blodet "Du bløder" hviskede han stille, og så kort fascineret på blodet indtil hun tørrede det væk. "Nååh" sagde han stille, og nikkede forstående. Han så lidt efter hende da hun begyndte at gå, og satte så efter hende. Han kom op på siden af hende og så lidt på hende "jeg vil gerne hjælpe dig med at finde hjem?" tilbød han forsigtigt, og så på hende. Han bed sig kort i læben "hvorfor vil du hjem før soldnedgang?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Han ville gerne råde bod for sine fejltagelser, for det virkede lidt som om han havde gjort hende ked af det.

Alane så ned og var stille. "Det ved jeg godt" Hendes stemme stille. Hun så op på ham men undgik igen hans øjne eftersom han alligevel bare ville vende sig bort fra hende hvis hun så ham i øjnene. Hun gik hurtigt men roligt ned af gyden og så rundt. Hun var stille. Hun så så lille og uskyldig ud og lignede bestemt ikke en som kunne klare sig alene. Hun så op på ham da han kom op på siden af hende og lagde så hovedet på skrå. Hun så stille ned. "Det behøves du ikke, jeg har allerede taget nok af din tid og du burde vel egentlig også tage hjem til dig selv?" Hun så op på ham. "Jeg har en lille hvalp som ville blive meget bekymret og meget sulten" Hun smilte stille ved tanken og Kaiden. Hun så ned igen og var så stille. Hun fortsatte ned af gyden og så rundt.

Theo undrede sig lidt over at hendes læbe blødte, havde hun bidt sig? Han fulgte med så godt han kunne "vent vent vent" mumlede han, og skyndte sig med. "Nåå... kan hunde blive bekymrede?" spurgte han undrende, og så på hende. Han gik med hende, og så sig kort omkring. Han kunne godt selv finde rundt, han havde flyttet dertil i en alder af seksten og kendte næsten alle byerne ud og ind. Han så lidt på hende, og fik øje på noget på hendes hals, et... vampyrbid? "Er du blevet bidt?" spurgte han forsigtigt.

Alane så rundt og så så op på himmelen igen hun smilte. Hun følte sig ikke så tryg ved natten mere efter hun var blevet overfaldet for et par dage siden. Af en vampyr som havde suget hendes blod. Hun stoppede op og så på ham men ikke i øjnene. "Jeg er jo selv hund, vi kan forstå hinanden" Hun smilede stille. Hun begyndte at gå igen og smilede stille mens hun igen studerede nattehimmelen. Hun hviskede stille "Hvis bare man kunne få sin helt een personlige stjerne hos sig hele tiden" Hun smilte glad ved tanken. Hun så på ham og lagde hånden om bidemærket. Hun nikkede stille. "2 gangen, men den 1. gang var værst eftersom jeg blev overfaldt af en vampyr. Anden gang.." Hun vendte den anden side til og viste et andet bidemærke. "Var friviligt og det var noget jeg selv havde besluttet at gøre" Hun så op på ham.

Theo så på hende, og stoppede da hun gjorde. Hun var lidt sær, og han prøvede at følge med i om hun ville gå eller om hun ville stoppe eller hvad hun ville. "Nåh ja det er jo nok en fordel" sagde han og smilede en lille smule. Han fulgte hendes blik op på nattehimlen, og betragtede stjernerne lidt, de var smukke, som små levende lys på himlen, men ellers sagdde de ham ikke rigtig noget. Han vendte blikket mod hende "Ens egen personlige stjerne?" spurgte han undrende, hvad skulle man dog bruge det til? Han så lidt på hendes bidemærker til hun lagde hånden over dem "frivilligt?...okay" mumlede han undrende. Han forstod hende ikke rigtig.

Alane så på ham og smilede stille. Hun gik så videre og så rundt mens hun stille betragtede gyden nynnede hun meget lavt næsten ikke til at høres men det var der. Hun så op på ham og smilte. "Ja" Hun så igen op på himmelen hendes øjne var limet fast til stjernerne og månen, hun var som hypnotiseret. Hun smilte stille. "Ja en stjerner som altid lyste for dig, altså ikke sådan en stor en men bare et lille stykke af en stjerne. Jeg ved det ville være en perfrekt ting for mig. Men højst sandsynligt også umugligt" Hendes smil falmede lidt men hun smilte hurtigt igen. Hun så på Theo og smilte stadig stille til ham men så ham ikke i øjnene. Hun fjernede stille hånden fra bidemærkerne. "Min ven kunne ikke gå ud og han var sulten også tilbød jeg ham noget af mit blod. Men det smagte åbenbart så godt at han næsten sugede mig tør" Hun smiltes stille og så så op på himmelen igen.

Theo så lidt ned i jorden, og sukkede stille. Han så lidt på hende igen og lyttede "En stjerne til en selv.. tja det ville nok være meget hyggeligt at have" sagde han og håbede hun ikke gennemskuede at han syntedes det var lidt sært det hun snakkede om, sin egen stjerne? Han fattede ikke at det måske kunne betyde at der var en der passede på en, og hang oppe under himlen.
"Åh.. det var ikke så godt" sagde han, og skar en grimasse. Han brød sig ikke så meget om tanken, men han var vel ikke meget bedre selv.

Alane så på ham og bad sig stille i læben. Hun smilede stille og så så op på himmelen. "Ja du ved, en stjerner som altid er der til at passe på en og til at vise en vej. Jeg snakker ikke om at bære rundt på en kæmpe stjerne i sin taske, lomme eller hånd" Hun smilte stille og så igen på Theo. Hun tog en dyb indåning. "Hvorfor er det du ikke vil se mig i øjnene?" Hun lagde hovedet på skrå og så på ham. "Jeg ville gøre det samme for.... Jeg har ikke andre venner men hvis jeg havde ville jeg have gjort det samme for det" Hun smilte glad og så op på stjernerne igen.
Hun så så på Theo og ventede på et svar.