Efter jagt.

Tid: 20.23
Sted: En tilfældig gade
Vejr: Lidt skyet, men tørt. En smule køligt.
Omgivelser: Ingen mennesker, øde.
Dato: 26. maj.

Sascha gik stille ned af gaden. Hendes trøje var lettere plettet af blod, og et svagt - dog selvtilfredst - smil, hvilede på hendes læber. Hendes hår var som sædvanligt bundet op i en fletning, selvom om nogle få toter havde revet sig løs. Hun kløede sig let på kinden, og stoppede op. Hørte hun ikke noget? Jo... Hvad var det noget så... Skridt?.. Ja... Det lød i hvert fald som skridt..

Angelie havde selv lige været ude at jage den aften, men uden held. Der var intet, som hun var faldet over.
Modsat mange af de andre dusørjægere slagtede hun ikke væsnerne, bare fordi de var som de var. Hun gik efter dem, der havde en af de større dusører på deres hoved. Det havde ændret sig efter den dag, hvor hun havde mødt en speciel person, der underlig nok ikke havde givet hende lysten til at myrde ham.
Længere fremme opdagede hun en pige, der umiddelbart ikke lignede en af væsnerne, men pigen havde da blod på tøjet ?
"Er du okay?" lød Angelies bløde stemme, da hun bevægede sig direkte hen mod pigen

Sascha nikkede nærmest instinktiv, og rynkede svagt på næsen. "Skulle jeg ikke være det?" spurgte hun kvinden. Hun vidste intet om at blodet havde plettet hendes tøj. Hun var som regel rimelig god til ikke at blive ramt af det, eller komme hjem uden at møde nogen. Denne gang havde hun ikke lagt mærke til det overhovedet. Hun lyttede efter kvinden, der kom nærmere, og stod selv stille.

Angelie stoppede op foran pigen, og lod hovedet falde på skrå. Havde hun ikke selv bemærket blodpletterne på hendes tøj?
Istedet for at svare, løftede Angelie bare en finger og pegede roligt på et område, hvor flere pletter sprang frem. Pigen så nu ikke ud til at være specielt såret, og Angelie overvejede nu kraftigt om hun var en dusørjæger.
Langsomt trådte hun et enkelt skridt tilbage, inden hun trak været dybt. "Du er jæger...!" sagde hun så skarpt, og kneb kort øjnene sammen. Faktisk kunne hun godt minde lidt om et væsen, men hun betragtede andre jægere som konkurrence.. De kæmpede jo om pengene.

Nu var det Saschas tur til at lægge hovedet på skrå. Kvinden var helt bestemt et menneske... Hun var alt for tung til at være engel, eller elver, og hendes skridt var ikke yndefulde nok til, at hun kunne være et væsen. "Det er du også." sagde hun så, med en overvejende stemme. Sascha havde intet problem med andre jægere. Nu havde hun jo så heller ikke mødt særligt mange, men det var lige meget. Hun var selv en dygtig jæger, og klarede sig ganske godt, på trods af hendes unge alder.

Angelie lod langsomt blikket glide op og ned ad pigen, mens hun overvejede hvad hun skulle sige. Hun foldede armene over kors, foran brystet inden hun lod hovedet glide på skrå.
"Ja det er jeg" svarede hun roligt, inden det ene øjenbryn spørgende svang sig i vejret.
Angelie havde ikke engang vist at der fandtes andre dusørjægere i byen, men hvor fjollet kunne man være. Selvfølgelig var der andre, der ville jo altid være andre.

Sascha spidsede umærkeligt munden en kort stund. Hun sagde ikke noget. 'Observede' blot. Det var hun også så god til. Det var en af de ting hende forældre havde lagt mest vægt på, da det - efter deres mening - var en forudsætning for god jagt. Så kunne man selvfølgelig se det som værende dobbelmoralsk, at de havde blindet Sascha, men det lå der jo også en ganske rationel grund bag..

Angelie bemærkede pigens spidsede mund, og det betragtende blik. Kort himlede hun med øjnene, og sukkede højlydt for at gøre opmærksom på sig selv.
"Har du tabt mælet eller hvad" knurrede hun lavmælt, mens hun lagde hovedet på skrå, og satte en hånd i hver side, mens hun ventede på at få sit svar.
"Det er faktisk skide uhøfligt at stirre" tilføjede hun så efter lidt tid igen, inden Angelie trådte et par skridt til siden, så hun kunne læne sig med ryggen mod en husmur.

"Nej, det har jeg ikke. - Og jeg stirrer ikke. Jeg er blind." svarede Sascha, og løftede let et øjenbryn. Sascha virkede ikke som en blind person. Hun var lige så sikker i alt hvad hun foretog sig, som nogen anden. og hun havde et brilliant sigte. Det var egentlig sjovt, hvor lidt man faktisk behøvede øjne til.

Angelie mærkede et ondskabsfuldt smil glide over hendes læber, da pigen fortalte at hun var blind. Tilfreds nikkede hun langsomt, og begyndte at vandre frem mod hende, mens hun vippede hovedet en anelse på skrå. "Så du kan slet ikke se noget" hviskede hun mod pigens øre, efter hun var kommet om bag hende at stå.

Sascha jog albuen bag ud, og vendte sig om i et spark. "Absolut ingenting." svarede hun, og stod ellers ganske afslappet med fronten mod den anden jæger. "Men jeg behøver heller ikke at se noget." tilføjede hun, og løftede hagen en smule. Hendes ansigtsudtryk havde ikke ændret sig stort, og gjorde det heller ikke nu. Det samme tomme udtryk, der stortset altid prægede hendes ansigt.

Angie smilede skævt, da hun mærkede albuen, der stødte imod hendes mave, og grinede muntert, inden hun bukkede sig for sparket, så det ikke ramte hende. "Jamen det jo kun godt du ikker har brug for dit syn" svarede hun, og trådte et enkelt skridt frem igen. "Har du brug for dine hænder?" spurgte hun lavmælt, inden hun rakte ud efter pigens ene hånd, tog den i sin, og lod en finger glide henover håndryggen.

Sascha havde ikke regnet med at kvinden ville tage hendes hånd. "Ja, det har jeg." sagde hun hårdt, og trak sin hånd til sig. Gik et skridt bag ud. Dog ikke tøvende, eller bange. Bare for at få en passende afstand mellem dem. Hun lagde hænderne i sine lommer, og geb om den pistol, der var skjult der. Mest som en forsikring.

"sikke en skam" svarede Angie, da pigen trak hånden til sig, og lagde i stedet armene over kors, mens hun betragtede pigens forsvarsstilling. Det var alt for tydeligt at se, hun holdt et våben for sikkerhedens skyld. "De ville have passet godt ind i min samling"

Sascha smilede svagt. "Det ville de sikkert." sagde hun, og nikkede svagt. Fandt kommentaren morsom, selvom den nu nok skulle have skræmt hende. Men på den anden side, så syntes Sasha at det meste, der egentlig skulle skræmme hende var ret så grinagtigt.

Angelie smilede skævt inden hun sukkede fredfyldt. "Nååh.. Har du ikke lyst til at fortælle lidt om din karriere?" spurgte hun nysgerrigt, og anlagde en maske af løgne, for at gøre pigen mere interesseret i at snakke med hende selv.

Sascha rynkede svagt på næsen. "Du har fuldstændig ret. Jeg har ikke lyst til at fortælle om min karriere." svarede hun, og fugtede kort sine læber. "Men du har måske lyst til at fortælle om din?" gav hun roligt igen, og pustede en hårtot væk fra ansigtet.

Angelie trak langsomt på skuldrene over pigens svar, og måtte kæmpe for ikke at begynde at grine muntert over hendes tonefald.
"Nej.. Min karriere vedkommer virkelig ikke andre" svarede hun så tonløst, inden Angelie lagde armene over kors, og flyttede vægten langsomt fra den ene fod til den anden.