I work, and i work (Raquel)

Dag: Irl.
Dato: Irl.
Tid: 22:10
Vejr: stjerneklart, koldt og lidt blæsende

William så sig lidt omkring i Werclare. Han havde været inde på forlaget og var fuldstændig smadret efter dagens deadline. Han så lidt ned i asfalten og lyttede til alle de unge mennesker der skulle i byen. Det var jo også lørdag aften. Han gned sig lidt i tindingerne, og sukkede træt. William var ikke ligefrem den mest partyagtige unge der fandtes, han var meget rolig, og meget voksen i sind og tøjstil selvom han kun var 17 år gammel. Han nød den kolde luft mod sin porcelænsagtige hud, og så sig lidt omkring. Han hilste kort på nogen unge der var på vej til fest, men fortsatte ellers sin gang hjemad.

Raquel holdt sig på afstand af de fest glade mennesker denne aften. Hun var ellers ofte blandt dem. Men hun havde nu valgt at gå grundigt til værks. Hun var nødt til at få bare et eller andet ud af aftenen... Og helst noget der bragte penge på bordet. Hun strøg en tot sort hår væk fra ansigtet, og betragtede de unge, fra den bænk hun sad på. Rettede let på den store brune strik trøje hun bar. Hendes blik blev efter kort tid fanget af en dreng, der skilte sig ud fra resten. Han så mere voksen ud... Hun smilede svagt, og lod blikket hvile på ham, som han kom nærmere bænken.

William så sig lidt omkring, og huskede sig selv på at han skulle huske at ringe til Rose den aften. Han smilede lidt ved tanken, han elskede Rose selvom de ikke havde kendt hinanden særlig længe, men han vidste til gengæld også at hans følelser var gengældt. Han så sig lidt omkring, og traskede videre. Han gemte sine hænder i sine lommer og så sig lidt om. Længere fremme var en bænk, og på den sad en kvinde. Hun måtte være i midtyverne, men hun var svær at placere præcist. Han smilede venligt til hende, da han gik forbi bænken, og så lidt fremad. Det var nu en meget god aften, han kunne ikke rigtig fryse så frosten virkede ikke rigtig på ham.

Raquel nikkede let, som svar til hans nikken. Placerede ham som dæmon, og sukkede svagt. Hun lod der komme en afstand på et par meter mellem dem, før hun rejste sig op, og fulgte efter ham. Lagde armene over kors, for at skjule at hun mærkede efter den helt specielle kniv. Jaja... Når bare han kom væk fra mængten, så var det fint. Det ville give hende en mulighed for at angribe ham.

William så sig lidt omkring og gik roligt. Kvinden på bænken havde været menneske, det havde han kunnet dufte. Han havde ikke været helt tryg ved mennesker siden han mødte Sascha, dusørjægeren som havde givet ham ar, både på kroppen og på sjælen. Han bed sig kort i læben og gik ned af en lille gyde. Han ville bare hjem, ringe til Rose, og så i seng. Han standsede lidt efter inde i gyden og så sig bagud. Der var nogen der fulgte efter ham, og det gjorde ham ikke ligefrem tryg "Hvem der?" spurgte han stille, og hans grå øje blev mere blå så det nærmest lignede det blålilla.

"Dit endeligt i egen smukke person." Raquel kunne ikke lade være. Det var hendes måde at føre en smule humor ind i det ellers så triste hverv. - At drille modstanderne altså. Hun var skam ganske køn, og hun var udemærket klar over det. Mange af hendes jagter byggede på hendes udseende. "Tag det ikke personligt. - Vi må jo alle overleve som vi bedst kan." tilføjede hun med et let skuldretræk, og fortsatte frem mod ham. Hun var ikke på nogen måde truende. Hun havde ikke behov for at latterligegøre sig selv, ved at forsøge at skræmme et væsen. Hun var jo kun et menneske...

William trådte et par skridt bagud og så på kvinden der havde siddet på bænken. Han blev helt bleg, og vidste mere eller mindre ikke hvad han skulle gøre "ikke igen.." sukkede han, og sank en klump. "Kan i idet mindste ikke jage de væsner der slår folk ihjel?" sagde han nærmest irriteret. Han var ikke interesseret i at dø, i hvertfald ikke endnu, men hvis hun ville vide hvornår skulle han nok fortælle hende det. Han holdt hånden lidt frem for sig, nærmest som for at stoppe hende. Der blev med det samme koldere i gyden, og der begynte at sætte sig frost på murene "jeg advarer dig.. sidste gang dræbte jeg ikke dusørjægeren hun stak heldigvis af fordi hun mente jeg var fej... men denne gang tøver jeg ikke" sagde han, og var skræmt for vid og sans selvom han ikke vidste det på nogen måde. Han kunne ikke bare slå hende ihjel han var født og opvokset med mennesker, mord lå så langt fra hans tanker som overhovedet muligt. Han frøs hendes fødder fast til asfalten, som han havde gjort med Sascha i kirken.

Raquel havde ikke tillagt den voksende kulde størrer betydning, før hendes fødder frøs fast. "Is? Genialt..." komplimenterede hun, og tog ikke så stort på at han sagde at han ville tage hende liv. Hun ville jo også tage hans liv, så så var de jo kvit... "Jo, selvfølgelig ville det da være det mest hensigtsmæsige... Men desværre er det ikke altid lige let at kende de morderiske fra de ikke-morderiske. Så af og til ryger der nogle af de ikke-morderiske..." svarede hun, og så ikke ud til at ville gøre noget vidre ved det faktum at hun var frøsset fast til jorden. "Men som sagt; Lad være med at tage det personligt. Jeg har bare brug for pengene lige for tiden." tilføjede hun, også roligt på ham.

William standsede lidt væk fra hende, hele tiden med lidt af sin side vendt mod hende så han kunne vende om og løbe hvis det skulle blive nødvendigt. "Tak tror jeg.." sagde han lidt undrende, og så på hende. "I burde tage dem der var dusører på istedet for at jage rundt efter de væsner der har interegreret sig efter menneskenes regler" sagde han kort. Han holdt hende frosset fast til jorden, og gjorde en lettere irriteret bevægelse med hovedet "jeg har ikke tænkt mig at slippe dig løs" sagde han. "hvorfor blev du dusørjæger.." spurgte han pludselig, med blikket frosset fast på hende, Sascha var jo vokset op med det, og nærmest kastet ud i jobbet, men hvad med hende der? Var det det samme? Han bed sig kort i læben "hvis du.. hvis du slår mig ihjel, kan du så.." han stoppede og rystede kort på hovedet.

"Selvfølgelig burde vi det. Men der er bare ikke ret mange med dusør på, og der er en grund til at der er dusør på dem." gav hun ham ret, og nikkede. "Hvorfor jeg blev dusørjæger?" gentog hun, og blev tænkende. Hvorfor?... Fordi det gav mening. Det lå ganske vidst ikke til hendes familie, men som barn fik hun et tæt forhold til en dusørjæger, der ikke kunne holde kæften lukket, og fortalte hende om den verden normale mennesker levede i lykkelig uvidenhed om. Hun var blevet bidt af ideen... Den måde tingene var blevet forklaret hende gjorde dusørjægerne til helte. "Fordi jeg ville være en helt. Selvom der ikke er meget heroisk ved at være jæger." svarede hun efter lidt tænke tid. Jo, det var derfor hun havde villet være dusørjæger... De havde været helte...
"Kan jeg så hvad? Få penge for dig? Sig mig, tror du jeg ville forsøge at angribe dig, hvis jeg ikke fik noget ud af det? Jeg er nok en morder, men jeg er ikke ond." sagde hun, og lød næsten som om hunfølte sig krænket af hans overraskelse.

William stod stille og så på hende, hun gjorde ikke rigtig noget for at komme fri, og han ville ikke lade hende komme fri før hun gav op for han ville ikke slås. "hmm" var hans eneste svar, og stod stille. Hun virkede som om hun tænkte sig grundtigt om, og han betragtede den tænksomme kvinde. Han målte hende kort med blikket og stoppede det ved hendes mave. Hvad var det? Noget levende, ikke hende, men noget andet. Han rystede kort på hovedet og så på hende "nej der er intet heroisk i det, det er ligeså koldblodigt som at være lejemorder, men de myrder for pengene, i myrder også for pengene men også af lyst" sagde han og spyttede nærmest det sidste ord ud. Han rystede på hovedet "det var ikke det.." sagde han stille, og bed sig i læben.

Et gammelt raseri flammede op i Raquel, idet denne... Denne.. Bastrad! Beskyldte for atdræbe af lyst. "Jeg dræber ikke fordi jeg kan lide det! Jeg gør det af nød! - For tro mig; jeg bryder mig ikke spro om det." hvæsede hun ad ham, og rankede sig svagt. Han kunne fornærmede hende hverv alt det han ville, men han skulle [i]ikke[i] tro at hun holdt af at dræbe.
Raseriet dæmpede sig, og Raquel fik atter sit temprament under kontrol. Hun stod et øjeblik og bare så på ham. "Hvad var det så?" spurgte hun, og ville egentlig gerne vide det. Der havde været et eller andet han ville spørge om. Et eller andet der havde relevans til situationen.

William syntes kort at dusørjægeren mindede om hans mor, da hun blev vred "Hvorfor vælger du så ikke en anden uddannelse?" spurgte han forsigtigt, en smule skræmt af hendes vredesudbrud. "Ikke noget.." mumlede han kort. Han ville ikke sige det til hende, han kunne måske sige det hvis hun fik stukket kniven i ham,
men ellers var det nok for privat, og det kunne lyde som om han ville give op. Hvilket han ikke ville.

Raquel viftede med hånden af hans foreslag. "Det ville betyde at jeg skulle intigrer(staves) mig blandt andre mennesker. Så er det alligevel lettere at fortsætte med det jeg laver. Der behøver man ikke at nogen synes om en... Desuden har jeg ikke råd til at tage en anden uddanelse." svarede hun afværgende. Og trak hænderne op i ærmene. "Gider fjerne det der?" spurgte hun, og hentydede til isen. Det nedsatte blodcirkulationen... Hun vidste ikke om det kunne være direkte skadeligt for et foster, men det kunne ikke være helt godt...

William stod og så på hende et stykke tid "jeg kan nok ikke hjælpe dig med at integrere dig.. men jeg kunne måske arrangere noget på det forlag hvor jeg arbejder en sekretær stilling eller noget?" sagde han langsomt, mens han udtænkte en plan. Han kunne ikke lade være med at smile lidt af planerne "det ville gå helt fint!" sagde han, og så på hende. "Jeg glemte forresten at spørge om hvad du hedder.. hvad hedder du?" spurgte han, og stod stille.
Han så lidt ned på hendes fødder, og bed sig i læben "kan jeg stole på du ikke vil forsøge at slå mig ihjel?" spurgte han tonløst, og så hende i øjnene, med sine tofarvede øjne.

Raquel kunne ikke lade være med at le af hans planer. "Hvis jeg foreslog dig at lægge hele din livsstil om for min skyld, ville du så gøre det, sådan uden videre?" spurgte hun, og rystede på hovedet. Det var jo fuldstændig sindsygt!
"Mit navn er Raquel. Og dig?" svarede hun, og smilede svagt af ham. Han var så optimistisk... Det ville næsten være synd bare at smadre hans planer, som en sten smadrede et glas vindue...
"Nej, det kan du ikke. Men du kan bide dig selv i røven på at jeg slår dig ihjel, hvis du ikke fjerner det." svarede hun uden tøven. Hun ville aldrig bede et væsen om at stole på hende. For hun ville uden tvivl svigte den tillid. Og hun brød sig ikke om at svigte nogens tillid. Selv ikke et mordisk væsens tillid.

William så på hende, og sukkede stille "jeg gør det for din egen skyld.. og for den ders" sagde han og pegede på hendes mave. Han havde regnet ud hvad det var med det ekstra liv omkring hendes mave, det kunne jo kun være et barn.
"William." sagde han kort, og ville ønske hun kunne se at det var mere intelligent at få et rigtigt arbejde, så hun ikke bragte sit eget, og barnets liv i far. Han kunne ikke forestille sig at hun ville blive en god mor.
Han sukkede tungt "fint, så løber jeg så langt væk som muligt, og derefter slipper jeg dig løs, hvad siger du til det?" spurgte han, og lagde armene over kors. Han kunne nok ikke stole på hende alligevel.

Raquel sukkede let, og gned sig træt i ansigtet. Hun kunne på ingen måde se sig selv som sekretær. Faste møde tider, og tidligt op om morgenen. Ikke noget der passede hende godt. Men på den anden side kunne hun godt se at hun ikke ligefrem kunne rende rundt og slå væsner ihjel, med et lille barn på slæb. Desuden var der også økonomiske grunde der talte for at få et andet arbejde.. Om ikke andet så som dække...
Hun sukkede igen. "Hvad i al verden for dig til at bekymre dig om min situation? Og mit barns for den sags skyld? Et barn af en dusørjæger ville højest sandsynligt vokse op som dusørjæger..." spurgte hun, og så et øjeblik overvejende ud. Trak så kniven frem, og holdt den op foran sig, hvor han kunne se den. "Hvis jeg smider den her om bag mig - uden for både din, og min rækkevide, så kan du fjerne isen, og vi kan fortsætte konversationen." sagde hun, og ville først høre hvad han havde at sige til det.

William så på hende og stod stille "Jeg bekymrer mig ikke kun for dig og barnet, jeg bekymrer mig også for mine kære, og for de børn jeg måske får" sagde han stille, og åbnede den øverste knap i sin jakke, da han havde det varmt. Det var ikke ligefrem varmt, men han havde stået stille længe, og nervøsiteten og det at hun havde skræmt ham et par gange var nok til at få blodet til at løbe hurtigere rundt.
"Jeg har mødt en dusørjæger på omkring tolv år tror jeg.. det er ikke et liv, de er hjernevaskede fra starten hvis man oplærer dem så tidligt, det er som børnesoldater" sagde han næsten med foragt i stemmen. Sascha havde været så kold, det var et held at han havde sluppet fra hende overhovedet.
Han så lidt på kniven, og sank stille "Okay" sagde han så "Så smid den, så opløser jeg isen" sagde han stille. Han var ikke sikker på om han kunne stole på hende, men han kunne idet mindste fryse hende fast igen hvis det gik helt galt.

Raquel tvang sig selv til ikke at vende øjne af det han sagde. Kliché... 'Mine kære, og elskede'... Op i røven... Ens kære og elskede kunne fryse en ude fra den ene dag til den anden. - Det havde Raquel oplevet. Det var udstødelses grund, når en kvinde blev gravid uden at være i et ægteskab.
Tolv år... Markabert! Bare tanken om at sende et barn ud for at udføre samme form for arbejde, som det hun udførte var frastødende! Intet mindre...
Raquel gik ned i hug, og kurede kniven bagud. Rejste sig igen. Havde blikket fæstnet mod ham. Hun var fuldstændig blottet nu... "Din tur." sagde hun kort, og ventede på at han skulle opløse isen der holdt hendes fødder naglet til jorden.

William så på hende, og stod stille og ventede på de ting hun ville sige. Men hun sagde intet, hun så bare ud til at tænke over de ting han havde sagt til hende. Han vidste at de ville velkomme hende på forlaget, Fru. Tessie var lige gået på pension og de stod i papirer til knæene.
Han så på hende da hun gik ned i knæ, og så efter kniven. Han løftede sin hånd og gjorde en ligegyldig bevægelse, og så forsvandt isen som vand ned på asfalten.
"Så..." sagde han, og vidste at han nok var den med mest magt lige nu, for han kunne jo ikke ligge sin evne fra sig, som hun kunne ligge kniven væk.