Hvor mange er det so far? 21? - Raquel

Tid: 22:06
Dag+Dato: Fredag d. 27/10
Sted: Byens tage.
Påklædning: Tjek profil.
Omgivelser: En dæmon og Malik.

Malik stod overfor den nok fæleste dæmon han i sine unge dage havde mødt. Den havde bylder over det hele på dens krop, som desuden var 2 meter høj, og med en stor pukkel på ryggen. Den havde knoglelignende hænder, og en hale lavet af en sort masse der lignede kul. Andre steder på kroppen stak lange pigge ud, sylespidse og skarpe som knive. Dens hoved var deformt, noget der lignede en fugl, med et langt, kroget næb og røde øjne. Dens ansigt i sig selv var groteskt. Dens ene øje hang ned over kinden i en synsnerve, og det andet var derimod sunket ind i øjenhulen.
Dens ben var lange, og klumpede, med kløer for enden, imens den ene af armene var tynd som en knogle, den anden pumpet som en anden body builder. Malik stod klar med den bekloede handske, og sværdet draget imod det enorme bæst. Han havde mødt værre, men den her var immun overfor hans stærkeste våben: Hans talismaner.

Raquel bevægede sig gennem byen via tagene. Hun var egentlig på jagt efter et måltid, men lugten af både dæmon og menneske fangede hendes opmærksomhed. Enten var et menneske i fare, eller også skulle en dusørjæger til at gøre et forsøg på at nedlægge en dæmon. Hun stoppede op på et tage lige over den gade, hvor jægeren og dæmonen stod. Et let smil bredte sig på hendes ansigt. Se dette skulle nok gå hen og blive underholdende. Raquel satte sig på kanten af taget, og betragtede de to. Jægere interesserede hende en del efter at hun var blevet vampyr. Hvad var deres taktik? Hvordan taklede de forskellige situationer? Og - måske vigtigst af alt - hvornår gav de op? Raquel selv havde aldrig været meget for at give op og flygte.. Hvilket nok egentlig var grunden til at hun ikke længere var jæger...

Malik havde hævet sværdet højt, og havde egentlig tænkt sig at gå lige i kødet på den skrækkelige dæmon, men kom til at tænke på sidst han havde gjort det. Det havde ført til hans forbandelse, at skulle leve evigt som afskum, og en dag måske selv ende som det han svór at slå ihjel. Istedet skiftede han til en mere defensiv positur, med stridshandsken rettet imod bæstet.
Den handske var bygget til dæmonkamp, så han smilede let over det, imens den store dæmon bare brølede, og stormede frem. I mellemtiden havde Malik fået øje på en tilskuer fra den anden side. *Nå, måske endnu en der skal med hjem?* tænkte han lidt lumskt. Med det mente han til Chasseur, men han var ikke sikker på at han havde den store lyst til det. Istedet angreb han dæmonen med megen besvær.

Da Raquel så, at jægerens blik var rettet mod hende, sendte hun ham et skævt smil og et udfordrende blik med øjet, alt imens hun - ved hjælp af hendes evne - gennemgik hans tanker. Hvilket kaldte en let latter frem på hendes læber. "Mon ikke det ville være lettest at koncentrere sig om et bytte ad gangen?" spurgte hun spøgende, og så upåvirket til, mens kampen begyndte.

Han smilede sit udfordrende smil. "Måske, men nogle gange," han afbrød sig selv i sætningen, da dæmonen slog ud efter ham og han blev nød til at hoppe til siden, "Er det godt at være forberedt." fik han afsluttet med. Han hoppede op på dæmonens ryg, og trak en lille kniv frem, mærket med et rødt pentagram. Han skulle til at stikke den i dæmonen, da den pludselig skreg, og fór imod en mur der var på bygningen, da opgangen var bygget op på.
Den prøvede at mase Malik imod muren, men han var hurtig nok til at svinge om, og kiggede nu lige ind i dæmonens fæle mund. Der stank af død og råd, og han skar ansigt af det. "Overvejer du nogensinde mint-pastiller?" spurgte han, og stødte så kniven ind i brystet på dæmonen. Den skreg som i vildens sky, og et brøl flængede himlen.

Raquel smilede let ved sig selv, og krydsede benene, som hun sad der på taget. "Uhadada. Du er vel nok en dygtig jæger." roste hun med et snært af hån i stemmen. Hun vidste udemærket godt hvordan hun ville komme til at fremstå overfor jægeren. - Som en af de vampyrer, der mente at de var langt bedre end jægere fordi de var mennesker. Som en da dem, der troede at de var usårlige. Dette var dog langt fra noget Raquel bildte sig ind. Hun fandt det blot underholdende at håne jægerer. Det havde hun også gjordt mens hun stadig var en af dem... Egentlig havde forvandlingen til vampyr ikke forandret hende særligt meget. Udover det faktum, at hun var kommet til at nære et stort had til den vampyr der havde forvandlet hende...

Han kiggede igen over mod kvinden. "Pas nu på, Raquel. Du ender med at blive hængt op på min kedelige, gamle væg derhjemme." sagde han i et monotont tonefald. Han havde set hendes fil i arkiverne over tidligere jægerer. Heldigvis var hans egen fil stadig gemt langt væk, for ellers ville han nok blive noteret for den forbandelse han bar på. Han sprang over på den bygning Raquel sad på, ved hjælp fra en talisman, og så på grund af den overmenneskelige styrke.
"Det er altså ikke lykken at være vampyr, bare tænk på hvordan det er gået mange af dem." sagde han, med reference til nogle af dem Raquel sikkert havde fanget, og så nogle af dem Malik selv havde slået ihjel, og indfanget.

Raquel lo let, og så på ham med et blik der let kunne tolkes som ubekymret. "Jamen dog. Man har åbenbart læst på lektien. Jeg går ud fra at du har mit navn fra Chasseur." kommenterede hun, og rejste sig op med elegante bevægelser. "Faktisk, min søde jæger, er det ikke meget anderledes end arbejdet som jæger. Blot med nogle lidt andre ulemper og fordele." fortalte hun, og lagde let armene overkors med fronten vendt mod ham. Hun kendte udemærket til hans navn, og til forbandelsen han bar - fra hendes tur gennem hans hoved - men hun foretrak at kalde ham jæger. For det første afslørede det ikke hendes evne, og for det andet så var det bare langt sjovere på den måde.

"Næ, jeg ved bare hvem der trækker sig tilbage, og hvem der holder stand på egen jord." sagde han spydigt. Selv havde han jo ikke trukket sig tilbage, han valgte at skjule det istedet. "Du burde faktisk ikke være så spydig, jeg kunne jo tage dig med til Chasseur for at afhøre dig omkring fjenden." sagde han, og havde en hånd på sværdet ved hans side, og handsken hævet et par centimeter.
Han var klar til at gå lige i kødet på hende om nødvendigt, især når det var en tidligere jæger. Hun var jo skredet fra sin retmæssige pligt, så Malik så hende som mere eller mindre afskum. Ikke på grund af at hun var vampyr, men fordi hun havde forladt dem.

Raquel smilede let, og lagde hovedet en anelse på skrå. "Det ville jo kræve, at du kan fange mig, uden at slå mig ihjel. Eller kunne komme med et tilbud jeg ikke ville afslå." sagde hun roligt, og lod derefter armene komme ned langs siderne igen. Med rolige skridt, der udstrålede stor selvsikkerhed, begyndte hun at gå på taget. Hun sørgede for at der hele tiden var den samme afstand mellem dem, så hun kom til at gå i en cirkel rundt om ham. "Faktisk står vi lidt af et dillemma. Ser du, jeg har nogle ret så saftige nyheder, som jeg med sikkerhed ved at Chasseur ville sætte stor pris på, men jeg er ikke parat til at risikere livet for at overbringe dem. Og selvfølgelig er det ikke noget jeg kan fortælle til alle og enhver." fortalte hun, og betragtede ham med et lettere udfordrende glimt i øjet.

Lydløst bvevægede han sig selv i en cirkel, så de faktisk bevægede sig i en kreds om hinanden. "Hvad er det så du vil have? Ubegrænset adgang til byttedyr? Selv er jeg ikke den store fan af Zack, jeg søger blot at være en fri én af min slags, de rkan udøve hvad han er bedst til." sagde han henkastet. Han ville gerne have de informationer Raquel havde, blandt andet fordi han selv ønskede at storme dem.
Han trak en talisman frem fra lommen, som bar et vildsvin på sig, med et kraftigt, syregrønt skær. Han tænkte aldrig på hvad den gjorde, da det var en han havde lavet i søvne. Den var nok kraftfuld, for den skinnede mere end nogen anden talisman han besad.

"Ubegrænset adgang til blod?.. Det kan jeg skaffe mig selv, det er der intet sjov ved. Nej, jeg vil have al jagt indstillet på to vampyrer." Svarede hun, og så overvejende mod ham. *Også vil jeg have retten til at gøre det af med en tredje...* tilføjede hun i tankerne, og smilede skævt. Hun mente nemlig at hvis hun videre gav de informationer hun havde, så ville der være stor sandsynlighed for at den vampyr hun selv ville have lov til at slå ihjel blev dræbt af en jæger. Hvilket ingenlunde ville passe ind i hendes planer. "Ingen fan af Zack siger du?.. Han er jo sådan set heller ikke meget mere end en dreng. En dreng med lidt for stor magt." kommenterede hun, før hun stoppede op. Hun betragtede den talisman han havde fundet frem, og undrede sig. Hvad havde han i tankerne?