flyver med tankeekspress Raguel

Tid: 00:00
sted: Werclare
omgivelser heldigvis ingen
vejr mørkt
påklædning kjolen er den samme som på avataret men hun har også en mellem lang jakke på på fødder har hun nogle ballerianer sko


Amber gik stille ned af den tomme gade heldivis for hende slap hun for holde vejret hun sukkede svagt imens hun begravede sine hænder jakkens lomme alt var noget lort hendes liv at var vampyr og hadede det at hun var dum og naiv nok stole på Dementri hun satte sig til sidst på det kolde fortov hun lagde sine arme omkring hovdet hun havde ikke noget liv mere hun holdt for det meste for sig selv fordi hun bange for skade nogen og det var højest mærkværdigt for en vampyr men hun var alligevel også næsten nyfødt hvis man da kunne kalde hende det hun sukkede kort hun søgte til sidst tilflugt i sine tanker som så tit fløj afsted hun havde også en del at tænke på

Raquel gik roligt ned af gaden. Det var sent, men det gernede hende ikke synderligt. Hun var iført en meget stor, brun striktrøje, og er par mere eller mindre tæt siddende trænings bukser. Hun havde fået øje på en ung, tydeligt nedtrykt pige længere fremme på fortovet. Lige nu arbejde hun på at finde ud af pigens race. Raquel kunne i den grad godt bruge penge. Ikke at hun manglede noget, men det kunne hun nu hurtigt komme til... Hun var jo også nødt til at betale hotellet for hver uge hun boede der. Hun måtte virkelig til at finde sig en lejlighed. Et mere permanent sted at på. Et hotel var heller ikke et sted for børn... Endnu et problem hun ville støde på inden alt for længe...

Amber kiggede op da hun følte sig iagttaget hun bed sig svagt læben men åndede lettet op da fik færten af mennske hun nikkede kort til hilsen før hun atter gemte sig i hendes arme hun andede ikke kvinden var dusørjæger faktisk vidste hun at sådan nogen fandtes til sidst blev det for meget for hende og hun rejste sig og begyndte at gå hun kunne alligevel mærke en form for fare ved denne kvinde som iagttog hende hun smilede svagt og med lukket mund for ikke at afslørede hendes hugtænder hun lod atter blikket glide imod jorden gaden føltes meter lang som der bare var få meter til hendes hus hun drejede ned af vej væk fra huset hun vidste at kvinden udgjorde en fare som hun ikke havde lyst til deltage faktisk var hun sulten så hun måtte holde sig på afstand bare for understrege at hun mennske trak hun vejret mere tungt og håbede at det ville virke

Raquel havde klassificeret pigen som værende vampyr, men ville dog ikke angribe endnu. Det var en meget ung vampyr... Og Raquel var nysgerrig efter at vide hvad der nedtrykte hende sådan. "Hey.." kaldte hun derfor efter pigen, men satte ikke farten op. "Er du okay?" spurgte hun lidt efter, højt nok til at hun kunne være helt sikker på at blive hørt. Spørgsmålet var overflødisk, da det var tydeligt at der var noget galt. Spørgsmålet var nærmere hvad... Men det var ikke noget man normalt spurgte en fremmed om. Normalt var man høflig nok til at sikre sig om der var noget galt.

stoppede op da der blev snakket til hende hun vendte sig og smilede med lukket mund" jeg har det fint" sagde hun lettere køligt * hvad der i vejen jeg hader at være vampyr hader det* tænkte hun vredt hun var drog langt nok væk så følte hun sig i sikkerhed hun kneb svagt øjene sammen som havde hun gemskuet noget kvinden var del ældre end hende men hun kunne ikke regne ud meget hun satte en flyvsk tot bag øret hendes øjene begyndte at blive en smule lysere men stadig blå grå hun trak vejret dybt for få styrr på sine vrede hun havde sometider vredsudbrud over næsten ingen ting " hvad laver de selv?" spurgte hun mindre køligt og mere venligt hun flyttede på det lange hår for skjule det bidemærke Dementri havde givet hende et par uger tidligere

Raquel smilede svagt. "De? Nej, du.. Jeg er skam fra samme århundrede som dig.. Jeg er ikke gammel nok til at blive kaldt 'De'." sahde hun, og rystede let på hovedet. "Men jeg laver ikke så meget andet, end at forsøge at regne ud, hvad der kan gøre en ung vampyr så nedtrykt, som du er det." svarede hun så, og så lettere overvejende ud. Det var lidt af et sats at afsløre sin viden om racerne på den måde, men hun håbede at det kunne få pigen til måske at åbne en smule op...

Amber lod som ingen hun rengede ikke med det gjorde nogen forskel hun bed svagt læben " hvis jeg skal fortælle hvorfor jeg nedtrykt skal du fortælle mig hvorfra du ved om vampyre" skulede en smule men det facade for at skjule sin overaskelse over at ihvetfald kendte vampyre det kunne jo være at hun bare blevet angrebet før hun bed svagt læbe før hvæsede hun tog svagt armen " jeg ved ikke hvorfor men jeg føler en form for fare ved din tilstedeværelse" sagde hun til sidst hun vendte sig for at forsætte ned gaden væk fra hendes hus hun kunnne ikke som denne samtale artede sig hun satte farten op men ikke vampyrtempo men i hurtigere mennskefart

Raquel kløede sig let på i nakken. "Jeg kender til vampyrer, fordi jeg er trænet til det." svarede hun og, for fulgte roligt efter vampyreren. Hun gik ikke hurtigt, men stille og roligt. "Du føler fare ved mig? Det må nok skyldes mit arbejde som dusørjæger." svarede hun med en let stemme. Hun var så skræmt denne vampyr... Hun måtte virkelig være meget ny.

Amber betragtede dusørjægeren hun stolede ikke på nogen på nær morgan hun lod sig ikke mærke af at jægeren kom nærme men hun aftalte med sig selv at hun ikke måtte komme for tæt "dusørjæger" hun tryggede på ordet hun grublede svagt for sig der meget hun ikke vidste hun fjernede en tot før hun åbende munden for sige men lukkede den igen hun havde ikke lyst til fortælle hvad der var i vejen ikke nu hvor hun havde afsløret hvor stor en fare hun kunne være for amber men hun havde ikke lyst til kæmpe men hun ville heller ikke ende sit liv ved ikke hun måtte forsvare sig selv hvis jægerenn angreb

Raquel stoppede op nogle få meter fra vampyren. "Du er ny, er du ikke?" spurgte hun roligt, og betragtede væsenet. Hun ville blot have bekræftet sin mistanke. For hvis det var en ung vampyr, så ville det sandsynligvis ikke blive svært at nedlægge hende. Men derfor skulle hun være forsigtig alligevel. Man kunne jo aldrig vide, hvad nye, sultne, vampyrer kunne finde på. Og hende her var sulten. Det var tydeligt at se på hende.

amber betragtede hende og hvæssede svagt hvorfor ville hun have det at vide kunne ikke se det for Amber stod meget klart hvad det var hun prøvede på og hun havde ikke tænkt sig åbene sig denne dusørjæger eller hvad det var hun kaldte sig selv og var der også den brænede sult som bare irrterede hende enddnu mere hun lagde from for skjold ned over sig og hendes ansigt blev helt ulæsligt man kunne ikke se om sur, vred, glad eller ked af det eneste man kunne få ud af det var ligegyldighed " hvad tror du selv" vrængede hun ud luften med den mest køllige stemme som hun kunne præstere men den lød ikke så overbevisende hun var meget i offnsive hjørne efter hun blevet forvandlet hun havde ingen anelse om hvad der lige var sket men hun havde lært en ting og det var at man ikke skulle være naiv for endte med at de naive alltid blev slået eller dræbt som selv var blevet kunne hvis godt kalde det men hendes skaber så det som en gave mens hun selv så det som forbandelse