Marketspladsen

Evelyn var fuldstændig forvirret, *Hvad i.. Hvad sker der?*
Hun prøvede forgæves at presse hendes vinger ud, men det lykkedes ikke, da han holdte hende.
*Oh God..*, Hun overvejede meget hvad hun skulle gøre.. Hun tog en dyb indånding og fik en stor vind ind i gennemgaden. Hun begyndte at lade hænderne køre i cirkler, og lavede en tornado ud af vinden, og førte den op over den fremmede, skræmmende mand-ting.

Sira stoppede op da han idet samme kunne se hende lave tricks med hænderne, og at vinden efterfølgende kom direkte imod dem. "Hvad i alverden..!?" Sagde han fortvivlet da han pludselig kunne mærke vinden pludse op. Han skyndte sig at dreje om på hælen og halvløbe afsted med hende i armene.

Evelyn lagde mærke til at han løb væk med hende, men lukkede øjnene for at koncentrere sig.
Hun sørgede for at få vinden med, *...........KONCENTRATION..........* men vinden var stadig langsom i optrækket..

I samme øjeblik fik hn et kraftigt skub af vinden mod sig og faldt hende. Han tabte grebet om hende, men nåede netop og lande ind over hende, så han kunne fange hende igen og samtidig lande blødt.

Evelyn udgav et lavt hvin af smerte, da hun landte på asfalten og han landte oven på hende. Hendes plan virkede ikke så godt, som hun havde håbet.. Hun vred sig, og prøvede at komme fri, men det gjorde ufattelig ondt i hendes venstre arm.

Sira stillede sig på knæ ved hende og så ned på hende. "Så du kan altså noget?" Fnøs han i et lille bittert grin "Ja, okay.. Så må jeg vidst hellere slå dig ihjel her og nu"
Han så rundt efter den kniv han havde tabt i faldet og samlede den hurtigt op.

Evelyn spærrede øjnene op, "Nej!", sagde hun skingert. Hun prøvede at råbe det, mn prøvede forgæves.

"Ved du hvad jeg hader allermest ved jeres race?" Lo han lidt mens greb fat i begge hendes håndled med en enkelt hånd. Han holdt hendes underkrop nede med knæet og havde nu den ene hånd fri til at kunne gøre hvad han ville.

EVelyn kiggede skræmt på ham, men sagde ikke noget. Hun vred sig for at komme fri, men prøvede forgæves.

Sira så ned på hende og prøvede at holde hovedet koldt. "Det værste ved jer, at i skal se så pokkers uskyldige ud udenpå, men i er alle mostre indvendigt!" Han holdt kniven truende over hendes mave og ventede nærmest på, at hun skulle give fra sig eller sige noget.

*ARGH, hvorfor er det at alle hader mig ved første blik?!*
"Hvad mener du? Du kender mig jo ikke?!", sagde hun stift, men skræmt.

"Jeg har været efter jer i fire år, jeg ved hvad jeg snakker om" Svarede han og undlod at spidde hende med kniven endnu. Han lagde kviven på langs mod hendes mave, da han ville vente lidt med at gøre hende noget. Først ville han have hende til at ærkende det selv.

"Hvad mener du?, Jeg har aldrig i mit liv gjort dig noget?!", sagde hun stift.

"Jo, du er én engel for meget" Svarede han bittert og iagttog hende. *En synd og skam.. Hun er både harmløs, ung og smuk..*. Han følte sig lidt ondsindet, men vidste efter sin opdragelse, at det ikke gjorde en til en morder, at slå engle eller andre væsner ihjel.

"Hvad er du?, du lugter ikke som et væsen, så hvordan kender du til mig, og hvad jeg er?", Evelyn var godt forvirret, og det kunne man tydeligt høre i hendes stemme.

"Jeg er normal" Svarede han bare han så hånligt ned på hende. Han tænkte ikke så meget over, at det nok var den længste samtale han nogensinde havde haft med et offer før.

"Hvorfor vil du gerne dræbe mig?", spurgte hun stille og kiggede ham direkte i øjnene.

"Fordi der er gode penge i dit og dine små venners hoveder". Mere behøvede hun ikke at vide. Han så hende koldt i øjnene, mens han tænkte for sig selv i hovedet. Han tillod sig at trække tiden lidt mere ud. Hun gjorde jo alligevel ikke modstand.

Evelyn overvejede det inde i hendes hoved. *Hvem vil dog have et afhugget hoved?*
"Hvem skal bruge mit hoved?"

"Tænk på mig som en skadedyrsbekemper" Svarede han "Du, de andre engle, vampyre, varulve og hvad de nu er, skal alle udryddes. I fylder vores jord med ondskab. I slår uskyldige mennesker ihjel"

"Jeg har ALDRIG slået nogen ihjel!", sagde hun surt og bestemt. Evelyn fandt sig i at blive kaldt mange ting, men at blive kaldt morder, var det værste man kunne kalde hende!

"Nej, men det gør din børn måske. Det gør deres måske" Svarede han "Problemet er, at i besider evner som mennesker ikke kan hamle op med, og hvis i ikke forsvinder, dør vi selv... Sådan er livet"

"Du virker ellers som om at du sagtens kan hamle op med mine kræfter?", sagde hun stædigt, "And beside; Hvem siger at jeg får børn?".. Evelyn var rigtig godt sur nu.

"Det er ligemeget, i er en trudsel for os.. Jeg burde heller ikke sidde her og sludre med dig. Jeg har jo planer om at slå dig ihjel" han greb kniven igen´og skulle til at stikke den ned i maven på hende.

"Vent!", halv-råbte hun, "Hvad hedder du?"