Karneval (Fie)

Dato: Irl
Årstid: Irl
Dag: Mandag
Vejr: Hvide skyer. Lidt køligt, folk render med overtrøjer.
Sted: En markedsplads i tivoliet.
Tid: 13:10
Omgivelser: Mennesker (og andre væsener). Forlystelser. Masser af latter og hvin og maskinstøj.

Al gav slip på den tomme skal af en ung menneskepige og lod hende synke til jorden med tomme øjne. Hendes rædselstårer havde udtværet hendes mascara og det løb sort ned af kinderne på hende. Han smilede sørgmodigt. Når nogle fandt den stakkels menneskepige, ville hun ikke kunne sladre om ham, men kun rable mudrede sætninger af sig. Ingen havde hørt hende skrige og græde i al larmen og hendes sjæl havde mættet ham godt. Uden særlig omtanke gik han væk fra området og ud blandt menneskemængden i tivoliet.
Han smilede selvtilfreds og fandt en pakke smøger og en lighter frem.
Genialt! Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Tivoliet vrimlede med uskyldsrene, åbne personer, der uden videre kunne lokkes med et sted, hvor ingen bemærkede noget.
Han tog et dybt sug af smøgen og kiggede op i himlen. Bare det nu holdt tørt.

Fie kom gående forbi det gamle spøgelses hus, som nu var blevet lukket på grund af noget der var gået i stykker der inde. Hun så op mod himlen, og smilte glad, det var længe siden at det havde været så overskyet at hun kunne komme ud imens det endnu var lyst, og det gav hende et kæmpe smil som man ellers aldrig ville se nå hun var ude. Hendes alligevel meget usikkre blik gled rundt på de mange ansigter der kom imod hende. Nogle af dem var hun ret sikker på at hun havde set før nå hun dansede her, men var det nu også dem? Hun var ikke kommet for at danse denne gang, hun var faktisk kun kommet for at prøve at samle mod til sig så hun kunne komme over sin usikkerhed, men det gik ikke så godt for hende. Hun trak sin skulder taske lidt længere ind på skulderen så hun ikke tabte den hver gang der var en der gik ind i hende. Hun havde et kappe med hætte i tasken, til hvis det nu skulle være at solen ville bestemme sig for at vise sit ansigt?

Al gik lidt rundt med smøgen mellem to fingre. Han følte sig virkelig godt tilpas efter sit måltid. Efterhånden bevægede han sig lidt længere væk fra markedspladsen og Spøgelseshus, der var midlertidigt lukket. En skam tænkte han og tog endnu et sug. Det havde da været skægt at høre folks hvin i mørket.

Han stoppede lidt op og skiftede vægten over til den anden fod, mens han betragtede den tomme bygning der skulle ligne et vampyrslot. Han grinede for sig selv. Han havde aldrig mødt en vampyr før, for at det ikke skulle være løgn, men han var ikke i tvivl om at de på ingen måde var som de historier, han havde hørt. Efterhånden blev der mindre og mindre af smøgen og til sidst smed han den på asfalten og skodede den under sin gummisko.

Han så sig lidt rundt. Det var tyndet lidt ud i menneskemængden i forhold til på markedspladsen, men ikke meget.

Fie fik mast sig ud af en stor mængde af mennesker der maste sig frem og tilbage. Hun bed sig kort i læben, og så tilbage på mængden med et stille suk. Hun smilte dog så og pustede lettet ud. Hendes blik flakkede hen over astfalten. Hendes ben og krop satte så i bevægelse væk fra mængden der nu engang var tilbage. Hun begyndte lavt at nynne imens hun så ned af sig selv. Hendes strame jeans, og den hvide over-size t-shirt hun havde på fik hende til at se mindre ud en hun var. Igen gled hende blik hen over de ansigt der var omkring hende. Hun kunne ikke helt udpege væsner fra mennesker nå hun lige havde stået i en mængde af begge dele, det forvirrede hendes lugtesans. Det for var hun stoppet helt med at tjekke vejret og snuse til de forskellige lugte og dufte. Derfor vidste hun ikke at hun nærmede sig en dæmon, og hun ville nok heller ikke finde ud af det før hun stod ret tæt på.

Al skulle til at tage en tic tac, da han fik øje på hende, hastigt på vej væk fra den irriterende masse af lalleglade væsener, der rent faktisk nød det her dødssyge tivoli.
En bleg pige omkring hans alder, med vildt hår iført en hvid, poset t-shirt. Han hævede øjenbrynene.
*Well hello...* tænkte han. Hun så ret godt ud, men nervøs. Måske hun var faret vild? Han var usikker på hendes race, men det var også lige meget. Han havde lige indtaget føde og var ikke bange for noget. Beslutsomt begav han sig over mod pigen.
"Har du brug for hjælp?" spurgte han sledsk, med et drillende smil på læben, mens han langsomt tårnede sig op over hende.

Fie mærkede godt de hængende blikke fra fremmede, som savlede over hende, men mest af alt fordi hun jo var vampyr, og det tiltrak alle racer. Hun sukkede lydløst, og gik videre indtil en dreng på omkring hendes alder stoppede hende med et enkelt spørgsmål. Hun bed sig i læben, og betragtede ham lidt. Hun havde ikke set ham før, og det gjorde hende meget usikker. Hun snuste lydløst ind, og fandt hurtigt ud af at han var en dæmon. Fie så på ham, og frem tvang et lille sødt men usikkert smil. "Ehm... Nej, jeg klare mig"sagde hun stille, og så op på ham. Typisk endnu en kæmpe i forhold til hende. Hun bed sig i læben, og vidste ikke helt om hun skulle gå videre eller om hun bare skulle blive stående? Hun tænkte lidt over det imens hun stadig så nervøs ud. Hun prøvede at tage mod til sig så hun kunne komme over sin usikkerhed. Men igen gik det ikke så godt for hende.

Als ravgule øjne skinnede af interesse. Han fornemmede straks hendes nervøsitet og det var bedre end den sjæl han lige havde fortæret. Han smilte bredt og satanisk, sørgede for, at hun var den eneste, der så hugtænderne og lagde hovedet på skrå.
"Er du sikker?" hvæsede han lavt og lod hende se sine spidse, elipseformede slangepupiller.
Samtidig med at han prøvede at skræmme hende, fornemmede han hvordan hendes fejlfri hud og fine træk trak ham ind.
Uden nogensinde at have mødt en, uden nogensinde at have været i nærkontakt med en, fortalte hans instinkter ham *vampyr*. Det passede ham fint. De skulle nok blive gode venner...
"Du er måske faret vild?" spurgte han, stadig smilende bredt og dæmonisk.

Fie så p ham, og blev bange, men ikke bange pågrund af han udseende, da hun havde mødt mange dæmoner igennem sit liv. Hun blev mere bange for hans måde at tale og opfør sig over for hende, og så fordi han var fremme. Hun vidste at hun ville kunne slå ham ihjel på ingen tid hvis hun ville, men lige nu hun bange og havde ingen grunde til at gøre det. Hun bed sig i læben. "Jeg er ikke faret vild, jeg arbejder her og kan sagtens finde rundt"sagde hun og begyndte at lide lidt mere tapper selvom at hun stadig var meget bange og usikker. Hun betragtede ham lidt og studerede hans udseende så hun ikke ville glemme ham. "Du er måske faret vild?"spurgte hun, og smilte lidt. Hvis han ville prøve noget så bed hun, det var hendes plan, men ville hun kunne gøre det? Det var hun ikke så sikker på hun vidste at der var for mange mennesker til det.

Al bemærkede hendes flakkende blik og labbede hendes usikkerhed i sig.
Han havde altid regnet med, at vampyrer var selvsikre og opførte sig, som om de ejede det hele i kraft af deres styrke og udseende. Forbandede, manipulerende blodsugere... Men hende her var anderledes. Ikke ligefrem ydmyg, men bare... usikker. Han tænkte, om det måske var en sygdom fremfor et personlighedstræk. Det gav ikke mening at en vampyr af alle væsener skulle være bange for andre... Interessant.
Han stillede sig an med armene over kors og øjenbrynene hævet.
"Så det...? Og du syntes du ville bruge din fritid her også, eller hvad?"
Han smilede skævt med lukket mund af hendes bedårende "mod" og lagde hovedet på skrå.
"Nej, jeg er helt på rette vej," drævede han og sendte hende et charmerende grin.

Fie rystede på hovedet over det han sagde. Hun arbejdede ikke på fuld tid, faktisk var det ikke et 'rigtigt' arbejde. Hun dansede for penge i korte kjoler, samt uhyggelig make-up. Dem der ejede parken havde haft fat i hende og hørt om hun ikke volle se sådan ud når hun kom der og dansede. så ville de betale hende, og hun ville kunne få alle de penge folk smed når hun dansede. Og det havde hun takket ja til. Hun bed sig usikker i læben imens hun tænkte over et svar. "Jeg er frivilig kan man sige"sagde hun stille, og så lidt ned, da hun blev flov over sit svar. Hun lyttede til hans stemme, og begyndte at føle sig meget lille og nervøs. Hun kunne ikke helt finde ud af ham, han var svær at forudsige, og det skramte hende. Hun ville normalt bare gå, men hun var begyndt at blive nysgerrig. Men hun havde også en svaghed over for dæmoner.

Der var tider, hvor Al brændende ønskede han kunne læse tænker. Som f. eks lige nu, hvor han prøvede at finde ud af hvad det var for en pige, han var gået hen til. Hun svarede ikke mere, end der blev spurgt om.
"Frivillig?" gentog han. Han havde aldrig forstået ideen med at spilde sin tid på andres drømme uden at få noget til gengæld. Det var han vel bare ikke godhjertet nok til, måtte han erkende. Han tog sig i at sige noget nedladende. Han ville ikke have hende til at gå, ikke allerede. Han begyndte lige så stille at gå mod markedspladsen og signalerede til hende at hun skulle gå med.
"Har du for travlt med at være frivillig til at følges lidt rundt? Hvad hedder du?"

Fie så på ham, og bed sig usikkert i læben. Hun prøvede at sluge sin usikkerhed, men hun kunne ikke helt få sig selv til det. Hun blev nysgerrig da han pludselig begyndte at gå, hvad skulle han? Hun blev dog mere rolig og forstående da han gav signal til at hun skulle følge med ham. Hun lyttede til hvad hans sagde, og smilte et lille og genert smil. "Jeg er ikke på frivilgt arbejde lige nu, så ja"sagde hun og bed sig i læben. Hun gik med ham og op ved siden af ham. Hun tænkte lidt over om ndet nu var smart at fortælle ham hende navn, men hun gjorde det alligevel. "Fie.. Og du?"spurgte hun stille, og så på ham med et nervøst blik. Hun var ikke helt sikker på om det var en god ide, han havde virket så underlig så?