En overfyldt gade - Al

Dag & Dato :: Irl
Sted :: På gaden
Tid :: 22:40
Vejr :: Overskyet, en anelse blæsende og mørkt
Omgivelser :: Mange, dæmoner, vampyre, elvere, you name it
Påklædning :: https://2img.net/h/oi49.tinypic.com/2vvmgb4.jpg

De små, nu støvlebeklædte fødder, der tilhørte Clary, gik langsomt hen ad gaderne til Markedspladsen. For hvert skridt hun tog, knasede gruset under dem. Hun havde tilbragt det meste af aftenen der og havde nu sin håndtaske, raslende og fuldt af alt muligt ragelse, hun havde fået købt. Hun havde ingen anelse om, hvad det nu lige var, hun havde tænkt sig at bruge dem til. Måske pynte det op i sit lejlighed med ? Det var så typisk hende. Hendes blik gled let over hendes omgivelser, der stadig var propfyldt med forskellige racer, dog det efterhånden var blevet sent og mørkt. Hun havde nu været nødt til at knibe øjnene noget godt sammen, for at kunne se ordentligt, da hun havde været så dum at glemme at tage sine kontaklinser på idag. Hun trak sin cardigan lidt tættere om sig og fokuserede nu på papkruset i sin hånd, som hun førte op mod munden. Hun kunne bare ikke få nok af Frappuccino her på det sidste, og hun var måske blevet lidt afhængig af det. Clary stoppede op, da hun pludselig hørte larm bare nogle få hundrede meter fra hende, og kunne se en gruppe, der stod og heppede på nogle, der stod i midten. Hun hævede let begge bryn, og kunne ikke komme på andet end at det var et slåskamp. Et smil dukkede op på hendes læber, mens hun satte kursen derover, for at kunne deltage i at være publikum.

Al undgik med nød og næppe et slag.
"Hør," sagde han forpustet. Der var ingen mulighed for han kunne bruge sine kræfter her, hvad nu hvis et menneske så ham? "Kan vi ikke snakke om det?"
Et slag ramte ham i mellemgulvet og luften gik ud af ham. Han faldt om i sneen og mærkede sin modstanders vægt på sig. Rasende over ydmygelsen tog han fat i den andens arm og bed hårdt om den. Den jævnaldrende dreng ovenpå ham gav et hyl fra sig og Al benyttede overraskelsesmomentet til at skubbe ham af sig og sætte sig overskrævs på ham, mens han bukkede hans arm om på ryggen. Han viste tænder og knurrede svagt før han så op på nogle åndsboller der stod og heppede. Hans lynende blik fik de forreste til at klappe i og se forlegent ned i jorden.
Idioter. Hvorfor gad de se på det her? Uden at gribe ind. De var garanteret mennesker. Idioter.
Al havde uopmærksomt slækket grebet på sin modstander og mærkede pludselig hvordan den andens håndled gled ud af hans hånd. Han gjorde store øjne da den anden uden videre vendte rundt og fik ham skubbet af. Det tog ikke mange sekunder før hans modstander igen var over ham og lod slagene og sparkene hagle ned over ham.
Al kunne ikke engang huske hvorfor kampen var startet. Han havde sikkert sagt noget. Det plejede tit at være det. Folk overreagerede altid!

En let rynken kunne anes på Clarys pande, mens hun ihærdigt prøvede at mase sig igennem mængden, for at finde ud af, hvad det nu var der foregik. Men, selv når hun stilte sig på tæer, var det umuligt. Hvorfor skulle de også allesammen være så høje ? Hun spærrede let øjnene op, da der pludselig lød et smertefuldt hyl, fra midten af mængden. Så det var altså et rigtigt slåskamp.
Men, det der havde fanget hendes opmærksomhed var nu et stort brød ved siden af hende, der råbte op og stod med et dumt smil om læberne, hvilket afslørede hans meget gullige tænder. Hun fordrejede ansigtet i en grimasse, da han havde bøjet sig lidt over hende, for åbenbart at få hende til at heppe med. "Fuck en ånde ..", sagde hun, uden egentlig at tænke over det, og holdt sig straks for næsen. En vred brummen, efterfulgt af en buttet hånd med kurs mod hende var det næste der fulgte. "What the ..", udbrød hun noget så overrasket, og havde med nød og næppe hurtigt undgået slaget. Hun kunne stadig høre en brummen over sig, hvilket ikke kunne betyde andet end at hans raseri stadig var på kogepunktet, men kiggede dog ikke op, da hendes gyldne øjne nu var faldet på en åbning lige foran hende, og hun tøvede ikke et sekund, men tog bare chancen og kravlede igennem, med sin taske halvt over skulderen. Problemet var bare at hun nu lidt efter sad lige hvor kampen foregik. Dog ømmede hun sig bare fraværende, da hun vist havde slået armen noget så slemt og kiggede med væmmelse i blikket op på manden, der ragede op over alle andre.

Al fornemmede en skikkelse lande ved siden af sig, og kaste en skygge på det sted han lå og fik tæsk. Han kneb øjnene sammen og med et vredesudbrud sprang han op mod sin modstander.
"Fuck af!" hvæsede han og ønskede et øjeblik han var en bloddæmon med deres styrke og kløer. De to kæmpende stod stille overfor hinanden uden at slippe øjenkontakten. Al viste hugtænder og knyttede næverne.
"Jeg advarer dig..." knurrede han rasende. Han bemærkede tilfredst at menneskedrengen veg et skridt tilbage fra hans vrede.
Han kastede et blik ned på skikkelsen der nu lå for hans fødder. Overrasket spærrede han øjnene op. Det var en pige med sort hår og gyldne øjne, en dæmon efter lugten at dømme.
"Og hvad fanden blander du dig for?" snerrede han overrasket af pigen.
Mennesket benyttede sig af hans afledte opmærksomhed og gjorde et udfald. Al sprang tilbage.
"Se at komme væk!" råbte han arrigt.

Clary vendte hovedet, da hun hørte en stemme ikke så langt fra hende. Hun kneb læberne sammen til en lige streg, da hun først havde troet, det havde været til hende, men opfattede så hurtigt hvad det egentlig var der foregik. Det var virkelig ikke hendes dag. Hun kom hurtigt på benene og prøvede på at finde en vej at komme ud af på, da hun igen hørte stemmen snakke. Al den vrede i den fik hende til at gyse. "Jeg ..", begyndte hun mumlende overrasket, med blikket rettet på den mørkhårede dreng nu, og kunne med det samme gætte sig til at han var dæmon også. Men, hun havde jo slet ikke haft i sinde at havne midt i balladen, og lukkede bare munden igen, da hun ikke kunne finde på noget at svare. "Jeg prøver sgu også ..", mumlede Clary lidt irriteret, ved hans advarelse, selvom han nu bare så ud til at ville hjælpe hende. Den eneste åbning hun kunne få øje på var der hun var kommet fra, og det var no-go, eftersom manden stadig stod der. Hun bandede lavmælt og fugtede let de tørre læber mod hinanden, mens hun kort lukkede øjnene, og overvejede lidt om hendes evne var nyttig mod menneskedrengen i den situation, da den nogle gange også plejede at virke uden øjenkontakt. Men det var garanteret helt umuligt.

Al dansede rundt og undgik sin modstanders slag. Han var efterhånden blevet ret god til at undvige. Det var man nødt til, når man havde Als store kæft.
Ud af øjenkrogen så han pigen komme på benene.
Han tog sig ikke af hendes irriterede tone. Hun var åbenbart ikke havnet i kampen med sin gode vilje. Kønne piger burde heller ikke slås...
Pludselig fik Al en ide og bremsede kort op. Mennesket var ikke længe om at reagere og et slag ramte ham i hovedet.
"Okay, så hold dog op!" rasede han, rød i hovedet, delvist på grund af slaget, delvist på grund af vrede. Han vidste ikke hvor meget længere han kunne holde sin vrede stangen og hvis han først gik amok på mennesket, ville drengen bruge resten af sine dage på den lukkede.
Uden at tænke videre over det, greb han fat i Clary og hev hende ind foran sig.
"Se! Du slår vel ikke på en pige? Gør du?"
Prøvende puffede han den unge pige et par centimeter i sin modstanders retning, og bemærkede tilfredst hvordan mennesket tøvede og tog et par skridt tilbage.
Al snakkede hurtigt, det gjorde han altid når hans hjerne arbejdede.
"Nej, det tænkte jeg nok..." bemærkede Al og begyndte langsomt at hive sin meddæmon baglæns ud af menneskemængden. Pigen, han havde fat i stod direkte over for menneskedrengen og kunne se ham lige i øjnene, hvis hun ville. Men hvem ville gide at spilde øjenkræfter på afskyelige mennesker?

Det næste der skete, hændte alt for hurtigt til Clary kunne opfatte det helt. Hun havde godt nok set, at den anden dæmon havde haft sin kurs mod hende, men alligevel kom det som et chok, da han pludselig greb fat i hende.
"Slip mig!". Hun prøvede at gøre sig fri, men Al's greb var som en skruestik, og hun lod sig modvilligt trække med med ind i midten.
Selvom hun havde kunnet gætte sig til hans plan, kom det alligevel lidt bag på hende, da hun nu blev puffet hen mod menneskedrengen. Hun forventede halvt om halvt, at han ville række hånden op for at slå ud efter hende, som kæmpen havde gjort, og var parat til at sparke ham hårdt et vist sted, hvis han gjorde mine til det.
Men heldigvis ikke. Dog følte hun sig efterhånden, som en dukke, sådan som hun blevet hevet rundt med. Hun gjorde sig fri af ham, da de var kommet ud af menneskemængden og kiggede sig kort tilbage, før hun vendte blikket op på ham og betragtede ham lidt. "Et tak ville være på sin plads ?", sagde hun med lidt rynket pande, men med et lille smil på læberne. Det havde godt nok været ham, der havde reddet hende ud derfra, men hun havde da også reddet ham på en eller anden måde ?