Frisk luft (Devin)

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 13.30
Sted: Den lykkelige eng
Omgivelser: Ingen
Vejr: Solen skinner
Årstid: Sommer

Marcus var for første gang i lang tid, taget ned på engen igen, han havde næsten glemt hvor smukt her endelig var og han kunne ikke lade være med at smile lidt over det, for det var virkelig smukt. Fordi solen var på, og fordi vejret var til at blomsterne kunne springe ud, det var også første gang at han overhovedet synes noget var smukt, så det var en lettelse for ham lige nu. Han havde også for første gang i lang tid, ladet sine smøger ligge derhjemme, fordi han ikke ville skade det liv som blomstrede her. Han gik roligt ud på engen og satte sig, men passede dog også på med hvor han satte sig, for han ville ikke masse for mange af de blomster som var her. Han lænede sig tilbage, så han støttede på sine hænder og lod blikket glide op på himlen, et lille smil formede sig på hans læber igen, imens han betragtede den skyfri himmel.

Luften duftede... frisk. Ren.

Det havde Devin aldrig prøvet før. Hun tog en dyb indånding og duftede til den rene duft af natur og blomster. For engangs skyld havde hun smidt sin lange frakke ind i skabet, og gået en tur for at nyde varmen. Det var sjældent at Devin var direkte glad. Hun plejede altid at være neutral, tilfredsstillet, flirtende, irreteret, vred, ophidset. Men i dag.. Nej. I dag var hun glad og hun smilede. Hun rettede på sin lillae, lidt løse tanktop og trak sine sorte skinny jeans op. Vinden tog fat i håret og hun nød den lette brise suse ved hendes øre. Hun svang en tot af sit lange, sorte hår om bag øret og så til siden. Hun fik øje på en dreng der lå i græsset. Langsomt vendte hun hovedet på skrå. Drengen lå lidt væk fra hende.. Hun var nysgerrig og gik få skridt tættere på.

Marcus havde skam godt duftet at han ikke var alene på engen mere, men tog det ikke så tungt, når nu at det var en dæmon ligesom ham. Han rettede sig lidt op og drejede hovedet for at kunne følge duften hen til personen og han fandt hende også. Han studerede hende lidt, for at bekræfte om hun var en trussel eller om hun var ganske harmløs lige nu og det så det da ud til. Så han sendte hende et roligt smil, inden han vendte blikket væk fra hende igen og kørte tænkende en hånd gennem håret, for så at lade det falde som det havde lyst til. Han havde faktisk ikke regnet med at få selvskab, fordi der efterhånden ikke kom særlig mange ude på engen mere, fordi der var kommet flest onde og lidt mere dystere personer. Han så kort på hende igen, inden han vendte blikket op på himlen og lod sine fingre køre igennem græsset.

Devin lod mærke til drengens blik. Han lod det falde på hende op til flere gange, for så at fjerne det igen. Devin var ikke en genert pige, men under disse omstændigheder - med den smukke himmel, her i den smukke eng - lod det ikke til at falde hende naturligt, at komme med en kæk bemærkning som en hilsen. Derimod smilede hun bare og så mod himlen. Den var fuldkommen skyfri og blå. Hun smilede og missede med øjnene. Så så hun prøvende på drengen igen og løftede en hånd. Hun vinkede en smule sky til ham, og håbede faktisk på at han ville vinke tilbage. Ja - selv Devin troede hun var ved at blive skør.

Marcus havde godt lagt mærke til at hun vinkede, for han kunne sagtens se hende ud af øjenkrogen og bed sig lidt i læben. Personligt, var han ikke særlig vant til at vinke til folk. Men alligevel vendte han sig lidt imod hende igen og kom frem med et venligt smil på sine venner, imens han løftede hånden lidt op i luften og vinkede kort med to fingre, han gad nemlig ikke bruge hele hånden. Han vendte så derefter blikket op mod himlen igen og tænkte sig kort om, " hej med dig.. jeg troede at jeg var den eneste herude lige nu" sagde Marcus uden at have blikket på hende og kastede lidt af pandehåret væk fra øjnene og bed sig lidt i læben igen. Det var endelig ret lang tid siden at han havde snakket med andre dæmoner, ihvertfald andre end Valencia, som han heller ikke havde set i lang tid nu. Men han rystede kort på hovedet og vendte så endelig blikket på hende igen.

Devin gik tættere på ham. Hun smilede en smule til ham.
"Jeg troede også jeg var alene." svarede hun og holdte uden om sine arme. Hun så ned, til siden. Igen tog vinden fat i hendes taljelange sorte hår og det fløj afsted som tusinde sorte slanger. Hun rynkede sine bryn og tænkte sig grundigt om. Hvorfor var hun sådan her?
*Fuck.. Hvad fanden laver jeg?*
Devin havde kun være imødekommende over for én person. Ét væsen. Hun havde aldrig så meget som prøvet på, at være venlig for andre personer eller andre væsner, men herude på denne eng var det som om at man kun kunne være høflig, glad og venlig. Sådan følte hun i hvert fald. Hun vendte blikket mod ham igen.
"Jeg er Devin Fireburn." sagde hun så med et skævt smil.

Marcus var stadig lidt på vagt, selvom det ikke ligefrem så ud til at hun ville springe hen og flå halsen op på ham. Den tanke fik ham faktisk til at smile lidt, men han holdte dog et grin tilbage.
Han nikkede lidt til det hun sagde og smilte svagt, men svarede hende ikke, for hvad skulle han også svare hende? Det ville nok også komme til at lyde lidt underligt, hvis han svarede hende på det.
Han rejste sig helt op på sine ben, da han så at hun rynkede sine øjenbryn og undrede sig kort over hvorfor hun gjorde det. Havde hun en underlig tanke? Eller havde hun ondt et eller sted?. Han var ikke sikker, men havde dog heller ikke tænkt sig at spørge. For det kom jo heller ikke ligefrem ham ved, ihvertfald ikke særlig meget. Han gik ikke tættere på hende, for de stod jo endelig ret tæt på hinanden i forvejen, han nikkede lidt til hendes navn og smilte venligt, " jeg hedder Marcus... hyggeligt endelig at møde en anden dæmon Devin" sagde Marcus med et skævt smil og nikkede lidt igen.

Hans stemme var rolig. Han var ikke en som skulle til at fare op, kunne hun se. I så fald ville han alligevel være enten besvimet eller død på stedet, Devin havde intet at frygte med den gave hun havde.
"I lige måde Markus. Det er en sjældenhed for mig." svarede hun. Han var faktisk ret smuk, mente hun. Marcus havde rejst sig op og han var en smule højere end hende. Solen reflekterede sig i hendes syrlige, grønne øjne og den blege hud så direkte hvid ud under solen. Hun fugtede læberne.