Et møde mellem to fredelige sjæle. Til Dale

Tid + dato: 13.03
Sted: Den fredfylte skov
Omgivelser: Træer, blomster, buske.. Hvad der nu er i skove?
Vejr: Sol og varme

Éowyn hoppede over til den næste gren. Hun så op mod himlen, men kunne kun skimte den mindste smule af det blå. Resten var dækket af grønne blade. Hun stod på et birketræ som hun havde hvilet på. Forsigtigt klatrede hun ned, hoppede resten af vejen og mødte jorden med et bump. Vinden gav hende en velkomst og hun vinkede nydeligt til den. Hun strakte sine arme, stod på tå. Fuglene pippede lykkeligt og solen gav skoven et magisk, grønligt skær. Hun svingede sit hår op i sin sædvanlige hestehale - ja de menneskelige ting til håret var altså praktiske! - og vandrede videre, barfodet som altid.

Pludselig hørte hun en lille gren knække bag træet ved siden af hende. Langsomt trippede hun hen til det, gemte halveden af sin krop bag det og tittede hovedet og en arm frem. Der var en lille hjort som gik forbi. Så stoppede den pludselig, og vendte sine store, sorte øjne mod Éowyn. Hun smilede forsigtigt til den. Så trippede den atter videre, hen mod nye eventyr.

Dale vidste ikke hvor han skulle placere sit blik, da der var så mange smukke ting at kigge på. Blomster, blade, fugle, som om han aldrig havde været i en skov før. Det var nu også lang tid siden, måtte han erkende, mens han satte sig ned på hug, for at studere en lille blomst lidt nærmere. Det var vel en blomst som mennesker kaldte ukrudt, men stadig var den ligeså smuk som alle de andre. Dale løftede blikket ved lyden af grene der knækkede. Det var en hjort, men pludselige så den meget skræmt ud, da den fik øje på Dale, og før han fik lov til at nyde mere af det smukke væsen, var den hurtigt løbet ind mellem træerne, væk fra ham. Dale trak lidt på smilebånder og fulgte hjortens spor, denvej den var kommet fra.
Han så op på himlen, der godt var skjult af blade, og længtes en smule. Det ville være rart snart at få strakt sine vinger, men der var så mange mennesker og han syntes ikke han havde haft muligheden endnu. Dale var alt for uopmærksom på at gå, at han snuplede over en gren. Han rystede let på hovedet, børstede skidet af bukserne, og da han rettede blikket op igen, fik han denne gang øje på en pige. Hans øjne blev store af nysgerrighed, noget sagde ham, at dette ikke var et menneske. Hun bevægede sig yndefuldt og elegant, ikke nær så klumbet som Dale selv. Lidt i tvivl om hvad han skulle gøre, blev han stående på stedet og betragtede hende.

Egenlig var hun på nippet til at følge efter hjorten. Hun havde set den et par gange her i skoven, men hun havde aldrig lært den at kende sådan rigtigt. Éowyn kunne mærke et par nysgerrige øjne hvile på hende. Hun strøg to fingre fra kindbenet til hagen, og vendte sig hen mod blikket. Dér lå en dreng. Han var helt klart ikke et menneske. Hans øjne lysede blå som Éowyns, men han var faldet ned på alle fire. Han rettede sig langsomt op og hun gav ham et smil. Så trippede hun hen til ham og lagde en hånd på hans skulder.
"Slog du dig kære?" spurgte hun og børste noget jord af hans knæ. Drengen var højere end Éowyn, måske også ældre. Han så absolut nydelig ud og hans øjne var smukke. Hun smilede igen til ham, blinkede med øjnene og håbede han var okay.

Dale studerede hende nysgerrigt med blikket, kiggede ned på sine bukser, hvor hun lige havde børstet skidt væk. Denne pige virkede utrolig venligsindet og på en måde meget tryllebindende, i hvert fald for Dannie. Det gik op for ham, at hun havde spurgt ham om noget og han kom med et bredt smil "Nej, jeg er okay. Det var bare en gren som.." Han kiggede bagud på grenen, der nok havde været skylden til hans fald. "Helt fint," forsikrede han igen med et par hurtige nik. Han rystede let på hovedet, da han følte, at han stirrede alt for meget, men det var ikke tit, at han mødte venligtsindede væsner som ikke bare var ude på at tage en slurk af hans blod.
"Det var venlig af dig at.." han fuldførte ikke sætningen, men smilede blot. "Er du en elver?" han kunne ikke lade være med at spørge, da hans nysgerrighed var for stor. hendes kærlighed til skoven, var tydelig at se, altså gik han ud fra, at det var det hun måtte være.

Drengen virkede ikke som en trussel. Derfor mente Éowyn ikke at hun nu burde være på vagt. Hun brød murene ned i sit sind, men mærkede kun fredelige følelser, fredelige, glade og smukke følelser. Så smilede hun igen. Hans blik slog benene væk under hende. Blå som himlen var hans øjne.

"Mellonamin. Krystaller er end ikke smukke som dine øjne. Blot hvis dine end skulle samlignes, kunne man samligne dig med dem. Men dine er meget smukkere."

Mindet gav et sæt i elverpigen og hun fjernede hånden fra drengens skulder. Hendes ansigt gik fra venligt til skræmt. Hun så på ham, tog sig sammen og smilede igen. "Ja. Jeg er Éowyn, elverpigen fra skoven Tel'Mithrim. I øjeblikket bor jeg dog her." sagde hun og nikkede. "Hvem er de?" spurgte hun og stod på tæer. Hendes hænder holdte balancen for hende, og hun faldt ned fra tå igen. Hun gik et skridt tilbage så hun bedre kunne se ham.

Dales blik faldt hele tiden på hendes øjne. De mindede lidt om hans, syntes han, næsten unaturlige blå. Hendes ansigt var også utrolig kønt. Han var i tvivl om, om det var noget der lå til elvere, eller om hun bare havde været heldig. Dale slog hurtigt tankerne ud af hovedet, tænk nu hvis hun kunne læse dem, man kunne aldrig vide.
Dale kiggede undrende på hendes udtryk, der med et var skiftet. Var det noget han havde gjort? Det kunne det da ikke være. Dog nåede han ikke at tænke så meget over det, før udtrykket igen var forsvundet. Dale kunne ikke lade være med at være bekymret. Var hun kommet i tanke om noget?
"Éowyn," gentog han og valgte at lade det ligge. Det ville være for meget at forlange, at hun skulle fortælle hvad hun blev skræmt over. De kendte jo knap nok hinanden.
"Jeg er Dale," præsenterede han sig med et venligt smil. "Og jeg er engel." Det lød underligt at sige det højt, men Éowyn virkede god nok, der var ikke noget at være bekymret for.
Hvad var det du tænkte på?, tænkte Dale med et rynk på panden. Hvad kunne sådan en venligsindet pige blive skræmt over. Han sukkede lidt af sig selv. Som sædvanlig bekymrede han sig for meget.

Hans følelser blev pludselig undrende, bekymrede. Med under dette var der stadig smukke og fredelige følelser, Éowyn gættede det nok må have været hendes pludselige udtryk som havde udløst dette. Hun valgte ikke at sige noget om det.
"Ah selvfølgelig er de en engel!" sagde hun og viftede lidt med hænderne. Atter tog vinden til og blæste, lod hendes hvide kjole danse i takt. Hun så hen mod blæsten med et sørgeligt blik. Atter så hun på Dale og gik så et skridt tættere på.
"Dale.. eh må jeg kalde dig ved dit fornavn?" spurgte hun og smilede høfligt. Hun løftede en spinkel og elegant pegefinger.
"Kan de virkelig flyve?" spurgte hun igen, og lavede store øjne.
Hun havde aldrig mødt en engel, og vidste ikke om det blot var fantasi at de fløj. Hun grinede en smule af sit eget spørgsmål, og vinden tog fat i hende hestehale og lod den svinge fra side til side.

Dale kunne hurtigt konkludere, at han var meget fascineret af hende. Hendes elegante bevægelser, hendes høflige sprog. Hvor havde han dog været heldig, at møde en elver.
"Selvfølgelig må du det!" sagde han med et smil og bed mærke i det triste udtryk. "Du må kalde mig hvad du vil." Han håbede ikke det var noget alvorligt der nagede hende, men det ville han tidsnok finde ud af.
"Ja, det kan jeg," sagde han med et lille. Vingerne var gemt under den t-shirt han havde på, helt tætsiddende til kroppen. Det ville være svært for mennesker at lægge mærke til, at der ren faktisk var vinger på hans ryg, men strøg man ham over ryggen, ville man godt kunne mærke de to store vinger. Han besluttede sig for at han ville vise hende dem, måske ville hun finde det interresant. Han skulle til at tage sin trøje af, da glæden af at skulle strække sine vinger ud var for stor, kom han til at folde dem ud, inden han overhovedet havde taget fat i sin trøje. De stærke vinger flåede to huller i trøjen, og to store hvide vinger foldedes ud. Han lukkede øjnene i. Der var intet som følelsen af at folde vingerne ud, når de havde været foldet sammen i så lang tid.
"Tadaa." Han smilede og baskede lidt med vingerne, som frembragte en let brise. Det var svært at have dem udstrakt i skoven med alle de træer, men det kunne lade sig gøre.

Éowyn måbede facineret af hans smukke vinger. De var kæmpestore, hvide og de lyste nærmest op inde i denne magiske skov. Hun gik tættere på Dale og smilede varmt til ham. Langsomt, forsigtigt løftede hun en hånd og lod den strejfe hen af fjerderne. De var bløde som silke og duftede af ren luft. Hendes øjne fandt hans og hun kunne ikke lade være med at tænkte hvor fantastisk han var - hvor fantastiske engle var. Hun lod mærke til at hans t-shirt var gået i stykker.
"Tag den af." smilede hun og pegede på trøjen. "Tag den af, så fikser jeg den. Du bør nok ikke gå rundt på bunden af skoven med vingerne ude. Mennesker holder også af denne skov." sagde hun og fjernede hånden fra hans ene vinge.

Dale betragtede hende og elskede at se hendes udtryk. Et bredt smil bredte sig på hans læber.
"Jeg må give dig en flyvetur en dag," sagde han, med blikket hvilende på hende, men tog så trøjen af. "Kan du.. fiske den?" et lille undrende udtryk gled over hans ansigt, da han rakte den ødelagte trøje til hende. Han kunne ikke lige se, hvordan den nogensinde skulle kunne fungere som en trøje igen, men det ville ikke undre ham, hvis Éowym havde nogen skjulte evner.
"Mennesker.." mumlede han, kiggede sig omkring. Det var nok rigtig nok. Mennesker holdte vel også af skove, men hvordan kunne man også andet.. Alligevel kunne han ikke lade være med at føle sig irriteret over, at menneskerne var overalt. Simpelthen overalt! Ikke at han bebrejdede dem det, men at holde sin rigtige identitet skjult hele tiden, irriterede ham så utrolig meget. Han ville så gerne kunne flyve frit rundt, når det passede ham, men sådan lå landet ikke, og det måtte han respektere. Han trak let på skuldrerne, som en slutning på sin spekulerende tanker. Nu vente han hurtigt opmærksomheden mod Éowyn igen, han ville ikke gå glip af noget. Alt blev suget til sig og lagret i hjernen, nu hvor det var første gang han så en elver på nært hold. Fascinerende væsner.
Han kiggede ned af sig selv og så hvordan myggene straks begyndte at sætte sig på hans bare overkrop, og suge blod. Dog nænnede han ikke at klaske dem, det var jo bare en smule blod og lidt kløen bagefter.

Da han nævnede at han ville tage hende med ud at flyve lyste hun fuldkommen op og nikkede ivrigt. Éowyn måtte konstatere at hun elskede hans smil. Hans smil var så venligsindet og så fredeligt, ligesom som en elver. Det var dog længe siden at hun havde set en elver smile, og hun måtte bide sig selv i læben ved tanken. Hans spørgsmål undrede hende ikke, for mange havde tit spurgt hende det.
"Ser de Dale," sagde hun og tog forsigtigt imod den ødelagte trøje. "Ting kan nemt smadres, ødelægges.." - hun lagde en hånd over det ødelagte område. Der lød en svag susen fra hendes hånd og hun lod hånden glide over stoffet. "Men ting kan også nemt fikses." - med de ord var trøjen hel igen. Hun holdte den op for sit hovede så han kunne se den atter var hel. Så tittede hun frem fra siden af trøjen med et smil. "Jeg kan heale." hviskede hun og smilede til ham.

Han så til med store øjne. "Wow, du fiksede den virkelig!" sagde han med begejstring og overraskelse i stemmen. Han havde end ikke turde blinke, da hun healede den, men det havde da heller ikke taget så lang tid, som han havde troet. "Det var.. sejt!" Ja, det var det rette ord at bruge, mente han. For sejt var det! "Kan du så også heale sår, eller?" han kiggede nysgerrigt på hende og trådte lidt tættere på. Han foldede vingerne ind til kroppen igen, tog blidt trøjen ud af hånden på hende, og tog den på. Han ville ikke tage nogen chancer, tænk nu hvis det kom nogen mennesker, og vinger kunne godt være svært at bortforklare. Det havde nu været dejligt, at få strukket vingerne ud. Mon ikke også snart han skulle finde et øde sted, hvor han kunne flyve rundt uforstyrret? Det kunne være dejligt. Han smilede hen for sig selv, og rystede let på hovedet. Tankerne havde det altid med at flyve afsted, uden han havde bedt om det.

Éowyn nikkede.
"Sår, og sorg. Ja end vrede og had!" sagde hun med et ivrigt smil. Éowyn var meget glad for sin evne, da hun vidste at hun kun kunne hjælpe folk og ikke gøre skade. Hun tænkte på hvor besværligt det måtte være for Dale at skulle skjule sine vinger hele tiden. Hun gik tættere på ham, med en finger bad hun ham om at komme tættere på. Hun lagde en hånd på hans skulder og lagde sin kind mod hans.
"Hvis du nu har lyst," hviskede hun i hans øre, "Kunne du få en flyvetur et mere øde sted."
Hun trak sig væk fra ham, men fjernede ikke hånden. "Men så må vi klatre op i træerne. Hvis nogle ser vinger i træet eller oppeover ville de kun mene at det er en ørn. Desuden er hjertet af skoven så langt væk fra byen at ingen ville kunne se det derfra." sagde hun med alvorlige øjne. Hun ville altid gerne hjælpe folk, gøre dem glade. Og med Dales smil var det ingen undtagelse.

Dale kiggede indponeret på hende, men gik ikke ud fra, at det ikke blev nødvendigt at fjerne had eller vrede fra ham. Det var så sjældent, at noget kunne gøre ham vred og hvis der endelig skulle være noget, skulle det være fordi, det var noget meget modbydeligt. Han kunne godt forstille sig at denne evne ville være utrolig nyttig. Ved et slagsmål eller lignende, ville hun jo kunne stoppe det, blot ved at fjerne haden. Han kiggede respektfuldt på hende og rykkede så tættere på. Noget han bestemt ikke havde noget imod. Han snusede hendes sødelige duft ind, men så diskret som muligt, hun skulle nødig opdage det.
"Du har læst mine tanker!" udbrød han glædestrålende og hun havde bestemt fremtryllet et bredt smil på Dales læber. Han slog armene om hende og klemte blidt, inden han igen gav slip og kiggede sig omkring efter et godt træ. Træet skulle helst være højt med stærke grene, men i denne smukke skov, var det ikke svært at finde. Han traskede - nærmest løb, hen til det nærmeste store træ og kiggede på hende med et strålende blik.
"Kom!" sagde han ivrigt, tog trøjen af, inden han høfligt ventede på Éowyn. "Damerne først," sagde han med et smil. Et smil der var meget svært at få væk igen, ved tanken om hvad der om lidt ventede. Det ville bliver vidunderligt.

Dales øjne blev store og glade og hans smil blev endnu mere varmt. Hvor hun dog elskede det.. Han var ivrig og tog trøjen af. Så grinede hun venligt og viftede med hænderne.
"Nej nej min ven! Du bliver nød til at tage din trøje på igen!" sagde hun. "Jeg kender det PERFEKTE træ."
Hun smilede lige så ivrigt som Dale. Han tog trøjen på igen og hun tog hans hånd i sin og løb ind mod hjertet af skoven. Dales hånd var varm og blød og hun klemte den en smule. Vejen var ikke ret lang. Så så hun bagud mod Dale og smilede varmt med et lille grin. Hun nåede endelig det perfekte træ. Tit sov hun på dets grene, for det var et af de højeste, tykkeste og ældste træer i skoven. Man kunne lige tage fat i en gren nederst nede, og så med lidt besvær - fra Éowyns side - nå den næste, men så gik det let som en leg op til toppen. "Se her." sagde hun og tog fat i den første gren, kravlede op på den og prøvede at tage fat i den næste. Hun så sig tilbage for at se om Dale var med.

Dale rystede let på hovedet. Selvfølgelig havde hun sikkert et langt bedre træ. Hun måtte kende skoven som sin egen bukselomme, gik han ud fra, nu hvor hun var elver. Derfor tog han lydigt trøjen på igen og tog hendes hånd. Da han vågnede i morgen, havde han bestemt ikke regnet med, at dagen ville blive så fantastisk. Han ønskede at alle dage skulle være som denne, men han havde også tænkt sig at holde kontakt med Éomyn, det havde han besluttet sig, hun var jo fantastisk!
"Ja, det er et godt træ!" Han stoppede op og kiggede respektfuldt på det store træ. Det var langt bedre end det han havde fundet, det var jo helt sølle i forhold til dette. Han stod et stykke tid at beundrede træet, da han opdagede Éowyn allerede var i fuld gang, med at klatre op. Han skyndte sig derfor at følge trop, men dette var heller ikke svært, da hans krop var meget let - begrund af de lette knogler, og derfor var det ikke så svært, at løfte sig selv op. Dog var Éowyn også utrolig hurtig og igen, kunne han ikke lade være med at blive forundret.
"Fantastisk udsigt," mumlede Dale, da de efterhånden var nået toppen. Dog kunne det ikke måle sig med den udsigt man havde i luften.

Godt nok var Éowyn hurtig, men Dale var også ret god til at klatre. Hun smilede over hans kommentar om udsigten og nikkede. "Ja.. Her er virkelig flot."
Hun tog et fast tag i grenen ved siden af hende og så på Dale. Et spørgsmål brændte på tungen, men hun var for genert til at spørge. "Dale?" sagde hun og bed sig selv i læben.
"Altså.. Altså jeg kan godt forstå hvis du ikke gider? Og.. Jeg er sikkert også tung og du vil sikkert gerne strække vingerne alene ikke? Men jeg kunne virkelig.. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at flyve med dig." sagde hun med brændene røde kinder. For dette betød selvfølgelig at hende og Dale ville komme tættere på hinanden, og Éowyn havde kun én eneste gang været tæt på en anden. Dette gjorde hende forfærdelig genert og hun smilede under rødmen. Hun så ned mod hendes bare fødder og krummede tæerne sammen.

Dale var i fuld gang med at tage trøjen af, men stoppede op med sin gøren, da Éowyn prøvede at sige noget. Han stod med et smil på læben og betragtede den søde Éowyn, der så ud til at være lidt genert ved spørgsmålet.
"Nej, jeg tror ikke du er for tung," sagde Dale med et spekulerende blik. Han havde aldrig prøvet at transportere nogen, men en gang skulle jo være den første. "Jeg kan.. du kan.." han kiggede ubeslutsom på sig selv. Hvordan skulle hun side? "Du må nok heller side på min ryg," sagde han, efter lidt tids overvejelse. Den anden mulighed var at holde hende, men det ville ikke være nær så praktisk. "Jo, på ryggen må det blive. Og så går jeg ikke ud fra, at du lider af højdeskræk." Han grinte let, bandt trøjen om armen og foldede vingerne ud. "Hvis du så.. hopper op?" Han vendte ryggen til Éowyn og smilte lidt spørgende til hende. De måtte nok prøve sig lidt frem. "Og du må huske at holde fast," tilføjede han lidt bekymret. Det skulle nok gå, ellers måtte han gribe hende.

Dale så ubeslutsom fra sig selv til Éowyn.
"Nej. Jeg er ikke højdeskræk." grinede hun og med hånd for munden. Han vendte ryggen mod hende, og hun tog fat i en stærkere gren, end den hun allerede havde fat i, ved siden af hende. Hun så til den anden side, men der var kun selve træet. Hun så op, og tog så fat i en anden gren dér. Hun svang sine ben om hans hofter, slap hånden om grenen ved siden af og satte den på hans skulder, det samme gjorde hun med den anden. Hun lod dem glide ned over hans brystkasse med en genert mine. "Jeg lover jeg ikke kvæler dig." sagde hun og lod sin højre hånd glider over til hans venstre skulder. "Er jeg for tung?" spurgte hun bekymret. "Ellers er jeg klar."
Hun fæstnede grebet om ham og håbede at han kunne holde hende. Folk plejede at sige hun var let som en fjerd, men de sagde jo så meget. Hun kneb øjnene sammen. Pludselig kunne hun mærke varmen fra hans bløde hud, og hun slappede mere af end før. Faktisk var hun en smule nervøs, men hun var ikke bange. Overhovedet ikke!

Dale blev overrasket over hvor let hun egentlig var og nikkede bestemt. Jo, det var han ret sikker på, at han godt kunne klare.
"Tak," svarede han, da hun forsikrede, at hun ikke ville kvæle ham. Han gjorde sig så småt klar til at springe, sikrede sig at Éowyn sad ordenligt, inden han satte af. Han baskede straks med vingerne så de steg op og kom længere væk fra trætoppene. Det overraskede ham lidt, hvor svært det var at stige til vejrs, når han havde en med, men op gik det heldigvis, istedet for ned. Da de var højt nok oppe, kunne han endelig holde vingerne i ro, og lade sig svæve.
"Har du det godt?" spurgte han Éowyn ved at sende tanken ind i hendes hoved. Han tænkte det var bedre at bruge sin evne, da den rivende vind, nemt kunne opsluge hans ord. Han kunne forstille sig at opstigningen var værst for hende, da de mange bask med vingerne, kunne virke voldsomme.
Han kiggede ned på det smukke landskab, med et bredt smil. Det var så utroligt smukt! Han lukkede øjnene et kort øjeblik og nød den friske vind, og den kildrende fornemmelse i maven, som flyvningen frembragte. Hvor havde han dog savnet det helt utrolig meget og det var kun hyggeligt, at Éowyn var med ham. Så havde han en at dele den fantastiske oplevelse med.

I starten blev Éowyn meget forskrækket. De blafrende vinger fik hende til at klæbe sig til Dale og der slap et gisp fra hendes læber. Men så var de endelig oppe over træerne. Det virkede så surealistisk at se den smukke, store skov foroven. Eller med andre ord - det var helt fantastisk! Skoven, landskabet omkring den, og den lille prik længere væk var nok byen. Pludselig hørte hun Dale spørge ind til hvordan hun havde det.
"Jeg har det fantastisk!" mumlede hun i hans øre, hun mente nemlig nok at han ville høre hende trods vinden. Men pludselig kom hun i tanke om hvordan i hele hulen, at hun kunne høre hans stemme så klart. Hun opdagede pludseligt at det var fordi det kom fra hendes hovede.
"Vent lige! Hvordan gjorde du det?" udbrød hun og kom vist til at snakke lidt for højt, lige ved siden hans øre. Så tyssede hun og undskyldte. Hun nussede ham på skulderen - han fortjente kun alt godt for denne fantastiske oplevelse, og for den fantastiske person han var. Vingerne skiftede med at baske tungt og derefter stå stillle i luften, og Dale og Èowyn svævede. Det var noget af det bedste Éowyn nogensinde havde oplevet.

Dale skar en lille grimasse da der blev råbt i han øre, men lo så. Hvor var det utrolig sødt at hun sådan tyssede på dig selv og undskyldte.
"Min evne," forklarede han, igen via tankeoverførsel. "Det er ikke noget specielt, men den kan være meget praktisk. Sommetider tror folk at det er deres ejne tanker eller deres samvittighed, som de kan høre," forsatte han. Han lagde pludselig mærke til hendes nussen på hans skulder og en af hans sædvanlige smil, dukkede frem på hans læber. Han syntes allerede at Éowyn og han selv, var blevet meget gode venner. I hvert fald, holdte han allerede meget af Éowyn, stolede på hende og ønskede at tilbringe tid med hende i fremtiden.
"Lad os stige til vejrs,". Han baskede igen lidt med vingerne, så de hurtigt steg op igen. Dette havde han et formål med, da en af de ting han elskede var at styrtdykke, men før at han kunne det, måtte han sikre sig at trætoppene var langt nok væk.

Éowyn var meget begejstret for hans evne.
"Virkelig? Ej hvor spændene!" sagde hun og smilede. Pludselig begyndte hans vinger at baske og de fløj højere og højere op. Hun klamrede sig til ham og så op mod himlen. Her var varmt oppe over træerne og himlen var blå. Hun følte en stor respekt overfor Dale og holdte allerede af ham som sin gode ven. Hun ville i hvert fald se ham så meget som muligt efter de ville skilles efter dette møde. En fjerd faldt af hans vinge og satte sig fast i Éowyns hår.

Dale mente nu de var højt nok oppe, men tvivlede nu alligevel på om han skulle gøre det, når Éowyn var med. Dog besluttede han sig ikke at tage hensyn, da det var så sjældent han var ude at flyve og ikke kunne modstå fristelsen.
"Hold fast," sendte han til Éowyn, kiggede ned på de fjerne trætoppe med et smil, inden han foldede vingerne til sig, rundt om Éowyn. De faldt straks gennem luften i frit faldt og et glædeshyl, undslap Dale. Han vendte sig med hovedet nedad, så de hurtigere kunne skyde gennem luften. Det skulle gå så hurtig som muligt, det hele handlede om fart! og følelsen var vidunderlig! En følelse som han altid hurtig kom til at savne, når han var på fast grund. Trætoppene kom heletiden tættere på, men der var stadig langt endnu. Et øjeblik havde han glemt at Éowyn var med.

Éowyn spændte grebet om Dale og pludselig foldede han vingerne om hende. De faldt nedaf, gennem luften og Dale hylede af glæde! Det var fantastisk! Éowyn grinede højt og lukkede øjnene. Hun åbnede munden, indåndede luften og hylede sammen med ham. Så grinede hun igen. Hans vinger omkring hende var lune og de kom tættere og tættere på skovens træer. "Det her er fantastisk Dale!" sagde hun med besvær gennem luften. Hun hvilede hagen på hans skulder og åbnede sine øjne igen.