Dam, Dam, Daaar!! xD (Ophelia)

Dato: IRL
Dag: Fredag
Tid: 12.30
Sted: Domkirken
Omgivelser: Ingen
Vejr: Det regner, men er stadig lidt lunt
Årstid: Sommer

Man kunne svagt høre når regnen ramte kirkens ruder, det var ligesom hvis de havde ramt en metal plade, for det lød næsten helt fint og helt roligt, selvom det det lød nået kraftigere udenfor, men det var jo nået andet når man sad inde i kirken. Kenneth var så heldig at han sad inde i kirken lige nu og det var faktisk meget dejligt at der var så stille omkring ham. For en gang imellem kunne han fylde stilheden og ensomheden ud med at være lidt kreativ. Derfor havde han taget sin guitar med ind i kirken og gav sig til at spille lidt på den. Han spillede Metallica med sangen Fate to Black, for han synes det var en rigtig god sang at vise sin evne med at kunne spille guitar på. Han havde et tilfreds smil på sine læber imens og havde halvlukket øjne, fordi han koncenterede sig nået så gevaldigt om at spille rigtigt og ikke lige pludselig at spille forkert. Han var mest våd i håret og det fik farven til at blive nået kraftigere, så man rigtig kunne se at det var sort og havde rødt i spidserne(som på billedet). Han havde en lædder jakke på, som gik ham til lidt over hofterne, ellers havde han et par grå jeans på og et par sorte All Stars sko. Kenneth havde aldrig nået imod at folk hørte ham spille, han underviste jo også på en musik skole, så der var han vant til at folk hørte ham, han nød altid at se de små elevers blikke når han underviste, for de kunne rigtig godt lide Kenneth. Han kunne også sagtens spille andre sange, end bare den ene som han spillede lige nu, men så måtte folk jo komme med ønsker når de hørte ham, for han kunne spille det meste, nu havde han jo også haft mange års øvelse, men havde aldrig rigtig haft brugt det, før nu.

Regnen, der silede ned plejede som regel ikke at generer Clary, da det altid havde været hendes yndlingsvejr. Men, det var nu lidt uudholdeligt, når man blev så våd, som hun efterhånden var blevet. Dog havde hun et blad for hovedet, så hendes hår ikke blev så gevaldigt gennemblødt. Hun stod nu lidt efter ved Domkirken og rynkede kort brynene. Hun havde aldrig været særlig religiøs og undgik altid kirker, så derfor stod hun nu og tøvede lidt. Men vejret så nu ikke for godt ud, og hvis hun blev stående derude eller gik omkring i det vejr, ville hun med sikkerhed blive syg, og det havde hun selvf langtfra lyst til. Hun fugtede kort sine læber mod hinanden og skubbede en af de tunge egetræsporte op og strøg derefter hurtigt ind. Hun pustede svagt af ren vanesag ud og førte blikket rundt, efter at ha lukket døren efter sig. Hun var så opslugt over, hvor stor og smuk kirken så ud indefra, og glemte derfor alt om sine omgivelser. Hun drejede kort om sig selv, mens hun prøvede at få alle detaljer med og kiggede op mod kirke loftet. Men kom dog til sig selv lidt efter og sænkede kort blikket mod det pjaskvåde blad hun havde i hånden. Nu kunne hun da godt glemme alt om at læse i det. Hendes opmærksomhed blev vendt rundt i kirken igen, men denne gang i søgen efter, en der spillede på guitar. Et smil gled over hendes læber, da hun godt genkendte sangen. Det havde været en af hendes yndlings på et tidspunkt. Da hun helst ikke ville afbryde gik hun bare hen mod hvor lyden kom fra, lidt længere frem. Det først hun lagde mærke til drengen var hans hår, da hun aldrig havde set med en så blanding af de 2 hårfarver. Hun lod sig dumpe ned at sidde på rækken lige bagved ham og lyttede til hans spillen. Hun var allerede begyndt at synes rigtigt meget om at være derinde. Delvist pga varmen.

Kenneth plejede altid at blive ret opslugt når han spillede musik og især når han spillede guitar, for det var en af hans yndlings instrumenter gennem hele hans leve tid, selvom de ikke ligefrem fandtes dengang han blev født, men ligeså snart den første guitar kom ud, så skulle han bare prøve den, for det var nået som han havde haft følelsen af at kunne sætte meget af sin ild til. Og der fik Kenneth jo også ret for han havde brugt rigtig meget tid og også ret mange penge til det, for at få en bedste guitar og de bedste ting til den. Han havde snart ikke styr på hvor mange guitarer han havde haft, men det havde ihvertfald været over 10, fordi værd gang der kom en ny på gaden, så ville han bare over og prøve den og kom næsten værd gang til at købe den, hvis han spillede godt på den. Kenneth havde hverken duftet eller lagt mærke til at der kom en anden dæmon ind, fordi han var så koncenteret af at spille. Han kunne slet ikke lade være, fordi lyden blev rigtig god herinde, på grund af kirkens størrelse. Dog stoppede Kenneth med at spille Fate to Black, men startede så lidt efter med at spille en anden sang fra Metallica som hed Nothing else Matters, som også altid havde været en god sang at vise sine færdigheder som guitarist. Kenneth spillede i lidt tid, inden han svagt begyndte at synge med, det lød faktisk meget godt, men det var ikke nået som han ville tjene penge på. Men ved et uheld som Kenneth til at lave en forkert bevægelse med hånden på sin guitar så en af strengene knækkede og slog ham over fingeren, det fik ham med det samme til at stoppe med at spillede, " av for helved!" hvæsede Kenneth og så derefter ned på sin hånd, to af hans fingre var blevet ramt så de begyndte at bløde lidt. Han sukkede, men fandt så derefter ud af at der var en anden dæmon herinde, men kunne ikke fjerne sit blik fra det blod som løb ned af hans fingre.

Clary tog sin noget drivvåde sorte jakke af og lagde den ved siden af sig. Så hun nu var iført en tætsiddende langærmet bluse, der dækkede lidt over de lyseblå jeans, og hvor der stod 'Satan loves me' henover brystet. Hun lyttede stadig nøjsomt til den fremmede drengs spillen på guitaren og kiggede med beundring fyldt i blikket på ham. Hun havde altid selv ønsket sig at kunne finde ud af at spille på et eller anden instrument, men aldrig lykkedes hende. Jo, da hun var noget mindre, havde hun kunnet finde ud af at spille på klaver, men det var helveds lang tid siden efterhånden, at hun havde glemt alt om det, og kunne nu egentlig ikke huske det.
Hun hørte efter hans rolige stemme, der sang med og kiggede lidt på ham igen. Først nu kunne hun dømme udfra lugten at han var dæmon. Ligepræcis hvilken slags kunne hun nu selvf ikke regne ud, men det generede hende nu ikke så meget. Selv om man godt nok sagde, at dæmoner mest kom godt ud af det med vampyre, havde det altid været stik modsat for hende, for hun kunne næsten aldrig føre en rigtigt samtale med dem. Og, hun følte sig af en eller anden grund mere tryg ved dæmoner, end alle andre racer. Da han skiftede sang, lyttede hun bedre efter, for at kunne gætte sig til hvilken en det var. Selvom hun havde troet at hun kendte alle sange af Metallica, viste det sig at være løgn, for hun kunne ikke rigtigt gætte sig til, hvilken en det var han spillede lige pt.
Clary placerede sine hænder på ryglænet til bænkrækken og hvilede sine hage på den, mens hun kigget ud i luften og stadig hørte efter. Men for dog lidt efter sammen, da drengen pludselig brød op. Hun vendte blikket på ham igen og kiggede nu bekymret på ham, da blodet piblede let op fra hans fingre. "Er du okay?", spurgte hun dumt.

Selvom Kenneth skam havde duftet at der var en anden dæmon tilstede og endna ret tæt på ham, så kunne han alligevel ikke lade med at få et lille chok da han hørte en snakke til ham og vendte sit blik på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Han vendte så derefter sit blik mod sine fingre igen og nikkede lidt, han lagde guitaren ned på bænken ved siden af sig og hev et lommetørklæde frem fra hans inderlomme af lædder jakken og tørte sine fingre med den, men det var ikke ligefrem nok, så der var stadig lidt blod på hans fingre, men det valgte Kenneth bare at slikke af hurtigt og vendte så sit blik tilbage på dæmonen og smilte skævt. "Jep, jeg har det fint, har aldrig haft det bedre" sagde han og nikkede lidt, inden han vendte sit blik kort rundt i kirken. Men han kunne ikke lade være med at vende sit blik tilbage på pigen igen og løftede det ene øjenbryn, " hvor længe har du endelig siddet der?" spurgte Kenneth nysgerrigt og vendte sig lidt mere imod hende, så hans ene ben kom op på bænken og han støttede sit ansigt i sin ene hånd som støttede på bænken med albuen. Kenneth lagde hovedet på skrå igen og smilte svagt til hende, han var næsten kun vant til at hans elever hørte ham synge og spille, men han var ikke sur på hende eller nået, han ville bare gerne vide det, så han kunne være sikker på om hun havde hørt det hele eller kun nået af det. Han gav sig dog diskret til at betragte hende, fordi det var første gang i lang tid at han havde set en hun dæmon, så han ville da lige se om de var så smukke som mange sagde de var. Og det var hun da, hun var faktisk meget smuk, når man tænkte på at hun ikke var en vampyr. For der var mange som sagde at dæmoner næsten var ligeså smukke som dæmoner, men det viste Kenneth ikke om han skulle være enig i, ihvertfald ikke med drengene og mændende, men kvinderne ville han da gerne gå med til.

Da Clary ikke havde sin lille håndtaske med, kunne hun ikke lige tilbyde ham at få et lommetørklæde. Hun plejede nu ellers altid at ha tasken med sig, men i sin hast ud af hjemmet for at besøge nogle venner i Sheria for nogle timer siden, havde hun glemt den. Men, det så nu ikke ud til at være det helt store problem, da drengen selv hev et lommetørklæde frem. Hun vendte kort blikket på guitaren og opdagede først nu, hvordan det var han havde skåret sig, efter at ha set det ødelagte streng. Hun vendte igen sine gyldne øjne mod drengen overfor sig, da hans stemme igen lød. "Godt nok", svarede hun med et smil, og lagde lidt hovedet på sned, mens hun betragtede ham. Han så ud til at være på forholdsvis samme alder som hende, men eftersom han var dæmon, var han jo garanteret rigtigt flere hundrede år ældre. Hun fulgte hans blik rundt i det enorme kirke og var stadig helt betaget af det. Hun vendte dog igen blikket på ham og kiggede lidt undersøgende på ham, ved hans spg. for at se om han virkede fortrædelig. Hvis, kunne hun da godt forstå ham, for det var jo ikke lige alle, der foretrak at folk overværede mens de sang eller lign. Men, da det ikke helt så ud til at være tilfældet gled et skævt smil over hendes læber. "Et godt stykke tid", svarede hun og førte kort en hånd gennem det løse og lidt fugtige hår. Bladet havde vist ikke hjulpet så meget, men det havde hun nu heller ikke forventet. "Du spillede og sang ret godt", tilføjede hun og sendte ham et let smil denne gang. Det havde været hendes ærlige mening, da hun ikke brød sig særligt meget om at lyve. Hun lagde godt mærke til han betragtede hende og kunne ikke lade være med at smile. Selv havde hun altid en vane med at stirre meget på folk, når hun snakkede med dem, og det holdt sig hun heller ikke tilbage med nu. Han lignede ikke særligt meget de fleste dæmoner hun kendte. For, der var et eller andet anderledes over ham, i hvert fald efter hendes mening.

Kenneth lagde også godt mærke til at hun begyndte at betragte ham, der løb mange tanker gennem hovedet på ham, da hun begyndte på det, for han håbede altid at kunne gøre et godt første indtryk når folk så ham. Også selvom han gik med lædder jakke og havde to forskellige hårfarver i håret, men han kunne godt lide at se sådan ud, selvom der stadig var mange som gik en stor bue udenom ham eller helt lod være med at se på ham, når han gik for sig selv ude på gaden og der så kom andre mennesker også. Det var derfor at han heller ikke var så vilde med mennesker, men når det kom til stykket så kunne han sagtens snakke med dem, men så skulle mennesket også lade være med at dømme ham for hurtigt. Han blev lidt overrasket da hun sagde at hun havde siddet der et godt stykke tid, det fik ham til at grine lidt over at han slet ikke havde lagt mærke til hende og smilte derefter skævt til hende, " wow, jeg havde slet ikke lagt mærke til det, men tak fordi du kunne lide det, man kan altid bruge ros fra andre" sagde han og smilte fortsat skævt til hende, imens han stadig betragtede hende men prøvede at gøre det lidt diskret. For han ville jo ikke skræmme hende væk med at overglo hende for meget, men af en eller anden grund så kunne han ikke få sig selv til at se for meget væk fra hende. Kenneth rykkede lidt på sig, men smilte så venligt til hende og roede sig kort i håret, " ehm.. du er faktisk utrolig køn, ved du godt det" det var ikke så meget et spørgsmål stillet til hende, men så hun kunne se at han mente det han sagde til hende om at hun var køn. Han turde ikke sige at hun var smuk, for det blev måske for meget.

Clary så det noget fraværende i hans blik, og overvejede lidt hva han mon tænkte over. Selv blev hun også altid lidt nervøs, når folk betragtede hende i længere tid af gangen, for de fleste dømmede hende bare for at være en eller anden overfladisk rig unge, ved første øjekast. Lige præcis, hvorfor kunne hun nu ikke helt forstå. For overfladisk var noget, som hun selv langtfra ville beskrive sig selv med. Hun løsrev sig lidt fra sine egne tanker, da dæmonen overfor hende slog en latter op og kiggede først lidt forvirret på ham. Men, smilede skævt, da det gav mere mening for hende ved sammenhængen med det han sagde. "Jaer har du ret i", svarede hun, men kiggede så nysgerrigt på ham. "Hvor har du lært det henne ? Hvor lang tid har du kunnet spille ?", spurgte hun og bed sig kort i læben, for ikke at fyre flere spørgsmål af. For, det var altid så typisk hende, men hun ville nødig skræmme ham væk. Hun vendte kort blikket på sin jakke og blad, der lå ved siden af hende på bænken, og så til sin glæde, at det efterhånden var blevet noget tørt. Men, vendte straks blikket op på ham igen, ved det næste han sagde. Et bredt smil gled over hendes læber, mens hendes kinder kort blussede op. Hun rynkede lidt panden, for hun hadede at rødme, og forstod ikke, hvorfor hun her på det sidste var begyndte på det. "Tak, jeg kan kun sige i lige måde", sagde hun lidt efter og lagde hovedet lidt på skrå. Hun vendte kort blikket op mod loftet og kunne nu godt mærke at hendes ansigtsfarve var ved at tilbage til sin normale. "Jeg fik vist ikke præsenteret mig ..", sagde hun tænkende og rakte hånden frem. "Clary", tilføjede hun kort og opgav at præsentere sig ved fuldenavn. Hun kiggede smilende afventende på ham, for ham at præsenterer sig og gættede kort i tankerne hva han hed.

Kenneth kunne godt lide når folk var nysgerrige, det fandt han både meget sødt, men også meget sjovt for sådan nogle personer kunne virkelig stille spørgsmål, så det var helt utroligt og man skulle ikke tro at de kunne stoppe, selvom det kunne de godt. For de havde skam lært at tie stille med spørgsmål, hvis situationen ikke lige var til det lige nu. Men nu var deres situation lige nu jo meget fredelig og rolig, så hun måtte bare snakke som hun havde lyst til, han ville lytte og svare hvis det blev eller var nødvendigt. Han tænkte sig lidt om angående hendes spørgsmål og det var endelig et meget godt spørgsmål, for han viste det ikke engang selv, derfor trak han bare lidt på den ene skulder og sendte hende et skævt smil, "det kan jeg faktisk ikke huske hmm... siden jeg var helt lille, nok da jeg var fyldt 8 tror jeg.. men nu har jeg jo levet længere end 18 år, så jeg har mange års øvelse.. men min far lærte mig det faktisk" sagde han stille og smilte svagt til hende. Han var dog ikke typen der snakkede særlig meget om sin familie når det kom til stykket, kun dem som levede sammen med ham lige nu. Kenneth kunne ikke lade være med at smile skævt da han så at hun rødmede over at han gav hende et komplimant og fniste lidt for sig selv, fordi han synes da at det var meget sødt, men da han hørte hvad hun sagde, smilte han varmt men der skulle meget mere til før han rødmede så derfor blev han hverken flov eller rød på kinderne. "Tak, men jeg ikke ligeså køn som dig og jeg kan heller ikke hamle op med drenge vampyrerne" sagde Kenneth og smilte svagt til hende. Han vendte sig meget bedre om imod hende, da hun præsenterede sig og han tog hendes hånd med et skævt smil, " kald mig Kenneth og hyggeligt at træffe dig Clary, det er et meget smukt navn, til en smuk pige" sagde han også mest for at drille hende og blinkede hurtigt. Men inden han slap hendes hånd, bøjede han hovedet ned og kyssede hendes håndflade blidt og slap så derefter hendes hånd med et venligt smil.

Clary vendte igen blikket rundt i kirken. Selvom, de dog ikke snakkede så højt eller noget, gav deres stemmer alligevel svagt genlyd. Personligt hadede hun sådan nogle steder, for hun følte sig altid som om hun var i en dybkold grotte eller lignende. Men, alligevel følte hun sig meget tryg, med at sidde derinde i kirken. Selvom, der nu alligevel ikke lige kunne hænde hende det helt store andre steder, medmindre hun selvfølgelig nærmede sig en dusørjæger. Hun gøs let ved tanken om dem og vendte så blikket på dæmonen med det mørke hår. Clary fik sig revet løs fra sine egne tanker igen, lige idet han sagde noget og sendte ham et smil. "Wauw, det er jo virkelig lang tid siden. Så er det også forståeligt, at dit talent er så stort", sagde hun lidt tænkende. Hun kunne godt se på ham, at familie ikke lige var det emne, han havde lyst til at tage op. Og, det passede hende egentlig fint, for hun snakkede selv aldrig om dem. Medmindre det selvf var hendes brødre, så kunne hun blive ved i timevis. "Hvor gammel er du så ?", spurgte hun igen med et nysgerrig blik. Af kropsalder plejede folk sædvanlig at være nogle år ældre end hende, men det var nu stik modsat med det rigtige alder. Hun smilede igen, ved det næste han sagde. Hvor var han dog charmerende. "Vampyres skønhed er lidt for overflødigt, hvis man kan sige det sådan", mumlede hun tænkende. Hun foretrak nu en skønhed begrænset til en hvis grad, så det ikke var uudholdeligt. "Det er også hyggeligt at møde dig", svarede hun og trykkede blidt hans hånd. Hun hævede let det ene bryn ved det næste han gjorde og bed sig kort i læben. Men heldigvis rødmede hun dog ikke denne gang. Hun himlede kort med øjnene, men kun på den gode måde. Og sendte ham derefter et skævt smil, da hun allerede var begyndt at synes rigtigt godt om ham. "Hva' fik dig til at komme herinde Kenneth ?", spurgte hun lidt efter og kiggede undrende på ham. Det kunne jo selvf godt være regnen, men man vidste aldrig.