Til David :D

Dag: Tirsdag
Dato: 15/6
Tid: 10.05
Sted: Werclare by
Omgivelser: få uvidne mennesker, ellers ikke meget andet end byen
Vejr: skumring, forholdsvis lunt vejr, næsten skyfrit
Påklædning: http://www.wovenflesh.com/18_razor-drops.html
- Link som hættetrøje, men barberblad i hvid og trøje sort, Et par mørkegrå jeans, tætsiddende, og et par slidte converse i sort. T-shirt under trøje: http://www.wovenflesh.com/76_lsd.html


Stephen gik med lidt hastige skridt hen af gaden. Hans blik så søgende rundt efter et muligt sted hvor han kunne skjule sig fra skumringens sidste stråler. Godt nok var han rimelig godt beskyttet, men hænderne i trøjen og hætten over hovedet og så langt ned over ansigtet den nu kunne. Det var godt 20 minutter siden han helt desperat havde rendt rundt som en levende død - som han jo på en måde også var - og ledt efter et bytte, som han havde fundet. Nu galt det bare om at finde ly fra de sidste solstråler, og underlige spørgende blikke, som han heldigvis ikke havde mødt endnu. Han havde en smule blod på sin hættetrøje og selvom det passede ret godt til printet, så ville folk stadig være mistænksomme over det. Stephens blege ansigt - eller det man nu kunne se af det - lyste nærmest mere en solens stråler mellem det sorte stof, og hans dybe brune øjne, så endnu søgende efter et skjulested indtil mørket faldt helt på.

David gik rolig ned af gaden og havde en lille fridag for alle de hvalpe han skulle passe hele tiden. han var meget udmattet og det var rydeligt at se på hans øjne. de havde rener under øjnene og var blodskutte. han havde nu lavet i 5-6 uger med 6 ekstre små væsner en han var van til og så uden rengøringsdame. det var ved at blive for hårdt for ham at skulle klare det hele selv. det store hus var ved at blive for meget når han skulle holde øje med så meget. det var også tydeligt at se på hans tøj og hans hår at han nok ikke havde helt styr på det hele. hans hår var meget uglet og hans tøj sad ikke ret godt og havde et par pletter. han manglede at vaske tøj, da han ikke havde nået at vaske det. David stoppede med det samme, da han fik færden af en vampyr. det gjorde ham lidt nervøs, da han ikke rigtig stolede på vampyr. han så rundt og lagde hovedet nervøst på skrå, hvorefter hans så rundt efter vampyren, men kunne ikke rigtig få øje på nogen.

Stephen missede kort op mod solens svage stråler. Den brændte svagt mod hans ansigt, og han så ned igen. Stephen hadede følelsen at solens stråler, uanset hvor stærke de var. Han lukkede kort sine øjne for at tage et par sekunders pause fra den søgende attitude. Han så så igen rundt med det søgende blik. Han fik endelig øje på en lille smal gyde, hvor mørket havde overtaget, og Stephen søgte nu derhen. Et lettet suk over at være væk fra de sidste solstråler undslap ham. Han tog hænderne op af lommen på sin trøje, og lagde dem forsigtigt over sit ansigt. Han gned sig let i øjnene og smilede nu tilfreds.
Han lagde mærke til en lugt der udskilte sig fra alle andre omkring sig. Dæmon, kunne Stephen fastslå, og han så ud mod gaden. Han så intet endnu, men lugten kom tættere på, og Stephens smil bredte sig en smule. *Hyggeligt. Selvskab, at en Dæmon, det er længe siden jeg har prøvet det* Tænkte han og så lidt søgende ud mod gade, og ventede nærmest på at dæmonen skulle komme til syne.

David så rundt efter vampyren, men da han ikke kunne få øje på ham gik han bare videre og så mod himlen. han tænkte at det nok bare var ham der var for paranoid som altid og så den manglene søvn. han gik rolig forbi den lill smale gyde, hvor han igen stoppede fordi han meget tydeligere kunne dufte vampyren og han var nu meget sikker på at det ikke bare var hans indbilning eller søvn mangel. han så forsigtigt ind i gyden og fik øje på en skikkelse, hvorefter han gik et lille skridt tilbage væk fra skikkelsen. han var dog parat til at løbe hvis nu den tilsyneladene vampyr havde tænkt sig at gøre ham fortræd. han sagde dog intet.

/sorry længten//

Stephen stod egentlig til sidst og blev en smule utålmodig, men da han endelig så Skikkelsen fra Dæmonen smilede han en smule bredere. Han lagde sine arme over kors og lænede sig let op at muren i gyden, imens han betragtede den forskræmte dæmon, og et lavt grin undslap hans læber over at dæmonen var så forskræmt. Han havde ikke tænkt sig at bevæge sig ud fra gydens mørke, før solens stråler var helt væk, og når han kunne se at mørket havde overtaget. "Hey du. Du behøver da ikke være bange. Vampyren foran dig har fået sin mad for i aften" sagde han så og blev stående hvor han stod, lænet op at muren med korslagte arme. Han havde faktisk ikke tænkt sig at gøre dæmonen noget. Ikke lige denne aften i hvert fald, og indtil videre kunne han ikke love at han en anden gang måske ville agribe ham, hvis det lige var den dæmon der kom fordi den dag.

//det går sgu nok :3//

David så mistroisk på vampyren og knyttede stille sine hænder. han rømmede sig så stille "hvordan skulle jeg kunne stole på det du siger...i vampyr kan bruge alle mulige ting til at lokke ofret tættere på..så de kan angribe og fortære deres ofre" sagde han og var meget opmærksom på hver eneste bevægelse vampyren tog. han stolede ikke på ham, for han havde flere gange oplevet at en vampyr narede ham, men dog var han sluppet væk inden han blev bidt. de fleste gange hvertfald.


//min krea er helt død--'//

Stephen grinede lidt over den lille dæmons mistroiske blik og lyttede meget opmærksomt på hvad han fortalte. Han nikkede så helt forstående og smilede sagte. "Jamen dog, det har du da megen erfaring i? Hør, ikke for noget, men altså.. Jeg har fået min mad" sagde han kort og rettede sig lidt op. Han hev sin trøje over hovedet og kastede den hen til den lille dæmon, og fortsatte så meg at snakke. "Der er friskt blod på min trøje, det er ikke engang helt tørt endnu, og se forbi printet. Og så er jeg slet ikke så meget for dæmon blod. Jeg holder mig helst til menneskeblod, da det jo mætter mest, så jeg ser ingen grund til at begynde på at drikke fra dæmoner, medmindre der slet ikke er andet og jeg er virkelig desperat." Sagde han og smilede roligt. "og hvis jeg havde i tankerne om at angribe dig så havde jeg allerede gjort det" tilføjede han så.

David lyttede til hvad han sagde og tænkte lidt over det. han var lidt bange for at han bare prøvede at narre ham, men han var nu alt for træt til at være opmærksom på altingt og ærligtalt, hvad ville være sjovt for en vampyr ved at drikke hans blod "hmm...jeg ved ikke" sagde han stille og så lidt væk. han så så ned på trøjen og samlede den lidt tøvende op. han så lidt på blodet og smed den hurtigt fra sig da han ikke ville være i nærheden af blod. han væmmedes ved det og det var somreglt et stort problem for ham "okay okay..fint..." sagde han hurtigt og så på vampyren igen "men hvorfor stor du så bare der somom du venter på den helt rigtige at overfalde...solen er jo næsten gået ned og vel ikke alt for slemt at være i?" spurgte han da han jovidste vampyre ikke brød sig om solens strøler.

Stephen smilede nærmest tilfreds over at den lille dæmon overgav sig. Han hadede jo faktisk lidt når han endelig talte sandt, så troede folk ikke på ham. Det irriterede han så grusomt nogle gange. Han lyttede så til dæmonens spørgsmål, og smilede stadig på samme rolige sagte måde. "jamen dog, ved du ikke at Skumringen indeholder solens stråler, og uanset om de et stærke eller svage så er de stadig irriterende at være i. Derfor havde jeg min trøje på, og derfor er jeg her nu." svarede han så og stak sin ene hånd lidt ud fra gydens mørke. Den svage skumring var nu næsten også forskunvet og nattens mørke var nu kun nogle få minutter fra at overtage, så Stephen trådte ud i det svage gadelys og samlede sin trøje op. Han kløede sig kort på armen af irritation fra det sidste af skumringen, og så på dæmonen. Han kørte så sin hånd igemmen sit hår, og slog derefter ud med begge arme til siderne. "Her er jeg så, den farlige vampyr som jeg nu er" sagde han med en lidt drillende tone, og et roligt blik.