Den triste skov. - Vicente

"Jeg burde slå dig ihjel." Hvislede han lavt og havde endnu ikke fjernet sit blik fra hende. Han ville i hvert fald starte med at bide hende, hvilket han også lagde op til, da han viste sine spidse hjørnetænder. Hans anden hånd havde stadig fat i hendes arm, så han løsnede stille grebet om hendes hals. Han kunne jo ikke bide hende, hvis han havde sin hånd om halsen på hende. Efter det trick hun lavede der, så var Vicente ret ligeglad med, om hun var et barn. Han var vred nu.

Artemis rystede voldsomt på hovedet. Hun forsøgte at synke en klump, der havde sat sig i hendes hals, og stirrede bange op på ham. Hun ville ikke engang forsøge at sige noget. Vidste allerede at hun ikke ville have stemme til det.

"Du har et helt liv foran dig. Forhold dig rolig og lad være med at kæmpe imod imens jeg smager på dit blod.. Så kan det være, at jeg lader være med at tage det liv fra dig, forstår du?" Spurgte han, stadig hvislende. Han åbnede let sin mund og gjorde klar til at hugge tænderne i halsen på hende. Hvis hun gjorde som han sagde, så var alt hurtigt overstået og så ville han smutte videre bagefter, for så havde han fået, hvad han ville have.

Artemis stirrede op på ham, med store bange øjne. Tåre rendte hende ned af kinderne, og trak våde spor. Hun nikkede svagt. Hvad skulle hun ellers gøre? Hun orkede næsten ikke at kæmpe imod ham mere... Men alligevel, hun havde meget lidt lyst til at blive bidt. Hendes blik hvilede på hans tænder. Forbanede tænder... Gid de ville falde ud af munden på ham!

Vicente bøjede sig ind over hende og borede sine spidse hjørnetænder ned i halsen på hende. At hun græd rørte ham ikke på nogen måde, han nød blod smagen og følelse af det varme blod på sin tunge. Vicente havde før taget bidder af folks halse, hvis han havde besluttet sig for at slå dem ihjel, han havde selvfølgelig også andre måde, men lige den måde var nemmest. Han havde besluttet sig for ikke at dræbe pigen. Hun havde jo valgt at være en god pige efter det han sagde.

Et tyndt, kort skrig slap Artemis' læber, da hans tænder blev boret ind i halsen på hende. Hun vred sig svagt i hans greb, men holdt dog hurtigt op med det. - Der var jo ingen grund til at tilføje sig selv mere smerte...

Vicente holdte hende ikke fast så længe, det var faktisk hurtigt overstået, som han havde sagt det ville være. Han gav slip på hende og trak sig tilbage. Han tørrede det blod, som han havde om munden væk med sit ærme. "Vær en god pige til vi engang mødes igen." Sagde han og lo sin korte, skumle latter før han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og så vendte sig for at gå.

//Out.