I månens lys.

Dato: Irl
Årstid: Irl
Dag: Irl
Vejr: Fuldmåne med klart himmel.
Sted: I den fredfyldte skov.
Tid: Irl
Omgivelser. En skov med træer? og dyr?

Erenir sad på et træ og gnaskede stille i et stykke rot kød fra et væsen som man ikke kunne se hvad var for på det tidspunkt var det næsten helt for spidst, men på knoglernes størrelse kunne man se at det var på størrelse med et menneske måske lidt større. Erenir nød månen og lod resten af kødet lægge i det træet han sad i. Erenir strang ned på jorden, han var iført en stor sort kåbe med hætte der dækkede hans ansigt komplet og hans kåbe dækkede hele hans krop samt hænderne. Han lænede sig op af træet og kiggede på månen og betragtede dens storhed med glæde.

Silvia tørrede let sine læber af fra blot, imens hun skubbede liget ind i mellem buskene. Han havde kæmpet godt imod, men det hjalp ham ikke eftersom hun var varmpyr, det havde været en kort kamp før hendes tænder kom i hans hals, og hans liv endt. Hun var iklædt sine jeans, en top, flade sko og sin læderjakke denne aften, hun gjorde aldrig rigtig nået stort i sin påklædning. "Hm, den gamle er vel stadig oppe", sagde hun til sig selv, og kunne godt lugte blod længere fremme, men tog sig ikke af det. Hun gik under træet som han sad i

Erenir tog sig til hagen og kiggede videre på månen og pludselig kunne han lugte lugten af frist kød i området. Erenir tog færden i sin næse og begyndte at gå med faste lange skridt mod stedet. Erenir var for stor en ignorant til at gå langsom eller gemme sig så han gik helt upåvirket af at der kunne være noget fareligt eller større end ham. Da Erenir kom lidt tættere på stoppede han og kiggede på månen og betragtede den kort før han fortsatte sin ignorante march mod kødet.

"Og du er?", sagde Silvia i en svagt truende stemme da hun så en lidt højere skikkelse gå imod hende, klædt i en sort kåbe med hætte som dækkede hans ansigt. Blodlugten kom fra ham, så enten var han varmpyr eller elskede bare at dræbe. Hun ønskede ikke rigtig at blive i denne skov for længe, hun var ikke bange, hun orkede bare ikke naturen.

Erenir valgte at ignorere personen der snakkede til ham, men han kunne trods alt hører at det var en kvinde. Erenir går med faste skridt hen mod ofret. I Erenirs øjne kunne man se blod tørst og han skyndte sig hen til det, men under vej stopper han for at kigge på personen der snakkede til ham. Erenir så hende kort samt det blod det dryppede fra hendes tænder. Erenir tænkte hurtigt og skyndte sig hen til ofret for at se om det havde mere blod i sig for Erenir sidste ikke noget der var tørt og uden blod. Da han kom hen til liget tog han det ud af busken og sad på hug foran det og mærkede efter om der var mere blod tilbage.

"Der er ikke mere blod i ham, du kan godt give op", Sagde hun og så på ham med sine mørkeblå øjne. Han var ikke en varmpyr, for de ville dø af at drikke blod fra et dødt væsen, og han var heller ikke menneske, men hvad var han så? Måske en demon eller varulv, for det lignede ikke just elevere eller engle at gøre sådanne ting.

Erenir mærkede efter om der var blod i væsenet og det var det ganske ikke som kvinden sagde. Erenir rejste sig og vente sig langsomt om og kiggede på kvinden. Erenir stod kiggede direkte på hinde og han smilede ondskabsfuldt under hætten som altid. Erenir brød ud i en latter og sagde. "Hvem jeg er?...Hvor er dine manerer? Hvem er du og hvad er du?" Kom Erenir med sin sædvanlige rolige ondskabsfulde stemme.
Erenir så på kvinden med kolde, ondskabsfulde og ignorante øjne.

Silvia sukekde let og så hen på ham, hvor hendes manner var? "Du er den som kommer løbene imod mig, tager det offer ud jeg lige har gemt, og du siger jeg ingen manner har?", sagde hun efterfulgt af endnu et lilel suk. "..meget vel..mit navn er Silvia Layren, du har nok allerede gættet min race..", sagde hun og henførte til at mennesket var tømt for blod.

Erenir stod ganske stille mens han tog sig til hagen og tænkte sig om. Han kiggede på Silvia med sit kolde onde blik. Han spredte armene til begge sidder og sagde så med en foruroligende rolig stemme. "ved du hvad jeg er?" Derefter vente han sig om og sagde så "Jeg ved hvad du er ganske rigtigt. Du er en af de forbandede med livets evighed og evighedens tørst." Erenir kiggede op på månen og betragtede den endnu en gang mere denne nat, men kun for en kort stund for senere vendte han sig om og kiggede igen direkte på Silvia.

"Jeg ved ikke hvad du er...og eftersom du gemmer din krop og dit ansigt bag kåben og hætten, vil du vist heller ikke have nogen finder ud af det..jeg kan dog trøste mig med at du ikke er en varmpyr...", sagde hun som om at hun væmmes ved ham. Hun stak hænderne ned i sine lommer og gjorde et kort suk.

Erenir så på Silvia meget alvorligt og gik lidt tættere på med langsomme skridt. Han kiggede på hende med sine blå-hvide øjne og smilede sit ondskabsfulde. Han kunne til forandring lide denne vampyr fordi den ikke var hævn tørstig efter viden om hvem han var. Erenir brød ud i en ondskabsfuld latter og sagde så derefter. "Du er ikke så nyskerig som dine brødre og søskende." Han smilede tilfreds og startede i en mere rolig stemme. "Det kan jeg lide Silvia Layren... Og som du ganske rigtigt har sagt så gemmer jeg hvem jeg er for, mange vil gerne have fat i en af min slags og siden vi kun er os to her... Formoder jeg.... Kan jeg vel vise hvem jeg er ikke?" Erenir tog sig til hagen og kiggede på Silvia og ventede på at hun ville sige noget.

Silvia løftede let sit ene øjenbryn da han begyndte at grine, hvilket fik hende til at tænke på, at uanset hvilken race han var, så var han sindsyg, eller havde ihvertfald sit eget syn på livet. "Kan du vel godt gøre...hvad du er intressere mig faktisk ikke det store". Selvom hun knap nok så på ham og snakkede som om at hun kede sig, kunne han dog godt se lidt nyskerig i hendes øjne.

Erenir så grundigt efter Silvias tøj og smilede lumsk. "Du har nu meget lidt tøj på vampyr... Hvorfor?" Erenir tog sig til hagen og pludselig for svandt hans hætte og så kunne man se hans sølv hår skinnede i månens lys og hans ansigt var meget kønt det var et elver ansigt bare i sort, men med lange elegante sølv øjenbryn der gik til hver sin side. Han smilede fordi han vidste hvor godt han så ud, men han var egentelig lige glad med hvad andre folk tænkte. Han smilede til hende og startede i et rolig stemmelege. " Ved du hvad jeg er?" Spurgte han langsomt. Han smilede lumsk og ventede på hendes svar.

"..Sort elver..", sagde hun i en lidt kold stemme og sænkede sit øjenbryn lidt. "Jeg har aldrig set en i virkeligheden før, jeg troede ellers at i smådyr var udryddet..men jeg regner med at et par stykker af jer kravler rundt et eller andet sted". Selvom hun talte som om han gav hende kvalme, så hun nærmere lidt forvirret ud da han spurgte til hendes tøj. "Jeg går klædt som jeg vil.."

Erenir kiggede pludselige strengt og alvorligt på Silvia og gik med faste skridt hen til hende og snerede højt af hende før han råbte. "Hvad kaldte du mig!!... SMÅDYR!?!" Erenir blev helt tosset og hvæsede af hende som en slange. Han var helt ude af den. Men tog sig lidt sammen og gik et skridt tilbage og sagde med en rolig, men dog streng stemme. "Du skal aldrig kalde mig for et små dyr din mide af et inficeret menneske!" Derefter blev råbte han endnu engang. "Er det forstået!!" Hvorefter han hvæsede efter Silvia og ventede på svar.

"Du burde holde din tunge for dig selv...du kunne jo risikere at miste den..", sagde hun, uden rigtig at reagere på hans fornemsle og høje truende hvæsen. "Jeg stoppede med at være menenske, og med at leve, for 118 år siden, lige nu er jeg blot en sjæl i en smuk krop med kræfter..."

Erenir hørte nøje efter og brød ud i en uhyggelig og ond latter. Han kiggede på hende og sagde. "Tror du jeg er bange for dig? Tror du jeg ikke ved hvad du er? Jeg er Erenir Den Sorte en af de få mørkets fyrster... Så du skal ikke komme her og tro at dine små 118 år er meget" Erenir kiggede lumsk på hende og sagde med en ond stemme. " Jeg har aldrig haft en Vampyr endnu, men du er også for uren til mig" Grinede han og ventede på hendes svar.

Silvia sukkede let. "Hvad for dig til at tro jeg ville prale med det? Jeg besvarede blot dine ord...du kan fornærmer mig alt det du vil, du kan endag tro jeg bare er en uren snop som ikke værsætter andre...for at være ærlig, er jeg ligeglad", sagde hun og så vred ud, men snakkede som om at hun ikke var bange for ham. ""Du har måske angrevet mange og det, men der skal mere ind ord til at få mig ned i knæ og skelve af rædsel"

Erenir kiggede roligt på Silvia og gik lidt tættere på og sagde så "Hvad kan du da gøre mod mig vampyr?" Hvorefter Erenir tænkte på alle de ting hun gøre mod ham.... Som dræbe ham, lave ham til vampyr og bruge ham til forlystelser som toturer og sådanne ting. Men Erenir skulle bestemt lyde ignorant og sige det på sådan en måde. Erenir smilede ondskabsfuldt og gik tæt på Silvia.

Silvia trådte let tilbage og rynkede på sin fine slanke næse. "Fryse dit blod...gør dig til min egen race..udsætte dig for tortur som selv djævlen frygter..at dræbe er den sidste ting jeg ville gøre, og dit højeste ønske ville være at dø", besvarede hun ham i en let truende stemme. Sandheden var faktisk, at selvom Silvia var istand til det, hade hun at dræbe.

Erenir kiggede hende med kolde tome øjne. Han gik langsom hen mod hende og sagde så. "Ja det kunne du finde på... Min race er alt for fin til så danne beskidte ting se vi slår ihjel med sværd... Som jeg så ikke har med mig, men det betyder ikke at jeg ikke kan forsvare mig for en lille vampyr som truer my på livet." Erenir kiggede på hende som om hun var latterlig, vidste godt at hun var stærk og kunne gøre hvad hun ville med ham, men Erenir elskede at lege med ild.

Silvia rakte op, eftersom han var højere ind hende, og greb ham omkring kraven, hvorefter hun skubbede ham op imod det nærmeste træ, hvilket var en robust gamle eg der havde stået imod meget vind og vejr. "Du skulle ikke lege med mig, lille mand...jeg kan være mere skræmmende end jeg ser ud til"

Erenir så forskrækket på Silvia og prøvede at sige noget. "Gør intet mod mig jeg er for ren til dig, min krop er for perfekt til at den skal ødelægges. Sagde han med en på en måde skræmt stemme. Han kiggede hende i øjnene og prøvede ikke at se skræmt ud, men det gik ikke ret godt. Erenir prøvede at slippe fra hindes greb, men mislykkedes. Erenir faldt uheldigvis over en rod og med hovedet på en anden så han så bevidstløs.

Silvia gik over ved siden af ham, og vendte hans hoved med spisen af sin sko, og sukkede let. "Sikke en svekling..ville næsten være søndt at dræbe ham..". Hun sukkede kort for sig selv, før hun svang ham op på skulderen og begyndte at gå i gennem skoven, som var oplyst i månelys.

Erenir var bevidstløs han kunne ikke gøre noget. Men tænkte på at det der lige var sket må have været en drøm og sov sødt. Han hang med hovedet nede af hendes skulder og han havde blod næse efter faldet så der kom blod ud af næsen på ham. Hvis han vågnede nu ville han have meget ondt i hovedet.