I månens lys.

Silvia rynkede lidt på næsen over elverens glod, men valgte at inorgre trangen til at smide ham i den nærmeste skov sø, hvorefter hun ville fryse den til. Hun slog et slag med hoved så hendes lange røde hår ramte hans øjne og kind, før hun så ned på jorden, hvor hendes skygge blev kastet langt.

Erenir blev vækket ved at han fik noget hår i hovedet. Han vågnede med en forfærdelig hoved pine. Han åbnede og det han så var jorden og han svævede. Først tænkte han at han var død, men senere så han vampyren bære ham. Han blev forskrækket og skreg. " Hvad... hvor... avvv... hvad laver du?!!!" hvorefter han ikke kunne sige mere. Han tog en dyb indånding og sagde så. " Hvad laver du? Hvor tager du mig hen?" Erenir var meget utilfreds med at der var nogen der bar ham. Men hvis han tænkte nærmere på det var det hans egen skyld, men det skulle hun ikke vide.

"Hjem til mig...min onkel vil nok nyde en sortelver`s blod...jeg kan ikke fordrage det..men han er ikke kræsen", sagde hun i en kold stemme. Hun bukkede sig under lidt grene, men rejste sig lidt op, så grene ramte imod hans hoved. "du skulle tænke dig om inden du begyndte at fornærme mig, lille mand"

Erenir så desperat på Silvia og sagde på en meget desperat måde. "Nej, nej, nej... Jeg beder dig... Jeg vil gøre alt hvad du beder mig om bare slå mig ikke ihjel... Jeg min krop er for perfekt... Jeg gør alt hvad du siger, alt!" Erenir så virkelig desperat ud og kiggede på hende. Men så fik han en gren i hovedet og råbte. "Aww det gjorde ondt... Oh jeg beder dig vampyr jeg gør alt hvad du siger. Hvor efter han venter på Silvias svar.

"..for the første, hedder jeg Silvia..", sagde hun, før hun satte ham ned foran sig, så han sad ned og ikke stod op. "Så fortæl mig, sortelver, hvad kan du tilbyde mig så jeg spare dit liv?", sagde hun og løftede sit øjenbryn lidt.

(kort sorryx.x)

Erenir så på hende skræmt da han blev sat net på jorden. Han kiggede på hende og sagde på en desperat måde. "Alt hvad jeg kan gøre med krop og sjæl Silvia. Jeg vil gøre alt, alt siger jeg dig bare lad mig leve. Erenir så på hendes fødder og derefter hele vejen op til hovedet. Han prøvede at smile desperat, men det var ikke sådan rigtig et smil, men mere en form for bange smil...

(Bare ok :D)

Silvia sukkede kort, men lage hånden på hans hoved og løftede lidt et øjenbryn. "Jeg gætter på du kan blive godt selskab....lad gå så...sværg troskab til mig..at du aldrig forlader min side..hvad er dit navn?"

Erenir kiggede på hende som om han ikke vidste hvad han skulle sige. Erenir så helt desperat ud og sagde så. "Du vil da slippe mig fri en dag ikke også? Jeg har familie...!" Hvor efter Erenir tænkte på sit barn hans elskede berede i maven. Han kiggede på hende og sagde så langsomt. "Jeg kan desværre ikke sværge på at jeg altid ved være ved din side... Men jeg kan være ved din side her denne aften for jeg har vel intet andet jeg kan lave siden jeg er fanget af dig." Erenir kiggede væk og sukkede kort mens han ventede på svar fra Silvia.

Hun greb ham i kraven og fik ham op at stå. Hun så derefter op på ham med de mørke øjne, det lignede næsten at hun overvejede hans ord. "meget vel....men jeg vil se ansigtet af kvinden du elsker inden solen står op..vis du så meget som tænker på at flygte...dræber jeg hende"

Erenir så strængt på hende og sagde så meget fast. "Nej!... Bare fordi jeg har gået i nogle problemer skal hun ikke... Du får mig ikke til det!" Hvorefter Erenir prøvede at komme ud fra hendes greb og satte sig bedrøvet ned på jorden og sukkede. Han var næsten lige glad med at der var nogen der truede ham på livet... han tænkte bare på sin elskede og ikke på noget andet.

"Jaså?..", sagde hun og knælede ned så de var på hoved højde. "Jeg skulle måske i stedet bare dræbe dig her...og knuse hendes hjerte..du kan enten komme med et bedre tilbud, eller tigge længe nok...hvem ved, måske kunne vi finde ud af et..komprimi, hmm?"

Erenir kiggede lidt på Silvia og satte sit hoved på skrå hvor efter han spurgte undrende. "Hvad mener du?" Han kiggede langsomt på hende og kunne ikke helt forstå hvad hun mente. Han smilede skævt og så hende i øjnene. Hvorefter han ventede på svar.