Den sædvanlige morgentur. - David.

Dag og dato: IRL.
Sted: I midten af skoven.
Tid: 10:30.
Omgivelser: En hel masse træer osv.
Tøj: http://img1.ak.crunchyroll.com/i/spire3/da39c4d7bb1116daa03c929445c39f061265476108_large.jpg

Aidan slentrede rundt i Den triste skov for sig selv, med blikket rettet frem for sig. Han havde natten til den dag, crashet hos en ven i Werclare byen og havde stået tidligt op. Da han ikke rigtigt havde noget særligt at få tiden til at gå med, besluttede han sig for at tage en morgentur i skoven. Selvom mørket omkring ham var klamrende og trods det var sommer, vejret var forholdsvis koldt, efterhånden som man kom længere ind, var hans humør i tops. Han kendte skoven ud og ind, da han i sin barndom altid plejede at hænge ud der med sine venner. Især ved fuldmåne tid, var det der han plejede at søge hen, med eller uden selskab.
Han vendte kort blikket opad for at lade sanserne få deres spil. Alle de forskellige dufte, der mødte ham var overvældende. Dog var der så også nogle klamme lugte. Han pjuskede let op i det mørke hår af ren vane og stoppede op, for derefter at sætte kursen mod sit yndlingstræ, for at sætte sig i skrædderstilling med ryggen lænet op af det. Han havde sit sædvanlige sorte Canon kamera hængende om halsen og satte det nu mod ansigtet. Hans omgivelser var ikke ligefrem noget man kunne kalde et kønt syn, men Aidan havde bare altid elsket at tage billeder, og gjorde det hver gang der var mulighed for det.

David gik igennem skoven med et tænksomt blik i øjnene og et lettere fortabt ansigtsudtryk. han havde haft en hårdt nat. han havde slet ikke fået sovet på skrun af alle mareritende af om sin fortid og skrækken for at miste dem han holdte af nu. han havde nærmest grædt hele natten igennem, så nu kæmpede han med en bulrende hovedpine og med meget røde øjne. han så lidt rundt på træerne og prøvede at se noget kreativt ved dem, men hans tanker kunne ikke komme væk fra mareritende og det irriterede ham utrolig mgete. han stoppede så prat op, da han fik færden af en varulv. hanhavde aldrig rigtig mødt en varulv før, men han havde hørt en masse om at de ville være utrolig farlige lige som vampyre. david frygtede vampyr mere en noget andet, så han fik tanken om at en varulv ville være lige så farlig. derfor var han mere opmrksom nu, da han ikke ville ud i problemer. ikke nu.

Aidan sænkede kameraet igen, da han efter noget tid ikke kunne finde noget, der så specielt godt ud. Han havde efterhånden fået fotograferet nogle få træer. Han betragtede kort billederne, men mistede hurtigt interessen. Det var måske bare ikke dagen for dét. Han fugtede sine læber mod tungespidsen, der for et kort øjeblik, afslørede tungepiercingen og vendte træt blikket op. Solen stod tydeligt fremme og skyer, var der kun få af. Men hvorfor var der så, så koldt? Det faktum havde altid haft generet ham ved skoven. Han trak sin sorte hættetrøje tættere om sig og slog hætten op. Han spidsede ører, da nogle skridt lød tæt ved ham og lugtede med det samme at en han Dæmon var på vej mod hans retning. Hvilken slags dæmon det var, kunne han ikke regne sig frem til. Han havde aldrig kommet godt ud af det med dæmoner, da han altid plejede at komme i slåskamp med dem, men det var han ikke i humør til idag. Og, det samme så det ud til at den mørkhårede dreng heller ikke var, af hans ansigtsudtryk at dømme. "Davs", hilste han og lod blikket vandre op af ham med et lidt uinteresseret blik. Han overvejede kort, hva' det mon var, der havde fået ham til at se så træt ud, men skød tanken væk, og sendte ham et smil. Han havde ikke i sinde at være uhøflig, det var jo ikke sådan man skabte sig venner? Og, dem havde han brug for af, her på det seneste.

David fik øje på varulven og stirrede nu bare opmærksomt på ham. dog var det stadig tydeligt han var utrolig træt og han nok ikke havde fået megen søvn. han sank stille en klump og smilte forsigtigt efter "hej.." sagde han stille og var ikke helt trik ved siturationen, men han ville ikke dømme drengen før han vidste noget mere om ham. han rettede sig en smule op for at se mere frisk og nok også mere imødekommende ud "jeg forstyrrede ikke vel?" spurgte han venligt og lagde hovedet let på skrå. han syntes nu ikke drengen virkede farlig eller truende, så han var ikke bange som han nok ville havde været virkelig bange.


//sorry længten//

Aidan vendte kort blikket mod sine omgivelser, da han altid havde svært ved at fokuserer på et sted i længere tid af gangen. Han fik dog drengen i sit synsfelt igen, da hans stemme lød. Han kunne godt se på ham, at han allermest virkede som en, der havde brug for noget søvn og bare få hvilet ud. Han kiggede lidt på ham og rystede så på hovedet, over hans spørgsmål. "Slet ikke..", svarede han og løftede den ene hånd op, for at kløe sig på kinden. "Bare slå dig ned, hvis du lyster", tilføjede han og vendte de grønne øjne mod ham igen. Han overvejede lidt, hva' han mon hed, men tænkte ikke rigtigt over at spørge, af en eller anden grund. Patrick? Hans? Daniel? Han rystede lidt på hovedet og fokuserede på ham igen.

//Det er helt iorden//

David smilte stille og nikkede kort. han så lidt rundt på træerne og kløede sig lidt i nakken. han var ikke sikker på om det var en god idé at slå sig ned nu når han intet vidste´om den fremmede, derfor los han sig selv bruge sin evne. bare kort. han fandt ud af det mest nødvendige lige at vide som hans navn osv. han så hen på ham igen med et lille smil og lagde hovedet på skrå. han følte sig mere sikker nu og satte sig derfor ned ved siden af ham "tak" sagde han af ren høflighed. han så lidt rundt "hvad laver du herude så..tidligt?" spurgte han og så nysgerrigt på ham.

Aidan lagde godt mærke til at dæmonen lidt væk fra ham, tøvede ved hans forslag og kunne ikke helt bebrejde ham. Det ville han nok også selv have gjort, og var stadig også selv lidt usikker på, om han nu turde stole på drengen. Men, Aidan plejede altid at kunne rode sig ud af næsten alle slags problemer. Og, når bare drengen ikke var en Dusørjæger var der jo ikke så meget at frygte. Han rynkede derefter brynene, da den anden pludselig så tilfreds ud og det usikre var lidt væk fra hans ansigt. "Så lidt", mumlede han kort og undrede stadig over forandringen i hans ansigtsudtryk. Men vendte ligeledes blikket rundt i den dystre skov. "Går bare en tur, i guess.. Men, den blev dog ikke så lang", tilføjede han og trak kort på skuldrene. "Hva' med dig?", spurgte han og løftede kort det ene bryn, spørgende.

David så lidt rundt imens han lyttede til hvad Aidan sagde. han nikkede stille og så på ham igen "okay...gå ture er altid hyggelige" sagde han med et smil og lænede sig tilbage op af træet. han kløede sig i nakken og smilte stille "jeg går også en tur...for få samlet tankerne" sagde han rolig og så lidt ned. han gabte pludseligt og holdte sig hurtigt for munden "undskyld" sagde han og så på ham igen. han kunne nu mærke hvordan trætheden væltede frem og det gjorde ham ret irriteret, da han ikke ville være træt foran en muligvis ny ven. han var jo ikke rigtigt bange for Aidan mere, da han vidste lidt mere om ham nu så derfor regnede han med de muligvis kunne blive venner.

Aidan nikkede enigt med ham. Morgenturene var hans sædvanlige tradition, der aldrig blev glemt. Det var ret så forfriskende og en god måde at starte dagen på, efter hans mening. "Mm okay. Du ser også ud, som en der har haft meget at tænke på", sagde han og vurderede ham med blikket. Han smilede lidt, da han gabte og derefter undskyldte. "Gør ikke noget", svarede han kort og førte en hånd gennem håret, der så en anelse pjusket ud. Han havde altid holdt af folk, der regelmæssigt undskyldte over alt og ingenting. Han lagde hovedet på skrå og betragtede trætheden i hans ansigtsudtryk. "Hvem er du?", spurgte han lidt efter, da en samtale som regel gik bedre, når man kendte navnet på den, man førte den med.

David lyttede til hvad han sagde og så på ham og lagde hovedet svagt på akrå "ja,...det er jo nok tydeligt.." sagde han og så lidt flovt ned. han vidste hvor tydeligt det var og at han måtte se redsom ud med de røde øjne. han så lidt op p åham igen og smilte idt tilham efter. han nikkede kort og så lidt frem for sig. han sagde tit undskyld for ingenting, da han var bange for at gøre andre sure. så han var bare glad for at det var okay han gabte, da han jo var meget træt. han så på ham igen og lagde hovedet svagt på skrå "jeg hedder David... jeg er skuespiller..." sagde han stille og lagde hovedet svagt på skrå "og.. hvem er du" spurgte han så selvom han godt vidste mere om ham end Adian vidste om david.

Aidan gengældte smilet og nikkede ved hans svar. Ja, det stod jo tydeligt præget i dæmonens ansigtsudtryk og øjne, men det gjorde ham ikke så meget. Alle havde jo en dårlig dag, men der var heldigvis altid noget godt ved hver enkelt dag. Samtalen med drengen, selvom de nu ikke kendte hinanden, var et højdepunkt på Aidans dag, da han elskede at træffe nye folk. Det var altid spændende. "David..", gentog han for sig selv, for ikke at glemme det, hvis de nu mødtes en anden dag, hvilken han håbede på, for han ville gerne lære ham bedre at kende en dag. Et smil flækkedes over hans ansigt ved Davids tilføjelse. "Jeg er Aidan.. Og, jeg er også skuespiller", svarede han med et svagt grin. Han mødte ikke altid særlig mange, der arbejede i samme branche som ham.

David så på ham med et skævt smil og blev mere ligeglad med han lignede noget der var løgn. nu var det jo heller ikke fordi han var ude for at finde sit livs kærelighed, men egentlig bare en rolig gå tur. han så lidt rundt på træerne og nikkede lidt da han asgde hans navn. det var en ting David altid gjorde når andre havde brug for at gentage hans navn. han så på Adian og lyttede til det han sagde. han nikkede som om han allerede vidste det, da han jo godt vidste det, men fik så et nysgerrigt blik i øjnene "hyggeligt at møde en der også er skuespiller" sagde han med et lille grin og mødte ellers aldrig andre skuespillere uden fra teateret eller film studiet.

Aidan fulgte kort Davids blik rundt på deres omgivelser, bare for at få noget til at gå tiden med, mens stilheden hvilede om dem. Han mente nok at ville kunne huske hans navn, selvom hans hukommelse aldrig havde været den bedst. Den var dog blevet bedre end førhenværende, hvor han plejede at lide meget af Blackout. Han rystede svagt på hovedet af vane, hver gang han blev lidt væk i sine egne tanker og vendte blikket på den mørkhårede dreng foran sig. Han blev overrasket over, han allerede så ud til at vide det Aidan lige havde sagt. "Har vi mødt hinandne før?", spurgte han undrende, og skænkede det ikke en tanke, at det nok havde været sin evne David havde brugt. Han nikkede. "Synes ikke rigtigt, der er særlig mange skuespillere her i byen", tilføjede han med et skævt smil. Og, det var jo rigtigt, eller han havde i hvert fald ikke mødt særlig mange. De fleste plejede at arbejde i de forskellige restauranter eller noget i den retning.