Sent ude//Aidan.

Dato: 20 Juni 2010.
Tid: 00:22.
Vejr: Himmelen er overskyet og dækker derfor for månen og stjernerne, der er en lidt kold brise.
Sted: Werclare by.
Omgivelser: Bygninger, gader o.s.v.
Tøj: Et pas meget tætsidende sorte jens, en sort tanktop og en rødternet skjorte udover. Sorte combat boots. Sort læder halsbånd.


Adrien gik ned af gaden og så sig rundt. Han spankulerede forbi Petronia night club men gik ikke derind. Han så lidt på den men forsatte så roligt. Han hev sin ipod frem og stak headsettet i sine øre og spillede noget musik. Han sang stille med på sangene. Han vidste ikke helt hvem der ville være ude på det her tidspunkt men var også lidt ligeglad. Han bed sig lidt i læben og lod kort sine øjne glide op på himmelen og så tilbage foran sig selv igen.

Med blikket rettet mod sine omgivelser og hænderne dybt begravet i de grå hullede jeans, slentrede Aidan roligt for sig selv hen ad en tom gade. Han havde hele dagen, og dagen forinden også, opholdt sig i Werclare og ledte nu egentlig bare efter et sted at crashe iaften. Han kunne jo selvfølgelig bare spørge sin ven igen? Men, det mente han ikke rigtigt, han kunne tillade sig. Han fugtede kort sine læber mod tungespidsen, hvilket for et øjeblik afslørede hans tungepiercing, og kneb derefter øjnene sammen. Ikke så langt fra ham kunne han ane en skikkelse, en mørkhåret spinkel dreng. Udover dem, så der ikke ud til at være andre, hvilket ikke var så mærkeligt, eftersom næsten alle jo skulle på arbejde næste dag. Uden egentlig at overveje det, satte Aidan kursen mod drengen og vurderede ham med blikket mens han kom nærmere.

Adrien gik roligt videre ned af gaden. Han lukkede kort sine øjne. Han sang stadig stille med på de sange som hans ipod spillede å fuld hammer ind i hans øre. Hans øjne vandrede over gaden og han strejkte sig kort. Han fik øje på skikkelsen kom imod ham. Han kunne mærke hans hjerte slog en smule hurtigere men ignorrerede det. Han kunne ikke gå og være bange for alt selvom det virkede nemmere for ham. Han forsatte roligt. Han hev sin bluse ned da han mærkede den kolde brise mon hans mave. Han fik kuldegysninger og rystede stille. Han slukkede for sin ipod og lagde den i sin lomme. Han nynnede stille melodien fra den sang han hørte for kort tid siden. Han bed sig lidt i læben og lod så sine øjne lande på skikkelsen som nu var kommet tættere på ham.

Aidan lod for et øjeblik de mørke øjne vandre hen over sine omgivelser, af ren vane. Han kunne næsten aldrig fokuserer på et sted i længere tid af gangen. Undtaget når det var han skulle fotograferer, så kunne han godt falde i staver over noget, for at lade inspirationen hvile ind. Han stoppede lidt efter op, da han var kommet noget tæt på ham, og løftede kort den ene hånd til hilsen. "Ey", sagde han med et lille smil på læberne og rømmede sig lavt. Efter lugten at dømme var drengen engel af race, og ikke menneske, som han først ville have gættet på. Han rynkede kort brynene, da det ikke lige var den race han plejede at komme godt ud af det med. De skulle altid være så perfekte. Men rystede svagt på hovedet, for at få tanken væk. "Fryser du?", spurgte han undrende, efter at have betragtet ham lidt igen.

Adrien gik videre og sukkede stille. Han strejkte sig kort. han orkede ikke at gå hjem igen og overvejede om han bare skulle crashe på en bænk eller et eller andet. Adrien kløede sig lidt på halsen og rykkede sit halsbånd lidt ned for at dække nogle af de blå mærker der var på hans hals. Hans øjne gled hen på drengen som nu stod foran ham. Hans krystalblå øjne lyst i skæret af gadelamperne. Han stoppede stille op og så på ham. "H-Hey" Han bed sig lidt i læben og så på den fremmede foran ham. Han så så op på himmelen og lod sit blik falde igen. Han så på drengen da han begyndte at snakke igen "N-Nej egentlig ikke" Han trak lidt på skulderne. Han frøs ikke, det var mere fordi den kolde brise havde kildet hans bare hud som var kommet til syne ved hans mave. Han hev endnu engang sin trøje ned.

Aidan betragtede kort hans øjne, før han fik vendt blikket mod hans ansigt igen. Drengens øjenfarve fik bare styrket hans overbevisning. Lige præcis den farve havde han altid ønsket sig, istedet for sine dyb grønne. Men, bed sig kort i læben og koncentrerede sig om, hva' drengen sagde til ham. Han hævede svagt det ene bryn, da han hørte ham stamme. Måske var han bare genert? Det plejede at være tilfældet for det meste. "Nå okay. Det så bare sådan ud ligefør", mumlede han og trak ligeledes på skuldrene, før han begyndte at rode i lommerne på sine sorte hættetrøje. Han skar en let grimasse, da det kun var nogle få mønter, der mødte hans fingre. "Har du en smøg?", spurgte han og fik ham i sit synsfelt igen. Han så nu ikke lige ud til at være en der røg, men man skulle vel ikke dømme ud fra ydre.

Adrien så lidt rundt og bed sig lidt i læben. Han lagde hænderne i sin lomme. Han så så på drengen foran ham igen og betragtede hans dybgrønne øjne. Han rødmede og så så væk fra ham. Han bed sig i læben igen. Han så så ned igen og håbede ikke hans stammen generede ham. Han kunne ikke selv gøre for det men sådan var det bare. Han stammede altid, faktisk var der kun en person han ikke stammede omkring og så var der nogle han stammede endnu mere omkring men det var de personer han var bange for. Han så på drengen og nikkede stille. "M-min trøje er for lille o-og kravler hele tiden o-op også får jeg kuldegysninger og r-ryster" Han så ned og hev ned i sin trøje i håb om at gøre den længre. Han så på drengen igen og rystede på hovedet. "J-Jeg ryger ikke" Han havde intet imod folk røg men han gjorde det bare ikke selv. Han lod igen sine øjne glide over gaden.

Aidan kunne mærke et smil flækkes over sit ansigt, og vendte kort blikket mod en mørklødet bygning, ikke så langt fra dem. Det var bare kært, når folk rødmede, og det var en af de få ting, der kunne gøre ham munter på en trist dag. Han så på drengen foran sig igen og nikkede, efter at have lyttet til hans fortælling, selvom det havde været lidt svært at forstå. Men sendte ham bare et beroligende smil. "Okay. Du må godt låne min hættetrøje, hvis det er?", spurgte han og var allerede igang med at tage den ene af. Aidan havde altid 2 hættetrøjer ovenpå hinanden, ligesom iaften, og han fryste ikke selv. Han havde altid været en hjælpsom en, selvom hans race var ret så kendt for at være overfladiske. En let grimasse gled over hans ansigt, da drengen igen snakkede og han sukkede svagt. Men, han skulle også snart begynde at tappe det ned, så det var bare godt. "Her", tilføjede han og rakte trøjen mod ham. "Hva' hedder du egentlig?", spurgte han og lagde hovedet på skrå.

Adrien så stadig ned og bed sig i læben. Han rødmede stadig og så så væk. Han skævede op på drengen og smilede svagt. Han strøg noget hår ud af sine frystalblå øjne som han så lod glide over gaden igen før de landede på drengen igen. Han lagde hovedet lidt på skrå og hev igen i sin trøj. Han sukkede opgivende af det og slap så sin trøje langsomt og den gled endnu engang op og viste den mælkehvide silkebløde hud. Han så på drengen og rystede stille på hovedet. "D-Det behøves ikke" Han lod sin tunge glide ud og fugtede sine læber. Han skjulte dog tungepiercing men den kom til syne et sekund eller 2. Han så på drengen og rødmede endnu engang. Han sænkede sit blik til jorden igen og prøvede at få rødmen til at gå væk. Han så lidt på trøjen og bed sig så i læben. Han tog imod trøjen "Tak" Han hev den over sit hovede og lod den falde ned over hans overkrop. Trøjen var i den grad for stor til den lille engel men han var lidt ligeglad. Han så på drengen og smilede svagt "A-Adrien, hvad med dig?" Han lagde hovedet på skrå og så drengen i øjnene.

Aidan betragtede drengen og undrede sig lidt over nogen kunne være så genert. Alle var jo godt nok forskellige, men han havde aldrig mødt en af så stille type. De fleste andre han kendte plejede at være så snakkesaglige, hvilket dog var lidt irriterende nogle gange. Han vendte sine øjne mod bygningen og rynkede kort brynene. Den så sært uhyggelig og skæv ud. Men, det var nu ikke så mærkeligt, for Werclare var jo kendt for at være dyster af sig selv. Han vendte blikket mod drengen igen, for ikke at være uhøflig og viftede så svagt den ene hånd, ved det han sagde. Han så jo ud til at have en vis kamp med den alt for lille trøje, så hvorfor ikke hjælpe? "Det var så lidt", svarede han og tog så kort den blege drengs håndled, for derefter at begynde at gå. Det var da lidt kedeligt at stå stille hele tiden. "Aidan.. Hyggeligt at møde dig", svarede han og smilede til ham, før han vendte blikket frem for sig. "Så, hva' laver du herude helt alene?", spurgte han med undren i stemmen. Englen måtte da være udsat ude så sent.

Adrien så stadig ned, hans kinder en svagt rød men en okay kraftig lyserød. Han bed sig i læben og smilede stille. Han så så op på Aidan of lagde hovedet på skrå. Han smilte stille og så ned, han løftede kort op og så på den yderst flottet dreng foran ham. Han rødmede igen og så væk. Han bed sig i læben og en enkelt dråbe blod pibblede frem på hans læbe men med det samme var såret væk. Han gabte stille og bed sig i læben. Han lagde mærke til bloddråben på hans læbe og prøvede at se ned på sine læber men det var umuligt for ham. Han løftede forsigtigt sin hånd op og tørrede den lilel bloddråbe væk. Han så på den og så så op på drengen, han smilede stille . "S-Stadig tak" Han fik et lille chok da drengen tog fat om hans håndled og var ved at falde men fik hurtigt balancen igen og fulgte med ham. Han strøg noget hår ud af sine øjne med den anden hånd. Der hvor drengen holdte om hans håndled han lod sin hånd glide hen i drengens i stedet for og rødmede så vildt og så væk. Han smilede stille. Hans kinder helt røde. Han trak på skulderne "G-Går en tur?" Han så forsigtigt over på den anden, han rødmede endnu engang og så ned på deres hænder.

Aidan rynkede kort brynene, da han godt havde lagt mærke til at Adrien var nær ved at snuble. Han kendte vist ikke sin styrke og han havde ikke rigtigt givet det en tanke, hvor skrøbllig han så åbenbart var. "Det må du undskylde..", mumlede han og skar en let grimasse. Han havde ikke i sinde at gøre ham noget og kunne ikke lide tanken om, at have været tæt på det. Han nikkede lidt til hans taknemmelighed fra førhen og lod være med at svare. Han skævede til hans ansigt og lagde nu mærke til, at englen havde bidt hul i sin ene læbe. "Du bløder", bemærkede han og og hævede så bare lidt efter øjenbrynene, da det straks var væk. "Du.. Er det din evne?", spurgte han en smule fascineret. Han må godt nok have lydt som et menneske, eller overraskelsen i hans stemme i hvert fald. Han sænkede blikket til deres hænder og smilede lidt, før han så mod hans ansigt igen. "Du rødmer meget, ved du godt det?", mumlede han og bed sig kort i læben, forbandede sig selv for at have konstateret det, for det ville nok bare gøre ham pinligt berørt, som han ikke havde haft i sinde. Han nikkede til det sidste og vendte blikket frem ad igen.

Adrien så ned og bed sig i læben. Han var så let og lille at der ikke skulle meget til for at vælte ham, skade ham eller såre ham fysiskt men psykiskt var han noget sværer at såre. Han så så op på Aidan og smielde stille. "Du behøver ikke sige undskyld. Der skete ikke noget og jeg er bare meget let" Han smilede beroligende til drengen ved sidan af ham og så så ned på sine sko og betragtede dem. De var meget spændende ligenu. Han så ned på blodet på sine fingre og så på det. Han slikkede det så af sine fingre, det så ret sensuelt ud. Han skar en grimasse af smagen eftersom han ikke kunne fordrage blod. "Det ved jeg" Han så på ham og smilede stille. Han lagde så hovedet på skrå og nikkede. "J-Jeg healer så hurtigt at skaden næsten ikke er der... Dog kan jeg ikke heale skudsår og vampyrbid. Han lagde hånden mod sin hals og bed sig i læben. Han smilede stille af hans kommentar om at han rødmede meget "Det ved jeg godt" Han så op på ham og smilede så et roligt og stille smil. Han så så ned igen og studerede sine sko.

Aidan lagde hovedet til den ene side ved hans svar. Ja, han havde ret. Han hadede selv, når folk sagde undskyld, men sagde det selv konstant. Der var jo ingen grund til at være uhøflig? Nogle gange da. "Mm, arbejder du som model eller sådan noget?", spurgte han stille, for modeller var jo kendt for at være usædvanligt tynde, dog betegnede det jo også engle. Men fortrød at have spurgt bare nogle sek efter, for det kunne jo godt være Adrien ikke havde lyst til at snakke om det emne. Det var bare typisk Aidan at være så ligefrem. Han betragtede ham, ved hans næste svar og da han fjernede blodet, men vendte lidt efter blikket frem for sig igen. "Lyder godt". Det måtte jo være en fordel, i slåskampe eller hvis man nu var i knibe. En grimasse gled over hans ansigt ved ordet vampyr, og hans hugtænder stod for et sekund lidt fremme. Han havde aldrig brudt sig om dem, men nu havde han ikke heller lyst til at gøre Adrien forskrækket eller noget. "Bor du her i Werclare?", spurgte han stille og vendte med et smil blikket på ham igen.

Adrien så op på himmelen go smilede stille. Han sagde selv tit undskyld også når det ikke var nødvendigt. Men han gjorde det alligevel og vidste aldrig hvorfor. Han bed sig lidt i læben og så på ham igen da han begyndte at snakke. Han kunne ikke lade være med at grine af det han sagde. Han latter var musikalsk og dejlig at høre på. "Nej, jeg er overhovedet ikke pæn nok til at være model" Han smilede stille og så så rundt. Han lod så sine fingre glide ind mellem drengens så de nu flettede finger. Han rødmede igen og så så ned. Han bed sig i læben og lod kort sin tunge fugte hans læber og tungepiercinge gled til syne. Han smilede stille og så så frem. Han gik rolligt videre og så så på drengen og rystede på hovedet. "Nej jeg bor i Deepshell, men jeg orker ikke at tage hjem så jeg overvejer bare at sove på en park bænk" Han vidste at det ikke var en god idé eftersom han højst sandsynligt ville tiltrække opmærksomhed.

Aidan kiggede forbløffet på ham ved hans svar. "Hva' snakker du om?", spurgte han med lidt fornærmelse i stemmen, som om det pludselig handlede om ham selv, men sendte ham samtidgt et smil. Ifølge ham, så Adrien da ud til at have potentiale som model. Men nu var Adrien åbenbart ikke en med høje tanker om sig selv, hvilket var mærkeligt. "Det er vi begge", tilføjede han med et skævt smil, selvom han dog ikke havde planer om det, og aldrig havde tænkt på at blive model. Han var helt tilfreds med at være Skuespiller og ja.. sit andet job også. Han sænkede blikket mod deres hænder, og sendte Adrien et smil. Han følte sig åbenbart allerede tryg ved ham og nu stammede han heller ikke mere. Smilet blev en anelse større og han bekæmpede trangen til at føre en hånd gennem hans hår, så hans øjne var mere synlige. "Mm, se det var da en ide", sagde han og smilede nu over hele ansigtet. Det var ikke rigtigt Aidan at smile så meget, og det skræmte ham lidt. "Men.. er det ikke lidt farligt?", spurgte han og kiggede på ham. Ikke for sig selv ment, men til Adrien. Det måtte da ikke være særligt betryggende, især i Werclare.

Adrien bed sig i læben og så ned. Han havde aldrig selv syntes han var pæn og folk fortalte ham det heller aldrig. Han sukkede stille og så op på drengen og smilede stille. "At jeg ikke er pæn?" Han lagde hovedet på skrå. Hans krystalblå øjne var gemt under hans hår nu og han gad ikke stryge det ud af sine øjne. "Du er, men jeg er ikke og bliver det aldrig" Han bed sig lidt i læben. Hans lave selvværd tydeligt og havde egentlig ikke lyst til at snkke om det. Han smilede så stille og så op på Aidan. Han strejkte sig lidt og gabte så. Han betragtede drengen ved siden af og bed sig lidt i læben. Han så frem igen og betragtede gaden. Adrien klemte blidt Aidan's hånd og smilte stille mens han så på ham ud af øjenkrogen. Han så på ham og grinte en smule og nikkede så. "Det er det nok" Han trak på skuldrene fugtede så sine læber mens han så på ham.

Aidan rystede bestemt på hovedet. Han havde altid holdt af diskussioner og lod sig aldrig tabe, da han som regel var helt overbevist om at han havde ret.. også når han ikke havde. Men, han havde helt ret nu i hvert fald. "Jamen det er noget nonsens at sige", sagde han og kløede sig kort på kinden med sin frie hånd. Han skar en let grimasse, da Adrien igen modsagde ham. Han måtte jo selvfølgelig havde sine egne meninger om sig selv, men på det punkt var de ikke enige. "Og, det er du altså også..", svarede han og sendte ham et smil, før han let klemte hans hånd. Han vendte blikket rundt på den forholdsvis mørke gade og rynkede kort brynene. "Jeg kan ikke få øje på en bænk", mumlede han med en lav stemme, før han svagt rømmede sig. Nu han tænkte over det, havde han egentlig aldrig lagt mærke til nogle bænke rundt omkring i Werclare. I hvert fald ikke i den del, han plejede at færdes. "Kan du?", tilføjede han og så stadig rundt.

//Skal lige spise//

//Okay. God appetit, eller hva' man nu siger ^^//

//Tak xD Men er færdi nu ^^//

Adrien så ned og bed sig lidt i læben. Han smilte stille på hovedet og så på Aidan igen. Han strøg så endelig sit hår ud af sine øjne så de var helt tydelige nu men det faldt hurtigt på plads igen. Han smilte skævt og pustede lidt til det. Han rystede på hovedet. "Det er ikke nonsens, det er sandheden" Han strejkte sig så stille igen og gabte. Han så på ham og fugtede sine læber og lod kort sine øjne hvile på den anden drengs læber før han så væk. Hans kinder endnu engang røde. Han bed sig blidt i læben og stoppede så op og sås sig omkring og lagde hovedet på skrå. "Nix jeg er ikke. Jeg er ikke pæn" Han smilte stille og lod så sit blik søge rundt på gaden og rystede så på hovedet. "Nej, det kan jeg heller ikke" Han bed sig i læben. Han havde tænkt sig at tage den anden dreng med sig hjem. Han hev hans hættetrøje af og gav ham den. Han slap så Aidan's hånd og lod sine vinger komme frem. De flotte kridhvide vinger med englesølv på spidserne. Hans vinger var smukke. Han tog drengens hænder og smilede stille "Stoler du nok på mig til jeg ikke taber dig?" Han lagde hovedet på skrå.

//Nu skal jeg selv spise. Ved ikke rigtig om jeg kommer tilbage idag, commen irriterer meget -.-'//

//Aww, håber du kommer tilbage :)//

Aidan rakte sin frie hånd frem og strøg det mørke hår væk, så det ikke irriterede Adrien så meget og rystede så svagt på hovedet, til det han sagde. "Nej, det er det ikke". På det faktum blev de nok aldrig enige. Men, sådan var det vel. Han lagde hovedet på skrå, da han godt havde lagt mærke til Adriens blik, og at han så vendte ansigtet væk bare lidt efter, men valgte ikke at kommenterer det. Han stoppede også selv og vendte atter blikket rundt. Klokken måtte efterhånden være ved midnatstid eller noget i den retning. "Nej.. Du er mere end det", svarede han med et skævt smil og trak svagt på skuldrene. Han så hen mod Adrien igen og tog imod hættetrøjen, da den blev rakt mod ham. Han knugede den ind mod sig og undrede sig over, hvad han lavede. Selvom han havde set en engel folde sine vinger ud på den måde utallige gange, kom det ham stadig som en overraskelse og en svag grimasse gled over hans ansigt. "Ligeså snart, du fortæller mig, hvad du har tænkt dig?", spurgte han undrende og overvejede om han turde stole på ham. Adrien så jo ikke specielt stærk ud, men han nikkede bare 2 sek. efter som svar.

Adrien fulgte hans hånd med sine øjne og lukkede kort sine øjne og smilede stille. Han åbnede så sine øjne og så på ham igen. Han smilede stille og rystede på hovedet men havde ikke lyst til at diskutere. Fordi han ville altid have sin mening og Aiden ville altid have hans mening og sådan var det bare. Nogle gange havde men samme mening og andre gange ikke. Han smilede stille og betragtede kort den anden dreng. Han rødmede vildt ved hans ord og rystede iegn på hovedet. Han sænkede så sit blik og så ned. "Nej" Han bed sig i læben og hans kinder var helt røde. Han så op på ham og smilede stille. "Jeg har tænkt dig at tage dig med hjem, hvis du altså vil med og at du tør flyve med mig?" Han smilede stille og ventede på hans svar.