Sent ude//Aidan.

Aidan betragtede kort hans ansigt, og havde heller ikke lyst til at diskuterer det, da han allerede var klar over, de aldrig ville blive enige om det. Så nyttede det jo heller ikke noget. Han sendte ham et lille smil, men smilet blev en anelse større ved synet af hans reaktion. Han orkede ikke rigtigt modsige ham, selvom han havde lyst til det. For, de kunne jo blive ved med det i al evighed. Han lyttede så i stilhed til hans næste svar og smilede. Så havde han da fundet et sted at crashe iaften. Men, det var vildt, at englen stolede på ham så hurtigt. "Det lyder godt", svarede han og rynkede så kort panden, da han ikke aldrig havde fløjet med en engel før. Hva' gjorde man?

adrien smiled stille og strejkte sig så kort. Han gabte stille og gned sig i øjnene. Han vidste godt at Aidan ikke havde givet op men de gad bare begge ikke blive ved med at diskutere det. De var begge så stædige at det aldrig ville få en ende. Hans kinde rvar stadig røde. Han bed sig i læben. Han så faktisk gasnke nuttet ud som han stod der og rødmede. Han så op på ham og smilede stille. Han tog forsigtigt Aidan's hænder og placerede dem forsigtigt om hans egen hals. "Hold godt fast" Han lagde sine egne arme om livet på Aidan. Han lettede stille. Han holdt godt fast om Aidan eftersom han ikke ville tabe ham. Han fløj med lethed hjemad. Selvom Adrien var lille og utrolig spinkel havde han muskler, de var bare ikke synlige.

Aidan vendte blikket mod hættetrøjen i sin favn, som han ikke havde orket tage på igen selv. Den svage kulde der hele tiden havde været der, havde hans krop vænnet sig til, så han behøvede ikke noget ekstra tøj for at kunne holde varmen. Han vendte kort efter blikket på Adrien igen og de hvide vinger. De stjal egentlig al opmærksomheden fra den spinkle fyr, nu de var fremme. Stadig kiggede han fraværende på dem, mens Adrien fik gjort dem flyveklar, hvis man kunne sige det sådan og nikkede svagt, til det han sagde. Et svag sug gik gennem hans mave, da de pludselig lettede, hvilket fik ham helt tilbage til virkligheden. Selvom han aldrig indrømmede det for nogen, havde han altid haft skræk for højder, så øjnene blev hurtigt lukket i. Mens, han strammede let grebet om Adrien, og kunne mærke den svage vind tage fat i sit hår.

//Sorry, men smutter nu, ses :)//

//Ses :)//

Adrien smilede stille og så rundt. Egentlig var han selv bange for højder men han ville ikke skræmme Aidan mere så han skjulte sin frygt. Han bed sig i læben så hårdt et af sårene sprang op og han begyndte at bløde. En bloddråbe landede på Aidans næse. Selv lagde han ikke mærke til noget of fløj roligt videre mod Deepshell og mod villa'en han boede i. Han nynnede stille. Han trøjer var ødelagt så han frøs en smule men han sagde ikke nodet til det. Han lod kort sit blik se sig om nede på gaden. Han satte farten en smule op og så så frem igen.