Spejling- (Kala) (men andre må også gerne joine)

Dag:Fredag
Dato:irl
Omgivelser:Sumpet sø?
Tid:02.22
Vejr:Lunt men med kold blæst.
Årstid:Sommer
Tøj:Se billed
Udseende:Se billed...


Demetri sad på knæ foran den sumpede vand.
Han kiggede ned i vandet som ikke var så særlig rent, han se intet, ikke sit spejl billed, intet som helt.
Han sukkede så mange år uden at kunne se sig selv i et spejl, så mange år med død og ødelæggelse,
det var helt fantastisk tænkte han og slog ud i et smil, men dog på en eller anden måde så han alligevel godt ud
selvom han ikke kunne se sin spejling xD


//er ukreativ lige nu,,,//

Kala stod ikke særlig langt fra og betragtede Demetri. Hun bevægede sig ikke og trak heller ikke vejret. Særlig meget i hvert fald. Hun ville være så lydløs som mulig. Men det ville ikke overraske hende hvis han allerede vidste at hun var der. Vampyrene havde jo en god lugtesans og høresans. Mon ikke han ville kunne dufte hendes søde, engle blod?
Hun smilede lidt. Selv bagfra, så Demetri godt ud. Måske mest hvis man ikke vidste hvordan han var eller hvem han var. Specielt hvis man ikke vidste noget til de to. Så var han utrolig tiltrækkende.

Demetri grinte lidt af alle tankernde men rejste sig så op, han kiggede igen ned i vandet men så intet.
Han vendte sig i det samme med et mere koldt blik og kiggede sp rundt over alt.
Han rystede på hoved og gik to skridt frem, og hviskede så noget så lavt at det ikke ville kunne høres.

"Noget galt, Demetri?" spurgte hun afslappet og løftede øjenbrynene. Hun havde set ham grinede og det klædte ham faktisk at se glad ud. Det kolde udtryk han så tit havde, var hun ved at være træt af. Han skulle tage og prøve noge tnyt ind imellem. Måske prøve at være mere venlig overfor andre?

Han stilte sig som altid i den drengerøvs agtige agtigtude som var så velkendt for Demetri.
"Ja dig..." sagde han og kiggede lidt halv irreteret på hende imens han også løftede et af
hans øjenbryn.

"Jeg troede vi var tætte, Demetri" Hun smilede lidt. Han havde bestemt ikke forandret sig. Men gjorde vampyre overhovedet det? Når nu de levede i tusinder af år, så måtte de vel nogle gange ændre lidt ved dem selv. Det gjaldt vel også deres være måde. Det håbede hun du.

"Sødt" sagde han og og stod ret som altid selvom han stadig var i drengerøv stillingen.
Hun lignte sig selv...det var tydeligt.

"Har du savnet mig, Demetri?" Hun smilede engle blidt til ham. Dog ville smilet sikkert bare prale af på ham. Det var hun dog ligeglad med. Han var følelseskold og hvad så?

Demetri gloede bare lidt på hende og trak på skuldernde, "det vel som altid" sagde han
og kiggede lidt rundt han ville helst gå rundt ikke alt det her med at stå og ligne to idioter.