weehe^^ - andy

Miku kunne godt se at han ikke havde helt styr på sine ben og så sig lidt om "skal vi sætte os eller klare du dig?" spurgte han lidt forsigtigt da han ikke ville virke for 'mor' agtig, men han var jo typen som passede på andre og altid forsøgte at gøre sit bedste for at de havde det nogenlunde

Andy så stille op på ham og tænkte lidt over det og gik over til en bænk og satte sig ned, da han havde hørt folks tanker og det havde fået den lyserøde farve til at komme frem på han's kinder "tror det er bedst vi sidder lidt ned" sagde han og strakte sine ben ud, han hørte sin ene hånd igennem det sorte hår og smilte lidt imens

Miku stoppede kort og fulgte så efter Andy idet han gik over til bænken og satte sig. Han rettede lidt på sin ene fingerløse vante og satte sig så ved siden af ham og betragtede den rosa farve som blidt dækkede Andys kinder. Der var et eller andet ved det "forresten.." begyndte han og trak sine ben op til sig på bæken hvorefter han lagde armene om dem "..har jeg ikke set dig før?" spurgte han og mente da at der var noget genkendeligt ved Andy

Andy sad bare stille og så lidt på de mennesker som gik forbi, han hørte sine fingere igennem sit hår og vende sit blik mod ham. den lyserøde farve var på vej væk fra han's kinder igen, da folks tanker begynde at blive normale igen og ikke tanker om ham. han rystede på hovedet af det Miku sagde "nop jeg har aldrig set dig før" sagde han bare og viste jo godt at Miku kunne havde set ham uden at han havde set ham, han var jo også en berømt person så det gav jo mening at folk kende til ham som han ikke kende

Miku så hen på ham og tænkte lidt over det hele "hmm.." mumlede han og mente altså at han havde set ham før, men han kunne bare ikke huske hvorfra...*er han ikke den der berømte pop sanger?* tanken slog ned i ham men han troede ikke helt selv på det..han kunne jo bare have taget fejl?

Andy var glad for at han igen kunne mærke sine ben og at de ikke sov længere, han lag sine arme på sine lår og vende sit blik mod dæmonen. han hørte han's tanke og først gik der panik i han's sind, men han fik sig selv hurtigt til at slappe af og gav et grin fra sig "synes du måske at jeg ligner en berømthed?" spurgte han om og håbede virkelig bare på et nej

Miku så kort på hans hænder før hans blik gled op til Andys øjne. Han så på ham i en blanding af undren og forbavselse "hvordan - ? hvad?" begyndte han og følte sig disorinteret. Havde han lige svaret på hans tanke eller? "Du kan læse tanker?" spurgte han lidt forsigtigt og glemte for en kort stund alt om hvad de før havde snakket om

Andy kunne ikke lade være med at smile og hævede det ene øjebryn, han nikkede stille til det han sagde "jepp det kan jeg" sagde han og så lidt drillende på ham *kan du måske læse tanker?* tænkte han og viste at dæmonen ville kunne høre dem, han lod sin mund forblive lukkede imens og lod sin ene hånd pille lidt ved sine egne bukser og smilte til ham selv om han stadig så drillende på ham

Miku så på ham med store orange-brune øjne og kløede sig lidt i nakken med den ene hånd "nope...men du kan vist også overføre tanker..eller?" han følte sig jo direkte dum og kom til at smile lidt af sig selv og sin blondie facade.

Andy smilte og træk på skulderne og rullede lidt med sine øjne, da det jo var ret så sjovt i han's hoved at kunne snakke uden at åbne sin mund. også var der ikke så mange der kunne høre samtalen, han nikkede så til ham og blottede kort sine tænder i et smil "jepp det var mig.." sagde han og havde ikke tænkt sig at vise ham den sidste ting, da han ikke ville havde dæmonen til at hade ham

Miku grinte og nikkede "okay smart...så kunne man i princippet føre en samtale uden andre ville kunne høre det?" han tænkte kort over det og kom så i tanke om det de havde snakket om før. "Og, er du så en berømthed?" han nøgtede at give op før han fik svar...og da han næsten var 100 på at han havde set Andy før og var ret sikker på at han var sanger, var det sådan set kun et svar han ønskede

Andy nikkede langsomt til det han sagde og hævede sit ene øjebryn "jepp.. også er det jo altid smart når man kysser med en" sagde han og viste ikke om dæmonen forstod det, eller at det kun var ham selv der havde det sådan at han nogengange ikke havde lyst til at stoppe kysset. han tænkte lidt over om han skulle fortælle hvem han var, men han stolede ikke nok på ham og rystede derfor på hovedet "nej jeg er frisør eller er igang med at uddanne mig som det" sagde han også betød det hele ikke at han løj det helt store

Selvom det var omkring 2 år siden Miku sidst havde kysset en person, kunne han godt se fordelene ved Andy evne. Han så på ham med en let panderynken ved det han sagde men smilte så "mm okay...går det så godt med det?" spurgte han og var ikke helt overbevist men ville samtidig ikke plage ham med det

Andy nikkede til det han sagde da han synes at det gik meget godt, men så længe at han elskede at klippe hår så kunne det ikke være bedre. han så kort rundt på menneskerne, inden han så over på ham igen og smilte "hvad laver du da ?" spurgte han om og var jo ikke sikker på hvad andre dæmoner lavede, han kende jo ikke særlig mange af dem også var det altid skønt at møde nye

Miku kunne godt lide at style folk og sig selv hvilket han jo bare synes var underholdende, og derfor kunne han godt forstå Andy og hvorfor han var ved at blive uddannet til frisør. Han skævede en smule nervøst til ham ved sin side da han spurgte om hvad Miku selv lavede, og han kunne jo ikke bare svare noget a la 'jo ser du, jeg bruger min fritid på at fotografere lig og andre livløse skabninger, da jeg inderst inde finder død og ødelæggelse facinerende. Hvad siger du så?'. Nej det kunne han ikke bare sådan svare. "jeg er fotgraf" sagde han istedet hvilket jo passede

Andy lyttede på hvad han sagde og nikkede til det han sagde "okay det må da også være virkelig sjovt?" sagde han og smilte venligt, da han ikke viste hvad han ellers skulle sige. da han selv ikke var så meget for at få taget billeder, og ville et eller andet sted bare helst undgå det

Miku så på ham og betragtede så menneskene som passerede dem "tjo...det er jo derfor jeg elsker det" sagde han med et lille smil og kunne godt lide sit 'job' hvilket mindede ham om at han bare manglede et par photoshoots mere før at hans kælder var helt tapeseret. Tanken løftede hans humør en tak op og det kunne ses på hans smil.

Andy så bare over på ham og nikkede langsomt, da han ikke viste hvad han ellers skulle gøre "ja ligesom jeg elsker at lege med hår" sagde han og gav et grin fra sig og synes et eller andet sted at det lød ret så klamt, men det var vel også et eller andet sted meningen. han så han's smil og undrede sig lidt over det inden han hørte han's tanke "hvad?" udbrød han og rystede hurtigt på hovedet og ville ikke lige tro det han havde hørt

Mikus øjne blev spærret en anelse mere op ved det Andy sagde og han kunne ikke lade være med at grine lidt af hvor underligt det egentlig lød. Hans smil var dog som forduftet da Andy spurgte ham og han kunne have smadret sit hoved ind i en væg af ren skam over sin dumhed, da han jo havde glemt at dæmonen ved hans side kunne læse tanker "ehm..ikke noget" sagde han hurtigt men vidste at han var en elendig løgner så spillet var vel allerede tabt

Andy hævede sine øjnebryn og havde ikke hørt nået mere klamt end det "ikke nået?" sagde han og kunne ikke forstå at det kunne betyde så lidt for ham "du er da virkelig creepy" sagde han og rejste sig op og havde ikke tænkt sig at forblive sammen med ham, da han ikke ligefrem ønskede at komme ned i han's kældere og begynde derfor hurtigt at gå væk fra ham. og han sine hænder ned i lommerne

Miku var målløs ved Andys ord og kunne virkelig ikke forstå hvad han havde imod det...men han var jo også selv en smule sindsforvirret efter et langt liv med mange forhindringer på vejen. Han var med tiden kommet til at holde af at se døde kroppe og menneskelig. Der var noget beroligende over det, og der var intet som kunne løfte hans humør mere end at fange sine byttedyr i et billed. Mange kendte ikke engang denne side af Miku. Ikke engang hans tætteste venner. Den lille dæmon så efter ham med et såret blik og kunne mærke noget inde i sig krakkelere da det virkelig var længe siden han havde fået sådan noget at vide *du brugte så meget tid sammen med mig uden at synes jeg var uhyggelig eller noget...og nu?* tænkte han halv bevidst og halv ubevidst og blev bare siddende men trak dog benene endnu tættere ind til sig og lagde hovedet på sine knæ

Andy gik bare videre og stoppede op lidt efter da han hørte han's tanker, han vende sit blik om mod ham og lag sine hænder dybere ned i lommerne og viste ikke hvad han skulle sige *det er forkert det du gør.. og jeg vil helst ikke være en af dem som havner der nede* tænkte han over til ham selv om folk så underligt på ham over at han bare havde stoppet op, han vende ikke om han bare skulle gå eller blive. han havde aldrig hørt om nået mere klamt og viste ikke længere hvad han skulle synes om ham

Miku så ned da han hørte den ubehagelige tanke som Andy sendte ham og vidste ikke hvad han følte lige nu. Sårbar som hans sind var, gik facaden i stykke og da han igen så op på dæmonen var hans krystalblå og store øjne blanke og en lille tåre banede sig vej ned af hans kind. *Jeg myrder ikke...ikke andet end mine byttedyr, men det samme gør du jo for at overleve* tænkte han og vidste at Andy var sjæledæmon som ham selv. Forskellen på dem to var jo bare at Miku tog billeder af ligende bagefter.

Andy så bare ham og vende sit blik mod han's tåre som han fulgte hele vejen, han hadet virkelig at gøre andre kede af det og viste ikke hvad han skulle gøre. han kunne ikke lide at høre det, da han jo selv synes at han var et monster og slet ikke skulle være til *men jeg gør også nået der er forkert* tænkte han og gik over til ham og satte sig ned på bænken ved siden af ham, han så stille på ham og træk sine hænder op af lommerne og lag dem omkring ham og træk ham ind til sig "undskyld" hviskede han og kyssede ham i håret, selv om han ikke viste hvad der lige skete med ham. så lag han bare sin kind mod han's hår og lukkede sine øjne i

Miku betragtede ham der han trådte nærmere og vidste ikke hvorfor han kom tilbage når han lige havde tiltalt Miku og det han beskæftigede sig med, på den måde. Et lille gisp undslap hans læber idet Andy lagde armene om ham og trak ham ind til sig. Miku kom så i tanke om hvorfor han gjorde det og blev faktisk bedrøvet over at Andy nok ikke ville have gjort dette hvis ikke det var for Mikus evne. Han følte sig magtesløs og trak sig forsigtigt ud af hans favn og så op på ham med blanke øjne og tårene som havde samlet sig i øjenkrogende "du mener det ikke" hviskede han og rystede kort på hovedet