Jeg skulle måske bare være blevet hjemme.. Shit! - Lorcan

Dag: Fredag
Dato: 2/7
Tid: 00.15
Sted: Gågaden
Omgivelser: Heltomt, udover en ung dreng på en bænk
Vejr: Vindstille, lunt.
Påklædning: http://www.cheapmonday.com/collections/collection-ss-2010/boy/t-shirts/andy-tee-white-print-block-f
Sko: Sine slidte gamle converse sko


Adam sad helt stille for sig selv i gågaden på en bænk. Han havde brug for at komme udenfor sin lejlighed efter at have tilbragt flere dage indelukket for at pakke det hele sammen. Han var dog heldig at han endelig var blevet færdig nu, og endelig kunne slappe af efter arbejdet med at få samlet alt i flyttekasser og smide ting ud han ikke længere skulle bruge, så han var endelig kommet ud, da det tog længere tid på grund af sin fod. Han ville ikke tage hjem til Andy så sent, selvom Andy nok ikke sov endnu, så var det alligevel for sent. Hvis det havde været tidligere så havde han med sikkerhed taget til La Sunisha, hjem til Andy, da det også tog længere tid end det burde på grund af sin forstuvede fod. Han var kun lige begyndt at støtte på den når han gik og havde levet på krykker de sidste par dag.

Lorcan vaklede imellem de dunkle skygger i gågadens højre side, med fødderne slæbende hen af jorden. Der var ild i hans strube og hans øjne lyste af blodtørst. Han havde udskudt jagten alt for længe og denne gang var den helt gal. Han kunne mærke hvordan hans rationalitet langsomt gled bort og et dyrsisk og instinktiv væsen trådte ind for at overtage hans sind. Den kaldte længselsfuldlt på blodet der dunkede fra pulsårerne på menneskerne der gik forbi ham og hans mundvige trak op i et satanisk smil der afslørede hans skarpe hjørnetænder.

Lorcan var overtaget.

Lorcan betragtede sig selv fra et hjørne af sit sind. Så hvordan han bevægede sig med lynets hast gennem skyggerne i jagten på det perfekte offer. Hans skarpe øjne faldt på en ung dreng på en bænk og smilet forvandlede sig til et tilfreds grin. Drengen sad med ryggen til - det ville ikke kræve det store at snige sig op på ham. Og hvor så han frisk ud - godt nok ikke engleblod - men meget bedre kunne han nok ikke få. Hans rovdyrsinstinkter informerede ham om at drengen var skadet på det ene ben. *endnu bedre*, tænkte han. *Drengen vil ikke være i stand til at flygte*

Adam lod blikket falde på sin fod. Han havde ikke taget sko på den, men bare gået med det blå støttebind om foden da han ikke kunne have sko på den fod, og samtidig ikke kunne se hvorfor han skulle have den på, nu hvor han var alene. Eller det troede han i hvert fald at han var, for vampyren bag sig, i mørket havde han ikke lagt mærke til, og havde heller ingen chance for at opdage den. Adam lod så sine øjenlåg glide i og lagde hovedet lidt tilbage så hans ansigt var rettet mod himlen, og halsen blottet, udover hans hår der gemte siderne. Han pillede lidt ved kanten af sin cardigan og rettede så hovedet op igen.

//Krea er bare ikke hvad den har været -.-//

Vampyrens crimson øjne blev store og ilden i hans hals hedere da drengen lagde hovedet tilbage og blottede sin hals. Han kunne ikke holde sig tilbage mere - forstanden var glemt, og tilbage var kun en skal af ham selv. Delen af ham der tørstede efter andres blod, den del der dræbte hans mester.
Lorcan sprang frem fra skyggerne og landte lige bag drengen. Lorcan havde hverken tålmodighed eller lyst til at lege med sit bytte, det skulle bare gå hurtigt -*og smertefrit*, hviskede det sidste rationalitet i ham, inden også den blev overtaget af mørket i hans sjæl.
Lorcan tog fat i drengen, den ene hånd hvilende på hans skulder, den anden på hovedet for at hans offer ikke skulle kunne undslippe.
Han bed til.

//Jeg føler mig poetisk ;D//

Adam sad helt fredeligt da chokket over en fremmed bag ham, pludselig bare var det. Adam nåede på ingen måde at tænke noget igennem, og der gik panik igennem hans krop. Der var overhovedet intet normalt ved det som den fremmede gjorde og tanker dukkede op i hans hoved. Var det hele slut nu? Eller ville der fortsætte som om intet var hændt? I sin panik og desperation slog han lidt bagud efter den fremmede, men uden at vide om han ramte eller ikke. han rystede lidt vildt på hovedet og hans skræmte blik af panik vendte om mod den fremmede, og mødte hans øjne, og der gav det et sæt i ham. Han prøvede i sin desperation at rykke sig væk, men allerede der vidste han det var forsent, da han mærkede de skarpe tænder borre sig ind i sin hals, og et gisp af smerte undslap hans læber.

Lorcan drak grådigt af den unge drengs hals, det var ikke de store problem at holde det sprællende offer på plads - faktisk gjorde det ham bare mere ophidset at drengen strittede imod. Det varme tykke vætske gled ned gennem halsen på ham og kølede den brænende fornemmelse og efterlod en varm følelse af helhed. Han kunne mærke sin egen kropstemperatur stige i takt med at hans offers temperatur faldt. Men han krævede mere. Der skulle meget mere blod til for at gøre ham normal igen og det var ikke sikkert at der var nok til at drengen overlevede.
Men det tænkte vampyren ikke over - det eneste han koncentrede sig om var det fortryllende røde blod der gav ham det liv som han var ved at tage.

Adam kunne have skreget af smerte og angst, men han kunne ikke få andre lyde ud af sin mund end små gisp, og hans stønnene vejrtrækning blev tungere og dybere for hver gang han trak vejret. Hans hoved var tomt for ting han kunne gøre, og kunne jo ikke andet end at overlade sin krop til vampyren, hvis tænder var dybt nede i hans hals. Tårerne pressede på, og det kunne Adam tydeligt mærke, og han havde ikke kræfter til at holde det tilbage, så tårerne løb, næsten med det samme ned af hans kinder. Han lod være med at bruge krafter på at komme væk og istedet lod han sig overgive. Der var jo intet andet at gøre.
Adams krop rystede let og han lod sine våde øjne glide i, imens han stadig gispede og hans stønnene vejretrænkning endnu blev tungere.

//skal spise ;O svarer når vi er færdige//

Okay :P

//OMG SORRY!!! Jeg glemte jeg var på her! ><'//

Lorcan var langsomt ved at genfinde sig selv, men jo tættere han kom på normalitet desto mere blod krævede det. Drengen var allerede koldere end ham selv og et sted imellem tågen der havde lagt sig over hans sind skinnede tanken igennem tågen som et fyrtårn. *Det er forsent[i]* Og med den tanke vendte Lorcan tilbage.
Han slap taget om drengen og stirrede forfærdet på det han havde gjort. Blodet vællede frem fra kødsåret på halsen og en pøl af blod havde formet sig imellem dem. Lorcan lod blikket køre fra jorden til drengens ligblege ansigt og gispede da han mødte drengens blik.
"Nej, nej, nej, NEJ!", mumlede, rædslen malet i ansigtet på ham, imens han stirrede fra sine blodstænkede hænder til drengen foran ham. "Hvad har jeg gjort?!"
Lorcan tørrede munden i sit ærme hvorefter han bed fat i den og rev en stor luns stof af. Han tog fat i drengen der knap havde krafter til at stritte imod og pressede stoffet mod halsen.
Men, selvfølgelig vidste han at det var nytteløst. Det var et mirakel at drengen stadig var ved bevidsthed, men uden blod ville det ikke vare mange minutter før drengen sank ned i evigt mørke.
Lorcan lagde ikke mærke til tårerne der blandede sig med blodet i hans ansigt, kun den isnende hånd der havde lagt sig om hans ikke-bankende hjerte.

Han havde gjort det igen.

//Det går nok, skulle alligevel spise xD//

Adam anede et eller andet sted ikke hvad der var op eller ned på det hele. Hans tanker var ingensteder og hans tidsfornæmmelse virkede slet ikke. Det havde føltes som flere timer da bidet stod på og Adam var skrækslagen selvom han ikke kunne noget som helst andet end bare at sidde og vente på hvad der ville ske. Om den fremmede ville sige noget, som Adam sikkert ikke ville registrere eller om bevidsteheden ville blive taget fra ham om kort tid.. Adam lod sin krop være slap og prøvede at holde sine øjne åbne, selvom det var så ekstremt svært. Smerten var en lidelse, men skrækken for hvad der ville ske var et eller andet sted meget større, og han kunne jo intet stille op. Han fik med megen besvær rettet hovedet op og stirrede med tomme øjne på den fremmede, lidt i håb om at han bare gjorde et eller andet for at det hele ordnede sig, da hans hove sank bagover igen, og hans øjne gled i. Hans vejrtrækning var der stadig men meget tung, og meget svag, og der ville sikkert ikke gå længe som den ville stoppe helt.

Drengens hoved sank tilbage igen og Lorcan stivnede. Han fastholdt stoffet mod det fossende sår imens han febrilsk ledte drengens lommer igennem efter ID.
Han fandt en pung i drengens baglomme sammen med en sort lighter som han tog i lommen. Han fiskede et sysikringkort frem fra pungen med navnet Adam Merrcy på.
"Adam? Adam! Svar mig for helvede!" råbte han i et desperat forsøg på at holde teenageren vågen. Han trak hånden tilbage hvorefter han gav drengen en syngende loosing.
Ingen reaktion.
Lorcan så ikke andet valg end at bøje sig ned og tage fat bag knæene på drengen og bære ham.
Lorcan spurtede gennem gaderne uden tanke på hvem der så ham med drengen i sin favn. Med den hastighed han holdt ville det kun tage nogle minutter at komme hjem til den store hytte i udkanten af skoven som hans mester havde efterladt ham. Men de få minutter kunne betyde liv og død for den ligblege dreng.

Adam reagerede overhovedet ikke på at vampyren rodede hans lommer igennem, selvom han svagt godt mærkede det. Adams hjerte der før havde banket på livet løs, kunne han ikke selv mærke, med vidste ikke om det var stoppet eller bare bankede svagt nu. Adam registrerede ikke hvad Vampyren råbte, og hans vejrtrækning var også lige på grænsen til at forsvinde, men da han mærkede den rungende smerte i kinden fra lussingen, livede han en smule op, ved at - med besvær - at trække vejret dybt ind og lod sine øjne åbne sig svagt. Andet kunne han simpelthen ikke. Selvom stoffet sad mod såret endnu, blødte det stadig utrolig meget og ville nok ikke stoppe før der ikke var meget mere blod tilbage i kroppen på Adam. Han mærkede dog godt at vampyren løftede ham og men bevidstheden holdt ikke meget længere end til der, og hans vejrtrækning forsvandt også meget kort efter Adam mistede bevidsthede.

Lorcan der havde holdt skarpt øje med drengens svage verjtrækning svor højlydt da den forsvandt. Han rundede et hjørne og skød igennem et par gyder inden han satte drengen ned. Lorcan lagde hænderne mod drengens bryst og forsøgte forgæves at få hjertet til at slå. Han gav drengen kunstigt åndedræt hvorefter han gennoptog sin pumpen mod hjertet.
Efter 2 min uden nogen form for reaktion gav han op - han havde kun én mulighed tilbage.
Lorcan satte sig på knæ og hev drengens overkrop hen til sig og lagde hans hoved i sit skød. Han trak sit ærme op og tøvede ikke et sekund med at flænse håndledet med sine tænder så blodet vældede frem. Han tog blidt fat om Adams hage og tvang han mund åben.
"Undskyld" sagde han tonløst og lagde nogle mentale barrikader op for at styrke sig selv mod det han nu ville gøre.
Han pressede sit håndled mod drengens læber og sørgede for at blodet forsvandt ned af den livløse drengs strube.
*Lev, lev, LEV!*, gentog han, igen og igen i sit hoved - som om gud ville høre ham og opfylde hans ønske.

Gud fandtes ikke i en verden som denne.

Adam var helt livløs, og det var intet der ville vække hans hjerte igen. Adams spinkle krop, havde det med at se endnu mere spinkel ud når han var bleg, men tøjet skjulte det dog indtil videre. Adams krop var stadig helt livløs, og hjertet var ikke i nærheden af at begynde at pumpe blodet rundt i kroppen på Adam, men.. Hans læber og tunge var helt stille begyndt at bevæge sig, af vampyrens blod. Hjertede var dødt, men kroppen var begyndt at leve videre uden hjælp fra hjertets banken. Adam vågnede langsomt op fra de få minutter han havde været død, selvom han stadig var død. Øjnene åbnede sig halvt og han så lidt sløret op mod Vampyren der først tog hans liv og derefter bragte det tilbage til ham. Hvorfor, vidste Adam ikke, men det havde han stadig ikke kræfter til. Han var sulten. Så forbandet sulten, og lod blodet løbe ned over tungen inden han slugte det, på en måde der både virkede forsigtig og grådig, hvor han så igen lod øjnene glide i.

Lorcan drog et lettet suk da Adam begyndte at 'live op igen'. han trak armen tilbage og samlede ham op igen hvorefter han fortsatte hjemad. Adam måtte nøjes med det blod han havde fået indtil de nåede frem til hytten - så måtte tappe noget mere på en renere og sikrere måde. Det ville jo ikke ligefrem hjælpe hvis Lorcan led blodmangel mens Adam var i fuld gang med sin transformation.
Nogle minutter senere befandt de sig i udkanten af skoven. Lorcan piftede højlydt og et par øjeblikke senere fik han sit svar. 'Velkommen hjem, Hvisker'
Falkon, en rød glente, fløj dem i møde og landede på skulderen af den unge vampyr. De skarpe klør bed ind i huden på Lorcan men han tog sig ikke af det.
'Gør klar til blodoverførsel' beordrede han rovfuglen, og den nikkede kort. Falkon vidste, at når Lorcan brugte den tone, var det bare med at adlyde. Fuglen lettede fra hans skulder og Lorcan fulgte Falcon fra jorden.


//sorry det her var lidt dårligt skrevet :/ //

//Det går nok :P//


Adam sugede blodet til sig så længe han nu kunne, da vampyren trak det blødende sår til sig. Hans krop rystede lidt af den angst fra før det stadig sad i ham. Han huskede overhovedet intet, udover de tanker og følelser han havde haft lige før overfaldet, ellers var det intet. Han huskede sin fustration over sin fod, han var lidt usikker over hvad, men fandt dog hurtigt ud af det da han mærkede den voldsomme smerte der skar igennem den da han prøvede sig frem med nogen bevægelser.. Og sin forelskelse - heldigvis. Han huskede endnu Andy, hans ansigt, hans følelser for ham, men.. Ingen af deres oplevelser... Hvis de overhovedet havde haft nogle? Adam registrerede nu lyde og lugte omkring sig, og registrerede dem ret godt.. Hans sanser var begyndt at bedres og på en helt eksrem måde i Adams øjne.. Adam holde sig faktisk ind mod Vampyren, selvom han et eller andet sted bare havde lyst til at afsky ham..

Lorcan gav sin hoveddør et velsiddende spark og den store egetræsdør faldt til jorden med et brag.
Nå det måtte han ordne senere.
Som lovet, lå der en stor kanyle til at tappe blodet, et bånd og en sort kaffekop på det rektangulære spisebord. *Nå, ja hvorfor ikke drikke vampyrblod fra en kaffekop - det er da også helt normalt* tænkte han sarkastisk imens han skubbede stolene til side med sin hofte. Han trak dugen af i et enkelt hårdt drag, og med det fulgte stearinlys og en kinesisk vase. Han lagde den nyfødte vampyr op på bordet og trak ærmet op igen. Han bandt båndet stramt om overarmen og stak kanylen ind i åren. Han havde ikke tid til at være forsigtig og han bed sig i læben for at holde en jamren tilbage. Da den var fyldt til den allersidste streg med lod, trak han den store nål ud og sprøjtede det tykke blod ned i kaffekoppen. Lorcan klatrede derefter op på bordet og satte sig ved siden af Adams hoved, knipsede med fingrerne for at få hans opmærksomhed og satte koppens kant til Adams læber. "Drik", beordrede han med en fast stemme.

Adam lyttede til de ting der skete omkring ham, men orkede et eller andet sted ikke at åbne øjnene. Visse lyde undrede han sig en smule over, men da han hørte knipset fra vampyren åbnede han med det samme øjnene og stirrede op mod vampyren med et foraget blik. Han sukkede dybt over det hele, og havde fatisk lyst til at sætte sig og græde, men et eller andet sted vidste han også at han manglede det i koppen og gjorde som beordret og drak blodet i koppen, en smule grådigt på grund af sin sult. Intet var gået ordenligt op for Adam endu, han vidste ikke engang om han kunne lide den tykke væske i koppen, som han ikke engang var helt sikker på om var blod. Alle tanker var rodede i Adams hoved og han anede ikke hvad det var op og hvad der var ned.

//sorry længden oO//

Lorcan lod sig mildne og strøg håret væk fra drengens svedige pande. Han rømmede sig og rev båndet over med en af sine negle. "Mit navn er Lorcan", mumlede han uden at se op fra sit arbejde. "Jeg har udskudt at tage føde i meget lang tid og da min krop ikke kunne tage mere var du den der var nærmest. Sagen er at jeg overfaldt dig, tog dit blod og i et forsøg på at genoprette min fejl slog jeg dig ihjel ved at gøre dig til vampyr. Det er den hårde fakta - du var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt."
Lorcan forsøgte at holde sin udtryksløse facade oppe, men om han lykkedes vidste han ikke.
Hans lille tale var ikke for at få Adam til at hade ham - dog ville det være totalt forståeligt hvis han gjorde - men for at få ham til at se sandheden i øjnene, jo før jo bedre.
Da koppen var tom tog han den fra drengen og kastede den ud af vinduet.

Ja Lorcan kastede med ting når han var oprevet.



Falcon landede på ryglænet af en af stolene.

'Hvisker, må hvis jeg lige må påpege at-'

'Nej'

'Men, Hvisker. Jeg menar bare-'

'Nej'

'Men-!'

'Nej!'

Falcon lettede fornærmet fra stolen og fløj ud igennem vinduet hvor kaffekoppen var forsvundet for nogle øjeblikke siden.
Hvis Hvisker ikke ville lytte til hans hjælp, måtte han klare sig selv!, tænkte den store rovfugl imens den sejlede hen over trætoppene.

Adam så på vampyren - der endelig præsenterede sig, som Lorcan - og lyttede til hans forklaring. Han bed sig lidt i læben og lod blikket falde ned over sin krop. Hans tøj der var fyldt med blod. Hans eget blod. Han lagde armene og sig selv og rynkede panden lidt. "fedt." Mumlede han bydt sarkastisk og sukkede. "Jeg vidste bare at jeg skulle have været blevet hjemme...." mumlede han lidt for sig selv og rejste sig op. Han måtte sætte sig ned igen da han kort blev svimmel da hans rejste sig op og måtte tænke på sin fod da det stadig gjorde ufatteligt ondt. Et eller andet sted ville han ønske at han ikke troede på det, men... Han vidste jo at det fandtes og... Hans hjerte..? Han kunne i hvert fald ikke mærke at det slog, selvom at han var sikker på at det ville hamre derudad, hvis det slog... Adam så lidt hen mod Lorcan og prøvede at huske tilbage. Der var ikke meget nyt udover det han allerede vidste, og følte... Han var irriteret over sin fod inden, og han nåede at have en person - Andy - i tankerne.. Han vidste heldigvis at han var forelsket og huskede også nu at de faktisk var i et forhold, og stadig er, vist nok. Det hele forvirrede stadig Adam.

//sorry det tog lidt længere tid end jeg havde regnet med - min mobil gik ud, jeg sætter dén lige til opladning;O//

Lorcan nikkede kort og lagde hovedet let på skrå med ansigtet i alvorlige folder. "Er der nogen du har brug for at kontakte? Jeg har en fornemmelse af at du kunne have godt af at være i genkendeligt selskab." Han holdt en kort pause og skar en bekymret grimasse inden han vendte blikket mod Adam igen. "Du må dog vide at vi nok kommer til at se mere til hinanden fra nu af - uanset om du hader mig eller ej. Jeg er den der har givet dig liv og derfor også den der skal holde dig i live og lære dig at leve nattelivet." sagde han, med de samme ord som hans mester havde brugt. Han sukkede tungt og lod barrikaderne om hans sind falde. Han satte hænderne for øjnene og lukkede dem i, i et forsøg på at trænge det virkelige ude. "Ring til en eller anden" mumlede han igennem sine hænder. "Hvem som helst"

Adam bed tænderne lidt sammen og stirrede på Lorcan. Han havde ikke sin mobil på sig, da den lå hjemme i lejligheden, da han mente at han ikke havde nøde at have den med ned for af slappe af, og lige med det havde han taget grueligt fejl. "han nikkede ellers bare til at han havde brug for nogen at kontakte, for det havde han. Bare ikke over telefon. Han lyttede videre på hvad Lorcan sagde og bed tænderne sammen igen. Han gad på ingen måde at se denne vampyr, nogensinde, igen! Hvorfor kunne han ikke bare have holdt de tænder for sig selv!? Adam var virkelig vred over hele situationen, men forholdte sig roligt, og var bare tavs. Han vendte igen blikket mod Lorcan efter at hav ladet blikket falde ned af sig selv og rystede svagt på hovedet. "Jeg skal ikke være her ligenu." sagde han højt nok så det kunne høres. Han rejste sig op og humpede den vej de var kommet ind fra. "Jeg må i hvert fald finde Andy som det første" Mumlede han lidt for sig selv og humpede videre.

Lorcan nikkede, det var kun forståeligt at drengen ville så langt væk fra ham som muligt.
Adams næste udsagn fik ham til at stivne med øjnene spærret op i rædsel. Han vendte hele sin krop mod Adam - der tydeligvis måtte kæmpe med at forholde sig roligt - og stod først med munden åben uden at kunne forme nogle sætninger, men efter nogle øjeblikke fik han munden på gled.
"S-sagde du lige Andy?!" spurgte han skingert.

*[i]Det må være en anden Andy - Ja! Hvorfor skulle det være den samme? Haha ha... ha*
Lorcan prøvede desperat at holde fat i den tanke. Han ville være SERIØST ude og skide hvis det var den Andy han tænkt på - som om det han havde rodet sig ud i ikke var nok?!

//sorry det er lidt kort :/ //

Adam stoppede kort op over Lorcans udbrud og så hen mod ham. Han nikkede så roligt og lagde armene over kors. "Ja, min kæreste. Andy.. Høj, sort hår, blågrå øjne, dæmon.. Utrolig køn for den sags skyld" Sagde han så og så lidt undrende hen mod Lorcan.
"Kender du ham?" Spurgte han så lidt desperat, og kunne godt se at han havde et problem hvis det ar den samme Andy. Et eller andet sted i han synes Adam at det ville være et sjovt tilfælde og et andet sted så... Han vidste jo ikke hvordan Lorcan kendte Andy, men han anede ikke hvordan han ville reagere på det.


//Jeah i lige måde :O//