Jeg skulle måske bare være blevet hjemme.. Shit! - Lorcan

Den smule farve der var i Lorcans ansigt forsvandt og han stirrede forfærdet på Adam, hvorefter han lagde armene om benene på sig selv og begravede hovedet i sit knæ.
"Åh shit, fuck, lort!!" jamrede han. "Han slår mig ihjel, han slår mig ihjel" mumlede han og kunne ikke overskue den situation han nu var havnet i.
"Jeg er SÅ død" han sukkede tungt og kiggede sørgmodigt op på Adam.
"Lad os få det overstået så jeg kan nå at forberede min grav" - det var lige før han mente det alvorligt - "Her" sagde han og trak mobilen op af lommen for at kaste den hen mod Adam. "Brug den"

//sorry det er kort - ville bare hurtigt få det skrevet så du kunne få noget at skrive :)//

Adam så hen mod Lorcan med et undrende blik, men forstod dog at Lorcan kendte Andy, og åbenbart var sikker på at Andy ville flå ham levende, hvis han havde muligheden. Adam tog let fat om sig slv og prøvede lidt at finde sig selv. Han så så mod mobilen og tænkte lidt over det. Han rystede så på hovedet.
"Det hjælper vist ikke med den. Jeg kan ikke huske hans nummer længere, og jeg vil ikke ringe til ham... Jeg må hen til hen" Sagde Adam bestemt og Vendte sig en halv omgang og humpede så videre mod hoveddøren der var blevet sparket ind.

Lorcan kunne ikke lade vær med at ånde lettet op om nyheden, men en ny dybere bekymring greb ham. Eftersom Adam var ny, kunne Lorcan ikke lade ham gå hjem alene i fare for omverdenen så han rejste sig op for at følge efter Adam. Nattens kølige vind slog ham i møde da han trådte ud af døråbningen og han lukkede kort sine øjne for at nyde fornemmelsen. En ugle tudede i det fjerne og flagermusenes basken nåede også hans sensitive ører.
Han gik om på bagsiden og trak sin sorte knallert ud fra skuret. Han svang benet over sædet og satte nøglen i. Den startede med et drøn, sæddet vibrerede let under ham.
Han kørte om på siden af Adam og kastede en ekstra-hjelm han havde liggende hen til ham.
"Jeg giver dig et lift", sagde han kort og tog sin egenm hjelm på. Hvis han skulle flås, kunne han lige så godt få det overstået. desuden var det ikke sikkert for nyfødte at gå rundt uden opsyn.
Lorcan forbandede endnu engang sig selv for sin dumhed, over ikke at have spist noget før, men det måtte han jo komme sig over.
Sket var sket.

Adam hørte godt knallerten og sukkede dybt over det, da han helst havde lyst til at klare det selv, uden at skulle se på Lorcan. Han så hen mod han med et irriteret blik, men overgav sig da han kunne mærke på sin fod at han ikke ville klare den ret meget længere. Han greb hjelmen og så op den inden han trykkede den ned over hovedet og humpede hen mod Lorcan på sin sorte knallert.
"Fint.." Svarede han kort og lod blikket falde mod jorden.
Han satte sig op om bagved Lorcan og lagde sina arme omkring han for at være sikker på ikke at falde af, og lod hjelmens overflade let ligge mod hans ryg. Endnu et dybt suk undslap hans læber, og lille helst bare lukke alle lyde ude ligenu.
"Kan jeg ikke få lov til at gå de sidste 500-600 meter til huset, og bar få lidt tid, inden du kommer og crasher det hele? Jeg vil gerne have lov til at få hans reaktion alene med ham.." Spurgte han så om og bed sig lidt i læben.