Intet at lave (Kewian)

Han hørte godt hans glade suk og sagde ikke noget til det, begyndte bare stille at hvile hovedet mod hans hoved og sukkede svagt nydende over den blide nussen på sit bryst, det var behageligt og han kunne ikke huske hvornår nogen sidst havde nusset ham der, uden at gøre ham noget.. Uden at have noget i sine bagtanker. Han lagde stille armene omkring ham, da han krøb indtil ham, men beskyttede dog det dårlige lår, ved at holde det ben væk fra berøringsafstand. Han smilede da han svagt rødmede, men forstod ikke helt hvorfor. Og så rejste Davie sig, han ærgrede sig en anelse, det havde jo lige været så hyggeligt, men nikkede så alvorligt til det han sagde. Han bed sig så i læben og smilede bare skævt til det han sagde med at han skulle smide sine shorts, det var ikke hverdag Davie sagde det til nogen, det kunne han tydeligt se, men forsigtigt tog han dem af, uden at de rørte ved såret.. Det var svært, men det skete da. Han smilede bare da han fik et lille kys på kinden, inden han så så op på ham og bed sig så i læben, det ville gøre ondt, men det var nødvendigt.

Han lod fingrene glide over hans bryst endnu en gang. Lysten til bare at sidde sådan var virkelig fristende, men Kewian havde sikkert en masse andet at lave.. irriterende møgunge.. Han gned kort sit øje, og nussede derefter hans bryst igen. Det var ikke så meget fordi han var træt, det var nu nærmere fordi.. okay han var lidt træt, men det var ikke voldsomt meget.. Og hvis han blev siddende sådan hele tiden ville han næsten falde i søvn.
Endnu et glad suk undslap hans læber da Kewian, lagde armene om ham. Godt nok måtte han holde benet lidt væk, men det var rart at de lå ret tæt. Han overvejede om han stadig havde det der.. pulver hans mor havde gevet ham. Det kunne måske være nyttigt nu.
Men så måtte han jo istedet rense hans sår. Han dubbede forsigtigt, og efter noget tid stoppede han med at dubbe, og lagde kluden fra sig. "Jeg har noget derhjemme, som måske kan hjælpe" sagde han stille og så op på ham. Han vidste ikke om det ville hjælpe, men forhåbentlig..
Han kørte sin hånd hen over hans bryst, og havde virkelig ikke lyst til at gå igen. Han ville hellere blive her.. Det var virkelig.. en dejlig følelse der løb igennem ham, når de sad sådan.. op af hinanden, uden at behøve at sige noget.. Og for en gangs skyld kunne han sidde sådan med en anden, uden at skulle tænke over sine vinger. Det virkede i hvert fald som om at Kewian godt kunne li' at han havde dem fremme. Om det var for at han bedre kunne forestille sig at det faktisk var en engel, eller bare fordi han syntes det var tiltrækkende, var han ikke sikker på, han vidste kun, at det var rart.
Men så måtte han igen rejse sig. "Der er en til ting, som jeg ikke tror at du ved.. De fleste af de 'magiske væsner' der lever har en speciel evne hver" sagde han stille, inden han forvandlede sig til en lille kat. Den var brun på hovedet og ned af ryggen, og ellers hvis, samt at den havde brune pletter. Hans tøj lå nu på gulvet, men det gjorde ham ikke noget.
Han hoppede op på hans skød og slikkede ham blidt på kinden.

Han kunne ikke lade vær med at nyde hans omsorg, mens han fkatisk elskede at sidde her med ham. Godt nok var han pyldrende og sådan, en det her var noget andet.. Faktisk følte han sig ligefrem elsket. Nogen han aldrig nogensinde havde troet at han skulle føle. Ikke sådan rigtigt, jo altså hans mor og sådan noget, men det her var mere sådan ... På en anden måde. Han ærgrede sig stadig over at Davie ikke var i hans arme mere, men det var alligevel dejligt at han ikke var helt væk. Han havde jo rejst sig for hjælpe ham. Han skar ansigt, da han duppede på ahns sår, det gjorde mere ondt end forventet, men det var sådan set også et åbent sår? Han peb kort, da hann så sagde det næste, nikkede han bare. Han blev dog mere afslappet, da han mærkede hans hånd på sit bryst igen, det skabte ro i ham, en underlig ro. HAn vidste at Davie altid passede på ham og aldrig gjorde ham fortræd og det var lige præcis det, der skabte en ro indeni ham. Han så forvirret på ham, da han rejste sig og lagde bare hovedet afventende på skrå til det han sagde og så.. Så forvandt Davie! Han så sig forvirret omkring, nærmest desperat. Måske han alligevel havde brug for ham? Bare en smule? Han smilede så da der lå en kat i hans skød. "Davie..." hviskede han så blidt og mærkede varmen indeni sig, da han blev sklikket på kinden. Åh gud.. Forelsket i sin egen skytsengel? Det kunne kun ende galt, men alligevel ikke.. Han kyssede ham kort på hovedet og nussede ham ellers bare kærligt. "Du ser godt ud, både som engel og kat," mumlede han og lukkede så sine øjne i.

Han lukkede øjnene lidt og tænkte kort over hvor lang tid det ville tage at komme hjem.. Det ville tage et par minnutter.. højst. Han krøb en smule ind til hans bryst, og havde virkelig lyst til bare at kysse ham noget så heftigt.. men turde som sådan ikke. Han lukkede øjnene og sukkede kort.
Han brød sig ikke om at skulle gøre noget der gjorde ondt på ham, men det var han jo lidt nødt til. Han gjorde det selvfølgelig forsigtigt, og fik renset det nogenlunde. Det var virkelig underligt at føle sig så.. tæt forbundet med nogen.. Specielt når den nogen var en man lige havde mødt, og ville beskytte personen med sit liv allerede. Han lod sig bare glide tilbage ved hans bryst, og havde mindst ligeså lidt lyst til at forlade Kew, som Kew ikke ville have at han skulle gå.
Han så godt hans forvirrede udtryk, og trykkede sig derefter svagt imod hans mave for at han skulle lægge mærke til at han var der. Han nikkede med hovedet da han hviskede hans navn. Han anede ikke hvorfor, men da han hviskede hans navn blev han virkelig glad. Han spandt nydende da han blev nusset, og hvis han havde været menneske nu, ville han med garanti have været tomat-rød ihovedet. Og specielt efter hans komentar om at han så godt ud.
Han slikkede ham på kinden, og hoppede ned på gulvet. Han puffede døren op med hovedet, og luntede ud af døren. Han lukkede selvfølgelig efter sig så Kewians menneskelige duft ikke tiltrak vampyrer. Han spurtede gennem skoven, for at nå hjem, og hente noget for at det ville gøre knapt så ondt og måske hele lidt hurtigere.

Han bed sig svagt i læben, inden han lagde sin hånd under hans hage og lænede sig lidt indover ham. Han kyssede så blidt hans pande, med et svagt smil, inden han så var tvunget til at lade ham gå, selvom han mest af alt, lige nu, kun ønskede at beholde ham her, men det var bedre at få renset såret. De kunne jo hygge bagefter, ikke? Eller.. Det håbede han et eller andet sted, for han havde ikke lyst til at komme hjem. HAn strøg ham blidt ned af ryggen, inden Davie så var væk, endnu engang. HAn strøg så blidt katten over ryggen, inden han så begyndte at klø den på maven, undgik tanken om at det var Davie, for det ville virkelig gøre ham forlegen, for det første.. En nøgen fyr, som var en kat. Og hvis Davie blev sig selv, ville han være nøgen og derudover nussede han ham, på steder som han nok ikke liiige ville have gjort det, hvis Davie havde været menneske, for faktisk rørte han NÆSTEN hele hans krop. Bare i katteskikkelse oo
Han bed sig så i læben, da katten forsvandt og skulle lige til at række ud efter ham, men følte så at det nok bare var bedre at alde ham gå, han havde jo nok sine grunde, ikke sandt? Han sukkede og lukkede øjnene, mens han lænede sig tilbage og hans tanker hvilede på den usansynligt mærkelige dag.

Endnu en gang, var Riley på jagt efter noget han havde fået færten af. Det var næsten som at få saveret forret, og hovedret, da han havde fået færten af en engel OG et menneske. Han løb i fuld fart hen imod der hvor duften af menneske var stærkest. Der var også stadig duften af engel, men den var svagere. Til sidst stod han ude foran en hytte. Mørket havde næsten lige lagt sig på så derfor havde han ikke synderligt travlt. Hans normalt blodrøde øjne, var blevet sorte, af ren tørst. Han havde ikke været på jagt længe. Og han gad ikke dyr. Han åbnede lydløst døren, og i umenneskelig hurtig fart stod han inde i huset. Han betragtede mennesket, og smilede for sig selv. "Jamen godaften" sagde han med et lille grin gemt bag den kølige facade. Han håbede ikke at han lagde mærke til at hans øjne gik lidt over i rødt, da han så det åbne sår. Han slikkede sig om læberne. "Hvad laver du helt alene ude i en mørk skov.. om natten?" spurgte han forførende, og gik lidt tættere på. Han virkede som altid uskyldig på hans facade, men han brugte det oftest kun som en afledning inden han ville bide sit bytte. Hans blik gled derefter hen på tøjbunken og kunne godt dufte at det var fra en engel. Han smilede for sig selv ved tanken om engleblod. Det smagte klart bedre end menneskeblod. Men mennesker mætter mere blev han enig med sig selv om.

Han sad bare helt stille, mens han betragtede døren, ventede på at Davie kom tilbage, følte sig faktisk ret ensom, nu da hans engel var væk. Det var en underlig følelse af at være blevet forladt, men det varede ikke længe, før han så forundret så op, da der stod en anden fyr foran ham. Han anede ikke hvordan, han kunne komme ubemærket ind på den måde, men han vidste at det ikke var et rart blik han fik. "God.. Godaften," mumlede han bare, mens han ikke fjernede sit blik fra fyren, blev en anelse nervøs over at han var der. For han regnede ikke med at det var en af Davies venner. Han bed sig svagt i læben, da fyren så talte med den forførende stemme. Han lukkede sine øjne i, et kort sekund, inden han så op på ham igen. "Jeg.... Jeg er ikke alene," mumlede han nervøst og så flygtigt over mod døren, men han var jo alene, det vidste han også godt. Han rejste sig stille, men skar så ansigt af smerten i hans lår. "Hvad laver du egentlig her?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, mens han holdte sig lidt tilbage, håbede på at han ikke ville blive forført, for han overgav sig altid så let.