Intet at lave (Kewian)

Dato : Irl
Årstid : Sommer
Dag : torsdag
Vejr : lidt køligt, men rart
Sted : Den Triste skov
Tid : Lidt hen på aftenen
Omgivelser : Skov..ting...? Og ellers kun Davie

Davie sad på en væltet træstamme. Han havde som normalt, sine vinger trukket ind da han ikke brød sig om at ligne en mutant. Hellere ligne et menneske så. Han så rundt i skoven, i håb om at se noget at lave. Men skoven var tom. Det eneste levende i miles omkreds var: Davie. Han sukkede tungt. Kunne der ikke komme nogen, og holde ham med selskab? Lydløst rejste han sig op, og begyndte at gå rundt i skoven. I håb om at kunne have noget at lave, udover at gå rundt, og ligne en forpylret hønemor. Han sukkede tungt og opgav. Han kunne heller ikke finde ud af skoven. Hvis nu at han fløj oppe i luften, kunne han jo se hvilken retning han skulle flyve for at finde ud af skoven.. Han satte sig ned på jorden denne gang og sukkede tungt. Han var iført en blå t-shirt, samt et par mørke jeans, med et sort bælte i, og sort/hvid ternede vans.

Kewian havde den sidste times tid, løbet for livet og nu kunne han ikke mere, hans muskler ville ikke lystre, når han kæmpede for at komme videre, fortsætte med at løbe, om på den anden side af jorden, hvis det var det der krævede for at komme væk fra det væsen der havde angrebet ham. Han var ikke blevet jagtet, men han havde bare rent instiktivt løbet. Det var først nu, han opdagede at han blødte.. Faktisk ret kraftigt fra låret. Han bed sig hårdt i læben, for ikke at klynke. Som mand klynkede man ikke, men bed smerten i sig. Han havde ikke lagt mærke til at der var andre, for han var bare faldet sammen på jorden, han lå på siden, med det gode lår ned mod jorden og det andet strittende op i luften. Han skar kort tænder, inden han forsigtigt rørte det, det var et sår.. En dyb rift, hvor blodet bare rente fra.. Hans shorts var blevet flænset en del, af grene og andet skidt, som idioten var løbet ind i. Ja, generelt var Kewian en stor idiot, alt for nærgående, rapkæftet, dumdristig og alt andet end fornuftig. Var der en udfordring tog han imod den, ja.. Han var sådan set bare en teenager der ville noget. Trodsig, rapkæftet og gik sin egen vej, uden at lytte til andres gode råd om at det kunne være farligt for ham. Det var sådan han var og han elskede det.

Davie sad bare roligt, indtil han hørte en komme. Han gik hen imod lyden, og så en fyr der blødte virkelig meget på låret. Han satte sig på hug foran ham, og strøg ham over armen. "Hvad er der sket?" spurgte han stille og så på hans lår. Det så slemt ud. Han sukkede tungt, og som den pylrede mor han var overfor stort set alle, blev han straks bekymret for drengens helbred. Han hadede blod, men alligevel. Han måtte hjælpe knægten?
Han overvejede kort, hvorfor fanden den knægt var sådan en idiot, at han var kommet så slemt til skade. "Hold det i ro" sagde han bestemt.. Forhåbentlig ville drengen også føle sig mere tryg.. syg ting ved at være engel, men nyttigt. Han strøg ham kort over kinden, og kunne godt mærke sit instinkt til at beskytte drengen trænge sig mere på. Han blev faktisk også.. bange for at der ville ske drengen noget? Han rystede på hovedet.
Davies instinkt til at være en pylret mor, overvandt alt andet ved ham. Han var utrolig beskyttende overfor folk der betød noget for ham, og tit også overfor nogen han ikke anede hvem var.
"Har du brug for noget?" spurgte han bekymret, og smilede anstrengt.

Han brummede irreteret over sin egen skade, dårlige reflekser var ikke så gode, når folk kastede med knive efter ham, ja.. Det på hans lår, var så faktisk et snitsår, fordi han ikke havde undveget hurtigt nok, det havde han bare ikke mærket før nu. Da der så kom en dreng, som lød helt bekymret for ham, himlede han let med øjnene. "Just a little fight. Det er intet.." sagde han bare med et henkastet smil, mens han kørte en hånd igennem sit hår, skar dog ansigt, da han ved en fejl fik bevæget på sit lår. Da han så lagde sin hånd på hans kind, spærrede han øjnene op, hvorfor var drengen så bekymret for ham? De kendte ikke engang hinanden? Han synes egentlig at han var lige en tand for overbeskyttende, men lod det ligge, kun fordi det ikke ville hjælpe at give fyren en på hovedet. Han fjernede dog hans hånd fra hans kind og tog ham i hånden istedet, måske en anelse hård overfor ham, men han var jo ikke ved at besvime. Han slog en kort latter op, da han spurgte om han havde brug for noget.. "Well.. Jeg kan altid have brug for forførende mennesker, som gider give mig lidt nydelse, en god øl eller.. Et adrenalinsus?" sagde han i et drillende, virkelig useriøst tonefald, inden han hævede et øjenbryn.

Han rystede kort på hovedet. "Sikkert med en vampyr, eller Dæmon" brummede han, hvorefter at han så på såret igen. Hans ansigtsudtryk viste tydeligt at han var bekymret. Selvom han sagde at det ikke var noget. "Vi bliver nødt til at finde et sted hvor du ikke kommer i fare. Der kan komme en vampyr" mumlede han for sig selv,. "Kan du stadig gå?" spurgte han blidt, og virkede ikke såret over at han skubbede ham væk. Han vidste godt at han var lidt - meget - pylret, men han ville ikke lade knægten gå igen, ikke før han var kommet sig.
Da han bare grinede, muggede han kort for sig selv, men ikke noget man kunne se. Men da han snakkede om øl adrenalinsus osv. så han virkelig frastødt ud. Han fik dog hurtigt sit ansigt under kontrol. Overvejede kort hvad han skulle svare. "Du er allerede gået forkert ved menneske" sagde han og hævede et øjenbryn. Gad han at ødelægge sin bluse for at vise ham det? Nej det orkede han ikke. Plus han havde ikke mange penge igen.
Han så kort på hans lår. Det var faktisk lige før han ville gøre som han bad ham om, bare han lod ham passe på ham.. Han havde ubevidst valgt at være hans skytsengel.. passe på ham når han havde brug for det. Han lod sin finger hvile lige ved siden af såret.. ærgede sig over at han ikke kunne gøre noget..

Han stirrede længe på ham, var den fyr der totalt bims i sit hoved? Så han nu ogs vampyrer og dæmoner? Okay, hvornår i alverden stak staklen af fra psykatrisk afdeling? "Vampyrer og Dæmoner? Tsk.. Det er jo kun i bøger! Hvad fanden har du taget?" spurgte han en anelse irreteret over den overnaturlige snak, drengen så pludselig begyndte med, sikke da noget ævl.. Vampyrer og dæmoner, som om det fandtes. Det troede Kewian ikke på, overhovedet ikke. Han var mere overbevidst om at denne dreng helt klart måtte have fået en alvorlig mental skade, som gjorde at han troede verden var magisk? "Hey.. Hey.. Makker.. Slown down. Det er virkelig usansynligt at der kommer en vampyr og bider mig.. Det er kun i film og bøger," mumlede han og så på ham med et grin på sine læber, et hånligt grin. Men fyren virkede bare som om han mente det alvorligt, det kunne han bare ikke fatte overhovedet. Da han så spurgte om stadig kunne gå, trak han svagt på skuldrene. "Det kan jeg.. Eftersom jeg har løbet gennem skoven i ca. en time med det lår her," sagde han og hævede et øjenbryn, mens han så på drengen, der var noget usædvanligt venligt over ham, noget som faktisk kunne få ham til at bukke under, det var han næsten sikker på og hans jokende og useriøse svar opstod nok mest, fordi han var nervøs og måske en smule skræmt over alt det drengen sagde, eller ihvertfald tydeligt og meget alvorligt troede på. Han mente det sku seriøst, det var skræmmende.. Gjorde ham nervøs. Da han så så hvordan han så helt frastødt ud, brød endnu en latter frem. "Oh come on.. Nydelse er da vildt dejligt. Sex, damer og måske endda en fræk fyr der er med på den værste? Seriøst, det er faktisk pænt fedt.. Du kan ikke mene at du aldrig har prøvet det?" udbrød han og så på ham, som om det var det mest normale at sige i verden, som om det var noget alle gik og gjorde til hverdag, ligesom man gik i skole osv. Da hans næste ord kom, lavede han et forvirret ansigt og grinede kort nervøst.. "Hvad.. Hvad mener du med det? Jeg kan jo se at du er et menneske?" sagde han stille og blinkede forvirret.

Han var ærlig talt ved at flække af grin da han åbenbart var mindre intelligent, end han så ud. Men han nøjdes dog med et lille grin. "Du er godt nok det mest.." han grinede og rystede på hovedet. "Uvidende menneske jeg har mødt til dato" lo han. Men da han sagde at det var usansynligt at der kom en vampyr, blev han alvorlig igen. "Film og bøger" fnøs han og rystede på hovedet. Han havde et ar efter en pokkers vampyr.
"Så må vi få dig flyttet" mumlede han. Han hævede et øjenbryn, da han pludselig grinede. Han kunen absolut ikke se det sjove. Han rystede på hovedet da han åbenbart var sikker på at alle havde prøvet det. "Nej, jeg har andre ting at tage mig til. Undgå at blive dræbt for eksempel" mumlede han, selvom han var nysgerrig.. Alle dem han havde hørt snakke om det havde sagt at det var noget der virkelig var værd at gøre, og at det virkelig var noget af det bedste og hvad de ellers ikke sagde. Men han ville holde sig clean indtil han havde fundet den rette til at.. gøre det med.
Og så virkede han igen som et uvidende fjols. "Jeg mener at jeg ikke er et menneske, og jeg kan da bevise det" sagde han, og lagde hovedet på skrå. Han overvejede kort om han skulle få vingerne frem, eller bare forvandle sig til et dyr.. der var noget negativt ved begge ting. Hvis han blev engel, skulle han endten ødelægge sin t-shirt eller tage den af. Og hvis han var et dyr ville han højst sandsynlig blive for lille til at have sit tøj på, erko, når han blev sig selv: no clothes.. Okay, så helst vingerne.. men hvis han stadig ikke troede på ham, måtte han bel blive et pokkers dyr?

Han så godt på ham, hvordan han var tæt på at flække af grin, men hvor i alverden var sjove dog lige?! Det var det han ikke opfattede, så nu så han bare virkelig forvirret på ham. Uvidende.. Uvidende! Han var sku da ikke uvidende, han begyndte langsomt at blive pænt pissed over den samtale og overvejede seriøst at slå ham.. Dumme dreng. Han var sku da ikke uvidende? "Uvidende.. ? Med hensyn til din fantasier om unaturlige væsner, eller hvad?" spurgte han og himlede let med øjnene af ham. Han sukkede da han fnøs af ham og lukkede så bare øjnene i, mens han tænkte over det der var blevet sagt. Faktisk ville det ikke undre ham, hvis der rent faktisk fandtes disse væsner som han havde nævnt, historierne kunne jo ligeså godt være levende? I virkeligheden? Han sukkede tungt, inden han så så alvorligt op på ham, grinet på hans ansigt var .. Væk. "Du mener det virkelig ikke... De er der virkelig et sted derude?" sagde han så stille, mens han lagde hovedet på skrå og så på ham. "Du må ikke grine af mig.. Jeg er bare et almindeligt menneske. Jeg tror ike på noget specielt og vil helst holde mig til det jeg kender.." sagde han så, med et skuldertræk, inden han lagde sig ned med lukkede øjne endnu engang. Han sukkede let, da han sagde at han ville have ham flyttet. "Behøves det?" sukkede han tungt, inden han slog øjenne op og kiggede virkelig dovent på ham, totalt provokerende sikkert. Da han så sagde det næste sukkede han bare opgivende. "Ja undskyld, men jeg nyder bare mit teenage liv, mens det er der?" sagde han med et smil, et skævt smil på sine læber. "Men.... Faktisk.... Har jeg tilgengæld aldrig oplevet kærlighed," hviskede han så for sig selv, med et skuldertræk. Too bad, men ikke noget han ærgrede sig over. Han åbnede øjnene da han sagde at han kunne bevise hvad han var. "Okay, så længe du ikke bider miig, bevis det," sagde han så, mens han så nysgerrigt og udfordrende på ham.

Han fnøs da fyren åbenbart mente at det var hans fantasier. "Det er alvor.." mumlede han, og så alvorligt på ham. Hans opmærksomhed, blev igen vendt tilbage sil såret. Gad vide hvad fyren tænkte på? Han satte sig helt ned. Han kunne godt mærke at han virkelig ville passe på ham.
Han smilede svagt da han åbenbart var begyndt at tro lidt på det. "Der er massere af væsner du ikke kender til" sagde han, og kløede sig kort på kinden. Han smilede da han sagde at han ikke måtte grine. Han nikkede kort. Han måtte jo selv bestemme hvad han ville tro på, og hvad han troede på.
"Ja det behøves, med mindre du vil være drikkedunk for en vampyr" svarede han og hævede sit ene øjenbryn. Han kunne sagtens begynde at give ham "mor"-talen. Han sukkede kort. "Det er også fint nok, så længe du passer bedre på" sukkede han. Han lagde hovedet på skrå. Han skulle til at sige noget, men rystede så på hovedet.
Han smilede skævt. "Hvis jeg var vampyr, var du allerede død" sagde han drillende, og trak på skuldrene. "Jeg viser dig det senere. Lige nu skal vi have dig flyttet hen til et sikkert sted" mumlede han. Det var også en god undskyldning for at udskyde det. Han vidste at der lå en forladt hytte ude i skoven.

Han hørte godt hvordan han fnyste af ham, men ignorede det bare. Han mente bare at den her fyr virkelig måtte leve i en fantasi verden, for seriøst? Vampyrer, Dæmoner? Ville han så ogs påstå at der fandtes elvere, engle, nisser og trolde? Det ville han sikkert. Han nikkede bare til det med at det var alvor.. Der var en smerte i hans ben, som begyndte at komme nu, hvilket fik ham til at skære ansigt, meget kort, indne han så bare lignede sit selvfede egoistiske jeg igen. "Hvilke væsner, mener du så at der findes, hvis du er så klog, som du mener du er?" spurgte han en anelse hånligt, mens han bare betragtede fyren.. Han var egentlig ret.. Pæn.. Smuk, lækker? Mmh.. Det var han. Han sukkede af ham, da han så sagde at det behøvedes, for ellers ville han blive drikekdunk for en vampyr. Han sukkede kort og satte sig så op. Han sukkede dovent, imens han så på ham. "Jamen så lad os da komme videre, hvis det gør dig glad," muggede han. "Jaja.. Jeg kan intet love, jeg følger jo kun mine regler," svarede han med et drillende smil, til det der med at passe bedre på. Derefter ignorede han bare hans drillende kommentar om at han ville have været død, hvis ... Drengen havde været en vampyr. Han troede stadig ikke helt på det, for det var nemmere at tro på at den fyr der bare var totalt unormal og levede i sin egen verden. Han sukkede tungt, da han sagde at han ville vise ham det senere. "Det kan jo være du snyder.. Så senere har du bevis, men det har du ikke nu," mumlede han.

Man kunne tydeligt se hvor bekymret han blev da han skar en grimasse. Men da han ville vide hvilke væsner der fandtes? Han hævede det ene øjenbryn og begyndte så: "Sjæledæmoner, skyggedæmoner, bloddæmoner, vampyrer, elvere" han holdte en kort pause for at se om han stadgi var med. "Engle, dødsengle, skytsengle, og varulve" afsluttede han så og nikkede kort. Han havde vidst fået det hele med.
Han smilede lidt for sig selv, da han gik med til at blive flyttet. Og ødelagde så det hele med at være problematisk igen. "Bare.. lad vær' med at gå sammen med nogen der virker skumle" sukkede han så. Han sukkede kort. Han ville vidst se det. Men han kunne ikke bebrejde ham for det. Det var jo svært at tro på. "Okay da.." mumlede han.
Han trak sin t-shirt af, da han ikke ville ødelægge den, og lod derefter sine vinger komme frem. "Kan vi så smutte?" spurgte han, og rejste sig. Han rakte en hjælpende hånd frem imod ham.

Han sukkede, da han lagde mærke til hvor bekymret han så ud, bare af at han gjorde en lille grimasse. Overbeskyttende fyr.. Ogs i den grad, han mindede et eller andet sted om hans mor og hun fik bare en dør i hovedet, når hun pyldrede efter ham, med alle mulige udtalelser om at var farligt osv.. Præcis ligesom Davie. Han nikkede bare for hver gang han sagde noget, for at bekræfte at han var med, at han stadig lyttede. "Hmm.. Okay så," sagde han så bare og lagde hovedet lidt på skrå, mens han så på ham. Det var tydeligt at han ikke var overbevidst overhovedet. Han lagde hovedet på skrå, da han så bad ham lade vær med at gå med skumle typer. "Hvorfor betyder jeg så meget for dig?" spurgte han så lige ud. "Jeg mener.. Du kender mig ikke engang, gør du vel? Så hvad sker der for det der med at bekymre sig så meget?" han hævede et øjenbryn, mens han ventede på hans svar, hvis han begyndte sin snak om væsner igne, ville han nok bare begynde at gå selv. Han så så en anelse spændt og nysgerrigt på ham, mens han trrak sin t-shirt af. Og så så han vingerne der stak ud fra drengens ryg. Hvor vildt. Han stirrede på ham, med et blik der tydeligvis var forundret og begejstret.. Faktisk tiltrak det ham at han havde vinger, det var faktisk ret smukt og klædte ihvertfald Davie. "Selvfølgelig," svarede han så, stadig helt betaget af hans vinger, inden han tog imod hans hånd og fik sig rejst op. Han bandede lavmvælt over smerterne i hans ben.

Han vidste godt at han var lidt pylret, men knægten kunne let komme til skade. Og han hørte efter nu! Det var da godt. Han strøg ham kort over håret, og kom så i tanke om at sidst han havde prøvet at røre, så var han blevet skubbet væk, så han trak hurtigt sin hånd til sig. Han sukkede kort. Stadig ikke overbevist.
"Du betyder ikke noget for mig.. eller jo, det er du begyndt, men det ligger til mit instinkt. Jeg.." han sukkede tungt. Det var svært at forklare.. Det ville lyde som om at han var totalt væk. "Jeg har en trang til at beskytte dig imod fare" mumlede han. "Også selvom jeg stort set ikke aner hvem du er" tilføjede han.
Han smilede svagt, da han virkede helt facineret over at han havde vinger. Han trak ham op, og fik ham til at stødte sig op af ham. Han fik dem længere ind i skoven, hvor der kom en lille, forladt hytte til syne mellem træerne. Han åbnede døren og fik ham sat på en gammel sofa. Han lukkede døren, og tændte for en lampe. "Sådan" mumlede han.

Han forstod overhovedet ikke hvad der var galt med den dreng, det var altså ikke et normalt drenget instinkt at være sådan der, han mindede virkelig om hans mor, det var helt sygt skræmmende så mange ligheder der var mellem hans mor og denne.. Dreng.. Han vidste faktisk ikke engang hvad han hed! Da han så strøg ham over håret, sukkede han kort, men smilede svagt da han trak sin hånd til sig, han brød sig ikke om at blive behandlet som en lille unge der ikke kunne passe på sig selv, det var ufattelig nedern for ham. Da han så svarede, lavede han et underligt ansigt af hans svar, for dælen da. Nå, i det mindste havde han ikke nævnt alle de væsner endnu engang, så gjorde det ikke så meget. "Det lyder lidt forkert, når du siger det sådan," sagde han så, med et skuldertræk og fandt så sit skæve smil frem på læben igen. Han var dog stadig imponeret og fascineret af det med vingerne og faktisk havde det en effekt på ham, ligesom magneter der ikke kan holde sig fra hinanden. Og så blev han fulgt hen til et hus, hvor han endte i en gammel sofa. Han bed sig i læben.. "HVad hedder du egentlig?" spurgte han s¨å, lagde hovedet en anelse på skrå og sendte ham sit charmerende lettere frække smil, et smil han normalt gik rundt med, som den underlige dreng han var. Eller dum i hovedet var nok mere rigtigt at sige. "Forresten, kommer du ikke herhen?" spurgte han så, mens han klappede ved siden af sig.

Uden at tænke videre over hvorvidt fyren måtte blive irriteret over at han var som en ekstra mor, måtte han indse, at han var virkelig pylret.. Han burde vel egentlig lade vær' med at være så urolligt, overfor en fyr han alligevel ikke kendte. Men alligevel, så var han bange for at der ville ske ham noget.. så måtte han vel bare være en hønemor, for knægten skulle i hvert fald ikke bare rende rundt, og blive forført af en vampyr, eller hvad han nu lavede. Det ville han absolut ikke gå med til.
Han grinede kort. "Ja det ved jeg godt, men hvis du var i mit sted ville du forstå det. Jeg har det i det hele taget med at prøve at hjælpe folk, selv hvis det ligger udenfor noget jeg kan klare" sagde han og trak på skuldrene. "Bare kald mig sær, sådan er jeg bare" mumlede han.
Da de var inde i huset, havde han virkelig svært ved at holde sig i ro. Han var nervøs for om der ville komme en vampyr, eller dæmon, der havde opdaget fyren. Men han fik ham kort distraheret med sit spørgsmål. "Davie.. Og du?" Han lagde mærke til hans smil, og himlede med øjnene af ham, men satte sig ved siden af ham alligevel, da han blev spurgt om han ville. Han overvejede lidt at trække sine vinger ind igen, men kom frem til den konklution at det var rart at have dem fremme lidt. Det var sjældent han ville vise hvad han egentlig var. Af en eller anden grun. Men havde lidt på fornemmelsen at han ville et eller andet med ham.. Ellers ville han nok nærmere have bedt ham om at gå fordi han var for pylret. Men det havde han nok alligevel ikke gjort.. Som om at han ville gå, så knægten kunne bringe sig selv i fare.

Han sad bare lidt og tænkte over, hvordan man kunne have en trang til at beskytte nogen, især nogen man slet ikke kendte. Han var lige modsat, han havde aldrig en trang til at beskytte nogen.. Havde aldrig haft det, men det skyldtes nok mangel på at vide hvad kærlighed var. Han sukkede tungt da drengen så sagde at han nok ville have forstået det, hvis han var i hans sted. "Ja, måske." mumlede han og trak svagt på sine skuldre, inden han så bare smilee skævt for sig selv. Da de kom i huset, kunne han godt se hvor nervøs fyren var, men spurgte ikke indtil det, kunne ikke klare mere snak om eventyr mennesker, som ikke burde eksisterer og det var helt klart det der generede drengen med vingerne.. Eller det var nok nærmere en engel. I bogstaveligste forstand. Da han så svarede, smilede han bare fortsat sit charmerende lettere frække smil. "Davie. Det er et smukt navn," kommenterede han så smilende, fugtede let sine læber, inden han så sagde sit eget navn: "Kewian.." med sit fortsat charmerende smil. Han smilede så for sig selv, da Davie kom hen til ham, han var stadig nærmest forført af hans vinger, eller nok nærmere ham. Han rakte forsigtigt ud, måske en anelse diskret, inden han så forsigtigt rørte ved hans ene vinge, meget blidt.. Som et kærtegn, mens han så på hans ansigt.

Han smilede da han åbenbart ikke forstod ham. Sødt. Det var ligefør at fyrens uvedenhed blev helt sød, han forstod hverken hvorfor han passede på ham, eller at der fandtes 'magiske' væsner. Men hvorfor han virkelig ville beskytte ham, eller nogen andre var han ikke sikker på. Han gjorde det bare. Han smilede svagt, og fik ham ellers bare ind i huset.
Han så kort ud af et vindue, men fyrens komentar til hans navn, lavede ekko i hans hovede. Han vendte hovedet i hans retning og smilede helt uden grund da han sagde hans navn. Han sagde dog ikke noget til det. Og det overraskede ham egentlig at han kunne slappe af i.. Kewians selskab. Det virkede helt underligt at fyren allerede betød så meget for ham.. Ikke sådan kæreste-betyde for ham, men sådan.. Altså han havde mere trang til at beskytte ham, i forhold til de fleste andre.
Det næste han gjorde overraskede ham. Han rørte hans vinger? Og hvad underligere var, at normalt, veg han tilbage fra at blive rørt der, men det var bare mere at.. Kewian fik lov til lidt mere end andre.. åbenbart.
Et smil bredte sig på hans læber, da det faktisk var rart.. Det var rart fordi han gjorde det så blidt. Han lukkede øjnene, og kom med et glad suk. Fyren var et mysterie for ham. Men han tænkte ikke videre over det. Det var rarest bare at lade ham gøre det han nu ville, og hvad vigtigere var, så var han i sikkerhed.

Han sad bare der i sofaen, og betragtede det han nu kunne se af Davie, det var altså faktisk et pænt navn og hvis han var en engel.. Passede det perfekt til ham. Han havde stadig sit charmerende smil på læben, mens han så på Davie, da han vendte sig om.. Det fortryllede ham på en måde at han havde sådan en trang til at beskytte ham, det var underligt, men alligevel et eller andet virkelig langt ude sted, behageligt. Trygt. Det var ikke som med hans mor, hun var bare direkte irreterende. Han holdte øje med ham, da han rørte hans vinge, det var jo ikke sikkert at Davie brød sig om det og så skulle han nok lade vær med at røre ham mere, hvis det blev sådan, det var derfor han betragtede hans ansigtsudtryk, mens han faktisk nød at stryge ham blidt over vingen, det var en helt ny følelse. Noget han aldrig havde prøvet før. Stille og forsigtigt gav han ham et blidt kys på halsen, mens han smilede sit chaarmerende smil, lettere frække.. "Tak, fordi du passer på mig... Det er ... Rart," hviskede han så, inden han bare lukkede øjenen i og nussede hans vinge, meget meget blidt og kærligt, som om han var lavet af glas. Han plejede aldrig at være sådan her, men det var som om at ... Davie bare var skrøbelig, fordi han var en engel.

Han overvejede kort om den eneste grund til at Kewian nu ikke smed ham ud, var fordi han havde fundet ud af at han var engel. Og hvis det bare var derfor så.. var det faktisk fint for ham, så længe han fik lov til at passe på ham. For alt i verden måtte han altså ikke komme noget til.. Han anede egentlig ikke hvorfor, det måtte han bare ik.
Han lod ham bare røre hans vinger som han ville. Det var på en eller anden syg måde, rart. Han rykkede sig prøvende hen til ham, og så på ham. Hans vinger slappede helt af under Kewians fingrer, uden at trække sig ind igen. De trak sig bare sammen, så de var ved hans ryg.. Ligesom med fugle når det ligger ned.
Han snappede lydløst efter vejret da han blev kysset på halsen, og kunne mærke hans hjerte banke hårdere et sted bag hans ribben. "Det bliver jeg nødt til" hviskede han. Han så på ham og smilede svagt. "Kan du huske at der var mere end en slags engel?" sagde han stille og tøvede kort. Gad vide hvordan han ville tage det? Det var nok ikke hver dag man fik at vide at man havde en skytsengel? Men han måtte jo sige det på et eller andet tidspunkt. Han så kort ned og derefter op på ham igen. Måske kunne han selv regne det ud hvis han tænkte sig om?

Han smilede svagt, grunden til at han lod ham blive, var egentlig at han ikke ville føle sig ensom og .. Davie var et eller andet sted godt selvskab, eller.. Han var meget beskyttende og det var et eller andet sted også rart, men sikkert også noget han ville komme til at udnytte på et tidspunkt. Han strøg stadig sin hånd over hans vinge, som faktisk var ret blød og behagelig.. Lige da vingerne kom ind til hans ryg, troede hana t de ville forsvinde, men de var der stadig. Han strøg ham stadig over vingen og smilede bare sit charmerende lettere frække smil til ham, da han kom nærmere.. Derefter kom han med det kys på hans hals og så på ham, så godt hvordan han blev helt åndeløs i et kort sekund, det så ret vildt ud. Og det var egentlig en underlig tanke at have kysset en engel, så derfor foretrak han at tænke at han bare havde kysset Davie, det var lettere at tænke sådan, ikek så forkert. Og så hørte han hvad han hviskede og derefter spørgsmålet. Han nikkede svagt, hvorefter han så trak sin hånd til sig og rykkede lidt tættere på ham. "Du mener at du er....... Min skytsengel?" spurgte han stille, forundret, mens han så op på ham.

Han smilede svagt, og holdte den afstand Kewian syntes der passede bedst. Selvom han gerne ville sidde tættere på.. Han var næsten aldrig sammen med nogen, udover hans mor.. Men det var noget andet nu.. han ville bare sidde sammen med Kew, og glemme at han var en engel for en gangs skyld. Og selv nu, da hans vinger var fremme, og Kew endda rørte ved den ene af hans vinger, føltes det som om at han var mere menneske end engel. Det var underligt, men rart.
Og egentlig, var han ligeglad med om det at han ville gøre alt, så længe han måtte passe på ham, blev udnyttet. Så længe han ikke blev bedt om at gå. Fyren betød mere for ham, end han nok selv ville indrømme.
Kysset på hans hals fik ham helt væk. Han havde bare et 'ømt' punkt der. Hvis han blev rørt der, gik det igennem med det samme, og.. tja, bare et kys kunne jo tage vejret fra ham? Det måtte egentlig være svært at forholde sig til at have kysset en engel på halsen.. Eller at Kew faktisk sad, og nussede hans vinge.. Det virkede nok endnu underligere.
Et svagt smil bredte sig på hans læber da Kew kunne regne det ud. Så var han alligevel ikke så dum som han fik sig selv til at se ud. Han nikkede til hans spørgsmål. "Så du slipper altså ikke for mig lige forløbig" sagde han, og lagde først da mærke til at han bar kommet tættere på. Det fik hans puls til at stige en del. Hvorfor reagerede han overhovedet på den måde?! Det virkede helt tåbeligt at han fik hjertebanken, fordi en fyr, sad tættere på nu end for få sekunder siden.

Han var egentlig ligeglad med om de sad helt tæt sammen, eller om de sad i hver sin ende af sofaen, han var alligevel ikke særlig sart, ikke engang overfor en engel. Han var tit sammen med nogle, men for det meste var det kun når han var stang stiv og fuldstændig totlat crazy.. Han var faktisk overbevidst om, at han aldrig i sit liv havde siddet sådan her med nogen, uden at blive gramset på. Faktisk var det ikke så underligt som han havde troet at sidde her sammen med en vaske ægte engel, og at han var engel var blevet bevidst med hans vinger. Han kendte sig selv godt nok til at vide, at han sikkert ville komme til at udnytte den beskyttelse Davie gav ham og indeni ham gjorde det ham ked af det.. Det var sjældent at han ikke bare var ligeglad med at såre andre, men denne gang.. Denne gang ville han ikke såre Davie.. Det var underligt, men det ville han bare ikke, selvom han sikkert kom til at gøre det en dag. Han så på ham, mens han ventede svar på det med at have en skytsengel og da Davie så svarede, at han ikke slap for ham foreløbig, sukkede han tungt. "Så du render efter mig, hver aften?" spurgte han med et kort opgivende suk, inden han så smilede sit charmerende smil op til ham, diskret lod han sin hånd glide ned på hans lår..

Han rykkede sig diskret lidt mere hen til ham, så de faktisk sad ret tæt. Og tæt nok til at tilfredsstille Davie. Han hvilede stille sit hovede ved hans skulder, og var faktisk klar til at blive skubbet væk, hvert øjeblik det skulle være. Men det var rart, selvom han vidste at Kew ville endten skubbe ham væk, eller andet end bare at sidde tæt.. Og om hans beskyttelse ville blive udnyttet for Kewians lyster.. Det måtte han selv finde ud af. Han ville tage det som det ni ville komme.
Mon det var okay at nusse nu? Han lod tøvende sin finger tegne et usynligt mønster på hans bryst, og skævede op til ham. Ledte efter selv det mindste tegn, på at han ikke ville røres. Han trak sine ben op til sig, og lod derefter bere Kewian gøre som han havde lyst til. Så længe han ikke gjorde noget der var for slemt, så ville han nok stritte imod.
Han nikkede til hans spørgsmål. "Men jeg kan skam tricks så du ikke lægger mærke til mig. Så du skal ikke regne med at se mig, med mindre jeg bliver nødt til at beskytte dig" sagde han, og smilede svagt. Han sukkede let, da Kewians hånd lå på hans lår. Han lukkede endnu engang øjnene, og smilede lidt for sig selv.

Han lagde godt mærke til at Davie nu fjernede alt afstand mellem dem, hans krop var så tæt på hans, at han ligefrem kunne mærke varmen fra Davie, det var et eller andet sted en behagelig ting, men også fræk. Han ville ikke skubbe ham væk, for han kunne lide det, men det var svært ikke at udnytte at de sad tæt, for det var det han plejede at gøre, han plejede at begynde at gramse diskret, når han sad så tæt med nogle, plejede at hviske forførende ting, som til tider fik folk til at give efter. Han kyssede ham forsigtigt i håret, da Davie lagde sit hoved på hans skulder, det var et eller andet sted rart, for han vidste at Davie ikke ... Ikke ville begynde at forføre ham, medmindre det var det der bragte ham ud af fare. Han lukkede øjnene i med et nydende smil hvilende på sine læber, da Davie så stille begyndte at tegne et usynligt mønster på hans bryst, det var dejligt.. Davie var dejlig. Han nikkede bare til det han sagde, uden at høre det helt, inden han så forsigtigt begyndte at nusse hans lår..

Han sukkede glad, da han ikke blev skubbet væk. Det var rart at måtte sidde hos ham. Det var rart. Han nussede hans bryst, og sukkede kort. Han lukkede øjnene, og nussede bare videre. Det var altså virkelig rart at sidde med ham. Kedsomheden havde virkelig været det værd, nu kedede han sig absolut ikke! Han krøb lidt mere ind til ham, selvfølgelig uden at ramme det lår der gjorde ondt. Han rødmede en anelse af hans lille kys, og rejste sig derefter op. "Jeg bliver altså nødt til at rense dit sår" mumlede han stille. "Ellers går der bare betændelse i" tilføjede han. Det næste han skulle be' ham om var dog ikke lige til. "Du.. bliver nødt til at tage dine shorts af" sagde han stille. Han gik ud i det gamle køkken, og gjorde en klud han havde fundet våd. Forhåbentlig ville han ikke misforstå grunden til at han skulle smide sine shorts. Han vred kluden, og gik tilbage til ham. Han smilede blidt, og gav ham et lille kys på kinden.