In the end of the day, im still just a child (Isabella)

Dag + Dato: Irl.
Tid: 17:20
Vejr: solnedgang så himlen er en enorm regnbue af farver, små lyserøde skyer, lunt.
Omgivelser: gynger, klatrestativ osv.


Jara sad stille på sin rumpe oppe på rutschebanen. Hun smilede lidt for sig selv og pillede lidt ved fodbolden i sit skød. Der var så stille da børnene var taget hjem, men stilhed gjorde hende ikke rigtig noget, eller jo i det store hele gjorde det. Hun smilede glad og så op på himlen med et lille suk af skønheden. Himlen var noget af det allerflotteste i hele verden. Hun grinede ved tanken om at hun havde spillet fodbold hele dagen, hele hendes fridag var blevet brugt på børn hun ikke engang kendte. Hun lod sig glide ned fra rutschebanen og nynnede lidt for sig selv og kastede bolden op i luften og greb den igen.

Isabella gik stille hen af gaden. Hun nynnede stille for sig selv og kiggede op på himlen. Den var utrolig smuk. Isa havde næsten lige fået fri fra arbejde, så hun havde kun sin skjorte på som hun jo altid havde på når hun var på arbejde, nogle lidt slidte lårkorte shorts og sine converse sko. Hun trak ned i skjorten, og stoppede op da hun pludselig mærkede en forandring i luften. Forsigtigt så hun sig omkring. Der var ikke andre udover hende, men der var nogen. Det kunne hun både dufte, og mærke. Hun gik stille videre, og fandt noget efter ud af det var en af samme race som hende. Så var der vel ingen fare på færre. Hun nåede legepladsen og så en pige der sad oppe på rutschebanen. Hun blev bare stående og betragtede den ukendte pige..

Jara betragtede den slidste fodbold i sine hænder. Det var ikke hendes det havde været en af børnenes, men barnet havde glemt bolden og nu sad Jara der med den. Hun smilede og lagde den i klatretårnet så der ikke var nogen store drenge der huggede den. Hun kunne mærke et blik i nakken, en andens tilstedeværelse, og hun drejede langsomt hovedet. Hvis det var en vampyr kunne hun løbe og folde vingerne ud, mens hun løb. Men pigen der stod og så på hende, var vist ikke meget anderledes end hende. Hun vendte sig om og gav pigen elevatorblikket, og smilede så til hende. "Hej.." sagde hun, og rutschede ned. Hun blev siddene på det nederste stykke af rustjebanen, og lagde hovedet på skrå. Det var vel ikke noget vildt at møde en anden engel, men det var ikke noget hun havde prøvet før, hun havde aldrig mødt en af hendes slags, før nu.