En bytur... - Trako

Dato: 29. Juni
Tid: 01:00 ca.
Vejr: Mørkt og lunt i vejret.
Omgivelser: Ingen.

Artemis gik stille gennem de tomme gader. Hendes blik var rettet ned mod jorden, men alligevel havde hun faktisk rimeligt styr på sine omgivelser. De nyligt skærbede sanser hjalp en del. For en gangs skyld, var hendes øjne klare og grønne. Grunden dertil var let at se, hvis hun åbnede munden, da de ellers fine hvide tænder, var tilsølet i blod... Det var første gang hun bevægede sig ind i byen på egen hånd, efter forvandlingen... Man blev træt af skoven, og naturen, når man var henvist til at blive der hele tiden...

Den efterhånden godt brugte cigar, forsvandt under foden på ham... Hatten sad betydeligt lavere nede i hovedet på ham denne aften. Hans øjne var ikke til at se. Han måtte være forsigtig... Meget forsigtig... Hovedkvarteret havde reporteret om forøget vampyr aktivitet. Han stod alene... Alene i tilfælde af kamp... Hvem skulle hjælpe ham? Han havde altid arbejdet af alene... Og det tydede nu meget på snart ville få følger for ham. Han fortsatte ned langs gaden. Hans hænder blev begravet i hans lommer. Men tiden var ikke inde for ham... Det kunne den ikke være. Og hvis den var, ville han ikke give op lige sådan. Han ville tage adskillige vampyrer med i graven... eller det der var værre. Han skar tænder ved tanken mens hans øjne gled hen af jorden. han kunne ikke se helt op pga hatten. Sådan var det vel også bedst. Han stoppede dog op da han lagde mærke til et lille par fødder lidt foran ham.

Artemis stoppede op, ved lyden af andre skridt, og den skarbe lugt af tobaksrøg. Hun betragtede ham uden et ord, og lagde let hovedet på skrå. Det vad ham fra legepladsen. Ham der havde snakket med Artemios om jægere... Hun kløede sig let på kinden, og overvejede om hun burde gå sin igen. - Vicente havde jo fortalt hende, at hun skulle holde sig væk fra jægere...

Han spyttede ned på jorden "Kom tættere på min tøs... Du skal have dig et våben hvis du vil være i stand til at klare dig imod de vampyrer der vandre rundt... Vievand eller en træpæl. Det bliver nok det bedste... Kan du finde ud af at bruge en armbrøst?" Han rettede hatten op så han kunne se hende helt. Hun virkede mere bleg end sædvanligt. Men det var sikkert bare pga mørket. "Er du okay?" Spurgte han så med en rolig stemme, dog med lidt nervøsitet i den. Man vidste jo aldrig hvad denne pige havde været igennem siden deres sidste møde.

Artemis blev stående, hvor hun var, men nikkede dog let. " Jeg er okay." svarede hun roligt. Vievand og træpæle... Det var de våben, som dusørjægerne brugte mod vampyrer. "Nej, det kan jeg ikke." svarede hun til hans spørgsmål om hun kunne bruge en armbryst. Hvad troede han, at hun var? En eller anden form for kampdygtig lille maskine?..

Han nikkede kort "Så må vi vel få dig lært det... Desværre vil der gå noget tid, så indtil da må du låne min. Jeg kan alligevel godt klare mig uden den." Trako trak ud i sin jakke og tog en lille armbryst frem. Den var ikke ligeså stor som dem der var beskrevet i bøgerne, men heller ikke lille nok til at kunne holdes i en hånd når den skulle affyres "Jeg har kun fem bolte med vievand på mig... Resten ligger i mit hjemmearsenal" Han rakte hende armbrysten med den ene hånd og et lille lukket rør med den anden "En ambryst er forholdsvis nem at lade, og den affyres næsten på samme måde som et gevær. Du skal bare tage mere hensyn til målet"

Artemis så lidt på tingende han rakte hende, og tog efter lidt tid i mod dem. "Du er vel klar over, at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvordan man lader en armbryst, eller affyrer et gevær?" spurgte hun, og så på ham, med et let løftet øjenbryn. Hun var usikker... Hvad nu hvis han opdagede?.. Ville han slå hende ihjel så? Hvis man skulle tro på hvad Vicente havde fortalt hende, så ville denne jæger ikke tøve med at dræbe hende, hvis han fandt ud af at hun var blevet gjordt til vampyr.

Han rystede opgivende på hovedet "Du sætter strenged ned bag pinden, lægger bolten på, sigter og trykker på aftrykkeren... Så svært kan det vel ik være?" han satte sine hænder i siden mens han lagde hovedet på skrå. Hun ville aldrig kunne stå distancen.

Artemis sendte ham et lettere surt blik. Han kunne da ikke forvente, at hun bare vidste sådan noget. Det var jo ikke fordi hun nogen sinde var blevet undervist i nogen som helst omgang - for slet ikke at snakke om brug - med våben. Hun bed sig let i læben, før hun forsøgte at gøre som han sagde. Hun kunne lige så godt undgå at gøre ham vred...