Gyngetur? - Trako!! xD

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Lørdag
Vejr : Fint
Sted : Legepladsen?
Tid : 19.38
Omgivelser : Legeplads ting vel?

Artemis sad på en af gyngerne med en pind i hånden. Med pinden tegnede hun usammenhængende mønstre, mens hun skubbede gyngen let frem og tilbage. Det blev nogle spøjse tegninger der kom ud af det, men det var egentlig ikke så meget andet end tidsfordriv. Hun var - endnu engang - smuttet fra Nanny'erne på en af de kedsommelige byture, og ventede nu egentlig bare på at de skulle opdage at hun manglede, og komme at hente hende. For på et eller andet tidspunkt måtte de da opdage det. Godt nok skete det ofte, at det blev langt over spisetid før de reagerede på det. - De var efterhånden vant til at hun skred fra dem, og var i god behold, når de skyndte sig tilbage efter hende. For det var hun. Selvom hun rendte hvor det passende, når det passede hende, var det faktisk sjældent at hun kom til skade.

Trako slukkede sin cigar for femte gang den dag og smed den over i en hæk. Han skulede under sin hat hen imod pigebarnet. Forsvarsløs som hun sad. Et åbent mål for en skytte, et såret bytte for en jæger, en engel for sine forældre. Han smilede atter skævt. Han stak sin hånd ind under frakken og lukke kort sin hånd om pistolen før han bevægede den videre hen til sin lille pose. Han trak diskret noget op derfra og lukkede hånden om det. Han bevægede sig stille hen og satte sig på bænken vid siden af hende.

Artemis løftede blikket, da fremmede skridt gjorde hende opmærksom på at hun ikke længere sad alene på legepladsen. Hun betragtede ham, som han satte sig på bænken, men sagde ikke noget. Hun var blevet mere eller mindre påpasselig med hvem hun snakkede til. I hvert fald hvis de ikke snakkede til hende først. De grønne øjne funklede på det nærmeste, i det begyndende halvmørke, som de hvilede på hans ansigt.

Han lod et lille sølv kors finde sig vej ud af hånden og ud til hans fingre. Han så dybt på korset. "Hvor er dine forældre?" Spurgte han så mens han fastholdt blikket på korset. Han satte let af med fødderne og gyngede lidt tilbage. Han så først nu på hende og hævede det ene øjenbryn.

Artemis vendte igen blikket ned mod tegningerne i sandet. "Det ved jeg ikke." svarede hun roligt, og skævede så igen på til ham. Hvorfor spurgte han dog om det?.. Dumt spørgsmål... Det var jo indlysende. Det var jo også sådan så mange andre havde reageret, når de fandt et barn siddende alene udenfor om aftenen... Men Artemis var blevet så vant til at folk reagerede underligt, at det kom som en overraskelse, når nogen reagerede så indlysende...

Han så på hende med et hævet øjenbryn før han tog en ny cigar frem. "Efterladt alene i gruset som et minde af guds nåde?" Han tændte den men en shibu lighter før han tog et sug og lod den sidde i munden. "Nogle gange er det at være alene, meget medre end at være flere" Han så ned på hende og rettede hovedet lidt op-

Artemis så undrende på ham, efter det første han sagde. Rystede så på hovedet. "Jeg er ikke efterladt." sagde hun, og så bestemt på ham. Dog nikkede hun til det andet han sagde. Dét kunne hun bekanta sig med. Det at det var bedre at være alene. Der var jo som regel en grund til at hun skred, selvom det måske ikke var det klogeste at gøre.

Han så på hende gennem røgen fra sin cigar. Havannah cigar, første klasse. "Hvor bor du så? Et børnehjem?" Han smile kort mens han så op imod himlen "Arbedslejr måske?" Han gemte sølvkorset væk igen. Han lod hende knapt nok svare før han fortsatte "Tror du på eventyr?"

Artemis rynkede fornærmet på næsen af han. "Jeg bor hos Far!" informerede hun, og løftede hagen let. Så lidt på ham, da han igen talte. "Mener du eventyre om vampyre, og monstre?" spurgte hun, og betragtede ham med et blandet blik. Åh jo, hun troede skam på den slags eventyre... Undtaget, at det var svært at skelne mellem hvilke ting der var virkelige, og hvilke der var opdigtede..

Han skulede kort koldt til hende "Jeg ville nu mene at vampyrer går ind under kategorien monstre men ja dem..." Han pustede ud så udsigten mellem dem blev dækket af røg. Han satte af igen og gyngede kort frem og tilbage. Han så op imod himlen

Artemis smilede svagt ved hans skulende blik. Så nikkede hun let. "Ja, det gør jeg." svarede hun, og skubbede gyngen i gang igen. Åh jo, hun troede skam på det. Men nu havde hun jo også mødt en til flere vampyrer, i løbet af den sidste månedstid... Sådan noget kunne pludselig ændre ens syn på verdenen fuldstændigt..

Han smilte kort "Hvorfor gør du det?" Han pustede endnu en røgsky ud, denne gang i nogle små cirkler som langsomt steg til himmels. Han fulgte dem med blikket og så hvordan de opløstes og blev til ingenting. Han smilte kort. De var på mange måder ligesom livet. I det ene tidspunkt interresante og levende. I det næste bare væk.

Artemis så lidt på ham. "Hvorfor spørger du om det?" spurgte hun, i steddet for at svare ham. Hvad skulle hun også svare til det? ... Hun havde jo selvfølgelig sine åbenlyse grunde, til at tro på dem, men alligevel. Det var ikke noget hun havde synderligt lyst til at dele med andre... Specielt ikke med fremmede folk.

Han så lidt utålmodigt på hende "Svar mit spørgsmål" Han hævede kort tonen. Udover at børn kunne bruges som lokkemad var de også betydeligt bedre til at opfange ikke menneskelige væsners tilstedeværelse. En form for deres egen sjette sans. Han rejste sig op fra gyngen og så ned på hende med et overlegent blik.

Artemis så trodsigt op på ham. "Nej." sagde hun kort, og rejste sig selv fra gyngen. Ikke at det gjorde meget for hendes højde, da hun ikke var synderligt stor af fysik. Men det forhindrede hende nu ikke i ikke at være den mindste smule bange for ham.

Trako så kort omkring før han trak frakken til side og blottede nogle knive og pistolen. "Lad os prøve igen, enig?" Han så lumsk ned på hende. Hendes trodsighed var både inspirende men også til at le over. Ethvert menneske kunne knækkes. Selv ham selv, selvom han dog sjældent talte højt om det. Jo, ligesom alle andre havde han sine svagheder. Både fysisk og psykisk.

Artemis trådte forskrækket et skridt tilbage, og snublede idet hun gik ind i gyngen. Så overrasket op på manden. Så rystede hun på hovedet. "Fordi jeg er et dumt lille barn, der tror på sådan noget?" Det var tydeligt at høre på hendes tonefald, at det bestemt ikke var grunden, men hun regnede med, at det var noget i den stil han mente at hun var... Et dumt lille barn..

Han grinte stille mens han rystede på hovedet. Han tog cigaren og vendte den ende med gløder i mod hende. "Har du følt sådan en her mod din hud? Det gør avs" Han smile stille "Har du mødt nogle mærkelige væsener? Nogle ikke menneskelige?" Han så utålmodigt på hende

De før så trodsige øjne, blev med et store, og bange. Hun nikkede svagt. "Jeg... Jeg har mødt en vampyr. " Godt nok var hendes stemme knapt hørlig, men den rystede ikke meget. Hun stirrede stift på hans ansigt, og bed tænderne hårdt sammen. Hvor var han dog dum!...

Han tog cigaren tilbage i sin mund med et tilfreds smil "Mand eller Kvinde? Har du noget navn stump?" Han rettede sig op og holdt let fast i kanten på hans frakke. Så let som at stjæle slik som et barn. Hvilket egentlig ikke var helt forkert bortset fra at han var ude efter informationer og ikke sukkersødt stads.

Artemis så mut op på ham. "En mand. Ja, jeg har et navn. Og jeg er ikke nogen stump." svarede hun, og kom så på benene igen. Med vilje undlod hun at sige navnet. Hun var alt andet end sikker på at hun havde lyst til at denne mand skulle opsøge Artemios... I hvert fald ikke hvis han virkelig var hendes bror...

Han så kort på hende "Hvem var det så?" Han satte sig ned på hug for at puste en røgsky ud i hovedet på hende. Han trak derefter sin hat lidt længere ned for at den bedre dækkede hans ansigt. Han så langsomt fra side til side før han lod blikket hvile på hende igen.

Irriteret viftede Artemis røgen væk, og rynkede på næsen. "Artemios... svarede hun så, og så surt på ham. Han var dum. Hun så vredt på ham. "Hvem er du? spurgte hun så, og så undersøgende på ham.

Trako så lumsk på hende "Dit værse mareridt" Grinte han så stille. Han så nysgerrigt på hende "Hvad syntes du så om denne... Artemios?" Trako spyttede så snart han sagde navnet. Han så stift på hende

Artemis lagde hovedet på skrå og smilede svagt, da han kaldte sig hendes værste mareridt. "Du kunne ikke være længere fra at være mit værste mareridt." sagde hun så i et let tonefald.
Smilet forsvandt dog straks fra hendes mund, da hun blev spurgt om hvad hun syntes om Artemios. Hun rynkede på næsen a hans spytten, men valgte ikke at kommentere. "Det kan være lige megt." sagde hun så, og rystede på hovedet. Sandt at sige anede hun det ikke.