Nigth by the lake... - Vicente

Dato : Irl
Årstid : Sommer
Dag : Lørdag
Vejr : Nymåne, lettere blæsene
Sted : Søen
Tid : 23.03
Omgivelser : Natur? o.o

Raquel så den sidste bobbel forsvinde fra vandoverfladen, og vendte så blikket mod den måneløse himmel. De sidste minder af hendes liv som menneske forsvandt ned i det sorte mudder på søens bund. Næsten i hvertfald... Hun havde valgt at beholde sine to pistoler, da hun for det første havde en skrækkelig vane med konstant at gribe efter dem, og for det andet synes hun at det var meget ret at have noget så hun kunne undgå nærkamp med eventuelle varulve. Ikke at hun ligefrem planlage at komme op at slås med dem, men hun kendte udemærket det anspændte forhold mellem de to racer. - Og effekten af ulvenes bid mod en vampyr...

Vicente fulgte den altid spændende og specielle duft af Raquel. En duft, som han tydeligt kunne kende, da han før havde stået og snuset den til sig og husket på den, som var det en helt speciel duft for ham. Det var en speciel duft for ham, ligesom at Raquel var speciel for ham. Vicente kom til søen og fik rigtigt nok øje på den smukke Raquel. Han stoppede ved et træ og lænede sig op ad det og stod bare og betragtede hende med sine røde øjne. Hun var smukkere end smuk, hans vampyriske sanser opfangede hver en mindste detalje ved hendes smukke ansigt. "En dejlig nat. En speciel vampyr." Sagde han med sin rolige, mørke stemme, men blev dog stadig stående.

Et svagt smil formede sig på Raquels ansigt, ved lyden af stemmen. Dog vendte hun sig ikke mod ham. "Du kan bare det der med timing, hva?.." sagde hun med en snert af sarkasme i stemmen. Dermed hentydede hun til hans utroligt dårlige timing i forhold til hans beslutning om at forvandle hende. Hun vendte igen blikket mod søen, og smilede svagt til spejlbilledet af den stjerneoplyste himmel.

Vicente ignorerede hendes sarkasme og gik hen ved siden af hende. "Du gør blot natten smukkere." Sagde han og rettede sine røde øjne mod hendes smukke ansigt. Han nød altid synet af Raquel. Det var virkeligt mange, mange år siden en kvinde sidst havde haft denne effekt på ham og han måtte indrømme, at han kunne lide det. Han følte sig ikke længere, som et tomt omvandrende lig. Nu havde han rent faktisk noget, som var værd at kæmpe for.

Raquel vendte nu blikket mod ham, stadig med det lette smil. "Hvordan går det med din hær?" spurgte hun så, og strøg en lok af sit hår om bag øret. Så så på søen igen. Egentlig interesserede det hende en del. - Det havde jo sådan set også en betydning for hende, eftersom hun havde indvilliget i at være en del af den. Hun fortrød det ikke. Var vel egentlig bange for at komme til at kede sig uden. Drab og krig og kamp havde jo altid været en del af hendes liv. Lige fra barnsben.

Vicente rettede blikket imod vandet. "Den står stille lige for tiden. Jeg skal have snakket med nogle folk før jeg arbejder videre på den. Alt jeg mangler er at møde disse folk og så kan opbygningen så småt komme igang." Sagde han og nikkede stille, hvorefter han lod en ligbleg hånd, stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre.

Raquel nikkede kort, og forblev så tavs. Så mod bredden på den anden side af søen, og lagde let armene over kors. - Blot for at have et sted at gøre af dem. Egentlig gjorde selve det at være vampyr hende ikke det store. Det var mere omstændighederne der gik hende på nerverne. - Men så igen... Alt kunne vendes på den ene eller anden måde...

Vicente vendte sig med fronten imod Raquel. "Hvordan har du det ellers, min smukke vampyr?" Spurgte han og lod sin ligblege hånd stryge hendes kind blidt. Det var ingen hemmelighed, at han fandt hende smuk og unik. Hans så ind i hendes øjne, der ligesom hendes ansigt var smukke. Hun havde før afvist ham, men det tog han ikke på nogen måde tungt. Det ville jo også være kedeligt, hvis det var som at jagte et lig. Han kunne lide noget udfordring.

"Jeg har det fint, tak." svarede hun, og tog let fat om hans håndled, da han strøg hendes kind. Gik så helt tæt på ham, så der ikke var mere end få censimeter mellem dem. "Jeg er ikke din." sagde hun så, og så roligt ind i hans øjne. Hun ville ikke betragtes som tilhørende nogen. - På ingen måde. At Vicente var hendes skaber, og det egentlig gjorde hende til 'hans' vampyr valgte hun at se bort fra. Det var en mindre detalje...

Vicente lagde en arm om livet på hende og trak hende helt ind til sig. "Vi kan være hinandens." Sagde han så lavt og så stadig ind i hendes øjne. Raquel var aldeles en, som han skulle kæmpe for og han havde så sandelig også tænkt sig at kæmpe indtil han vandt. "Jeg kan lide at du er stædig. Selv overfor din skaber." Sagde han så.

Raquel lod ham trække hende ind til ham, og lod let en finger løbe langs hans kindben. - Præcis som hun havde gjordt den nat i kirken. Dog med den forskel, at hun ikke havde vievand på hånden. "Min skaber eller ej, jeg gør som det passer mig." svarede hun let, og smilede skævt. Hun havde trods alt besluttet sig for at lade ham tro at hun ville blive hans, sådan som han ønskede det.

"Og det kan jeg lide." Sagde han og lod også sin anden arm lægge sig om livet på hende. Han bukkede let ned, så han havde sit hoved ved hendes hals. "Du dufter godt." Sagde han og lod så et roligt kys lande på hendes hals. Vicente kunne godt lide, at hun var rebelsk, men han ville nok få styr på hende, hvis hun begyndte at gå for vidt.

Raquel lagde hænderne mod hans skuldre, da han kyssede hende på halsen. Skubbede ham dog ike væk. "Vov ikke at bide mig igen." var hendes eneste kommentar. Hun var stadig så meget jæger, at det var det er bekymrede hende mest ved at stå så tæt på en anden vampyr. Det faktum at han omfavnede som han gjorde generede hende ikke. Hun betragtede det egentlig lidt som en jagt. Og hun havde før brugt sådanne metoder til at nedlægge væsner.

Vicente rettede sig op igen og så atter ind i hendes øjne. "Jeg vil skam ikke bide dig." Sagde han og der talte han sandt. Han havde ingen intentioner om at sætte tænderne i hende igen. Han bevægede sit hoved mod hendes halsen igen, dog den anden side af hendes hals og gav hende endnu et roligt kys på halsen. Han måtte vinde hendes tillid og han prøvede sig frem med denne metode.

Raquel så ind i hans øjne, da han rettede hovedet op. Søgte efter selv det mindste tegn på løgn - af gammel vane - dog uden at finde nogen. Hun lod hænderne køre op, så hun havde armene om halsen på ham, da han igen kyssede hendes hals. Et eller andet sted kunne hun egentlig godt lide det... Men igen, det var ikke noget hun havde tænkt sig at lade ham vide sådan lige...

Vicente smilede et kort smil. "Du kan lide det." Sagde han, da hun lagde sine arme om halsen på ham. Det var i hvert fald det han regnede med, siden hun ikke gjorde modstand, som hun ellers før havde gjort, bare han strøg hendes kind. Om hun lod ham gøre det fordi hun ville have det eller fordi hun ville tæt på ham for fordelenes skyld, var endnu ikke klart for Vicente. Han vidste dog godt, at Raquel kunne spille taktisk på den måde.

Raquel så på ham med et let glimt i øjet. "Hm.. Måske kan jeg..." svarede hun let, og et svagt smil formede sig på hendes læber. At hun kunne lide det, var jo ikke ens betydende med at hun kunne lide ham... Men det måtte han nu gerne tro.

Vicente smålo kort. "Jeg ved du kan." Svarede han og lod et par kys lande på hendes hals før han så rettede sig op og så ind i hendes øjne igen, stadig med armene omkring livet på hende. "Kan du så også lide mig eller skal jeg arbejde på det endnu?" Spurgte han og endnu en kort latter kom fra ham.

Raquel så et øjeblik på ham uden at svare ham. Nej, gu fanden kunne hun ikke lide ham, men det var ikke noget han behøvede at vide. Hun kom kort i tanker om den vampyr hun havde mødt ved havnen en aften.. Sordrick... Han havde virkeligt hadet Vicente... Havde sagt at Vicente havde voldtaget hans kæreste.. Dumme svin. Hun havde stadig ikke svaret ham. Så strakte hun sig let op mod hans ansigt, og kyssede ham blidt på munden. Håbede at han ville godtage det som et svar...

Vicente smilede let, da hun gav ham et kys, men han troede dog ikke på, at hun kunne lide ham. Forandring var alt for pludselig for, at Vicente ville tro på den. "Jeg vil nu gerne have et svar med ord." Sagde han og fjernede sin ene arm fra hende, blot for at stryge hendes kind en enkelt gang, hvorefter han så lagde den om livet på hende igen.

Raquel smilede svagt af ham. Idiot. Forbandede igle... "Og hvad så hvis jeg kan lide dig?..." sagde hun let, og så på ham. Hendes ansigt røbede hende ikke. Hun havde spillet den rolle alt for mange gange til at klokke i det. Hun vidste godt at det måske var en smule for pludseligt... Men alligevel. Havde hun forstået det ret ville han tage imod hvad hun gav ham, selvom dette måske var en løgn... Til at starte med i hvert fald...

"Så vil jeg selvfølgelig synes det er godt og lade dig blive min partner." Sagde han og så ind i hendes øjne. Han søgte efter tegn på, at hun løg eller skjulte noget, dog kunne han ikke finde noget. Om det var fordi det var sandt det hun sagde eller hun bare var god til det, var han ikke sikker på. Han afslørede dog heller ikke, at han ikke helt troede på hende, men han havde dog en idé om, at hun sikkert godt vidste det.

Raquel nikkede kort, og flyttede så blikket fra hans øjne, og ned til hans hage. Det bæst. Hun skulle nok få ham med med nakken.. Før eller siden... - Hun havde jo tiden på sin side. Så mødet hun igen hans blik, med lettere alvorlige øjne. Lagde let sin kind mod hans, og hviskede lavmælt: "Jeg kan lide dig, Vicente.."

Et smil viste sig meget kort på hans læber, før han så trykkede hende blidt ind til sig, lod sit hoved glide ned til hendes hals, hvorefter han så lod flere kys lande på hendes hals. Det var tilfredsstillende at høre, om det var sandt eller ej. "Min baronesse." Hviskede han så lavt.

Et nærmest umærkeligt smil viste sig kort på Raquels læber. Hun anede ikke om han troede på det eller ej. Men hun vidste at det var hvad han gerne ville høre. Hun begravede let fingrene i hans lange hår, og sagde ikke noget. Var mere eller mindre bange for at komme til at sige noget hun mente... - Og det ville uden tvivl ødelægge skuespillet.