Mange mennesker skubber...

"Nej... Har det noget med nogle af hendes historier at gøre?" spurgte hun. Det var vildt at lytte til så klar en stemme. "Hun har fortalt om dæmoner, varulve... og hun fortalte engang en historie om at der var en blond engel der hjalp hende. Han var meget... attraktiv." Hun kiggede på ham. "Er du ham?" spurgte hun, håbefuldt.

"Ja, det er mig." sagde han og smilede. Han aede hende på ryggen, og gav hende et hurtigt kram. "Men det lyder ikke som om det går godt hjemme." sagde han lidt sløvt, men samtidig bekymrende. *Hun skal bruge en der kan beskytte hende, en der tager sig af hende.* tænkte han. "Ved du hvad slags engel jeg er?" spurgte han.

Hun mærkede hans kærtegn på ryggen, og blev tyeligvis overrasket over at han krammede hende. "Nej..." sagde hun lidt undrende. Hendes dybblå øjne mødte hans, og hun holdt hans blik fast. Det var næsten beroligene at være så tæt på en engel.

Ryu krammede hende igen. "Skytsengel, men jeg beskytter ikke nogen. Endnu." sagde han med et smil. Han rettede på sin skjorte, og trak bukserne lidt op. Han rakte ned i sin lomme, og trak en mobil op af lommen. "Du har vel en mobil?" spurgte han.

Hun rystede på hovedet. "Nej." Hun havde heller ikke brug for en. Hun fulgte hver af hans bevægelser. Hun rystede på hovedet, så hendes hår satte sig normalt. Ned over højre øje, i en sød, pjusket frisure. Hun rejste sig op, og mærkede hvordan hendes negle stadig gjorde ondt.

Ryu kiggede på hende. "Du har brug for hjælp. Jeg taler ikke om psykisk, men om den slags der kan give din storebror de sygeste stryg næste gang han røre ved dig." sagde han og smilede. *Det ville ikke engang være et problem at dræbe ham, hvis det skulle være.* tænkte han.

"Nej." sagde hun kort. Hun havde ikke brug for hjælp endnu. "Hvis du er skytsengel, og du ikke beskytter nogen..." begyndte hun. "... føler du dig så ikke... tom?" hun vidste ikke om det kunne beskrives på andre måder. Hun kendte godt til skytsengle, men andre engle kendte hun ikke til.

Ryu kiggede undrende på hende. "Lidt måske. Lidt meget." sagde han og smilede skævt. "Hvad med dig?" spurgte han. *Jeg burde nok være hendes skytsengel.* tænkte han. Han rettede sig lidt op.

Hun kiggede ham stadig i øjnene. "Nej, ikke rigtig." hun kiggede ned og hviskede lavt: "Vil du være min skytsengel?" Hendes kinder blussede op, og blev helt rosa. Det var lidt... desperat at spørge om sådan noget. Hun turde ikke kigge op, i frygt for hans reaktion.

Han kiggede på hende med et lidt sødt blik. "Gerne, meget endda." sagde han. Han strøg en hånd igennem håret, og rørte så lidt ved sin piercing. Han krammede hende blidt.

Hun slappede af. Det var en beroligende fornemmelse, at stå der i en omfavnelse med ham. Hun hviskede ind mod ham: "Hvordan føles det at få et menneske?"

"Anderledes, i forhold til før." sagde han stille. Han smilede, og grinede lidt. "Hvordan føles det at blive beskyttet af en der nok kan smadre de fleste?" grinede han med et bredt smil.

Hun smilede da hun hørte hans grin. "Beskyttende." sagde hun. Det var en rar fornemmelse. Hun lænede sig tilbage, og gav slip på ham. Hendes blå øjne ramte hans, og hun smilede nu lidt større.

Ryu smilede til hende. "Et eller andet sted, forståeligt." sagde han stille. Han gabte, og lagde sig ned.

//der sker ikk rigtig mere XP//

Hun kiggede på ham, og satte sig på ham. Hendes hænder søgte fra hans brystkasse ned til hans ribben, hvor hun begyndte at kilde ham.

//Sikker? XD//

Han grinede, og smilede til hende. "Nej, stop det!" grinede han. Han kildede tilbage, med sine blide hænder, og lange fingre.

//næsten//

Hun grinede, da hun var utroligt kilden. Hun pressede sine fingre ind i siden på ham, og kildede ham vildere XD

Han grinede, og kildede hende helt vildt. "Stop! Jeg er mega kilden!" råbte han og flækkede af grin imens. Han var ret kilden, så han grinede ret meget.

Hun knækkede sammen over ham, færdig af grin. Hendes spinkle krop lå oven på hans og hun var kværnet for energi. Latteren var efterhånden stilnet af, og hun lå bare, og lyttede til hans åndedrag.

Ryu kunne mærke at hun var træt. Han slappede lidt af og lagde sig godt og behageligt til rette. Han hostede en enkelt gang, og trak så vejret dybt ind.

Hun lukkede øjnene, og faldt i søvn oven på ham. Hendes tynde krop var helt stille når hun sov. Hun kunne sagtens gå for at besvimet. Det eneste der bekræftede at hun stadig var i live, var hendes åndedrag, og det meget stille hjerteslag.

Ryu kiggede ned på hende. Hun så fredfyldt ud, som et lille barn der sove... Okay, hun var et lille barn der sov, men det forhindrede jo ikke den søde tanke.

Hun lå helt stille, oven på englen. Hendes engel. Nu ville hun altid føle sig beskyttet. Aldrig efterladt. Aldrig mere.