Mange mennesker skubber...

Tid: irl
Sted: markedspladsen self.
Dato: 22/7
Dag: fredag, så mange forældre osv. går rundt med deres børn.
Årstid: sommer
Vejr: varmt, dejlig varmt.
Omgivelser: mange mennesker.

Ryu gik rundt blandt forskellige boder og sådan på markedspladsen. Han kom til en smykkebod der solgte piercinger. *Hmm, måske skulle jeg kigge efter noget nyt.* tænkte han, og gik derhen. Manden i boden kiggede lidt på Ryu. "Ser du noget du kunne tænke dig?" spurgte manden høfligt. Ryu kiggede på ham, og smilede. "Jeg overvejer lidt den her." sagde han, og tog en piercing op der lignede et knust hjerte. Manden nikkede kort, og sagde: "Det er ægte rubin der er lagt i." Ryu kiggede overrasket på ham. "Hvor meget skal du have for den?" spurgte han hurtigt. Den var meget køn, og den var også ret speciel. "Fire pund." sagde manden. Ryu nikkede kort og rakte ned i sin pung efter fire pund. Han stak manden dem i hånden og tog glad piercingen til sig.

Kim stod lidt væk fra de mange mennesker, inde i skyggen. Hendes hænder var begravet i de lyseblå jeans' baglommer. Hun kiggede ned på den lyserøde t-shirt. Den var totalt plain. Hun hev sin venstre hånd op af baglommen, og skubbede brillerne med de blå stænger på plads. Hendes lave højde gjorde at hun nærmest forsvandt, hver gang et menneske passerede hende. De dybblå øjne var rettet mod hendes gule kawasaki, med kraniesnørebåndende. Hun lænede sig væk fra muren, og begyndte at gå over mod en slikbod. I forbifarten nakkede hun en mands tegnebog.

Ryu gik lidt væk fra de mange mennesker, og satte piercingen i læben, istedet for den kedelige sorte fra før. Han gik lidt længere hen, og så en slikbod længere henne. Han gik hurtigt derhen, og gik lige ind foran Kimberly, da hun var så lav at han ikke så hende. Køen var kort, så det blev hurtigt hans tur. Kun én person stod foran ham nu.

Kim forblev tavs, da den blonde dreng trådte ind foran hende. Hun ville ikke gøre noget ved det, han gjorde jo bare som alle andre. Hun trak mandens tegnebog frem, og begyndte at tælle penge. Der var 115 pund i sedler, og 3 pund i mønter. 118 i alt. Hendes lille tynde krop trådte et skridt frem, og hun var få centimeter fra at ramle ind i den blonde knægt foran hende. Han var høj. Hun skød på lidt under 2 m. De blå øjne rettede sig nu mod selve boden, og hun så en tyk mand, meget mørk i huden, med karakteriske øjenbryn, lange slik ud til dem der nu kom derop. Han havde fuldskæg, og så meget svedig ud. Hun ville gøre alt for at undgå at røre ved ham, men hvis hun skulle have hvad hun nu havde i tankerne, blev hun nok lidt tvunget til det.

Ryu trådte nu frem. "Et kandiseret æble, tak." sagde Ryu hurtigt. "Og så lige en plade chokolade til personen bag mig." tilføjede han med et smil. Manden svarede: "Det bliver 5 pund." Ryu tog hurtigt pengene op, rakte ud efter chokoladen og øblet, vendte sig om og gav Kimberly chokoladen. "Jeg håber du kan lide chokolade." sagde han med et smil.

"Øh..." hun var målløs. En totalt fremmed havde lige rakt hende chokolade. "T.. Tak?" sagde hun forvirret. Hun trådte et skridt frem. "En pebermynteslikkepind," sagde hun hurtigt. Manden foran hende rakte hende den, og hans fedtede hænder ramte hendes. *Adrk, hvor gustent!* tænkte hun irriteret. Hun tog den hurtigt i sine hænder. "2 pund." sagde manden hårdt. Hun hev tegnebogen fra før frem, og rakte ham to pund. Hun kiggede lidt efter ham der havde givet hende chokoladen. *Hvor... sødt...* tænkte hun. Hun lagde tegnebogen i baglommen og begyndte glad at slikke på sin slikkepind.

Ryu gik ned langs gaden, så på de mange boder, og så fangede en ham: "Clairvoyanten Siara, se din fremtid og fortid her!" stod der på skiltet. Ryu kiggede med et smil derpå. *Siara din tosse.* tænkte han og grinede. Han trådte ind i teltet og der sad hun: en ung dame med langt sort hår, hvorpå en bandage lå om hendes øjne. Hendes næse var spids, og hendes kinder var tykke og røde. "Du bruger altså stadig dine evner til at se folks fremtid og fortid?" sagde Ryu og satte sig med et grin. Siara fór op. "Ryu? er det dig?" sagde han henrykt. Hun tog bandagen af, og et par smukke grønne øjne viste sig. "Jeg har ikke set dig længe, ikke siden middelalderen. Hvor har du været?" spurgte hun. Ryu smilede skævt. "Lidt her og der."

Kim rystede på hovedet da den blonde fyr forsvandt ud af hendes åsyn. Hun søgte over mod det sted hun havde stået før, og satte sig på hug. Hun gumlede tilfreds på sin slikkepind, og tænkte lidt på de forskellige historier hendes barndomsvenindes mor havde fortalt hende. Hendes barndomsvenindes mor var en dusørjæger, og hun havde dræbt mange eftersøgte væsener. Den med englen der havde hjulpet hende, var Kim's yndlingshistorie. Hun lukkede øjnene og hørte sin venindes mors stemme. Den genfortalte hele historien, og imens sad Kim og gumlede på sin slikkepind.

Ryu kiggede omkring sig. *Tid til at få lidt dans herpå.* tænkte han og smilede. Fem tilfældige mennesker der lige lå i hans åsyn stillede sig op på en række bag Ryu, og de begyndte nu alle seks at danse totalt tilfældigt, men helt ens. Samme timming og det hele. Og alle seks med verdens breddeste smil. De dansede en dans ingen kendte her på gaden, men folk grinede og klappede af det. Det kunne ikke ses at Ryu brugte sin evne, medmindre man allerede kendte til den.

Kim hørte optøjerne, og rejste sig langsomt. Hun bevægede sig hen mod drengen, og de fem dansende mennesker. Hun smilede svagt, og man kunne faktisk ikke se hun smilede. De dybblå øjne holdt øje med den blonde, og noget sagde hende at han styrede dem. Det ville ikke være så perfekt og ensartet, hvis de selv styrede det hele. Hendes gule kawasaki skrabede mod jorden, og hun kiggede til venstre for den blonde dreng. En ung pige med lysebrunt hår og krøller, med sorte øjne, og mørk hud kiggede ligefrem for sig. Det var underligt, hun virkede så bekendt. Hun rettede igen blikket mod den blonde dreng, og hun lagde mærke til at han nærmest lyste... men alligevel ikke.

Ryu nød at gøre folk tilfredse. Han bukkede og det samme gjorde de fem andre mennesker. *De må da more sig, selvom de bliver tvunget.* tænkte Ryu. Han fortsatte dansen, denne gang med baglæns kolbøtter og saltoer. Folk klappede igen, og smed penge, mest mønter, men stadigvæk. Ryu samlede et par af dem op i farten, og proppede dem i lommen, men gjorde det til et dance move, så de fem andre gjorde det samme.

Kim sukkede, men det svage smil var der dog endnu. Hun havde efterhånden gennemskuet den blonde fyr. Han var ikke normal... han var ikke et mennske. Han havde en evne. Kim kiggede nu mod skiltet bag de dansende mennesker. "Clairvoyanten Siara" stod der. Hun trådte frem, og gik ind i mellem de dansende mennesker, og ind i teltet. Foran hende sad en sorthåret kvinde med grønne øjne. Det virkede interresant, da dette var nyt for hende. "Er du Siara?" spurgte hun, og kiggede på kvinden. Hun lignede en på en 25-30 år, og de røde kinder passede til hende. Hun satte sig foran kvinden og kiggede på hendes fingre. Lange, tynde og knoklede. Hun måtte have ledgigt eller noget, siden hun så sådan ud.

Ryu dansede videre, indtil folk blev lidt trætte. Han gav slip på evnen, og lod de fem personer stå tilbage og glo. *Det var nu meget sjovt.* tænkte han, og bevægede sig over mod Siara's telt. Siara selv sad derinde og kiggede på pigen foran hende. "Ja, ja det er mig." svarede hun høfligt. Siara var en meget gammel engel, hun havde næsten prøvet at brække hver eneste knogle i kroppen, så de var blevet lidt misdannede. Da Ryu kom ind, smilede han. "Jeg ser du har en kunde, Siara?" sagde han med et smil.

Kim havde aldrig rigtigt troede på clairvoyance, så hun kiggede ned i bordet. "Hvis du er clairvoyant, hvordan er mit liv derhjemme så?" spurgte hun og kiggede med et udfordrende blik på kvinden foran sig. Hun vidste at kvinden sikkert ikke ville kunne svare på spørgsmålet, siden hun ikke snakkede med NOGEN om det.

//Ét kort indlæg.. wow o.o//

Siara kiggede på pigen. "Din mor er alkoholiker og din bror bruger dig seksuelt. Du kender ikke din far, så livet derhjemme ville jeg nok sige er svært for dig." sagde Siara kort. Ryu kiggede på pigen i stolen, så på Siara. Han forholdt sig tavs. "Du siger ikke noget til hende, okay Ryu? intet." sagde Siara. Ryu nikkede kort, men blev stående derinde.

Kim spærrede øjnene op, og lukkede dem derefter i. Hun forholdt dem lukkede. Hendes hænder greb om hendes t-shirt, og hun knyttede dem. Hun ville ikke indse at kvinden havde ret. Hun ville ikke mindes om hendes bror, og slet ikke sin far. Hun var helt stiv i kroppen, alle hendes muskler var spændt og hun var på randen til at græde. Men hun lod være. Hun var stærk, og kunne klare sig selv. Hun stirrede ned i bordet igen, og rejste sig så. Hun løb ud af teltet og forsvandt ind i menneskemængden.

Ryu kiggede efter pigen. "Du behøvede ikke få hende til at græde." sagde han roligt til Siara. Hun kiggede indgående på ham. "Skal jeg fortælle om de seneste nyheder?" spurgte hun. Ryu satte sig og gabte. "Kom med det så. Hvad nyt?" spurgte han. Siara trak vejret dybt, og fortsatte: "Minoru er stadig fri, og Amat er gået amok igen." sagde hun bekymret. Ryu kiggede op. "Hvor nu?" spurgte han bekymret. Siara sukkede. "En synagoge."

Kim ramte væggen med et klask. Hun satte sig med siden op ad væggen, og støttede sig til den. Hun bed sig hårdt i læben, og kom til at tænke på Embry. Hun savnede ham, men ikke fandens meget. Hendes negle borede sig ind i væggen, og hun fik lavet nogle svage huller. Hun var virkeligt tæt på at græde, men holdt det tilbage, hun måtte ikke græde.

Ryu sukkede og rejste sig. "Han kunne bare ikke lade være, hva?" sagde han, og gik ud. Han kiggede efter den lille pige, og så hende ved en mur længere henne. Han gik langsomt derhen, da han ikke ville støde ind i de mange mennesker. Han nåede frem til hende. "Fik du glæde af chokoladen?" spurgte han med et skævt smil. Han lagde en hånd på hendes skulder.

Hun krympede sammen ved hans berøring. Hans hånd havde samme størrelse som hendes Jason's hånd. "Jeg har ikke spist den endnu," sagde hun stille. Hun kiggede ned på sine knæ. Det var en fremmed fornemmelse, at en rørte ved hende, uden at ville gøre hende ondt. Hun var så bange for at han bare ville forsvinde. Følelsen af at han måske brød sig om hende, var beroligende. Hun borede stadig sine negle ind i væggen.

Ryu kiggede på hendes hænder. "Du smadre dine negle og hænder af det der." sagde han, og tog hendes hænder væk fra muren. Han så på hende. *Hun har det virkelig dårligt.* tænkte han. Måske burde han træde i kraft, og beskytte hende. Vælge hende frem for andre. Måske, men han ville overveje det lidt længere.

Hun kiggede ham kort i øjnene, og kiggede så ned igen. Hun kunne mærke smerten vokse i fingerspidserne. "Du har nok ret," sagde hun stille og trak på skuldrende. Hendes stemme var pivet og hæs, siden hun var på renden til at græde. Hun beed sig hårdt i underlæben og kiggede på den blonde dreng.

Ryu kiggede på hende med et smil. "Vær ikke så ked af det. Hun mente det ikke ondt." sagde han stille. Endnu et smil krusede på hans læber. Piercingen han havde købt glimtede i lyset fra gadelygterne, da det efterhånden var lidt sent. "Du skulle vel ikke kende en person ved navn Lilyan?" spurgte Ryu. Han håbede pigen kendte hende, for så behøvede han ikke holde kæft med at han bla. var engel og sådan.

Hun rystede på hovedet. "Nej... Navnet siger mig ikke noget..." hun kiggede på ham, men pludselig kom hun i tanke om det hele. "Lilyan... Dusørjægeren, hvis datter hed Maruan?" (Ja Maruan) Hun kiggede op i den grønøjede engels ansigt. Han var bleg, og det svage skær hun havde lagt mærke til tidligere var nu tydeligere. Piercingen der sad i hans underlæbe var ret sej, og hun fik en underlig lyst til at røre ved hans kind. At kærtegne den, og nusse den. Som var det en lille baby.

"Ja, hun er dusørjæger." sagde han med et smil. "Men ved du så hvem jeg er?" spurgte han grinende. Et smil krusedes på hans læber. *Hvis hun kan regne det ud, må Lilyan have snakket meget om mig.* tænkte han. "Hun har måske fortalt dig noget om hendes tid som dusørjæger indtil videre?"