Vrede, råb og skænderier

"hva mener du med det?" spurgte djonn og fulgte efter hende

Hun trak vejret dybt før hun vendte sig om og så på ham med øjne der skinnede af tåre "At min mor døde for to år siden i en trafikulykke som jeg overlevede, og min lillesøster..." hendes stemme var blevet meget skinger og knækkede. "Min lille søster blev dræbt i går i lufthavnen." Hun vendte sig om og gik med hastige skridt hen af stien. Tårene trillede ned af hendes kinder selv om hun prøvede at stoppe dem

"det må du undskylde" sagde djonn og løb efter hende "hvis det kan hjælpe har jeg også midsted min familie på en lignende måde"

Hun gad end ikke at se på ham, Men skråede ind over græsset med retning mod en lille park sø der sikkert engang havde været hyggelig, men nu lignede den mest en affalds plads.

djonn som var kommet op foran hende, stilte sig nu også ind foran hende så hun ikke kunne komme videre, og lagde armene om hende (gav hende et kram) "såså" sagde han for at berolige hende

Hun hamrede sit knæ op i skridet på ham og veg tilbage. *Hvordan gør han det?* tænkte hun en smule skræmt. Hun kunne ikke lide at han kunne komme op foran hende uden at hun overhovedet lage mærke til det. Hun vendte rundt og begyndte at gå den anden vej.

djonn bukkede sammen og humpede et par meter før han havde det normalt igen "pas på med at gøre det igen, ku være jeg engang gerne ville have børn" sagde han

"Så skal du lade være med at gå og kramme piger du ikke kender. Ellers kunne det nemt ske igen." svared hun kooldt og vendte sig mod ham og så på ham med et køligt bilk. Det eneste spor på hun lige havde grædt var hendes våde kinder

"nu kommer det vigtigste, er du ok?" spurgte han

"Det var dig der fik et knæ i skridtet og så spørger du om jeg er okay?" spurgte hun vantro, men stadig med den kolde klang ind over

"jah, for jeg var jo selv lidt ude om det" smilede han

Hun rystede på hovedet og forståd ham ikke. En hver anden ville havde slået hende, eller råbt og skreget at hun burde være lukket inde på den lukkede... Det var hun i hvertfald vant til at folk gjorde når hun slog fra sig, hvis de prøvede at trøste hende

"men er du ok?, ikk for trist?" spurgte han igen

"Jeg skal bare have fat i en flaske smirnoff så skal jeg nok klare mig." svarede hun ligegyldigt og begyndte igen at gå tilbage mod blokken

"er det ikk lidt svært med din sted-far deroppe?" spurgte han
//logger skal i seng//

"Jeg har mit eget." svarede hun stille. Hvis Henrik vidste hvor meget hun drak vile han blive stik tosset... Og det var hun ikke intreseret i.

"smart" mumlede han stille, og tænkte at han snart skulle ud og købe ind igen

Hun nikkede og så lidt på ham, men vendte så blikket ned mod stien

"noget galt?" spurgte han

"Meget... Men ikke noget jeg ser nogen grund til at du skal vide" svarede hun afvisende

"så siger vi det mopsy" sagde han og smilte

Hun vendte sig mod ham og så på ham med et rasene blik "Tro mig! Du ville heller ikke være en humør bombe i min situation!" vislede hun koldt og vredt

"som du har nogen ret til at udtale dig om det" sagde han surt og hårdt" du ved INTET om hvad jeg har været igennem"

"Jamen så står vi jo i samme situation! Vi har ingen ret til at udtale os om hinandens situationer! Da ingen af os ved noget som helst om hvad vi hver i sær har været igennem" svarede hun koldt og vendte sig om og begyndte at gå igen.

djonn satte sig op på muren der omgav parken