Petronia Night Club//Amaranth.

Dato: 21 Juli 2010.
Dag: Onsdag.
Tid: 23:53.
Sted: Petronia Night club..
Vejr: Stjerneklart, kold brise men vejret er okay varmt.
Omgiverlser: Ting der er på en club.
Tøj: Lange sorte stramme bukser, en mint grøn t-shirt og hvide converse + en langhaldskæde med en sort diamant i og et nittebælte + sorte handsker.


Adrien sad stille oppe i baren og lod sit blik glide rundt over baren. Han vidste ikke hvorfor han søgte herhen når det var et af de steder der var størst sandsynlighed for at han ville komme i problemer eller komme til skade. Han skukkede og tog sit glas vand fra bar disken som han vendte sig mod. Han tog en lille tår af det før han satte glasset forsigtigt ned igen. Han lod sin tungespids slikke resterne af vandet væk fra hans læber. Hans blik faldt stille på glasset og han lod sin tynde elegante finger glide langs kanten på glasset unden at bekymre sig om folkene omkring sig.

Et sødeligt klik fra en nysålet læderstøvle var ikke nok til at vække en hel pub's opmærksomhed, men det var ham der var iført de sorte lædersko. Amaranth Elric, som denne nydelige unge herre betegnede sig selv under, havde endnu engang formået at få drejet hoveder af sig, som han gjorde sin behvilede entre til klubben. Det var nu ikke på grund af hans klæder folk drejede hovederne afled, på trods af at hans klæder udstrålede rigdom og dømme. Han var iført et jakkesæt, naturligvis syet i den mest famøse tekstil den lille Night Club her endnu havde set, og nok også blev den sidste i dette århundrede. Men nej, det som folk drejede hoveder af, var manden der fra iført i det prompragte klæde. En ligetil mand, godt og vel de 1.79, med en kropsholdning som en aristokratisk fuldblodsvampyr. En kropsholdning, der frembrusede sejr, selvtillid og ikke mindst den flirtende udstråling han sendte mod de fleste. Charmerende, var et godt ord for ham, eller som alle andre følte når de så ham. Æresfrygt.
Amaranth gik med hævet hovede igennem det dansende mylder, med skoene der efter hvert slag klikkede i takt med musikken, til han nåede baren. ''En Millionare, tak'', bestilte Amaranth med et flirtende blik mod bartenderen, der med æresfrygt brusende i sine azurblå øjne, straks vendte sig for at lave den prompragte drink til en yderst fin gæst.

Adrien hørte godt lydende af et par sko som kom gående gennem clubben men han vendte ikke hovedet som alle de andre. Han bed sig i læben og bundede hurtigt sit glas vand og slikkede endnu engang resterne væk fra sine læber før han skævede til siden og så den fremmede som alle de andre virkede så bange for. Et koldt gys løb igennem ham da det gik op for ham hvilken race han var. Det gav mening at de andre havde vendt deres hoveder men Adrien tænkte nu mere bare på at komme væk så hurtigt så muligt. Han smed hurtigt nogle penge på bardisken hvorefter han rejste sig op og rettede på sit tøj. Han gik så gennem clubben og mod udgangen. Han holdte sig langt væk fra vampyre da han var rædselslagen for dem.

Amaranth nikkede hvileløst som tak og sendte bartenderen et flirtende blik samt et glip med øjet før at drejede sig om. Han havdeikke tid til at tage sig af små bagateller som flygtende drenge, dog havde han pirret hans nysgerrighed.
''Sig mig min kære, hvor skal De hen?'', lød den fløjlsbløde stemme da Amaranth med ét dukkede op foran Adrian, med spidsen af sine fingre lagt mod hans hage. Så fin den lille dreng var.
Amaranth lod sine isblå øjne glide over drengen for at nærstudere ham, hans næsebor vibrerede let for at indsnuse duften af ham. Tydeligvis en engel, men ikke en man skulle sørge for og heller ej bekymre sig om, han var bare en lille mide. En sød lille mide der havde fået hans opmærksomhed.

Adrien så sig ikke tilbage over skulderen. Hans blik var rettet mod udgangen af Clubben. Han ville bare ud så hurtigt som muligt. Han bevægede sig elegant gennem de dansede folk på dansegulvet. Han gik hurtigt videre mens han så sig omkring.
Han fik et chok og så op på manden som nu stod foran sig. Han lagde hurtigt sine hænder for munden for ikke at skrige. Han kunne mærke hans hjerte dunkede meget hurtigere end normalt da han var blevet enormt forskrækket men det var dog ikke første gang dette var sket for Adrien. Han trak sig en smule væk fra vampyren og så bare på ham. Han havde ikke tænkt sig at svare på nogen spørgsmål eller noget. Men sidste gang han gjorde på samme måde endte han med at blive smidt over skulderen og vampyren tog ham med hjem. Han gik forbi Amaranth og ville bare stadig hurtigt muligts ud.

Da fyren begyndte at gå uden at svare, vendte Amaranth sig med et hævet øjenbryn og så efter ham. ''Nå.. Så man er nok stum?'', spurgte han med et hævet øjenbryn, straks mere interesseret. En morsom fangst ville det være! Denne engel! Straks vældede de forbudte lyster op i Amaranth da han kom i tanke om ham der lige havde tildelt sig titlen som 'Æresbyttet'. Han lod drengen gå ud af klubben, dog inden længe stod han overfor Adrien igen. ''Du ved godt hvor uhøfligt det er ikke at svare, ikke sandt?'', spurgte han med et hævet øjenbryn, som han let strøg sine fingre over Adriens kind, og prøvede såvidt muligt at stå i vejen for ham så han ingen steder kunne løbe.

Adrien var hurtigt ude af døren og hørte ikke en dyt af hvad manden sagde til ham. Han satte så i løb ned af gaden og anede ikke hvor han skulle løbe hen eftersom ingen steder var sikkre mod vampyre eller jo kirken var da der jo var vievand. Hans spinkle krop blev badet i lysset fra gadelamperne mens han løb hurtigt gennem gaderne. Han standsede bræt op da manden igen stod foran ham. Han nåede lige at stoppe op så han ikke løb direkte ind i ham. Han hørte godt det han sagde men svarede stadig ikke. Han trak sig baglæns væk fra ham før han vendte rundt og løb videre. Han havde fået kuldegysninger af hans kolde berøring.

Amaranth bevægede sig ikke en tomme da den lille engel dumpede ind i hans bryst, hvad kunne han dog være så skræmt over? Han havde jo intet gjort - endnu.
Amaranth vendte sig om og greb udefter Adrien, fik fat i hans krave og trak ham indtil sig. ''Sig mig, hvad er du så bange for?'', spurgte han med et hævet øjenbryn, som han let lod sine fingre nusse ham under hagen, inden han lagde hovedet halvt på skrå. ''Du er da en bette en'', sagde han med et drilskt smil, stadigvæk imens hans øjne søgte over drengen.

Adrien så op på ham og rødmede vildt, han trak sig så stille væk fra ham og bed sig i læben. Han lod sin tungespids glide ud og fugte hans tøre læber.
Han gispede og følte det som om han blev kvalt og kom derfor med en halvkvalt protest lyd. Han vred sig og prøvede at komme fri af hans greb. Han hvæsede af ham nærmest som en lille killing. Han så ham i øjnene og svarede ikke på det han sagde. Han lod sin egen hånd lukke sig om håndledet på Amaranth og hev for at få hans hånd væk.
Han fik kyldegysninger og rystede stille da han blev nusset. Han rødmede vildt og trak så hovedet væk fra hans fingre.
Adrien var en lille og spinkel dreng. Han havde silkeblød porcelænshud og store uskyldige krystalklare blå øjne.

''Sikke en sprælbasse'', klukkede Amaranth som han holdt Adrien ud for sig. ''Nårh men ikke mere leg'', sagde han efter han i nogen tid havde stået og været underholdt af den måde Adrien sprællede på. Med et fast greb, trak han ham ind i sin favn så han kunne holde drengen tæt. Så fin og skrøbelig han var, som en af de fine porcelænsdukker man sjældent fik så meget som lov til at se på afstand. ''Sig mig nu... Hvad er De så bange for?'', spurgte hans nonchelante stemme, som hans bløde pegefinger strøg over drengens kind.

Adrien hvæsede af ham og slog denne gang ud efter ham. Denne gang ville han ikke ende som et bytte, han nægtede det. Hans øjne skød lyn af raseri mens han så Amaranth i øjnene. Han tog en dyb indåning og skubbede hans frygt til siden. Han førte hurtigt sin knæ op i Amaranths ædle dele før han vred sig fri og skubbede ham så ned på jorden. Han vendte rundt og løb hurtigt. Han ville ikke være offret endnu engang.

Med et gisp bøjeede Amaranth sig forover da knæet ramte hans ædlere dele. Han faldt straks til jorden da han blev skubbet, med hænderne om sit charmepunkt, for at beskytte det, imens hans ansigt antrak sig i en forulempet maske af smerte. Efter en 3minutters pinsel, rejste Amaranth sig, hans øjenfarve havde ændret sig i takt med vreden der var malet i hans ansigt, da han med ét løb efter den lille dreng. Hvad bildte han sig dog ind? Sådan at sparke en civil? Han havde jo intet gjort. Det endte med at han fulgte duften ind i en snusket gyde hvor han let hviskede; ''Kom frem, kom frem, hvorend du er!''.

Adrien var allerede langt væk da vampyren kom på benene igen. Et lille grin undslap hans læber. Han kunne ikke lade være da han syntes vampyren havde godt af at komme til skade. Dog sidste gang han prøvede det trick kom han virkelig tilskade. Han havde skubbet sig selv ind i et mørkt hjørne og gemte sig i skyggerne. Han lod sin underlæbe blive fanget mellem hans tænder og han holdte vejre. Han fik kuldegysninger over hele kroppen.

''Kom frem, kom frem hvor end du er'', kaldte Amaranth slæskende, med en undertone af ren død og pinsel, man kunne direkte høre i hans stemme at det var mord han var ude efter, eller i såfald noget meget slemt. Han trådte stille gennem gyden, hvor kun hans sko gav genlyd i de sagte vandpytter. ''Kom så frem'', kom det da frustreret fra en ellers så fornemme adelsmands læber, som han i ren raseri, løb hen og skubbede en ene kontainer til siden for blot at opdage at ingen var der. Kontaineren havde givet genlyd over hele arealet, ligesom et par katteskrig fra de omkringliggende lejligheder lod deres jammer lyde over byen. Han gik helt mod væggen og lod sit næsten selvlysende blå blik glide rundt for tilsidst at ligge sig på den lille skikkelse i hjørnet, hvorpå et fatalt grin løb over hans læber. ''Så min kære, så er der vidst ingen udvej'', hviskede han som han gik over med faste skridt og lod hånden løbe ned og gribe fat i drengen han hev op og skubbede mod væggen i al sin vrede.

Adrien stod musestille med hans lyseblå øjne lukket tæt i. Hans hænder var knyttet så meget at hans knoer var blevet kridhvide. Han bed sig i læben og lagde så forsigtigt armene om sig selv for at holde op med at ryste. Ligenu fortrød han hvad han havde gjort mod Amarnth da han virkede enormt sur og rasende på ham. Han lod ikke den sleske og meget tiltrækkende stemme komme til sig men fokuserede i stedet for på de lyde som hans sko gav når han gik Hans tanker fløj gennem hovedet men den der stod mest ud var: *Hvorfor har han dog kvindesko på?*. Han farrede sammen da den høje lyd fra containeren nådede hans øre da han havde været helt væk i sine egne tanker. Adriens krop gik fuldstændig i baglås da han så Amaranth havde fået øje på ham. Han skubbede sig dybere ind i hjørnet og fik kuldegsyninger af det hans sagde. Et støn af smerte brød hans læber da han blev skubbet mod væggen. Han lod sin egen hånd fæstne sig om Amaranth's håndled og prøvede at komme fri.

Amaranth holdt sin hånd stramt om Adriens hals, som han begyndte at stramme med fingrene. ''Forstår du ingenting? Jeg ville dig intet, jeg vil bare vide hvorfor De løb... Alt dette kunne være ungået'', snerrede han, inden han lagde sine arme omkring den arme engel og lagde hovedet mod hans hals, hvor hans hjørnetænder blidt borede sig ned i drengens papirstynde hud. Et tilfredst suk lød fra Amaranth da den søde smag af engleblod strømmede udover hans tunge der let slikkede mod såret for at give en mere 'behagelig' nydelse for drengen, imens han holdt ham tæt indtil sin krop.

Adrien kunne mærke hvordan luften stille forsvandt og han rev desperat Amarnth over hænderne for at få ham til at slippe. Stemmen var gennemborende og han havde intet andet valg end at lytte men han kunne dog ikke svare overhovedet. Et kvalt host kunne høres da han endelig blev sluppet om halsen og han hev gådigt luften ned i sine lunder, hvilede hovedet mod muren bag ham og lod så sine isblå øjne glide i. Et skrig i smerte brød hans læber da han mærkede de spidse tænder gennemborer hans silkebløde hud. Han klemte øjnene sammen og prøvede at ignorrer smerten. Tungen mod hans hals hjalp på det men ikke på en god måde. Rystelser af nydelse skød ned gennem hans krop men han kom ikke med en eneste lyd.