Er du virkelig...? // Nicholas.

Ja, inden vi går igang, medfølger der en lille historie! :3

Kimberley tog protokollen ud af æsken. Her var alle informationer om den lille pige. Hvem hendes far var, hvem hendes mor var, hvem der var i hendes familie. Hun var blevet træt af det hele, og ville bare, for sjovs skyld, finde ud af noget om sig selv. Hun læste ned over siden.
Mor: Januarr Madelein Hanz
Far: Gabriel Nao Jason
Søskende: Jason Nao Johnson, Nicholas Frank Jason.
Hun smed blokken fra sig. Hun havde en bror, hun ikke kendte til, og hun ville finde ud af hvem han var. Hun søgte videre i kassen og fandt straks hans protokol. Hun ledte efter hans adresse. Og fandt den. Den var heldigvis blevet ændret til det lille hus i den triste skov. Eller, det stod der ikke. Hun ryddede hurtigt op i kassen, skubbede den på plads, og styrtede ud fra arkiverne mod skoven...

Vejr: Fuldmåne, med få skyer. Varmt.
Dato: Irl.
Tid: 02:35 (om natten)
Sted: Omkring hytten i den triste skov.
Omgivelser: Træer og mørke o.o"
Påklædning: En sort kjole, en cremefarvet jakke der går til ribbenene, et par sorte sko.

Kimberley stoppede op, da hun så huset foran sig. Hendes hjerte bankede hurtigt. Hun var nervøs. Nervøs og spændt. Nu skulle hun se hvilken idiot der nu var en del af hendes familie. Hun var jo kun omgivet af svin derhjemme, og hun havde en far der boede i Sheria. Hun fugtede de svagt lyserøde læber, og kiggede mod døren. Var det nu også klogt det her? Hun havde sommerfugle i maven, men det føltes som om de havde en krig igang. Det rystede hende lidt. Hun trådte lidt frem, og hørte en gren knække. Hun vendte sig om, da det havde givet hende et chok. Hendes natteblå øjne søgte mod hendes sorte sko og hun fandt ud af at hun havde trådt på en gren. Nervøsiteten steg i takt med at hun nærmede sig huset. Hun stod omkring 3 meter fra hytten, da hun blev enig med sig selv om at det var en dårlig ide. Hun vendte sig for at gå...

Nicholas kom gående ud af skoven ind i lysningen og standsede op da han så en lille pige gå derfra. han snusede ind, ikke vampyr Så hun var ikke en af Vicentes. Han gennemgik de forskellige lugte inden det gik op for ham hun var menneske. *Hvad fanden i helvede laver hun her?* Tænkte han og rynkede brynene og lænede sig op af et træ. "Hej." Sagde han så, til hendes ryg og og tog sine hænder i lommen.

Hun vendte sig hurtigt da hun hørte en fremmed tale til ham. Hun kiggede direkte på ham. "E...Er du Nicholas?" spurgte hun stille. Hvis han var... Hvad skulle hun gøre? Skulle hun bare sige: Hej Nicholas, jeg hedder Kimberley og vi er i familie... Nej, det var dumt. Hun skulle aldrig have gennemsøgt det dumme arkiv! Hvorfor havde hun også opsøgt ham? Nu kunne hun vel også opsøge sin far. Hun rystede på hovedet. Det var tusind forskellige følelser der løb igennem hendes krop på en gang. Hun trådte lidt frem. Hendes dybblå øjne undersøgte ham, og hendes brune pjuskede hår sad dumt som altid.

Han kiggede på pigens ansigt og tabte kæben. Den pige.. Han kunne huske hende..
Han stirrede på hende. "Ja." Mumlede han og kiggede på hende. "Har du boet på børnehjem?" Mumlede han, mens minderne strømmede igennem ham. En pige der altid var sammen med ham. Men han kunne ikke huske mere, andet end den dag hun blev bortadopteret. Uden ham, og at det havde gjort ondt. "Og hvem er du?" Spurgte han så forvirret.

Børnehjem? Hvad snakkede han om? Hun kunne kun huske fra syvårsalderen og frem, og hun var blevet adopteret da hun var omkring seks. Hun kiggede lidt på ham. Det var så hendes storebror. "Kim..." sagde hun stille. Hun oplyste kun sit fulde navn en gang imellem. Hun undersøgte ham lidt. Fuldmånen gjorde ham bleg, hvis ikke det var noget han var naturligt. Hun var også selv bleg, men ikke ligbleg, som ham her. Som Nicholas. Hendes dybblå øjne rettede sig kort mod månen, og derefter mod ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige... Eller hvad hun skulle gøre for den sags skyld. Selvom hun var adoptivbarn, stod hendes adoptivforældre og -bror i hendes filer.

Han kiggede forvirret på hende. "Okay.. Kim.. Hvad laver du her ude. Og ved mit hus?" Spurgte han så og så fortsat på hende. Han var sikker på han kendte hende.. Kim.. Han tænkte som det knagede. Kimberly? "Kimberly?" Spurgte ham så, uden at vide hvor det kom fra.

Hun åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af hendes eget navn. Hun nikkede kort. "Hvor vidste du det fra?" spurgte hun stille. Og hvad hun lavede herude? Ja, hun ledte efter sin storebror, måske var han ligesom hende selv. Hun trådte lidt frem mod ham, men stoppede så midt i en bevægelse. "Jeg... ledte efter dig..." sagde hun stille. Et spørgende blik trådte frem i den lille piges øjne. Hvor gammel var han? Ville han overhovedet kendes ved hende, hvis hun fortalte ham det? Hun stoppede med at stille sig selv spørgsmål og kiggede ned på sine sorte sko.

Han rynkede panden. "Lede efter mig?" Spurgte han så. Han var ikke vant til interesserede sig for ham. Så det var utrolig mærkeligt hun ledte efter ham. "Skylder jeg nogen penge?" Røg det automatisk ud af munden på ham. Hvad skulle det jo ellers være. Han betragtede hende med milde øjne da hun så ned i sine sko. "Jeg kan godt lide din frisure." Sagde han så og smilede lidt til hende, bare for at virke sød.

Hun kiggede stadig på sine sko. "Jeg ved ikke om du skylder nogen penge..." sagde hun stille. Hun kiggede forsigtigt op. "Virkelig?" sagde hun stille. Det at han syntes om hende... Eller hendes hår rettere sagt, var en underlig fornemmelse. "Jeg ledte efter dig... fordi... det er lidt svært at forklare..." sagde hun. Hendes stemme passede til hendes krop, lille og næsten ubemærket. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det var nok lidt af en omvæltning i hans liv hvis han pludselig havde en trettenårig lillesøster. Hun havde helt glemt at tjekke hvor gammel han var, hun skulle bare have hans adresse. Hun kiggede ham forsigtigt i øjnene, og hun mærkede en underlig... sammenknytning... den havde hun aldrig følt når hun havde set Jason i øjnene, men ja okay, han var også bare et svin. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og vidste i det sekund hun blev opdaget, at hun havde dummet sig. Eller havde hun?

Han smilede lidt over hendes måde at stå på. "Det har været vigtigt." Smilede han og søgte hendes blik. "Så lad os se.." Han så tænkende ud. "Du kan ikke være min datter. Så hurtigt var jeg ikke ude." Smilede han kækt, indne han så tænkende ud igen. "Min mor?" Han begyndte at grine, den var dog for latterlig. "En mulighed.." Mumlede han og smilede. "Tja... Lejemorder?" Han kiggede på hende, som ledte han efter våben. "Højst umuligt.." Smilede han lidt. "Hvad er der så.." Han kiggede på hende, ledte efter svar i hendes ansigt. "well.." Hankiggede på hende. "Så er der, Stalker, pshykopat, Tyv.." Han slog sig dog for panden, med et lille smil. "Men det er mærkeligt, for jeg kan huske dig." Mumlede han så og kløede sig i håret.

"Det her forskrækker dig nok lidt..." hun fugtede kort sine læber. "...Men jeg kiggede i nogle arkiver... og... du er min bror..." hun kunne ikke se at han lignede hende på nogen måder, da hun var lille og skelettynd, han derimod havde en okay højde, og hans krop så da også nogenlunde normal ud. Hun gemte hænderne på ryggen, og hun så meget lillebitte ud når hun stod på den måde. Hun kiggede ham fortsat i øjnene. Det var lidt underligt, for der var noget... dragende ved ham. Ikke noget menneskeligt. Var han mon dæmon ligesom Embry? Nej, han havde ikke samme dragende kraft. Det her var nærmest stærkere. Hun rystede kort på hovedet, og tænkte at det nok havde noget at gøre med at han var hendes bror. Og hun var ikke skuffet endnu.

Nicholas blev egentlig ikke specielt overrasket, det skulle nok være sandt, hvorfor kunne han ellers huske hende. "Så der er lidt Stalker." Smilede han roligt. HAn vra dog ikke helt rolig, dte var som om der voksede en eller anden glemt kærlighed frem i ham. Ikke som han elskede Neo, mere sådan familie agtigt, og det var mærkeligt. Det var første gang han følte det. "Hmh.. Så du er min søster." Mumlede han og så ud i luften.

Hun slog straks blikket ned. Hendes hånd søgte mod hendes pande, og ramte den med et hårdt klask. Hun vidste ikke hvorfor, men hun følte sig dum. "Well, nu har jeg klaret hvad jeg kom her for." sagde hun stille. Hun vendte sig for at gå. Hendes stille fodtrin kunne høres i hele skoven, da der var helt stille. Nu og da hørte man en ugle eller en ulv der hylede. Men man kunne ellers tydeligt høre den lille piges fodtrin.

Nicholas kiggede på hende. "Ehm.. Kim? " Spurgte han og løftede sit øjenbryn. "Du har stjålen min væremåde." Grinte han så og smilede varmt. "Kom da tilbage. Jeg skal lære dig at kende!" Lo han og smilede til hende.

Hun stoppede op. Lære hende at kende? Umuligt. Hun havde flere forskellige personligheder, dog uden at være skizofren. Tavsheden ramte skoven en gang til. "Hvilken væremåde?" spurgte hun stille. Hvordan kan man stjæle en væremåde... Hun tænkte lidt, men gik så tilbage mod ham. Stilheden imellem dem var nærmest... ubeskrivelig. Ikke akavet, ondsindet eller ubehagelig. Behagelig men ukendt. En stille melodi løb igennem hendes hoved, og hun rettede så blikket mod ham.

Han smilede lidt, og pegede på hende. "Det du lige gjorde." Grinte han. "Vendte dig om og gik." Så trak han dog på skulderende. "Men du behøver endelig ikke blive." Sagde han og trak på skulderende. "Gå du bare." Han smilede let, dog lidt irriteret over hun først opsøgte ham også bare skred.

Hun trak blidt på de meget tynde skuldre. Et lille suk løb fra hendes læber. "Hvad mener du med at jeg 'stjålet' din væremåde?" Han var ikke til at blive klog på, hvilket i sig selv var meget spændende. Han var nok lidt som hende, men dog uden at have gennemgået den smerte Jason havde udsat hende for. Hendes arme var blottede, da jakken kun dækkede albuerne, og man kunne se talrige ar på begge arme. Det samme gjaldt hendes ben. Nogle steder på armene havde hun også nogle friske sår, men de var ikke særligt tydelige.

Nicholas lo lidt og trak på skulderende. "Det er da nemt nok." Lo han og kløede sig i nakken.
Han lod sit blik glide ned af hende, og han opdagede de mange sår. Han stivnede og overvejede at gå hen til hende for at få afvide hvad i alverden det der var. "Hvad er der sket med.." Han pegede på hendes arme og kiggede på på hende-

"Oh..." sagde hun stille. Hun lagde hurtigt armene over kors, så de mage sår og ar blev gemt. "Ikke noget." sagde hun lidt nervøst og rettede blikket mod hendes sko. Den evige stilhed der altid var i hendes sind var blevet skiftet ud med hviskende stemmer. Hun var sindssyg. Det mente hun i hvert fald selv. Hun blev stående på den måde og rettede så blikket mod den dreng der skulle forestille hendes storebror. Hun bed sig i underlæben. "Hvor gammel er du?" spurgte hun stille. Hun ville gerne lære ham at kende.

Nicholas nikkede så stille. Han skulle nok finde ud af det, selvom det ville tage sin tid. Hun ville jo sikkert ikke fortælle det til alle og en hver der spurgte. Tillid var sikkert svaret på det, han skulle vinde hendes Tillid. "Jeg er 18." Smilede han muntert til hende. "Hvad med dig?"

Atten. Noget ældre end hun havde forventet. Hun havde kun troet han var en 15-16 år cirka. Hendes dybblå øjne var gemt bag det viltre lysebrune hår, og det var lidt ubestemmeligt hvor hun kiggede hen, men lige nu havde hun blikket rettet mod hans øjne. "Tretten." sagde hun kort. Et lille smil spillede på hendes læber, og et pludseligt billede løb hen over hendes nethinde. Hun så hende selv og denne rødhårede dreng sidde og lege med klodser. Smilet blev bredere, men hun afslørede dog ikke sin perfekte tandrække. Hun stod stadig med krydsede arme.

Han nikkede. "Tretten.." MUmlede han og nikkede, dte gik ham ikke på hun var så meget yngre. Hvorfor dog ikke, han havde hørt om mennesker der var søskende hvor den ene kunne være den andens mor. Han smilede lidt og rettede sit blik mod hende igen. "Så, hvorfor ledte du efter mig?" Smilede han.

Hun kiggede ned. "Du er min bror!" sagde hun meget overbevisende. Men der var noget galt i det hun havde gjort. Hun havde fundet sin bror, nu manglede hun bare at finde hendes far, så kendte hun hver og en i sin familie. Hendes spinkle krop slappede mere af. "Kan vi ikke gå ind? Der er småkøligt herude." spurgte hun forsigtigt.

Han smilte lidt til hende og så sig om. Ingen af de andre var hjemme, men de kunne komme hvert øjeblik. det var alt for farligt. "Tjaa.. Det er nok ikke en god ide. Men vi kan tage hen i min gamle lejlighed." Mumlede han og så op. Den hytte var ikke noget for trettenårige piger. Eller, Artemis boede der jo, og hun var 10. MEn det var noget helt helt andet, Artemis var vampyr. "Det er ikke.. det bedste sted." Mumlede han og smilede lidt til hende. "Og min lejlighed er ikke så langt herfra." Han trak på skuldrende.

Hun nikkede forstående, og bed sig i underlæben. Hun var lidt spændt på at finde ud af noget om ham. "Hvorfor bor du helt herude? Du er atten, du har hele livet foran dig." sagde hun næsten lydløst. Det var jo lidt hans eget valg, men han havde jo nok en uddannelse, og en masse fester at tage til. Så hvorfor bo helt ude i skoven? Hun fulgte efter ham, og hendes stille personlighed gjorde hele stemningen lidt mørkere.