Er du virkelig...? // Nicholas.

Nicholas trak på skulderene. "Hvor end jeg gerne ville fortælle dig det, så kan jeg ikke." Sagde han og grinte let. Nicholas Elskede fest og ballade, men han havde også sin grænse, der hvor han ikke kunne klare flere mennesker. Så hendes stille personlighed gjorde ham intet, overhovedet.

Hun kiggede op på ham. "Jeg er..." hun havde tænkt sig at sige 'din søster', men det ville nok ikke gøre det helt store. "Jeg siger det ikke til nogen." sagde hun stille. Hun bed sig forsigtigt i underlæben og rettede så øjnene mod sine sko. Hun var slet ikke vant til det her, selvom hun kunne sove hos Embry. Hun var ikke vant til folk der var ældre end hende selv, og slet ikke drenge. Det var meget uvant, dog selvom hun kunne crashe hos en 19-årig. Men alt det med han ikke kunne fortælle hende det, havde det mon noget med racerne at gøre? Men hun vidste jo ikke om han kendte til dem.

Han sukkede dybt og kiggede på hende. "Okay.. lad os sige det sådan her. Jeg bor sammen med nogen der.. ikke rigtigt er glade for fremmede i hytten." Sagde han og smilede muntert til hende, mens han gik videre.

"Har det noget med væsnerne at gøre?" det fløj bare ud af munden på hende, og nu var det jo lidt for sent at tage det tilbage. Det muntre smil lagde hun ikke rigtigt mærke til. Hun lagde hurtigt en hånd over sin mund, og kiggede ned. *dum, dum, dum!* tænkte hun irriteret. Hun rystede på hovedet af sig selv, men fjernede så hånden, og begyndte at gå igen. Hendes mørkeblå øjne var stadig rettet mod hendes sorte sko, og hun holdte bare sin kæft... Hvad skulle hun ellers gøre? Hun bed sig så hårdt i underlæben at der gik hul, men hun gjorde ikke rigtigt noget ved det. Blodet piblede ned i hendes mundvige og hun tørrede det hurtigt væk.

Nicholas kiggede på hende med et roligt blik og nikkede så. "Ja. Jeg blev forvandlet til min skabers her, en del af hans spil." Han sukkede og rystede på hovedet. "Og han er ikke menneskevenlig, og dte er hans hytte bestemt heller ikke." han rystede på hovedet af tanken.
Han stivnede ved duften af hendes blod. "Vil du ikke nok lade være med at bløde." mumlede han og så på hende.

Hun kiggede op imod ham, og tørrede lidt mere blod væk. "Det er lidt svært..." sagde hun lidt uskyldigt. Hun havde en underlig lyst til at ligge armene om ham... Det var jo trods alt hendes bror.
"Hvem er din skaber?" spurgte hun stille. Hun kom til at tænke på det med skoven, hvor Larentia havde snakket med hende. Hendes egen krop havde været ødelagt. Hendes tanker faldt på Vicente, og hun kom til at tænke på det sår hun havde på maven. Hun lagde kort en hånd på sin mave, der hurtigt faldt ned af siden. Væsnerne var utroligt spændende, og jo mere hun blev blandet ud i, jo mindre miserabelt var hendes liv.

Han lo lidt af hende og nikkede. "Ja okay, dte har du nok ret i." Smilede han og trak på skuldrende. Dte forsvandt dog hurtigt igen da hun spurgte efter hvem hans skaber var. "Hans navn er Vicente." Mumlede han. "Og dte er hans hytte jeg bor i." han pegede tilbage mod retningen af hytten. Han havde en sjov lyst til at lægge armen om hendes skulder, men dte ville være rimelig bizart, så han purrede hende bare i håret og grinte lidt.

Det allerede tjavsede hår, sad bare mere viltert efter han havde haft hænderne i det. Hun smilede svagt, men sagde ikke noget til det med Vicente. Hun kiggede ned på sine sko. "Er det ikke lidt underligt, at en trettenårig, pludselig opsøger dig, uden egentlig grund, for at sige du er hendes bror?" spurgte hun stille, og bed sig i kinden. Hun kørte en hånd gennem det brune hår, og fik det bare til at sidde endnu vildere. Hendes dybblå øjne var rettet mod skovbunden foran hende, og hun var i det hele taget stille, efter hun havde færdiggjort en sætning. Hendes vejrtrækning var lydløs, og det samme var hendes skridt. Stilhed. Sådan var det når man var sammen med hende, da hun ikke var den der larmende person, som så mange andre.

Han grinte let af hende da hendes spørgsmål egentlig ikke vra en overraskelse.
Han stak sine hænder i lommen og kiggede på hende. "Jeg regner med du har en grund." Smilede han ned til hende inden han kiggede ud mod skoven igen. Det at de begge var lydløse når ingen af dem sagde noget generede han sig ikke. Han var alene det meste af tiden alligevel, og han var ikke en der ligefrem snakkede med sig selv.

En grund. Hun bed sig på indersiden af læben, og rettede så blikket mod et tilfældigt træ, et par meter fremme. "Min grund?" Hun trak på skuldrende. "Jeg ville se om du var et ligeså stort svin, som resten af min familie." Hun rystede kort på hovedet, og begyndte igen at bide sig på inderlæben. "Men du virker ikke sådan." Hun trak på skuldrende, og kiggede fortsat på træet. Hendes dybblå øjne, passede nogenlunde til nattehimlens farve, og de tydelige stjerner, gengav sig i hendes øjne, så det ligende hun havde sin egen lille himmel derinde. Hun drejede rundt om sig selv engang, nærmest for at se hvordan Nicholas ville reagere på det. Hun gik op på siden af ham igen, og den hverken ubehagelige, eller ondskabsfulde stilhed, var igen imellem dem..

Nicholas grinte mildt og lagde hånden bag nakken med et muntert smil.
"Det lyder godt i mine øre." Grinte han og trak muntert på sine skuldre, da det jo egentlig var meget rart at man ikke var et dårligt menneske. "Det er da dejligt, at man både får en kæreste og familie." Han grinte og purrede hende endnu engang i håret, sked egentlig lidt på om det var irreterende, brødre skulle alligevel være nogle dumme nogle en gang i mellem. Det havde han i hvert fald læst et eller andte sted.. eller også havde han læst det. Han grinte lidt af sig selv.

Hun gjorde ikke rigtigt noget ved hans pillen i hendes hår, da det allerede sad ud til alle sider. Hun kiggede derefter op på Nicholas, med et utålmodigt suk, men et drillende glimt i øjet. "Er vi der ikke snaaaaaart?" Hun var meget spændt efter at se hans lejlighed. Den var sikkert møgpæn.
I forhold til hendes egen lille svinebule. Hun kiggede kort ned på sine hænder, og kom til at tænke på dengang med Matt. Hun vidste ikke lige hvorfor, men tanken slog hun hurtigt ud af hovedet.

//Undskyld, min krea er lidt død lige nu '--//

Nicholas grinte af hende og så ned på hende. "HVis ikke du var så langsom var vi!" Drillede han tilbage og smilede muntert til hende, inden han pådrog det irriteret storebror-ansigt han havde øvet mange gange. Han grinte så lidt og lagde hånden bag nakken igen med et muntert smil.
Han kiggede ned på Kimmie, de lignede hinanden en smule, hun var lige så lydløs som han havde været for menneske, han kunne selv høre hendes vejrtrækning ganske svagt og hendes hjerte.

Hun rystede på hovedet. Tænk engang, han drillede hende allerede. Hun smilede bredt, dog uden det var et overdrevet tandpasta-smil. Hendes hår sad igen ud til alle sider, og hun begyndte at ligge mærke til de ligheder der var mellem hende og Nicholas.
Hun kiggede op på ham, og spurgte så stille: "Har du tænkt dig at gøre mig til vampyr?" Hendes spinkle stemme skælvede lidt, da hun frygtede vampyrer rigtigt meget, men der var noget... anderledes... ved ham. Og hvis hun selv skulle være et monster... ville hun bare tage væk fra det hele.

Hans smil forsvandt med et hun sagde det, det havde han aldrig tænkt på, og nu han tænkte over det fik han et stik i maven, han havde ikke selv valgt det og hans tilværelse var ikke noget han nød, det at tage et andet liv, som Vicente havde taget hans var ikke et rart liv.
Han rystede på hovedet. "Nej det har jeg ikke tænkt mig." Sagde han bestemt og betragtede hende efter tegn på hvorfor. "Hvorfor skulle jeg gøre det?" Spurgte han så da han ikke kunne finde ud af det.

Hun trak på skuldrende. "Altså du er jo selv, og der går så mange rygter om en krig, og det ville jo kun være en fordel hvis der kom endnu en vampyr." Hun rynkede lidt på næsen, og skød underlæben frem på en underlig... charmerende måde. Hun kiggede op på ham, og lyttede bare til den vejrtrækning der ikke var der.
Hun tog en dyb indånding, og kiggede så ned på de sorte sko. Hun havde pludselig en masse spørgsmål til ham, men hun valgte at tie. Hun forventede lidt at han bare automatisk fortalte om det, men det gik op for hende, hvor stille han egentlig var, og indtil nu kendte de jo faktisk næsten ikke hinanden. Hun fugtede sine læber, og rettede lidt på den cremefarvede jakke.
Feminim. Normalt gik hun aldrig i kjole, men i dag... rettere sagt nat... havde hun valgt at gøre lidt ekstra ud af det hele. Han var jo hendes bror, og det handlede jo om gode indtryk. Hun kiggede op mod et nyt tilfældigt træ, og kunne så småt skimte byen ude bag det.

Nicholas rynkede næsen da han egentlig vidste næsten ingen kendte til den.
"Du har mødt Vicente." Mumlede han så og en snert af had var at høre i hans stemme. "Vicente forvandlede mig til denne hær han er igang med at starte." Mumlede han. "Eller også er han færdig med den, jeg ved det faktisk ikke helt. så jeg ville aldrig forvandle nogen, og slet ikke min egen søster til fordel for en hær. Vicente er en hjerteløs nok." Sagde han og bed tænderne sammen da tanken gjorde ham vred. Tanken om dne lille pige Artemis på de 8-10 år der var blevet forvandlet til hans fordel var noget der pissede ham af.

Kimberley rystede på hovedet. "Ikke endnu." Hun havde en aftale med ham, og det skulle foregå selveste juleaften, hvor hun i det mindste kunne få lov til at slippe for sin familie. Hun så hvordan udvejen til skoven nærmede sig, og hun blev lidt mere spændt på hvordan Nicholas'es hus så ud. Hun bed sig i underlæben, og vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare det.
Et svagt smil spillede på læben, men hun vidste ikke hvorfor. Det var en blanding af det had han udviste, som også smittede svagt af på hende, og så den svage spænding der voksede i hendes baghoved.

Nicholas kiggede på hende. "Nej. du skal mindst være på alder med mig." Sagde han hårdt, uden at se på hende da han havde på fornemmelsen at han blev nød til at snakke med sin herre om det. hvor lidt han end havde lyst til det. "Så kan jeg bedre forstå du kendte til en krig."