Udkanten af engen

V rejste sig og stod meget hurtigt lige bag Silvia. Hun tog fat i hendes arm og vendte hende mod sig. "Svar mig. Har du lyst til at jeg skal slå dig ihjel? Eller vil du have lov at leve for evigt, ligesom jeg skal? eller vil du måske have lov til at vide noget og få lov at leve, og holde det for dig selv?" spurgte hun og så hende ind i øjnene. Hun måtte forstå

Silvia trak irriteret hånden til sig. "Gider du i det mindste at lade være med at komme med de åndsvage spørgsmål? Du burde da kunne regne ud at jeg ikke vil dø, ikke vil blive et bæst som dig!" hvæsede hun. Normalt flippede hun ikke så'n ud, men det her var noget andet. Det var noget hun aldrig ville glemme i hele sit liv, og som hun højst sandsynlig ville have mareridt om, hver eneste nat. "Hvad er der tilbage? At jeg glemmer det hele, som jeg har prøvet i de sidste mange dage! Kunne du i det mindste ikke drikke blod, af folk der fortjente det? Opsøg for helvede da et fængsel, og spis nogle mordere, i stedet for at rende rundt og suge blod af folk, der kommer i svømmehallen og.." hun stoppede sig selv og sin talestrøm, rystede let på hovedet, og gik forsatte den vej hun var gået, før hun blev stoppet.

Hun så efter hende. "Du vil bare ikke forstå det, vil du? Tror du jeg havde syndeligt lyst til det her? Du må bare huske, jeg er ikke den eneste vampyr her... Og det er nogle der er meget værere end mig. Nogle der ikke ville tøve et sekund med at dræbe dig!" sagde hun hårdt, i håb om at det ville hende til at forstå

"Hvad skal jeg bruge det til?!" hun var stoppet op, og så vredt på hende. "At jeg skal være mere bange, end jeg allerede er?" Hun rystede på hovedet. Hvorfor stod hun overhovedet at diskuterede det? "Jeg går hjem.." mumlede hun med et kort blik på Evelyn, som hun stadig ikke helt fattede var med V.

V stod nu foran Silvia. "Nej, at du ikke behøver at være bange for mig. Jeg er meget meget ny... Ved du hvad måske har du ret... Måske burde du bare glemme det hele... Jeg kan godt forstå dit had... Men du skal ikke kalde mig et monster! Du spiser selv kød ikke? Har de dyr fortjent at dø bare fordi du vil have dig en bøf? ikke mere end du har fortjent at blive bidt, fordi jeg er sulten!" sagde hun koldt

"Jeg er vegetar," svarede hun kort, selvom det var en løgn. Nu og da spiste hun da kylling, men hun gad bare ikke at stå at diskutere det. Især ikke når der pludseligt blev skuppet skyld over på hende.. "Nu får de jo heller ikke hakket et ben af, og skal leve med det resten af livet. De dør glade og lykkelige - de fleste af dem.." hun bed sig let i læben. "Jeg hentyder ikke til at du skal... dræbe mig," sagde hun med et svagt suk. Hun var ikke bange for V. Ikke mere..

"Jep... Det er ihverfald hvad forbrugerne for afvide... Min far producere kød, og tro mig, meget meget få af de dyr mennesker spiser dør lykkelige" svarede hun stille. At nævne hendes var var svært. Men hun måtte se at komme over det. Der var ingen vej tilbage

"Fint, du har ret. Du har helt ret. Alt hvad du siger er lov, det er gået op for mig," sagde hun vrissende, ikke selv helt klar over hvad hun mente. Egentlig var hun bare træt, og ville hjem. Hun kunne ikke klare mere, ikke mere spænding. "Jeg går hjem nu!" hun gik udenom hende, vinkede farvel til Evelyn med et kort smil, og sendte V et kort hadefuldt blik. Et blik som hun aldrig nogensinde havde brugt før. Den altid så muntre Silvia.

"Undskyld" sagde hun blot efter hende hun så efter hende men havde ikke lyst til at gøre hende mere vred. *Det gik jo fint* tænkte V sarkastisk

Evelyn havde siddet og lyttet intenst. Hun ville gerne have brudt ind, men det var jo trods alt deres sig, og ikke Evelyns.
"Silvia..", sagde hun pludseligt, "Vent nu lige..", Hun kom til at tænke på om Silvia ikke undrede sig over at Evelyn ikke var bange, eller blev overrasket over at V var vampyr, men hun følte at hun blev nødt til at sige noget, "V er ikke som alle de andre...", sagde hun så, efter en lille tænke-pause..

"Uretset hvad du siger, får du mig ikke til at kunne lide hende," sagde hun, med et svagt suk, stadig på vej væk, men havde dog sænket farten. Måske hvis V havde talt pænere til hende fra start af. Så ville der måske havde været en chance for at hun havde skiftet mening, om hvad hun syntes om V.

"Nej.. det ved jeg godt.. men kunne du i det mindste ikke blive lidt?", hun smilte svagt, til Silvia og kigged derefter på V, og så tilbage på Silvia.

Hun stoppede op og vendte sig mod Evelyn.
"Okay," sagde hun med et lille nik, "Men kun for din skyld." hun gik hen til Evelyn og satte sig ned ved siden af hende. Nu hvor hun tænkte over det, var hun heller ikke sikker på hun turde lade Evelyn være alene tilbage.

Hun smilte, da Silvia satte sig ved siden af hende, "Tak.."

V rystede svagt på hovedet over Silvia, men gik hen og satte sig overfor de to. Dog nogle meter væk, for at Silvia ikke skulle føle at hun var i fare... Hvilket hun teknikskset var, men praktiskset ikke var.

Evelyn skævede sigende over til V, og studerede hende. *Hvorfor er vampyrer så smukke?*

Hun sukkede stille og lukkede øjnene. *Hvorfor skal det dog også være så besværligt?!?* tænkte hun irreteret.

Silvia kastede et kort blik på dem begge, før hun sænkede blikket ned i jorden. Hun havde ikke lyst til at sige noget..

Evelyn kiggede blidt på Silvia og lagde en hånd på ryggen af hende, og kørte den roligt op og ned.

Hun åbnede øjnene og så på de to. "Had... Er en underlig ting..." sagde hun stille med øjnene hvilende på Silvia.

Evelyn kiggede op på V, og holdte blikket der lidt, men kiggede så på SIlvia igen.

Silvia sukkede let. "Had er en dum følelse, men nogen gange er der brug for den," sagde hun, stadig med blikket rettet på jorden.

Hun smilede skævt. "Du tager det bedre end jeg gjorde.." sagde hun så med tanke på den aften. Hun havde været skrækslagen, og nægtet at se virkeligheden i øjnene...