aftentur ved stranden ( artemis)

Lucy stod ude ved vandkanten, det gøs i hende der vandte ramte hendes fod. hun havde sine sko i hånden og Lucy tabte den i vandte , hun ragte ud efter den men kunne ikke nå den.
da Lucy havde prøvet et par gange besluttede hun sig for at går op og satte sig ned og bare stirre ud på vandte..

Artemis gik stille ned langs stranden, med blikket sænket så hendes øjne ikke var at se. Det var faktisk et godt stykke tid siden hun sidst havde været på stranden. Hun plejede at elske den... Specielt om aftenen. Hvor ofte havde hun ikke siddet efter mørkets frembrud, og betragtet det mørke vand. Sulten brændte hende, og farvede de normalt kønne, grønne øjne sorte som to stykke kul. - Hvilket også var grunden til hendes sænkede blik.

Lucy rejste sig op da hun så den lille pige, hun gik ned til hende, " hej mit navn er Lucy ".
vinden blæste hendes hår ind anisgte, Lucy tog en hånd op til sit hoved og fik det væk.
hun så igen på pigen og så sig kort omkring, men der var ikke nogle forældre at se...

Artemis stoppede op, og rettede de sorte øjne op mod kvinden der snakkede til hende. "Artemis..." svarede hun på præsentationen, og søgte efter kvindens blik. Et lettere ulykkeligt udtryk trådte ind over Artemis' ansigt, mens hun søgte efter øjenkontakten. - Det var sådan set den eneste måde hun kunne skaffe sig adgang til det hun sådan længtes efter. Ved at spille lille, ulykkelig, og skrøbelig...

Lucy så pigen's ulykkelige ansigteudtryk og Lucy fangede artemis mørke øje. hun sprugte " hva er der Glat? Artemis".
hun lod igen en hånd køre igemmen hendes hår..,

Artemis' ene evne aktiveredes i samme øjeblik, at øjenkontakten blev etableret. Lucy ville få en usigelig træng til at holde om, og passe på Artemis, uden at stille spørgsmålstegn ved barnets uskyld(Læs evt profil). "Jeg er så sulten..." sagde hun stille, og blev uden at fortrække en mine ved med at holde menneskets blik fast. Ligegyldigt hvor meget hun hadede at bide en anden person, så var det nødvendigt for hendes overlevelse...

hun tog stille omkring hende og sagde " du kan få noget at spise, af mig"
Lucy havde denne havde bare lyst til holde om hende..

// sorry det hvade glemte//

Artemis lagde armene om halsen på Lucy, og nikkede kort. "Tak.." sagde hun lavmælt, før hun lod de spidse tænder synke ned i halsen på mennesket. Hun lukkede øjnene hårdt i, og strammede uvilkårligt grebet om hende, mens hun gav sig til at drikke af det varme, mættende blod.

Lucy lod hende bide og imens kiggede hun bare ned i jorden.

Artemis drak til hun var mæt, hvorefter hun slap mennesket. Hendes øjne havde nu taget den normale grønne farve, og en tynd stribe af blod løb ned over hendes hage. "Tak...." mumlede hun lavmælt, og tørrede blodet væk, uden at tage øjnene fra mennesket.

"Det var så lidt" sagde hun. Lucy så stadig på Artemis og sprugte " er der andte jeg kan hjælpe dig med?".
for hun ville bare så gerne holde om hende...

Artemis rystede let på hovedet. Hendes evne var ikke længere aktiveret, og ville derfor ikke længere have nogen effekt på Lucy.
Egentlig misundte Artemis hende. Hun savnede at være menneske. Kunne ikke rigtigt vænne sig til at skulle være vampyr. Og så var Lucy voksen... Det skulle Artemis ikke have lov at blive, og det irriterede hende noget så grusomt.