Sov sød. //Artemis//

Dato: irl.
Tid: Eftermiddag.
Vejr: overskyet, køligt, en smule vind.
Sted: Stranden, et sted lang henne af stranden med en masse store sten
Omgivelser: vand, måger, nogle træer og en masse sten.

Vladimir var faldet i søvn på stranden, han var stop mæt og utroligt træt. han tøj var indsmurt i blod og sand. han lå på siden med hovedet ned i sanden- hans frakke lå klistret til ham mens vinden lod kanterne bladre lidt.
han havde vandret hele natten efter overfaldet igår. han kendte endnu ikke skoven særligt godt så da han havnede ved stranden orkede han ikke at gå længere. han trak vejret roligt og med munden åbnen en lille smule. han havde haft det rigtigt dårligt med sig selv over det der var sket, men på en eller anden ukendt måde kunne han ikke kontullere sig når han var sulten. han havde ikke forventet at folk ville forstyre ham mens han sov og lignede en fordrukken teenager-

Artemis gik roligt langs stranden.. Eller.. Gik var måske så meget sagt... Hun hoppede balancerende fra sten til sten, med armene bredt ud til siden for at kunne holde balancen bedre. Et let smil krusede hendes læber. Artemis havde altid syntes så godt om stranden..
Da lugten af en fremmed vampyr nåede hende, stoppede hun op, og afsøgte hurtigt området efter kilden. Artemis havde utroligt lidt tillid til vampyrer hun ikke kendte, efter de seneste erfaringer hun havde gjordt sig...

Vladimir vendte sig og kneb øjnene hårdt sammen, mågerne larmede for meget til at han kunne sove uden at vågne hele tiden. han følte sig stop mæt og utroligt træt men kunne ikke sove mere. han satte sig halv op og missede imod lyset med øjnene. det gik op for ham at han var helt tildækket af sand og blod og sukkede derfor lydløst.
Blodet smagte stadig i hans mund.

Artemis fik øje på bevægelsen, og satte sig så på hug. På den måde kunne hun betragte den fremmede vampyr, med minimal chance for selv at blive opdaget. Hun lagde mærke til alt blodet, og sandet, og bed sig let i læben. Det så ikke videre fredligt ud... Måske han var såret?... Han kunne vel have været i kamp med en eller anden?...

Vladimir kiggede sig hurtigt opkring. Duften eller stanken af en anden vampyr hang svagt i luften og gjorde ham opmærksom. han sank en klump og så ud over havet. Han huskede ikke hvordan han var havnet her eller hvad der var sket, men langsomt kom minderne tilbage og gjorde han skamfuld. han kørte hånden igennem det snavset hår for bedere at kunne se. igen drejede han hovedet for at se hvor duften kom fra...intet

Artemis kunne regne ud, udfra den måde den fremmede søgende drejede hovedet, at han havde opfanget hendes lugt. Dog kunne hun også regne ud, at han ikke havde opdaget hende endnu, hvilket fik hende til at blive siddende, og observere ham.
Artemis var blevet ekstremt påpasselig overfor andre vampyrer... Brød sig ikke om dem... Ikke længere... I starten, da hun var menneske, havde hun været rædselsslagen for dem... Nu, da hun selv var en, brød hun sig bare utroligt lidt om dem...

Vladimir kiggede sig rundt igen, han begyndte at blive en smule nervøs. han rejste sig op og børstede sig fri for det væreste sand og skidt. heldigvis var solen ikke særlig dominerende den dag hvilket han fandt meget rart.
duften gang stadig om ham og han spejdede rundt igen. duften virkede ikke som noget han havde oplevet før.

Artemis blev siddende hvor hun var, og lod fortsat blikket hvile på den fremmede vampyr. Hun kunne se hvordan han efterhånden begyndte at blive nervøs, og lagde hovedet på skrå. Han virkede ikke synderligt farlig... Dog ville Artemis vente lidt endnu, før hun gav sig til kende, med mindre han da opdagede hendes gemme sted først...

Vladimir kiggede mistænktsomt rundt, han var stadig for uerfaren til at kunne bestemme hvor duften kom fram, og vinden og lugten af havet gjorde det ikke særligt meget bedere.
han måtte bare vente på at tingen opsøgte ham eller forsvandt. han samlede en mellemstor sten op i håndfladen, kastede den op i luften og greb den igen, førs han tyrede den alt hvad han kunne ud imod en måge der svømmede rundt i hav overfladen.

Artemis besluttede sig for, at han virkede fredelig nok, og rejste sig derfor op. Hun genoptog sin hoppenende gang over stenene, men lod dog stadig blikket hvile på ham. Endnu sagde hun ikke et ord, men bevægede sig blot på stenene, med vandet til den ene side, og sandstranden til den anden side...

Vladimir hørte noget og vendte sig hurtigt efter lyden. han fik øje på en lille pige, ikke lige det han havde ventet sig at møde. *Så det er hende der dufter sådan* tænkte han og rynkede brynene. han betragtede hende tavst og stod et øjeblik som forstenet. han bed sig i læben og viste ikke rigtigt hvad han skulle tage sig til.