En lille mission. - Vic.

Tid: Midt om natten. Det præcise tidspunkt er ukendt.
Sted: En klam hytte inde i den triste skov. Den har en sær lugt af forrådnelse, og så ser den ikke vitterligt hyggelig ud.
Dato: 24/12. Ja, juleaften, happy day.
Dag: Fredag.
Omgivelser: Træer.
Påklædning: En lang hvid frakke, en hvid t-shirt med teksten: "Life sucks. Any questions?" et par sorte bukser, og et par lange lysegrå støvler. Håret sidder sjusket ud til alle sider som altid. Hun har brillerne liggende i inderlommen på frakken.

Kimberley stod oppe foran den klamme hytte. Der stank af død og ødelæggelse, og den så ikke spor hyggelig ud. Hun kunne huske det var her hende og Nicholas mødtes, da hun havde fundet ud af han var hendes storebror. Hun tøvede lidt med at banke på, så hun stod bare og stirrede på døren. Stanken skar hende i næsen, og hun havde mest af alt lyst til bare at løbe hjem. Men nu havde de aftalt det. De havde aftalt det sort på hvidt. Han skulle skære hærens mærke ind i hende, og hun ville så blive en del af hans hær. Hæren der ville udrydde alle andre væsener, så vampyrene kunne lede i nattelivet. Det hun havde glemt var bare at læse det med småt. Hun ville måske miste Matt.. Embry... Hvad med Ryu? Skulle hun også miste ham? Hun rystede hurtigt tankerne væk, og kom så til at tænke på hvor længe hun havde ventet på det her. Flere måneder havde hun ventet på at kunne blive en del af en hær, der skulle udrydde alle dem der gik imod dem. Hun ville måske miste sin mor og Jason, men det ville bare være en utroligt befriende fornemmelse.Efter hun havde stået og tænkt for sig selv i flere minutter, knyttede hun langsomt hånden for at banke på. Det var en utroligt hul lyd der kom fra døren, og hun trak hurtigt hånden til sig, da hun havde banket to gange.

Vicente sad inde i sin hytte. Han kunne nemt dufte den levende duft af menneske igennem den tykke stank af død og forrådnelse, som hang over hans hytte. Den stank kom fra alle de lig, som han havde haft inde i hytten og alle de lig, som stadig lå ude i hans skur. Han sad i flere minutter og indsnusede menneskelugten. Han vidste udmærket godt, at pigen stod lige ude foran hans dør. Hun tøvede med at banke på, gættede han sig til ud fra, at det tog så lang tid, før hun rent faktisk bankede på. Han rejste sig og trådte over til døren, åbnede og lod sine røde øjne falde på hende. Han trådte så til siden, så hun kunne komme ind, dog uden at sige et ord. Kunst hang på hans vægge, billeder skåret ind i træ. Han havde selv skåret alt det kunst, han havde jo været træskærer i flere hundrede år. Han hev det lange bord ud fra væggen, det var langt nok til, at hun kunne ligge på det. Han klappede så en enkelt gang på bordet, hvorefter han trak sin kniv.

Ikke et ord var blevet sagt da døren blev åbnet. Hun trådte lige forbi ham, og kiggede imponeret rundt på de mange træudskårede kunstværker. Hun fulgte hans bevægelser da han gik over til bordet. En skrabende lyd lød i rummet, da han trak bordet lidt ud. En lyd Kimberley hadede mere end noget andet. Da han klappede på bordet forstod hun endelig alvoren i det hele. Hun lukkede øjnene et par sekunder, og så hans røde øjne for sin nethinde. Hun rystede billedet væk, og rettede sine mørkeblå øjne mod Vicente's hånd. Han holdt en kniv. Den måtte han have trukket imens hun havde lukket sine øjne, og hun bed sig i underlæben. Bliver han ikke sulten når først hendes blod begynder at løbe? Hun tog frakken af, og lagde den på gulvet. Hendes langsomme skridt mod det knirkende gulv, var den eneste tydelige lyd i hytten. Hun satte sig op på bordet, og lagde sig langsomt ned. Hun krøb lidt op ad, og lå nu fuldt udstrakt på bordet. Hun var spændt, men samtidig også dødangst. "Overlever jeg..?" spurgte hun stille. De to ord fyldte luften, og det var underligt at sige dem. Underligt at spørge om sit liv. Hun lukkede de store øjne i.

Vicente fulgte hende med sit rolige blik og lod så en tynd finger, glide led over den flade side af knivens blad. Han lagde hånden på hendes mave og trak så op i hendes bluse, så hendes mave nu var at se. "Det skal jeg nok sørge for." Sagde han. Hans stemme var mørk og samtidig meget rolig. Han lagde først den flade side af knivens kolde blad imod hendes mave. Han havde bestemt selvkontrol nok til, at kunne styre sig og forholde sig fuldstændigt roligt, selvom hendes blod om lidt ville flyde. Han satte så knivens spids imod hendes mave og begyndte at skære, dog ikke så dybt, at det ville blive livsfarligt for hende. Han startede med det store omvendte V, som endte ned i to spidse vampyrtænder og så begyndte han at skære pentagrammet. Han skar det, så hendes navle var pentagrammet og sluttede så med at skære det lille V over pentagrammet. Det var overstået i løbet af kort tid, da Vicente var god til at håndtere knive og havde fuld kontrol over, hvad han lavede.

Hun nikkede som et 'Tak.' Smerten var ulidelig da han begyndte at skære det omvendte V. Da han var færdig med det hulkede hun, dog uden at græde som sådan. Tårene strømmede ned af hendes kinder, men hun forholdt sig rolig, selvom det var utroligt svært. Da han var færdig med det lille V var hendes mave smurt ind i blod, og hendes kinder og tindinger våde af hendes tåre. Hun tog sig hurtigt til øjnene, skamfuld. *Hvorfor græd du?! Jeg troede du var stærk!* tænkte hun. Kimberley havde skizofreni i en grad der var så lav, den næsten ikke var tydelig. Hun tørrede sig i ansigtet med hænderne, og rettede så blikket mod Vicente. Hun var nu en soldat. En del af en vampyrhær, hvor alle skulle holde sig fra hende. Hendes blod var menneskeligt, og de havde intet blod. Hvis de blev sultne, skulle de holde sig fra hende, og det ville han sørge for. Det var ihvertfald det der stod i kontrakten. Hun havde bare ikke læst det med småt. Hun kiggede på hans kniv der var smurt ind i hendes blod. Utroligt... Han fløj ikke bare over hende for at drikke, men han forholdt sig vare roligt. Hun var lidt imponeret. Hendes dybblå øjne rettede sig igen mod hans røde, og hun fik en underlig... dårlig samvittighed... Hun rystede hurtigt samvittigheden af sig, og blev siddende med trøjen trukket op.

Vicente grinede en kort og skummel latter, hvorefter han stak kniven ned i bordet. "Nu er første del overstået. Første del af vores lille aftale er underskrevet, men nok ikke helt på samme måde, som du tror." Sagde han og satte sig i den slidte lædersofa. "Du er nu bundet til at udføre selv den mindste ordre jeg giver dig. Vi skal jo nødig have, at jeg bliver nødt til at fjerne det mærke og derved rive.. Kontrakten i stykker, vel?" Spurgte han, han stadig fuldstændigt rolig. Han så hen imod hende og overvejede at sy hendes mave sammen, så risikoen for, at hun døde af blodmangel blev strøget af listen. Han rejste sig igen. Hans røde øjne hvilede fortsat på hende. "Du tænker sikkert, hvorfor jeg mon gør dette her, hm? Lad mig svare dig på det." Sagde han så og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "For at være på den sikre side. Jeg stoler ikke på i beskidte mennesker, så jeg er mere på den sikre side nu." Forklarede han så.

"Men.."Hvad skulle hun sige Løgner? Bedrager? Han var vampyr, han kunne dræbe hende. Og hun frygtede ham. En virkelig dyb frygt, men dog ikke nær så dyb som den hun havde for sin bror. Hun bed sig i underlæben, og rettede blikket mod sin mave. Hun hev den hvide trøje på plads, og kiggede så igen over mod Vicente. "Første del af aftalen.." sagde hun eftertænksomt. Utroligt nok forholdt han sig stadig roligt, selvom hendes blod var noget af det mest renlige og uskyldige der fandtes. Hun undgik at kigge ham i øjnene, og fortsatte med at tænke sig om. "Hvad er anden del så?" spurgte hun, og førte en finger op til munden. *Skal du nu være vampyr, hm?* sagde den blide stemme i baghovedet. Hun rettede på t-shirten, og kiggede så på ham. "Hvad er den anden del af aftalen?" spurgte hun. Hun lød lidt eftertænksom, men dog uden at virke ivrig. Hun hoppede ned på gulvet, og kiggede på de mange imponerende træskæringer. Det var virkeligt smukt håndværk, og hun fik sådan lyst til at blive her. Selvom stanken af død og forrådnelse hang i luften, men sådan var det vel bare. Hendes hånd gled igennem det brune hår, og hun rettede blikket mod et særligt imponerende et. Hun vidste ikke hvorfor, men der var et eller andet dragende ved lige præcis den træskæring.

En lav latter undslap Vicentes blege læber, da Kimberley allerførst åbnede munden og talte. Vicente tog sig ikke videre af hendes blod, han var ikke nær hungrende nok til, at han ikke kunne kontrollere sig selv. Derfor kunne han holde sig væk og så var han god til at adskille forretning og føde. Vicente rejste sig og trådte hende over gulvet med det størknede blod på, hen til et skab som han stoppede foran. Han åbnede det og tog et glas ud, glasset havde låg på og indeholdte en eddike-lignende væske, dog var der mere end det i glasset. Et hjerte. Det var der i glasset og mange andre lignende glas stod inde i det skab, dog var det ikke alle, som havde et hjerte i. Han havde endnu ikke noget hjerte fra et barn.. Det kunne dog ikke være anden del af aftalen. Hun skulle jo være en spion for ham. Det gemte han til, at han var helt færdig med hende. Han stillede glasset ind igen og lukkede så skabet. "Til at starte med skal du skaffe mig nogle oplysninger." Svarede han så.

Hun lagde mærke til hans lange skridt, og den måde han gik på. Han virkede stadig utroligt rolig, men han kunne da ikke forblive sådan, når hun bare sad og blødte? Hun kiggede lidt undrende på den lille beholder han tog ud, og fór sammen, da hun opfattede hvad der var inden i. Et hjerte. Hun overvejede om ikke hun bare skulle tage sin jakke, og forsvinde. Hun lagde en hånd på kinden, og bed sig i underlæben. Hun havde mest af alt lyst til at gå. Nu havde han fået lov til at skære i hende, og nu var hun jo... en del af de krigerske bloddrikkere. Hun kiggede ned på sine sko, og sagde så lavt: "Hvilke oplysninger?" Hendes spinkle stemme rystede lidt, men det var ikke særligt tydeligt. Hun prøvede også at forholde sig i ro på samme måde som Vicente gjorde. Hun fjernede hånden fra kinden, og lagde den ned i sin baglomme. Hvorfor havde hun gjort det her? Hvad godt var der kommet ud af det? Jo, når krigen startede, ville hun dræbe sin mor... og hun ville dræbe Jason. Men det var ikke med nogen garantier at Matt, Embry og Ryu ville overleve. Vampyrer var jo utroligt overlegne. Hendes anden hånd søgte mod hendes baglomme, og den blev begravet deri. Hun trådte langsomt frem mod Vicente, og kiggede ind i skabet. Hvad var disse ting for noget? Hun bed sig i underlæben, og rettede så blikket mod ham. "Hvad er det her?" Hun hentydede tydeligvis til skabet, med de mange beholdere.


//Sorry blev revet med XDD//

Vicente satte sig på en stol, som stod kort fra skabet. Hans røde øjne fulgte hendes bevægelser. Han lod en bleg hånd med de lange tynde fingre, stryge igennem hans lange sorte hår. "Oplysninger om dusørjægerne. Kontakt dem og begynd at samle oplysninger om, hvem de er, hvor de holder til og så videre." Sagde Vicente og lod så tungen glide let over de spidse hjørnetænder. Han legede lidt med tanken om at bide hende. Måske han skulle gøre det, for så behøvede han jo heller ikke at gå på jagt efter et bytte. Hun var jo også stadig et barn, så hendes blod var mere frisk og rent end, hvad han ellers fik fra menneskerne. Vicente lod blikket glide hen på skabet igen, da hun spurgte ind til det. "Hjerter. Menneskehjerter." Svarede han så. Det var hjerter fra hans tidligere ofre, dem som havde fået æren af at blive en del af hans kunst, dem som havde stået model til hans kunst, rettere sagt. Alle billederne, som forestillede lig, der var lemlæstede på diverse måder, var alle sammen nogle som havde stået model til det kunststykke og set sådan ud imens han skar det billede. Det var også derfor, at hans hytte stank så meget af død og forrådnelse og derfor var der størknet blod at se på gulvet og forskellige steder på væggene.

Hun legede lidt med tanken om det. "Det er jo lidt svært... Jeg er bare et barn." Hun lagde en hånd på sin kind, og kiggede over mod ham. Man kunne tydeligt se hvordan blodet plettede den hvide t-shirt, og et noget tykkere, ikke nær så kønt mærke, efter hendes stadig blødende sår, formede sig på t-shirten. Hun lagde især mærke til et af billederne, der lignede en hun kendte. Han havde samme træk som Jason, og det samme helt lige, glatte hår. Hun undrede sig lidt over hvem han mon kunne være, og hvor lang tid siden Vicente havde skåret det. Hun rettede blikket mod ham, og lagde mærke til hvordan det sorte hår faldt på ham. Det var nærmest bygget til hans ansigt, og det samme var hans krop. Men han havde nok også brugt mange år på at komme til at se sådan ud.
Inden hun var taget herhen, havde hun læst lidt om vampyrer, og hun havde fundet ud af de ikke kunne formere sig, svede, græde. De kunne ikke alt det, som menneskene kunne. Hun satte sig på gulvet foran ham og kiggede op i loftet. Hun kørte en finger hen over sin læbe, og rettede så blikket mod Vicente igen. "Gør du mig så til vampyr på et tidspunkt?" Hun prøvede stadig at forholde sig rolig, men det var dog lidt besværligt. Hun trak en tot af det brune pjuskede hår om bag øret, og lagde igen mærke til den samme træskæring som før. Hun blev hvor hun var, men fortsatte med at undersøge det. *Hvad hvis han gør? Jeg kan aldrig vise mig for Matt igen!* tænkte hun frustreret.