A walk in the forest - Andromeda.

Tid: 1:30
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Træer.
Vejr: Mørkt, men stadig en smule lunt.

Varg gik imellem træerne og kastede af og til et blik over skulderen. Han var ikke iført noget tøj, men holdte dog en lille bunke fuldstændigt ødelagt tøj foran sine private dele. Han havde forvandlet sig til varulv og hans tøj var derfor gået i stykker. Han havde flygtet fra en vampyr, som bestemt havde været stærkere end ham, det var også grunden til, at han så sig over skulderen. Han ville se, om han var sluppet helt af med vampyren. Varg boede jo inde i byen, så han tænkte over, hvordan han skulle komme hjem uden at alt for mange så ham. Han gik jo rundt i bar røv og dolk næsten og i byen ville der sikkert stadig være folk på gaden, selvom det var midt om natten. Varg havde ikke været varulv i mere end et par år, så han kunne endnu ikke måle sig med de ældre og mere erfarne væsner. "For helvede.." Mumlede han så lavt og måtte finde på et eller andet.

Blod. Andromeda kunne lugte blod.

Hun slentrede med hovedet let på skrå mellem træernes dybe hemmeligheder. Lugten af blod var sødt og rustent. Fuldkommen som en vampyr. Andromeda hadede ikke de forskellige racer, hun havde intet imod vampyrer. Men hun måtte træde til hvis en af racerne havde angrebet hinanden.

En gren knækkede under hendes lille fod og hun stivnede. Hun så sig omkring og gik så videre. Intet tydede på at nogen havde hørt hende, men hun var parat til at forvandle sig og hun var parat til at kæmpe, hvis det skulle være et fjendligt væsen. Hun løftede skulderen og vred den til den sagde knæk.

Varg syntes han hørte et lavt knæk et sted længere fremme, som hvis nogen havde knækket en gren. Som varulv var deres lugte og høre sanser jo også mere udviklet end et normalt menneskes. Han kunne godt dufte noget i nærheden. Han var dog klog nok til ikke at afgive sin position ved at hæve stemmen på nogen måde ved at spørge, om der var nogen i nærheden. En fejl, som mange forvirrede mennesker ville lave. De få år, som han nu havde som varulv, havde bestemt lært ham en masse, dog langt fra nok endnu. Han fortsatte fremad og lod en bleg hånd løbe igennem sit lange sorte hår.

Nu var der en ny duft. Den kom nærmere og nærmere.
Andromeda var ikke bange, men hun var på vagt. For selvom at det var en varulv forude, så kunne den være vild, bange og måske forvirret og rasende.
Hun sneg sig langsomt fremad og fik et glimt af varulven. Han havde langt sort hår og itu revet tøj som han holdte foran sine private dele. 'Stakkel' tænkte Andromeda da hun så på ham mellem grenene. Hun vidste at hun burde være forsigtig, langsom og afslappet. Han havde vidst ikke prøvet dette lige så mange gange som hun.

Varg stoppede brat, da han fik øje på en skikkelse længere fremme. Han så det lange røde hår og så skikkelsens ansigt. Det var en kvinde. Han trådte så hurtigt hen til det nærmeste træ, for at dække sin krop lidt mere, da han egentligt ikke havde den største lyst til at stå i ingenting foran en fremmed kvinde. Han var stille i et stykke tid, sagde intet og bevægede sig ikke. "Godaften." Sagde han så og hans grønne øjne hvilede på hende. Hun var også en varulv. Han kunne genkende varulvenes duft og håbede så bare på, at hun ikke var en af de vilde varulve, som bare ville flå alt til stumper og stykker.

Varulven gemte sig bag et træ.
Andromeda gik et skridt frem for så at træde ud mellem grenene.
Hans stemme var blød, rolig og mørk - ligesom hans lange hår. Hun så ham i øjnene med et lille smil på læben. "Godaften." svarede hun. Hun flettede sine fingre rundt om en gren.
"Er du okay?"

Varg så kort ned ad sig selv. Bortset fra, at han ikke havde noget tøj på og kun lige kunne dække sine private dele med de flænsede stumper tøj, så var han okay. Han havde allerede tjekket, om han var kommet fra vampyren uden at få nogle skader. Han havde godt nok været ret heldig, han følte sig i hvert fald heldig. Han nikkede så roligt. "Jeg er okay, tak." Sagde han så. "Du har vel ikke noget, som jeg kan.. Dække mig med?" Spurgte han så.

Andromeda tog straks den brune overfrakke af og rakte den til fyren foran hende. Hun trippede en smule mens han tog den på, og svang sit lange røde hår om bag skulderen med en elegant håndbevægelse. Hendes skæve smil kom frem på læben.
"Hvad er dit navn?" spurgte hun og skiftede vægten over mod højre ben. "Det er ikke så tit man møder andre varulve." sagde hun så en smule henkastet, men det var ikke helt så usandt igen.

Varg bandt den brune frakke om livet på sig, så den dækkede både for og bag. Han trådte så væk fra træet, da hans private dele nu var ordenligt dækket. "Mit navn er Varg Vikernes." Præsenterede han sig og bukkede så let hovedet. Han var normalt mere neutral, men når det var en venligtsindet artsfælle og endda også en kvinde, så fandt han det kun rigtigt, at han var mere høflig.

"Rart at møde dig Varg." sagde hun med hovedet en smule på skrå.
Hendes øjne brændte, det gjorde de altid når hun var ude i skoven. Hun så sig en smule omkring og begyndte så småt at cirkle omkring Varg - som denne varulv nu hed. "Hvor længe har du så været under denne.. sygdom?" spurgte hun med en alvorlig attitude. Andromeda havde aldrig været glad for at være hvad hun var. Kort efter hun blev bidt som otteårig følte hun sig virkelig anderledes, hun var indelukket og fik dårligt selvværd. "Eller har du måske selv valgt dette liv?" spurgte hun, stoppede op og så på ham med et antydeligt smil.

"Hvad er deres navn?" Spurgte han så og fulgte hende med sine grønne øjne. "Jeg har været varulv i lidt over to år." Svarede han så og nikkede let for at bekræfte det. Hun virkede mere erfaren end ham, så han gættede på, at hun havde været det i mere end to år. Han fandt det selv nyttigt af og til, altså det at være varulv. Andre gange kunne det være det rene helvede. Han lod sin blege hånd køre over sin ene skulder, hvor der var et ret stort ar at se. Det var der, hvor han var blevet bidt og fået 'sygdommen,' som hun havde kaldt det. "Jeg har ikke selv valgt dette." Sagde han og rystede så let på hovedet.

Hun smilede.
"Mit navn er Andromeda. Ja, ligesom stjernetågen." sagde hun og blinkede med øjet. Selvfølgelig, tænkte hun, havde han kun været varulv i få år. "Du er ikke ret trænet, kan jeg se." sagde hun. "Jeg har været varulv siden jeg var otte. I dag er jeg sytten." svarede hun så med et lille suk. Hun så op mod træernes kronblade og så den mørke himmels mysik. Fuldmånen kunne skimtes en smule, og Andromeda følte en rysten. Straks så hun ned, bed tænderne sammen og hold vejret et øjeblik. Den mærkelige rysten var væk efter et stykke tid.

"En fornøjelse at møde dig, Andromeda." Sagde han og et lille smil viste sig på hans læber. Hans blik hvilede på hende. "Det giver jeg dig ret i. Det er jo ikke bestemt nemt at træne, som ulv.." Sagde han så. Det syntes han i hvert fald ikke, at det var. "Du er bestemt mere erfaren end mig så." Sagde han og nikkede let for at bekræfte det han sagde. Det var der ingen tvivl om.

Hun løftede et øjenbryn omkring hans bekræftende, men stive mine. Han nærmest ikke bevægede sig lod hun mærke til.

"Det må jeg jo åbenbart være." sagde hun og lænede sig op ad et træ. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, så hun kiggede blot på Varg og ventede på en mindre svar fra ham - eller to.

Varg trådte hen til det nærmeste træ og lænede sig op ad det. Hans blik hvilede stadig på hende. "Hm.." Mumlede han lavt og lod så en bleg hånd med de lange tynde fingre, løbe igennem sit lange sorte hår. "Du har jo været varulv i flere år end jeg og har derfor flere års erfaring." Sagde han og lod så de tynge fingre glide let over et ar, som han havde på hagen. Han pillede tit ved det ar, når han tænkte.

Andromeda løftede sine øjenbryn. "True, true." sagde hun.
Hun løftede sin hånd frem og lod den lyse frem i månelyset. Det begyndte at boble og blive varmt i hendes hånd. Hun sukkede højlydt og trak den tilbage igen. Pludseligt kneb hun øjnene sammen og så på Varg med et løftet øjenbryn. "Er du med på en løbetur?" spurgte hun, inden hendes krop nærmest gik i krampe. Pludselig kom der et brøl fra hende, og så sprang hun op og forvandlede sig til en stor, rødbrun ulv. Et ulvehyl slap fra hende mens hun lagde nakken tilbage. Hendes skarpe tænder kunne tydeligt ses i månelysets skær, og hun begyndte at løbe dybere og dybere ind i skoven.

Varg lod blikket glide ned på hendes hånd. Hvad var det der lige skete med hendes hånd i det korte øjeblik? Han åbnede munden for at spørge, men tav dog igen, da hun spurgte om han var med på en løbetur. Han nikkede og vendte sig derefter om og smed hendes frakke. Han stod med ryggen til hende og forvandlede sig så til en stor sort ulv. Han hylede med hende og satte så i løb i samme øjeblik, som hun gjorde og fulgte med hende.