Andromeda kastede op bag et træ. Forfærdeligt.. Hvor var det forfærdeligt..
Hun havde set en lille pige gå med sin far på havnen. Faderen havde pillet ved pigen, pillet nogle meget udsædvanlige steder, og det sortnede for Andromedas øjne. Hun løb direkte ud i skoven og kastede op.
Dels fordi hun synes det var forkert, væmmeligt, og dels fordi hun ikke kunne rumme tanken om at hun ikke kunne hjælpe barnet nu, hvor hun var langt væk fra hendes båd, hendes hjem.
Hun stønnede en smule og lænede panden mod træet. Det sejlede for hende og hun havde det meget dårligt. Der var bræk ned af hendes smukke, hvide trøje som hun havde købt den selv samme sommerdag. De matchede perfekt til hendes smukke nye, hvide sko og de stramme hvide jeans. Hun udstødte et suk af udmattelse og mistede bevistheden. Hun faldt om på den kolde jord i skoven, efterladt til dens væsner og hemmeligheder.