A Walk In the Forest (Evie)

Årstid: Vinter tid
Vejre:Det sner en smule
Sted: en lysning i skoven
Tid: 15.00
Omgivelser:træer, buske og sne

Azuriel havde langt om længefundet vej til La sunista. Dette var et fredfuldt sted. Ikke det sted hvor der var brug for ham. I denne by var der ro og de væsner der livede her var fredelige. Dog ville han tjekke det ud. Nok mest af alt for at komme lidt væk fra det hele og nyde naturen når den var bedst. Der sneede en smule men det var ikke så koldt igen, helt vindstille. Så Azuriel gik rundt i hans læderjakke og nød de hvidbeklædte træer og sneen der knitrede under hans sko. Hans gyldne hår bevægede sig let hver gang han tog et skridt og hans blå øjne betragtede naturen i fulde drag. Han gik helt i sin egen verden. Men et stødte han ind i et træ da han ikke så sig for. Alt sneen rislede ned fra det og han stod nu overdynget af sne. Han satte sine arme ud til siderne og sukkede ’’Great’’. Så kiggede han sig rundt omkring for at se om nogen havde set denne pinlige ting ske. Faktisk syntes han nu det var meget sjovt, dog var det koldt med det sne der løb ned af nakken på ham.

Evie kom lige så stille gående, hun var for noget tid siden kommet til øen og havde nu besluttet sig for at undersøge de forskellige byer. Hun gik smilende af sted, med en sort hvid stibet hue med kvast på toppen og med lapper der dækkede ørene. Hun havde en luffer på der passede til huen. Hendes vinter jakke var sort og en smule tyk.
Evie gik ikke så hurtigt da hun tog sig tid til at se det hele. Mange ville nok undre sig over hvordan hun kunne være i så godt et humør, når nu hendes forældre døde for blot et år siden. Men nu var Evie positiv og lod det ikke tynge hende ned, selv om deres død havde taget hårdt på hende i starten.

Evie's chokolade brune øjne fangede en anden som var ude og gå, hun overvejede at hilse, men inden hun nåede så langt gik drengen ind i et træ. Hun holde sig for munden og kvalte et grin, hendes øjne strålede muntert og en klukkende grynt slap ud over hendes læbe og ud mellem hendes fingre. Hun stod et stykke fra ham, så måske hørte han hende ikke. Hun smilede stort og flyttede hånden til panden hvor hun strøg det sorte pandehår om bag øret.

Azuriel kiggede da han hørte Evies klukken. Han så nu at der stod en pige og holdt øje med ham. Han børstede det værste sne af sin jakke. Derefter uglede han sit hår for at ryste sneen ud af det. Derefter gik han over mod hende. Han havde et lille spil på sine læber og kløede sig i nakken med den ene hånd. Han sagde med en lidt ru dog charmerende stemme ’’ Erm.. havde eller håbet ingen så det ’’. Azuriel syntes det var lidt pinligt men så var det vel heller ikke værre en det. Han så sig normalt ikke for når han gik i sine egne tanker. Azuriel rakte sin hånd frem ’’ Navnet er Azuriel.. Tag dig ikke af navnet, min mor Elskede Latin’’. Azuriel havde en varm aura om sig, som var han ikke en farlig person. Det var på grund af hans engle side. Hans venlige blå øjne kiggede på hende der stod foran ham ’’ dejlig dag at gå en tur i skoven.. Syntes du ikke også det ’’. Azuriel snakkede normalt ikke så meget med andre. Han holdt sig for sig selv af frygt for at skade dem. Men her på det seneste følte han sig mere sikker på han kunne holde sin indre ondskab nede. Så der var vel inget galt i at snakke lidt med dem han mødte på sin vej.

Evie smilede stort til ham, da han opdagede hende og kunne ikke lade være med at klukke lidt igen, da han sagde at han havde håbet ingen så det. Hun tog hans hånd og gav den et hurtigt klem inden hun slap den igen, stadig smilende. "Okay Azuriel...har aldrig hørt det navn før"sagde hun og smilede venligt til ham og stak hænderne ned i lommerne på hendes jakke. "Jeg hedder Evie"præsenterede hun sig selv, da hun kom i tanke om at hun også skulle sige hendes navn.
"Ja" gav hun ham ret til det sidste han havde sagt og skiftede vægten til hendes højre fod. Hun blev ved med at smile til ham. Hun kunne godt lide hans udstråling og ville derfor gerne snakke mere med ham. "Kommer du her fra? La Sunisha" spurgte hun smilende.

Han rystede let på hovedet ’’ Nej, jeg er ny her på øen. Jeg ville også lige se denne side af den. Meget smuk natur på disse kanter’’. Han vidste ikke så meget om dette område af øen andet en at det skulle være den sikreste del for mennesker. Dette var kun en god ting, at gode væsner også havde overtaget. Han rystede tankerne ud af hovedet. *Nej ikke tænkte mere på magiske væsner slap af og nyd dagen*. Det virkede som om han stod i sine egne tanker et kort øjeblik, opslugt af noget alvorligt, men så smilede han en smule og sagde ’’ Hvis du kender stedet her.. har du så noget imod at være min guide’’. Azuriel kløede sig i nakken som han altid gjorde når han enten var usikker på noget. Han kiggede rundt omkring igen og tog en dyb indånding af den friske natur luft.

Evie smilede beroligende til ham da hun kunne mærke på ham at der var et eller andet som nagede ham, gjorde ham usikker. Selvom hun var nysgerrig stillede hun ingen spørgsmål.
"Jeg har nu heller ikke været her så længe, og jeg kender nu heller ikke stedet så godt"svarede hun med et muntert smil. "Men hvis du ikke har noget imod at jeg leder os på vildspor så vil jeg da gerne være din guide"tilføjede hun med muntre øjne også. Hun kunne godt lide ham, han virkede meget flink så derfor afviste hun ham ikke som hun måske havde gjort med andre som ikke havde været lige så snaksagelige.
Evie ventede på at høre om han turde lade hende lede ham rundt i skoven, hun ejede ingen stedsans, så sandsynligheden for at hun ville fare vild var faktisk stor. En grund til at hun oftes holde sig i udkanten af for eksempel større skov områder. Hun havde tit travlt med tankerne og lod derfor ikke mærke til den vej hun gik.

Azuriel grinede en smule og kiggede sig rundt omkring. Han kløede sig i nakken ’’ Jeg har ikke noget imod at blive ledt på vildspor. Jeg er sikker på vi nok skal klare den’’. Det virkede til at hun var en meget åben og glad person, der var kun en god ting. Azuriel smilede ’’ Bare jeg holder øje med hvor jeg går.. At gå ind i et træ kan godt gøre ondt hehe ’’. han vidste ikke rigtigt hvor denne gåtur ville lede dem hen, men det ville sikkert blive sjovt. Hvis det gik galt kunne han jo altid klatre op i et træ og se om han kunne finde en vej ud af skoven. Det var jo ikke fordi han kunne få sine vinger frem foran et menneske, så ville hun sikkert få hjertestop. Han klukkede lidt og satte sine hænder i lommerne på sin jakke ’’ Led vej, vise guide ’’. *Hmm. Det virker til hendes gode humør smitter af på mig.. Det er der jo intet galt i*

Evie's smil voksede mens hans snakkede, hun blev altid glad når der var nogen som ville snakke med hende. Hun havde aldrig brudt sig særlig meget om at være alene, og hun havde endnu ikke nået at få venner efter hendes ankomst. *Måske er han en mulig ven?*Tænkte hun med et smil, hun kunne i hvert fald indtil videre lide ham så måske.
Hun grinede muntert af det sidste han sagde til hende og begyndte at gå. "Jamen så lad os da komme af sted"sagde hun stor smilende og sendte ham et par muntre øjne og et kæmpe smil. Hun rettede på huen og så derefter fremad, hun havde tænkt sig at forsøge at holde øje med hvor de gik, så hun kunne finde tilbage igen.

Azuriel gengældte det venlige blik. Det var ikke tit han mødte nogen der var så glad som hende. Han syntes det var forfriskende. Han gik op på siden af hende. I lidt tid gik han bare uden rigtigt at sige noget, men så kløede han sig i nakken og sagde ’’ hvad laver du så ellers.. Sådan til hverdagen’’. Azuriel vidste ikke rigtigt hvordan man skulle starte en normal samtale. Normalt snakkede han jo med jægere og det overnaturlige. Normal snak var ikke lige hans hjemmebane men fordi hun var så flink syntes han i det mindste han kunne prøve. Dog var det klart at se på ham at disse emner ikke helt var hans vante element han overvejede sine ord meget nøje. Azuriel grinede lidt ’’ Kan godt være mine spørgsmål er lidt.. erm.. vattet.. men normalt rejser jeg meget og snakker kun med andre.. Rejsende ’’. Han kunne faktisk ikke lide at han ikke kunne fortælle hende om hvad jeg gik og lavede, han syntes heller ikke det ville være fair over for hende * Hvad skulle jeg sige.. Nååh ja, for resten hjælper jeg Hunterne med at fange væsner der dræber mennesker.. Skal vi ikke snakke om det.. Du er skuda godt nok for dum Azuriel, du ved ikke en gang hvad du skal sige til en venlig pige.. Hehe men hun virker nu meget flink*. Azuriel så ud til at gå og tænke lidt igen, men sendte hende så en venligt smil igen.

Evie smilede hele tiden mens der var en kort pause for al snakken. Hun så på ham da han fandt et emne at snakke om. Hun bed sig kort i læben og tænkte sig om. *Jeg kan jo ikke fortælle det...*tænkte hun og sørgede for at smile mens hun tænkte på et svar, hun lyttede samtidigt til det han ellers fortsatte med at snakke om, mens hun nikkede for at vise at hun hørte efter hvad han sagde.
"Jeg har aldrig været ude og rejse"sagde hun med et venligt smil, hun undlod at svare på det første, måske tog han det op igen lidt senere for hun regnede med at han ville regne med at hun glemte det første spørgsmål på grund af det følgene snak. "Jeg har nu altid gerne ville prøve at rejse jorden rundt, men det bliver nok aldrig til noget"fortsatte hun smilende og så på ham med muntre øjne. "Hvor har du været henne?"spurgte hun så og snakkede pænt hurtigt, men hun ville faktisk gerne høre noget om at rejse.

Azuriel lagde mærke til hvordan hun undgik det første spørgsmål. En tanke slog ham. Måske arbejde hun for en Vampyr, de havde det jo med at tage mennesker som slaver. Men den tanke slog han ud af hovedet igen, han mente ikke at sådan en sød person kunne arbejde for noget ondt. Han var bare glad for hun ikke fandt på en løgn. Dog fik det ham faktisk også til at skamme sig lidt eftersom han jo ikke havde vist hende hvad han i virkeligheden var. Han lyttede til det hun havde og sige med stor interesse. Et smil kom frem på Azuriels læber igen. ’’man kan sige jeg har rejst fastlandet rundt stort set hele mit liv.. Man kan sige jeg er bringer nødhjælp til dem der har brug for det ’’. Azuriel kløede sig i nakken. Han løj jo ikke men det var heller ikke ligefrem sandheden. Han satte en hånd på hendes skulder og sagde ’’ Hey.. Du skal ikke være ked af at du ikke har rejst meget.. Du har hele dit liv foran dig og du er fri til at gøre hvad du vil’’. Det gik nu op fra ham at han havde sin hånd på hendes skulder og han fjernede den hurtigt. Han lod sig ofte rive med når folk fortalte hvad de ønskede sig. Dog syntes han ikke at rejse var det store, i hvert fald ikke den måde han rejste på. Den ømme krop efter at have kørt flere timer i træk, det hårde jord og kolde natur, for ikke at nævne de mange creepy steder. Man skulle have mange penge for at rejse med stil.

Evie smilede stort til ham mens han fortalte, hun ville gerne rejse landet rundt, og mange andre lande også. Men hun vidste om hun egnede sig til at rejse så meget. Hendes forældre havde været de stille typer, ferierne var ofte blevet hold hjemme eller hjemme ved bedsteforældre da hun havde været yngre.
Hun skulle til at sige noget lige før han sagde at hun var fri til at gøre hvad hun ville, hun lukkede munden igen og smilede et lidt underligt smil, som om hendes humør fik et knæk, men hun nægtede at blive i dårligt humør. Livet var for værdigfuld til at surmule. "Det lyder fedt at du hjælper andre, jeg håber jeg kommer til at se lidt mere end jeg har set"sagde hun så med et smil og så frem. Hun kunne jo ikke fortælle at hun var slave, endda for dæmonernes leder. Hun sukkede lydløst og så på ham igen og smilede nu som før. *Positiv, vær altid positiv*Tanken blev ved med at flyve rundt i hendes hoved.

Azuriel lagte mærke til hendes reaktion. *fuck mon mine anelser er rigtige, er hun en Vampyr slave. Nej.. Okay tænk dig om, du er ved at få en ny ven nu ikke ødelægge det.. Men hvordan fanden skal jeg så hjælpe hende.. Ahh jeg har det*. Azuriel sagde ’’ Yep.. jeg har set meget på mine rejser.. Har enda set et person der holdt en anden person som slave.. Men jeg fik hjulpet personen fri ’’. Azuriel kom med et lille grin ’’ Så hvis du kender nogen slaver.. Så bare sig til dem at Az her kan hjælpe’’. Han kiggede på hendes reaktion, hver bevægelse. Han havde oplevet slaver før men Evie så ikke ud til at være medtaget som de andre så måske tog han fejl. Han var mange for om hun ville misforstå ham og blive sur. Men han kunne ikke lade være. Det gode i ham kunne ikke holde til at se folk i smerte. Han måtte hjælpe dem. Dette var en af de ting ved ham selv han godt kunne lide, men det endte ofte med at skubbe andre væk fra ham. Han sukkede en smule ’’ Man har altid et valg.. Alle er født frie, ikke som fanger. Kæmper man imod så kommer man fri’’. Han håbede at hans ord nåede igennem til hende. Faktisk bad han til det, skørt at sjældent skete at nogen lyttede til hans råd.

Evie blev ved med at smile, mens hun gentog hendes tanke. Sådan gjorde hun altid, hendes måde at holde sig selv i godt humør. Hun trak svagt på skulderne og sendte ham et smil. "Man må da ikke holde slaver nu til dags"sagde hun med et skævt smil, og forsøgte at virke uviden med det han mente. Hun var dog begyndt at få en mistanke om at han ikke var menneske, hun havde ikke mødt særlig mange væsner faktisk kendte hun kun til dæmoner.
"Men nogle gange kan man ikke kæmpe, den eneste udvej er måske at acceptere det"sagde hun til det sidste han sagde og smilede stadig. Var han et væsen ville hun ikke sige noget til det, men indtil videre ville hun opføre sig som den uvidene menneske pige hun havde været for et år siden.
"Men du må da også ha set andet på dine rejser?"blev hun ved smilende og ville se om hun kunne komme væk fra slave emnet.

Han tænkte lidt over hendes svar. Han vidste at hun skjulte noget. Normalt når han snakkede om sådan noget her ville folk der ikke havde noget med det at gøre have en stærk holdning om slaver. I hans øjne virkede det som om hun gerne ville væk fra emnet så hurtigt som muligt. Hvis hun allerede vidste at overnaturlige væsner fandtes ville han jo ikke bryde reglerne ved at fortælle hende hvad han var. Men han følte også at han stod overfor en klog pige, han var ikke hundrede procent sikker. DA hun sagde det med at kæmpe kiggede Azuriel på hende med et viljestærkt blik ’’ Man kan altid kæmpe og hvis man ikke har viljen til det så må man gerne låne min.. Alt folk skal gøre er at bede om hjælp.. Der er folk i verden der hører dette råb om hjælp.. Du kan blive hjulpet.. Hvis du tror på der er noget godt i verden’’ Azuriel smilede en smule. Han syntes selv at det han sagde gav mening. Da hun spurgte om hans rejser tænkte han på en måde at give hende et hint til hvad han var. Han smilede igen ’’ Jeg har mødt alt fra onde folk.. Ja jeg ville ligefrem kalde dem dæmoner.. Til gode folk, jeg ville gå så langt at kalde dem engle ’’. Han grinede lidt, for hvis hun ikke kendte til det overnaturlige ville hun sikkert tro han mente det som en metafor. Men kendte hun til det så var han sikker på hun ville forstå hvad han mente.

Evie lyttede til det han sagde uden at sige noget, hun havde ikke tænkt sig at kommentere det uderligere, da hun ønskede at komme væk fra emnet. Hun lyttede dog opmærksomt da hun ledte efter noget der kunne bekræfte hendes teori om at han ikke bare var et mennekse, hun kunne jo ikke ud fra deres udseende afgøre hvad de var. Så længe havde hun ikke været en del af den verden for at have en chance for at kunne kende tegn på væsen.
Det sidste han sagde fangede dog hendes interresse og brød hendes tavshed, med et smil.
"Tror du på det overnaturlige?"spurgte hun med en smilende stemme. Hvis han svarede nej, ville hun have opgive teorien, men svarede han ja ville hun fortsat prøve at finde uaf hvad han var. Hun ville ikke spørge direkte, for hvis han ikke var fremstod hun måske skør så han ikke gad hende.

Azuriel var begyndt at tro at hun måske ikke vidste noget til det overnaturlige på grund af hendes tavshed, men da hun stillede ham spørgsmålet var han nu sikker. Han kunne også se at emnet var et ømt punkt for hende. Han smilede for at lette stemningen en smule * Hvis vi bliver venner kan det være hun lytter mere til mig og fortæller mig hvad der sker*. Da hun stillede ham spørgsmålet som andre havde stillet ham før i tiden nikkede han ’’ Ja, Jeg tror på det overnaturlige. Men jeg tror de har lært at gemme deres sande jeg og ligner mennesker ’’. Han grinede en smule ’’ Eller ville vi jo vide de fandtes ’’. Azuriel kløede sig i nakken igen ’’ Mennesker har godt og ondt i sig.. Så jeg er sikker på det samme gælder for de fleste væsner.. Desværre tror jeg ligesom med mennesker desværre at det onde ofte vinder over det gode ’’. Da han hørte sig selv sige disse ord var det som noget i ham grinede af ham. Han vidste at det mørke der lå i ham ikke ville blive holdt nede for altid. Men han var ikke typen der gav op.

Evie smilede stort igen da han svarede ja til hendes spørgsmål, nu var hun næsten sikker, men også kun næsten. Der var jo også mennesker som faktisk ikke kendte til væsner, men som troede de fandtes. Hun nikkede med et smil "Jeg har nu hørt de gemmer sig under sengen"sagde hun til det med at nogle skjulte deres sande jeg og lignede mennesker og sende ham et muntert smil.
"Der er nu ikke noget ondt i mig"tilføjede hun med et smil, da han snakkede om at alle havde ondt i sig. "Jeg bliver aldrig vred og har aldrig gjort nogen noget"sagde hun med et stort smil og kløede sig i panden, mens hun lod blikket glide rundt for at se om hun kunne huske vejen da hun skulle tilbage. Hun havde dog været lidt for opmærksom på snakken og havde ikke holdt øje med vejen.

Azuriel kigge sig omkring da hun gjorde. Han havde ingen ide om hvor de var, men det bekymrede han sig ikke så meget om. han grinede lidt ’’ har den almægtige guide ledt os på afveje?’’. Han kløede sig i nakken da hun sagde at hun intet ondt havde i sig. Men efter lidt tid kom et smil frem på hans læber ’’ jeg tror faktisk på dig når du siger du intet ondt har i dig.. Det er jo ikke ligefrem fordi du tilbeder en Vampyr eller noget ’’. Azuriel grinede en smule. Dog havde han en bagtanke med at sige det han gjorde. Han var sikker på hun kendte det overnaturlige nu men han troede også hun var en Vampyr slave. * Hun er sikker afhængig af den blodsugers blod*. Han kiggede sig omkring igen. han kunne kun se træer, buske og sne. En masse ske. Det var nu et smukt syn syntes han.

Evie daskede ud efter ham da han grinede og smilede et kæmpe muntert smil. "Jeg ved præsic hvor vi er....sådan cirka"sagde hun smilende og stak hænderne ned i lommerne på jakken og så kort rundt igen, mens hun lyttede til det han sagde.
"Naarh jeg tilbeder nu ikke nogen vampyr"sagde hun og så ligefrem, mens hun havde et lille smil på læberne, da det store var skrumpet en ind igen.
Hun så på sneen og smilede så igen, da hun fandt på et emne hun kunne skifte til. "Kan du godt lide sne?"spurgte hun med et kæmpe smil og gik fra stien og hen til en lille bunke med sne. Hun satte sig på hug og samlede sneen op, pressede det sammen til en bold og vende sig mod ham og smilede endnu størrere. "Men endnu vigtigere...kan du lide sneboldskamp?"spurgte hun lige inden hun fyrrede den lille snebold afsted mod ham, med et henrykt grin.

Azuriel grinede igen da hun slog ud efter ham ’’ Hey.. ingen grund til at slå.. Det kommer vi ikke tilbage på rette vej af ’’. Han nikkede da hun sagde hun ikke tilbad nogen vampyr. Han kunne ikke se nogen grund til at hun skulle lyve. Han stod igen i sine egne tanker og undrede sig over hvad det så var hun skjulte og hvorfor emnet gik hende sådan på. Da hun spurgte om han godt kunne lide ske sagde han ’’ Hvad?’’. Med et så han snebolden flyve af sted og ramme ham i maven. Han grinede en smule ’’ Så det ikke ud til at jeg havde fået nok ske da jeg gik ind i det træ tidligere’’. Azuriel smilede lumsk og gik over og sparkede til det træ der var tættest på Evie i håb om at sne ville rasle ned på hende.

Evie grinede som en 10-årig lille pige da snebolden ramte ham, og klappede hænderne henrykt sammen og lavede et lille hop. "Man kan aldrig få for meget sne"sagde hun smilende og fulgte ham med øjnene da han begyndte at gå. Hun opdagede hvad han var ude på da han skulle til at sparke, men nåede dog ikke at komme væk og blev ramt af sneen og fik noget ned i nakken. "Hey!" hylede hun med et skinger grinene stemme mens hun hoppede rundt for at få sneen ud af tøjet. Hun lod sneen smelte på hende ryg og lavede en ny snebold som hun kunne smide efter ham. Hun elskede at lege med sne også selvom hun var 18 år gammel, så opførte hun sig til tider som et lille barn. Hun vende sig mod ham med et kæmpe smil og at kaste den nye snebold efter ham.

Az der troede at han havde vundet stod og grinede da hun ramte ham i hovedet med den nye snebold. Az fik hurtigt en lusket ide og lød sig falde bagover og lod sig ligge og lod som om han var bevidstløs. Hvis hun kom over for at tjekke om han var okay ville han hælde lidt ske ned af nakken på hende.

Evie grinede igen da snebolden ramte ham, grinet stemmede dog ud da han ikke rejste sig op igen. Hun kneb øjnene sammen og strakte hals for at se hvad der var med ham. Måske fakede han eller også gjorde han ikke. "A?"sagde hun spørgende, hun sagde kun A fordi hun havde glemt hans navn og bare kunne huske at det startede med a. Hun havde aldrig været god til at huske navne, specielt ikke når hun aldrig havde hørt dem før. Hun gik forsigtig tættere på ham og stod til sidst lænet ind over ham og pustede ham blidt i ansigtet for at få ham til at reagere.

Az åbnede med et øjnene og sagde roligt ’’buuh’’ imens han hældte sne ned af nakken på hende. Så lå han ellers der og grinede lumsk og nød at han havde narret hende. Han vidste dog ikke hvordan hun ville reagere, men han mente at det nok skulle gå.